MetrOrd lukker

Kære alle.

MetrOrd lukker. Velkommen til arkivet.

Efter længere tid med dalende aktivitet har vi besluttet at lukke ned før det bliver træls. Flere anmeldere ønsker at komme videre med andre og egne projekter og jeg selv må også erkende at min indsats som administrator har været for svag det sidste års tid af samme årsag. Det har efterladt en meget lille gruppe af folk der kan fortsætte projektet og det har vi ikke set som holdbart.

Tak til alle der har læst med de sidste mange år, tak til alle der har bidraget, tak til alle forfattere der har ønsket at blive anmeldt hos os. Tak for nu.

Siden vil fortsætte som et arkiv da vi ikke synes at anmeldelserne bare skal forsvinde. Du vil derfor fortsat kunne finde tidligere anmeldelser her på siden.

-Thorbjørn og resten af MetrOrd.

At finde sine egne koordinater

Omslag-Pulsen-Koordinater-forsideNanna Lundgaard Arbøl
Pulsens koordinater
Copenhagen Storytellers 2016
www.copenhagenstorytellers.dk
Grafiker, forsidebillede og omslagslayout
Cecilie Marie Sund Kristensen
ISBN 978-87-93215-11-5

Nanna Lundgaard Arbøl, der er en hyppig oplæser på de københavnske litteraturscener, udgiver hermed sin anden digtsamling. Pulsens koordinater. Bogen tager læseren med på en intens vandring gennem Københavns gader og stræder, hvor hovedpersonen vildt og voldsomt arbejder sig frem mod en ny selvforståelse.

Pigen i den røde kjole – forsiden – smider om sig med ejendele og karaktertræk. Hvor andre erkendelsesprocesser i andre bøger ofte dynger personerne til med modenhed og visdom, går hun ud på gaden og taber sin mødom, sin pung, sin retfærdighedssans og sidste sok. Det går ikke stille for sig. ” … da du gir en mand en blodtud/ i din rus / fordi du vil synge karaoke/ og han er gadesanger “; og byvandringen orkestreres af sydende, superlevende bykulisser.

“bilerne danser
med farveladefarver og cykellygter
og du griner
imens du følger strømmen”

Indtil pigen i den røde kjole, nu uden nerver, stemme, BH eller andre “ejendele”, fra sit symbolske overblik fra toppen af Rundetårn ser ned på gaden, på resterne af det hun før var bange for.

Digtene starter midt inde i autentiske bymiljøer. Alle sanser bringes i spil og jegets tanker integreres fint i omgivelserne. Beskrivelserne af byens liv er ofte charmerende og overbevisende fri for turistbrochuresprog. F. eks. teksten Nyhavn. Første vante: Folk ” fugter alle sammen deres læber/ og løber ligeud/ iført deres flyverdragter og rejsekort”. Baggrunden er “[…]mågernes vingeslag/ og de sultne turisters kameraklik” – og hovedpersonen har mistet sin vante, men vil gerne blive hængende selvom fingrene er blå. Andre steder “Hyler Istedgade i stilheden” i “lugten fra endnu en lunken pølsevogn” og jeg´et møder sin “fortid / i reflektionen af junkiernes pis/ en sen aften.”

Der er ikke sorteret i indtrykkene. Måger, turister og junkier træder ind. Ejendele og karaktertræk går tabt. Punktnedslagene i byens rum understreger, at tabet af en adresse kan være ligeså væsentlig som tabet en sko eller det store overblik. De mistede ting har ikke nogen indbyrdes rangliste. Til gengæld er de enkelte tekster dybt forankret i nuet. Lige som kvinden i rødt, der ser sig tilbage over skulderen fra sin udsatte position på en københavnsk indfaldsvej. På vej fra et nu til et andet.

Bogen viser ofte fin sproglig veloplagthed. Som f.eks. :

” I stedet / sender lyden fra tomme flasker / tsunamier af uhygge gennem din krop”

“Du falder så kludedukkeagtigt på knæ / ved kantstenen”

“.. mærke livet/ ruske i dit skelet / for du er din egne globus ”

“i sekunderne / hvor den røde mand lyser / og Store Kongensgade kan trække vejret”.

Man får lyst til selv at gå ud i det offentlige rum og finde sine egne koordinater. For til sidst , efter at det overflødige gods er smidt væk, at konstatere at

“du ånder lettet op
med en puls
der ikke er ved at slå dig ihjel
for du ser ned på gaden
på resterne
af hvad du før var bange for
og jeg nikker med et smil “

Ingen absolut lykke

Forfatter: Jakob Clausen den-absolutte-lykke_331403

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-7170-360-3

Format: Paperback, 168 sider

Den absolutte lykke (herefter AL) er en roman af Jakob Clausen (herefter JC). JC er en ung skribent, født i 1994, og AL er hans debut. Selv siger han om bogen,  at alle vil kunne drage paralleller til deres eget liv når de læser den.  Noget af en påstand.

Vanen tro læste jeg bogen to gange. Der er en del mindre godt at sige om AL, og der er et par lovende takter. Flere steder snubler bogen over sig selv, bliver for bombastisk og lommefilosofisk, men samtidig afsløres der et vist greb om skrivekunsten. Med det sagt, så lad os komme i gang.

Forlaget skriver:

Den skæbnesvangre og mentalt forstyrrede Benjamin lider af en sjælden sygdom, der skubber hans tilværelse ud på de skrå brædder. Han er tvunget til at trives i sit eget selskab. Et ensomt liv uden andre suffløser end sine egne tanker.

I en tidlig alder forlader hans mor familien, og få år efter dør hans far. Stoffer og alkohol giver grobund for hans eskapisme, da han indser, at det lykkelige liv er et uopnåeligt Utopia.
Benjamins eksistens er kedelig og cirkulær. Indtil den dag han møder Freja, sit livs kærlighed. Sammen med hende finder han for første gang en mening med livet. Men netop som det lykkelige liv begynder at forme sig, kommer han i strid med skæbnen, og han begynder at forstå, hvilken grufuld sygdom han lider af.

“Den Absolutte Lykke” handler om kærlighed, personlig krise, at finde lykken og at leve livet. Den handler om en ulykkelig dreng og hans tanker om livets uretfærdigheder.

AL bliver fortalt i første person, altså af en jeg-fortæller, Benjamin.  Størstedelen af bogen er et langt flashback, undtagen første og de sidste par kapitler, der fungerer som en ramme omkring fortællingen.  Det altoverskyggende plot i bogen er Benjamins søgen efter, og ultimative forståelse af, lykken.  Men i plottet opstår de første problemer.

AL indledes med en prolog om lykken, der er ganske udmærket, hvis ikke det var fordi den modsiger resten af bogens handling om lykken. I en tidlig alder diagnosticeres Benjamin med en sygdom, der på en eller anden måde er forbundet til hans lykkefølelse, og resten af bogen handler om hans noget ambivalente forhold til lykken. Jeg kan desværre ikke komme nærmere ind på det, da jeg ellers vil afsløre handlingen.  I dette område mangler JC en del i fortællerafdelingen, da Benjamin siger om sygdommen: De havde konstateret, at jeg havde en meget sjælden sygdom. Navnet på den kan jeg ikke huske. Det er så langt og indviklet, at jeg ikke har gidet lære det. Det er ret sært, da JC ellers præsenterer Benjamin som videbegærlig, og selvfølgelig kender man navnet på sin sygdom. Det er sløset. Lykken er bogens fokus, og det er et emne hovedpersonen hele tiden vender tilbage til. Af og til kommer det dog til at virke lidt komisk, når den meget unge fortæller udbreder sig i absolutter omkring lykkens væsen. På den anden side virker netop den del meget ægte, da skråsikkerhed først bliver udjævnet med alderen.

Bogens handling virker meget kaotisk og rodet, da JC konstant laver flashbacks i flashbacket. Det er der ikke noget galt med, hvis blot JC gav os hele historien, når vi flashbackede. F.eks. når vi at komme tilbage til Benjamins folkeskoletid af mindst fire omgange, og det uden at mere end en episode er rigtig vigtig. Her skulle der være strammet voldsomt op. AL bærer også præg af at JC ikke helt ved nok om de ting han skriver om. Hans beskrivelser af især stoffer, stoffers virkning og slang er meget langt fra virkeligheden. Ligeledes er hans beskrivelser af sex meget fade og firkantede, helt uden vildskab eller varme. Sidstnævnte kan dog blot skyldes at sexscener er notorisk vanskelige at skrive. Genremæssigt vil JC gerne fortælle en dannelsesroman, iblandet nogle filosofiske betragtninger over verden. Derfor virker det også besynderligt, når de sidste 20 sider pludselig bliver til en B-actionfilm. De to dele fungerer ikke sammen, og efterlader denne læser med en panderynke, og ultimativt med det store spørgsmål: Hvad er det egentlig JC vil sige med AL? Dog er der i hjertet af denne fortælling nogle udmærkede takter.  Bedst er JC, når han i handlingen fortæller anekdoter. F.eks. er der en historie om et badekar og sæd, der er ret underholdende.

Der er ingen tvivl om at JC har et stort ordforråd og meget gerne vil vise læseren at han kan bruge det.  Det meste af tiden går det udmærket, selv om sproget ofte er så gammeldags at det halve kunne være nok. Det er i hvert fald svært som læser at acceptere, at Benjamins indre monolog det meste af tiden lyder som en mand i sluthalvfjerdserne. Hvad værre er er at når sproget bliver tungt og vidtløftigt, suger det meget af livet ud af teksten.  Den bliver træg og sumpet og mister sin styrke. Når man vælger en højbåren tone, klæder det heller ikke teksten med betydningsfejl eller stavefejl. Der optræder flere endelsesfejl, især i bogens anden halvdel, antabus staves antibus, pærevælling pærevending og en person dør på en uærbødig måde. Den slags må ganske enkelt ikke optræde i en færdig bog. En gang imellem styrer JC de mange ord, og det klæder teksten med en enklere og mere handlingsorienteret stil.

Der er dog større problemer med teksten. JC har en udtalt tendens til at overforklare alt, og det i et meget staccato sprog. Teksten består hovedsageligt at hovedsætninger, der fyldes på med unødvendige sanseindtryk og mange af sætningerne er ganske enkelt for lange, som i denne: Jeg kunne stadig smage bræk i min mund og denne: Jeg kunne mærke jeg blev stimuleret.  I længden bliver det trættende at læse.

Puha – sikke en svada. Og ikke særlig positiv. Men nu kommer så det, der, om ikke vender tingene på hovedet, så i hvert fald på siden. Over halvdelen af de ting, jeg har nævnt som problemer i min anmeldelse, er ikke JC’s skyld.  Det er en manglende redaktørs og korrekturlæsers skyld. Det er de færreste skribenter, der starter ud med at kunne det hele, og mens man lærer, er det en god idé at have fagfolk at støtte sig til. Det er måske det vigtigste man overhovedet kan lære.

Jeg har anmeldt mange bøger på Metrord i løbet af de sidste otte år, men jeg er aldrig stødt på et værk der i samme grad som Den absolutte lykke har enormt brug for en redaktør. Jakob Clausen har en udmærket historie begravet i sin tekst, men det er meget tydeligt at bogen ikke har været i en kyndig redaktørs hænder.  Var det sket, ville størstedelen af de ting jeg har nævnt som bekymrende ikke være der.  Jeg synes det er skideærgerligt, for nu at bruge et godt dansk, at Jakob Clausens første udgivelse skal lide under et sådan fravær.

Jeg tror på at Jakob Clausen kommer til at skrive flere bøger, og når han står med sit næste manus, håber jeg virkelig at han finder sig en god redaktør og en god korrekturlæser. Det kan gøre en meget stor forskel i sidste ende. Hvis jeg tager fejl, og der har været redaktør/korrekturlæser på, bør de begge to skamme sig voldsomt og give Jakob pengene tilbage.

Den absolutte lykke er ikke spild af tid, men den har mange problemer, på alle fronter. Derfor kan jeg ikke give den en anbefaling, men jeg kan pege på den og sige: Det kunne have været så meget bedre.

Anmeldt af A.Silvestri

Et sort hul

Forfatter: Claus Holmforside_uplink_itunes-3

Forlag: EgoLibris

ISBN-10: 9788793091757

Format: E-bog, 140 sider

Uplink (herefter U) er en science fiction-kortroman af Claus Holm (herefter CH). Romanen skrev han da han var 19 år, men den blev først udgivet sidste år, da han var fyldt 38.  Den vandt en delt andenplads i forlagets kortromankonkurrence. Kort sagt er bogens historie en kærlighedsfortælling sat i den nære fremtid.

Som jeg plejer, læste jeg bogen to gange, og især anden gang var svær at komme igennem. Jeg har meget lidt positivt at sige om U. Den er et miskmask af klichéer, løse handlingstråde, ubesvarede spørgsmål og forudsigelige forløb. Med det sagt, lad os så komme i gang.

Forlaget siger:

I en ikke så fjern fremtid, hvor mobiltelefoner og internet er væk, erstattet af Nettet, som mennesker interfacer direkte med, og skellet mellem rig og fattig er blevet så stort, at man bygger mure mellem bydelene, møder den unge, småkriminelle Patrick en pige på en bar i den fattige del af byen. Dana passer ikke ind, og han finder snart ud af hvorfor: Hun er datter af byens sikkerhedschef, og hun kommer fra den rige side af muren. Men Patrick er fascineret af hende, og tiltrækningen er gensidig. Snart hvirvles de begge ind i et spil, hvor både følelser og liv kommer i fare. Uplink er en handlingsmættet, dystopisk og stærkt visuel kærlighedshistorie. Med sin bevidste leg med Hollywoods klicheer, tegner den et billede af en verden, der er skræmmende genkendelig i al sin fremmedhed.

Historien kører i to handlingsforløb. Et, hvor hovedpersonen Patrick sidder og venter på et hospital, og et hvor vi følger de hændelser, der leder op til sekvenserne på hospitalet. Det fungerer udmærket, selv om det ingen overraskende effekt har, blandt andet fordi begge forløb er skrevet i datid. Af og til bliver det også forvirrende, når CH springer fra det ene til det andet midt i et kapitel.

En af de vigtigste ting når man skal have sin læser med er det, der på engelsk kaldes suspension of disbelief. Historien skal fortælles så godt, at læseren glemmer det er en historie. Det gøres blandt andet ved detaljerigdom, at forskellige elementer hænger logisk sammen og at man forstår hovedpersonerne så godt, så man føler med dem og er bange på deres vegne. Når det kommer til suspension of disbelief og U, er der ikke meget at komme efter. Den falder igennem på snart sagt alle punkter.

Lad mig give et par eksempler. Hele samfundet er gennemsyret af stoffer, og Patricks far er voldjunkie. Patrick selv tager stofferne sådan rekreationelt. Det er fint. Og det er det så bare ikke. Undervejs i historien får vi et væld af stofnavne (PATHWAYS, FREEFLOAT, ultramorfin, KING-OF-THE-WORLD), men det er kun en brøkdel af de stoffers virkning man som læser bliver oplyst om. Hvad der er endnu værre, er dog at selv når et stof bliver brugt, ændrer brugeren ikke karakter eller personlighed eller kan noget, personen ikke kunne før. Stofferne bliver todimensional staffage. Patricks far, der i en af bogens første scener, er villig til at lade viceværten misbruge Patricks lillesøster og lillebror seksuelt, og altså derigennem må regnes som ekstremt langt ude … har åbenbart et job, sikrer at der er friske bleer i skabet til den yngste og har ikke solgt den motorcykel Patrick pludselig har når han skal bruge den. At faren er junkie er altså ikke gennemtænkt i forhold til resten af historien, og det er simpelthen ikke i orden, når stofferne er en konstant faktor i det samfund man som forfatter har skabt. Eller, sagt på en anden måde: De stoffer, der er pæn del af handlingen, har ingen betydning for handlingen.

Et andet eksempel er samfundet. Det er delt op i to, men om det er vores samfund, der har ændret sig, eller om det foregår i en anden dimension, får man som læser ikke at vide. Dog må man gå ud fra det, da der snakkes om “det tyvende århundrede” og den samme tidsmåling bruges. Vi får bare intet som helst at vide om, hvordan samfundet er gået fra det ene til det andet. Remnanter af det gamle samfund består, som f.eks. en art tivolipark, men vi får ikke at vide hvorfor. Hvad der er nok er vigtigst, bliver det slet ikke forklaret HVORFOR der er en syd- og en nordside. Noget, der er ekstremt vigtigt for hele handlingen. Når man læser videre, bliver der af og til smidt en lille tråd om samfundet, men når man forsøger at væve dem sammen, giver de ingen mening. Det er et farligt samfund, hvor alle hytter deres eget skind … men børn under femten har gratis sygeforsikring. Det er et samfund, hvor alle er på Nettet … men der er altid mange mennesker ude, og de bruger kontanter.  Alle er villige til at stikke hinanden, men alligevel spiser Patrick gratis på ‘Calypso’ på sin fødselsdag.  Hele kulissen hvori historien skal udspille sig, danner et ekstremt ujævnt billede og denne læser sidder tilbage med en følelse af at forfatteren ikke har styr på sin egen verden.

Hvilket bringer mig til plottet. Det er en kærlighedshistorie, hvor Patrick forelsker sig i pigen Dana, der kommer fra den rige Syd-side. De har en enkelt dag sammen, han bliver stormende forelsket, hun skal giftes med en anden, det nægter han at finde sig i, han styrter mod Syd-siden og det hele ender lidt tragisk. CH har udtalt, at U er en blanding af Martin & Victoria og William Gibsons univers. Hertil kan jeg kun sige: Nej, det er det ikke. Det er ikke engang i nærheden af det. I Martin og Victoria handler det om den første kærlighed mellem en fyr, der færdes i det lidt rebelske miljø, og en pige fra overklassen. De mødes, forelsker sig, men må også sande at kærlighed kan være selvisk og spænde ben for den man elsker. I Gibsons cyberpunk-universer er den digitale verden, cyberspace, en definerende faktor i samfundet. Den computergenerede verden både lovprises og er angstprovokerende. Den er hverken god eller ond. I U er der også en forelskelse (mellem Patrick og Dana), men der er ingen erkendelse i den. Der er et samfund, hvor Nettet har en prominent plads, men på præcis samme måde som stofferne har Nettet absolut ingen væsentlig betydning for handlingen. Man tror ikke på det.

Kortromanens navn, Uplink, synes jeg er meget sært. Man stifter først bekendtskab med hvad uplink egentlig er over halvvejs igennem bogen, og selv der anvendes den viden ikke til noget som helst før slutningen. Et magert grundlag at navngive en bog på. Det gør det ikke bedre, at ordet uplink faktisk eksisterer og betyder noget helt andet end det gør i teksten.  Det ville være det samme som at bruge ordet ‘kop’ om noget, der ikke er en kop.

En af de helt store sekvenser/scener i U, er hvor Patrick ikke vil finde sig i at en anden mand skal giftes med Dana. Derfor sætter han mod muren, der deler byen i to. Indtil dette punkt har vi fået at vide, at det er forbudt at være på en side, hvor man ikke tilhører. Byen er effektivt to afskårede dele. Derfor sad jeg også bare med stor undren plastret i ansigtet, da Patrick når til muren … der så har et stort hul midt i (hvordan det er opstået, får vi ikke at vide). Patrick lister sig igennem hullet (for vagterne står med ryggen til mange meter væk) og så er den klaret. En scene, hvor CH virkelig kunne have gjort noget ud af det, fiser ud i en meget tam fornemmelse. Det er simpelthen for let.

I forlagets beskrivelse står der at U ‘bevidst leger med Hollywoods klicheer’. Der er forskel på at lege med klichéer og mere eller mindre gentage dem. På et tidspunkt kører Patrick i taxa, og robottaxachaufføren er løftet direkte fra filmen Total Recall (1990). Et andet sted beskrives kort en cybersexscene, der er næsten identisk med en fra filmen Demolition Man (1993).  Dana, der første gang man møder hende, er stærk og kan slå fra sig, forvandles til en sart kvinde, der skal have sin mand til at slås for sig. Ingen steder kan jeg se en legen med klichéer. Jeg kan kun se en gentagelse af dem.

Det er symptomatisk for U, at tingene ikke hænger sammen. Efter deres første møde giver Patrick Dana en halskæde – den dukker aldrig op igen.  Søsteren er blevet voldtaget – men det påvirker hende ikke rigtigt senere hen. I en anden gruppe er de ting, der ikke er væsentlige for handlingen. F.eks. har Patrick fået skåret halsen over for mange år siden, og har et stemmeimplantat – og det har ingen relevans for handlingen. Ligeledes er hans storesøster blevet dræbt, og det har heller ingen relevans for handlingen. Jeg kunne blive ved, men jeg har egentlig ikke lyst. Det er aldrig sjovt at rakke en forfatters værk ned.

Selve sproget i U er udmærket. Det får handlingen til at skride frem, men det er hverken nytænkende, overraskende eller eksklusivt. Billedsprog er der ikke meget af, men det der er, går an. Bogen sluttes af med erindringen/anekdoten Godt skudt!, der er væsentlig bedre end selve kortromanen. Desværre virker den som et sært appendiks, noget, der er blevet hæftet på som ved en eftertanke. Det er faktisk synd.

Jeg ville ønske at jeg havde mere positivt at sige, men nej. Uplink er ikke en god bog, hverken for børn eller voksne. Den er fyldt med plothuller og klichéer, og virker ekstremt uigennemtænkt. Mange forfattere har tidlige arbejder liggende, og langt størstedelen af dem lader dem ligge. Det er der en grund til. Man forbedrer sig som forfatter, og det kan jeg også kun tro at Claus Holm har gjort i de sidste tyve år.

Læs mere om Claus Holm her.

Anmeldt af A.Silvestri.

En bittersød langsomhurtig sag

Forfatter: JG Gyllingforside-SAH

Forlag: Forlaget Brændpunkt

ISBN: 9788793383012

Format: Hæftet, Roman, 143 sider

Smagen af honning (herefter SH) er, efter hvad jeg kan finde ud af, forfatteren JG Gyllings (Herefter JG) debutroman.  Der er tale om en realistisk roman, der tager udgangspunkt i et sygdomsforløb, og læseren får lov til at følge det på nært hold.

Jeg læste, vanen tro, bogen to gange, og synes uden forbehold at JG har gode færdigheder inden for det danske sprog. Der er styr på tingene på den front. Handlingsmæssigt er der elementer, der med held kunne være udeladt, og andre, der skulle have været styrket. Med det sagt, så lad anmeldelsen begynde.

Uddrag fra bagsiden

Smagen af Honning sætter fokus på livets kausalitet og menneskelig skrøbelighed, når vi følger en udadtil gennemsnitlig og tidstypisk dansk familie.
 Da familien rammes af sygdom, slår hverdagslivets facade sprækker.

I SH møder vi en ganske normal familie, der består af Joan og Bjørn. De har døtrene Rosa og Liv, som lige er flyttet hjemmefra. På overfladen ser det ud som om det er en  velfungerende familie, men under det tynde lag fernis er der mange ting galt. Liv eksperimenterer med det at være voksen, Rosa gennemgår et voldsomt teenageoprør, Bjørn har forelsket sig i at cykle, cykle, cykle og midt i det hele står Joan, der gennem nogle måneder har blødt fra underlivet. Det bliver værre og værre, og smerterne tager til. Efterhånden som bogen skrider frem, bliver læseren meget klar over at det står rigtig skidt til med Joan. Hvor skidt vil jeg ikke spolere her.

JG har et godt greb om sproget, og fører sikkert læseren gennem handlingen. Sproget er meget metodisk og detaljeorienteret, hvilket fungerer rigtig godt i denne type fortælling, hvor det kun er en styrke, hvis læseren både kan identificere sig med hovedpersonen og dennes omgivelser. Størstedelen af handlingen er centreret omkring Joan. Man følger hende i to spor. Et nutidigt, hvor hun kæmper mod sin sygdom, og et fortidigt, hvor en masse omkring hendes opvækst, forældre og søskende afslører sig. Det fungerer rigtig fint med de to spor, der supplerer hinanden, og ofte kan man forstå Joans reaktionsmønstre i nutiden ud fra de episoder, der er blevet beskrevet i fortiden. Ofte ændrer sproget sig lidt i lyrisk retning, når vi får lov til at se tilbage, hvilket fungerer rigtig fint. Blandt andet finder man ud af, at hendes far var alkoholisk og der anes også tråde til noget incestuøst. Her synes jeg det er ærgerligt, at JG ikke blander endnu mere af fortiden ind i fortællingen. Det er fint at hentyde, men det er også på sin plads af og til at servere tingene råt for usødet.

Hvor hovedpersonen Joan er rigtig godt beskrevet, blandt andet gennem forskellige hændelser, halter det mere med resten af persongalleriet. For det første er det MEGET stort, når man tænker på hvor kort bogen er, og for det andet bliver de ikke på noget tidspunkt så vedkommende som hovedpersonen. Joans nærmeste familie, Bjørn og døtrene, er udmærket beskrevet, men denne læser kommer ikke rigtig til at føle meget for dem. Dertil får de for lidt scenetid, og af og til kan de sekvenser, hvor det handler om andre end Joan, føles lidt som fyldstof. Det bringer mig til min største anke ved SH.

Historien om Joan, både den nutidige og den fortidige Joan, er rigtig fin og rørende. Den er vedkommende, sørgelig og først og fremmest til at tage og føle på. Derfor synes jeg det er ærgerligt, at der er så meget andet i bogen end netop hendes historie. Joan er en forsagt kvinde, men jeg finder det ikke rimeligt, at hun af og til ikke engang kan få lov til at være hovedpersonen i hendes egen fortælling. I stedet for skal der berettes om hendes venindes seksuelle vækkelse, Livs kærlighedsproblemer og Rosas teenagevrede. Der kommer til at løbe sekundære historier, og mange af dem. En om Bjørns cykling (og måske utroskab), en om Liv der prøver at være voksen og en om Rosa, hendes rygning og hendes oprør. Der er så mange, og de har det desværre med lidt at tage følelsen ud af den meget gode historie om Joan.

Dermed ikke sagt at det er tidsspilde at læse. Der er gode tanker, blandt andet i venindens historie, og Bjørns cykelfanatisme, og netop historierne om de andre voksne mennesker er udmærkede. De to unges fortællinger virke mindre godt; hvor de voksnes fortællinger er realistiske, virker de unges mere som en persons forestilling om hvordan unge mennesker er. Resultatet bliver, at alle deres problemer i sidste ende føles uvedkommende. Dette er ret ærgerligt, når man tager i betragtning hvorledes JG vælger at afslutte romanen.

Min sidste bemærkning går på romanens længde. Jeg kan rigtigt godt lide travehastigheden, der er lagt. JG bruger tid på at fortælle handlingen, lade den glide ganske organisk. Som læser gør det, at man selv sætter farten lidt ned og lader sig føre med. Dette ophører brat i de sidste tyve sider, der virker ekstremt hurtige. Alting afvikles i et vanvittigt tempo, og efterlader denne læser lidt undrende. Det ville have klædt romanen at føre sig selv lige så roligt og sikkert i mål, som den har gjort resten af vejen. Jeg tror ikke det havde været nødvendigt med mere end 20 sider til.

Jeg synes SH er en udmærket bog, der lige mangler det sidste for at være god. Mine ankepunkter kan læses ovenfor. Samtidig vil jeg sige, at den ikke er spild af tid at læse, da den giver et bevægende billede af en kvinde, der ikke helt ved hvad hun skal, eller om hun overhovedet skal noget længere. Målgruppen er de voksne, måske endog modne læsere. Yngre læsere vil næppe kunne spejle sig i fortællingen.

Anmeldt af A.Silvestri.

Hjernen streamer kun

Hvad? Tusmørkets Censur, spoken word album

Hvem? Af Claus Høxbroe (tekst) og Oscar Gilbert (musik) samt adskillede øvrige musikere.

Hvornår? Udkommer d. 25. November 2015 på Exlibris

Vi skulle lige lytte os ind på hinanden, mig og Tusmørkets Censur, før jeg for alvor blev glad for det album Claus Høxbroe og Oscar Gilbert her præsenterer. Men da vi fik gjort det, var det også perfekt at stå og lytte til mens den første sne kom væltende.

For ordene og musikken kommer væltende ud af højtalerne med fortællinger om personlige nedture, mistanker om mord og fortrydelser. Det er opløftende hvor godt det her faktisk fungerer på trods af at teksterne, specielt på de første numre, kan virke som én lang nedtur.
Jeg bliver også mindet om det Dan Túrell vi blev sat til at høre i folkeskolen, selvom stemningen her er noget anderledes. Høxbroe har en meget roligere diktion og teksternes indhold er på mange måder en helt anden så man kan på ingen måde sætte lighedstegn mellem ham og Túrell.

I denne streamingens tidsalder er det ikke ofte jeg sætter en CD på anlægget længere. I stedet går jeg rundt med smartphonen i snor til ørerne. Så når det nu skal være (og det skal det jo) er det lækkert at CD’en kommer med en booklet på 28 sider hvor de fleste af digtene også kan læses. Enkelte af kompositionerne er rene improvisationer og derfor selvfølgeligt uden tekst. Det er dog ikke for booklettens skyld man skal købe pladen, for de fleste af digtene er altså udkommet på tryk før.

Det sagt skal man ikke tro, at musikken bare er baggrundsstøj. Ordene og musikken får lige meget plads. Musikken understøtter fortællingerne godt og Høxbroe læner også hans oplæsning og improvisation op ad musikken uden at stjæle al opmærksomheden. Der opnåes altså en ret god forening mellem musik og ord. I nummeret “Hjernen Streamer Kun” er musikken, som eksempel, ret dissonant mens Høxbroe læser:

“Klokken er brandert
hjernen streamer kun
du siger vi har mødt hinanden før
jeg klamrer mig til dine funklende øjne
din måde at se mig på”

Det er helt klart lykkedes for Høxbroe og Gilbert at ramme den nerve de også i pressemeddelelsen fortæller at de jager.
For at ramme den nerve har de også improviseret 4 af de 12 numre, mens Gilbert har udvalgt de resterende 8 fra resten af Høxbroes forfatterskab.

Numrene fungerer bedst når Claus Høxbroe har gang i en fremadskridende fortælling der kan udvikle sig sammen med musikken. Der fungerer det til gengæld også supergodt. Ikke at de andre numre er ringe, albummet er helstøbt og selv de mindst gode numre har meget at byde på.
Dette er et album der vil høres og kræver at blive hørt. Det er ikke noget man lige lytter sig hurtigt igennem mens man jagter gennem byen på cyklen, men noget man sætter sig ned, slukker for apparaterne og lytter til, føler sig igennem.


Er man blevet bidt kan man købe billet til releasefest fredag d. 25. på Billetto.dk

Lyrisk landsbymosaik

Steffen Baunbæk
8600 (Lyrisk mosaik)IMG_0919
Forlaget Rytter
Udkommer 12. September 2015
Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Columbine Design
ISBN 978-87-997807-0-9

I dag udkommer Steffen Baunbæks nyeste digtsamling: 8600 Silkeborg. Her sammensættes erindringer fra barndom og ungdom til en mosaik af livet i landsbyen Voel. Vi bliver introduceret til personer og lokaliteter, der tilsammen beskriver det der, for relativt få år siden, var forfatterens hele verden som en del af “en lille/ flok unger/ fra Voel, / der ikke var/ kloge endnu” for hvem ” .. i dag så bedre ud i går”. 8600 Silkeborg giver indblik i spændingen mellem de samlende og splittende kræfter i et landsbysamfund. På den ene side slægten og det allestedsnærværende senegræs
[Farmor, Græsset]. På den anden parcelhuskultur og butikslukninger. [Fremtiden ]

Og bag det alt sammen døden, den forsonende og stabiliserende faktor. Rammende symboliseret af graveren. “Dejlig er røgen/ fra graverens pibe,/ mens stierne rives/ igen og igen”. Med buddhistisk ro tales der om døden. Slægtens og digterens egen:

“Jeg dør,
hvor jeg er,
når jeg skal,
for det
skal jeg”
[Græsset]

I digtet om farfar hedder det: “.. selv skulle/ han også /en dag /blive kød , /blive ædt op/ af småkryb/ og glemsel / og det var/ i orden ,/ for sådan /var han,/ og han / fløjtede altid/ på vej ud / i marken. ” [Afgrøden]

De opretholdende ting ligger udenfor tiden. Kirkegårdsdiget på bogomslaget, farmor, mennesker “der husker , / hvor de skulle hen / og hvor de kommer fra.” [citat fra Love Shop-tekst i bogens indledning]

8600 er en bog til trøst. Fordi den drømmer tilbage uden undskyldninger. Fordi den betragter døden som en del af livet. I et hjerteligt, enkelt sprog, hvis rytmiske fødder vandrer ned over siderne og tager læseren med gennem landsbyen i stærk bevidsthed om det der rækker udover individet. Jfr nøgledigtet om den nu afdøde farmor : “…og farmor/ er den,/ som nu/ rasler / i krogene, / når jeg / har brug for / et ordentligt / spejl.”

Diget ved kirkegården over for parcelhusene!
Identitet og kontinuitet. Opbrud og udvikling.
Og så denne gavmildhed: Det store sikkert tegnede persongalleri, rækken af lokaliteter og begivenheder, der står i kø for at blive omtalt. Fotografiernes ekstra bonus.

Alt sammen med til at lægge en meget læseværdig mosaik af livet i landsbyen Voel for ikke så længe siden. Som i uddraget af dette smukke digt, der fint repræsenterer kernen i bogens projekt:

“Dejlig er jorden, / og dejlig er ploven, / der kløver den…. Dejlig er knallertens / vræl gennem gaderne .. Dejlig er haven / og blæsten i bøgen. / Dejlig er hindbærrets /bristen i munden …Dejlig er gyngernes /slyng op mod solen. Dejlig er rustvognens /tøffen mod kirken . Dejlig er røgen /fra graverens pibe,/ mens stierne rives/ igen og igen.”
[Salme]

Snyd ikke dig selv for Steffen Baunbæks medrivende livtag med fortiden.

RØNTGEN

RØNTGEN
af Daniel Boysen
Digte (2015),
1. udgave, 1. oplag
Det Poetiske Bureaus Forlag

Et glædeligt gensyn. I sommersolen nær Mozarts Plads. Jeg fik for nogle uger siden RØNTGEN ind af døren. En ny digtsamling af Daniel Boysen, som efter min mening er een af Aarhus-miljøet mest lovende digtere. Yes, så er det sagt. Store ord, store forventninger. Bum.

Jeg har tidligere på året anmeldt Boysens Berlin-digte fra privattryksamlingen ALT KAN SAM L E S IGEN, hvor jeg blandt andet skrev: “Sproget er både poetisk, ironisk og alvorligt, alt på een gang”. Det samme gør sig gældende i RØNTGEN.

På en bænk på Mozarts Plads. Det er her jeg sidder. Men jeg er mange andre steder. Gennem siderne fører Daniel Boysen mig mange steder hen. Jeg oplever ensomhed og angst, kærlighed og glæde. Jeg er alle andre steder end lige her. Jeg hører musik for mit indre, og folk kigger undrende på mig, mens jeg rytmisk vipper foden til en indre symfoni.

Daniel Boysen byder læseren op til dans. Til en sand leg med ord, hvor han minimalistisk beskriver alle de store følelser. Han vil noget.

Der står en sol / med røde blade / midt i en park
jeg kan huske / at vi elskede her / i et faldende univers

dine læbers koordinater / bragte min krop i system
opdelt af dine berøringers vægt / og deres varighed

der er intet skel mellem kønnenes måde at dø på

Billedligt står Daniel Boysen stærkt. Han kaster med metafor og betydninger i et væk, og han rammer lige i hjertet hos selv de koldeste sjæle. Over værkets 156 sider forsvinder jeg ind i mig selv og i digtene. Siderne tager sig selv og de tager mig med. Selvom digtene er uhyrligt letlæste, er de umådelig svære at glemme igen.

Ethvert kys er et vulkanudbrud

sådan kan nye øer opstå
med bjerge, regnskove og liv

og en flod i retning af havet

Ligesom ALT KAN SAM L E S IGEN har vi at gøre med små, sporadiske digte, som alle bygger op til en større forståelse. Boysens digte står stærkest, når man læser dem i sammenhæng, i et større billede. Alene kan de til tider virke mere ekskluderende end inviterende. Men overordnet set har Daniel Boysen skrevet en digtsamling, som er vedkommende, een man ikke lige glemmer, og som man snildt kan hive ned fra boghylden igen og igen. Jeg er ingenlunde skuffet. Store ord, store forløste forventninger. Tak – jeg glæder mig til flere ord.

Daniel Boysen har tidligere udgivet Forudsat, at du har lyst til at fortætte (roman,2013), Efterhånden blot dages genklang (noveller, 2013) og ALT KAN SAM L E S IGEN (digte, 2015).

RØNTGEN udkommer d. 29. august og fejres med to receptioner i henholdsvis København og Aarhus: 29. august fra kl. 15-17 i Det Poetiske Bereaus Boghandel, Møllegade 23A, kælderen 2200 Kbh. N., og 5. september fra kl. 14-16 i Graven, baggården, 8000 Aarhus.

Til sidst husker jeg
at verden er
virkelig

Anerkend det fremmede

Forfatter: Sara Hauge
Forlag: Copenhagen Storytellers
ISBN: 978-87-93215-04-7
E-bog-ForsideUdgivelsesdato: 9. Marts 2015

Det er efterhånden nok 2½ måned siden jeg fik bogen her til anmeldelse, og med så nødvendige ord, så ærgrer det mig at jeg ikke har haft tid til at få anmeldelsen skrevet før. For lad det være sagt: Sara Hauge har med “Anerkend at vi er dig” angrebet tabuerne omkring psykisk syge lige på: Ved at tale om sygdommen og sætte ord på den, uden at lade sig begrænse og uden at byde ind med rent sortsyn. Selv når den er allerværst, er der med sprogblomster og humor plads til også at være menneske.

Bogen er Sara Hauges anden digtsamling, og sidste år vandt hun DM i Poetry Slam. Det sidste mærker man også på nogle af sætningskonstruktionerne der kan være meget ligefremme, og på de digte der tilnærmelsesvist er bygget op omkring en form for punchline.

“Du”

Bogen er delt op i tre afsnit, hvor det første er navngivet “Du.” I “Du” er det stemmerne der fylder, og de tiltaler netop digterjeget med et du. Mellem nærmest perverse madbilleder angriber stemmerne jeget med både åbenlyse bredsider og subtile stikkende bemærkninger. Bemærkninger der må blive siddende længe i kroppen for enhver der hører dem fra eget hoved. Det er klart hvad stemmerne vil sige; “du er elendig.” Her et udsnit fra “Din indre profil”:

“Du er der ikke
du er ikke til skue
du gemmer dig
men alligevel
skal dit liv skinne.”

“Jeg”

I bogens anden del beskrives et jeg der ikke helt kan definere sig selv. Det er fyldt med stemmer, men er de en del af jeget? Denne del er i det store hele klart samlingens svageste, og der er en masse billeder undertegnede i hvert fald ikke kan afkode – vil de egentligt sige noget? Et par klichéer står klart frem, men måske er det netop det der er pointen – at kender man ikke sig selv kommer man til at optræde som en kliché. I slutningen af anden del føler man dog en udvikling, og i hvad der måske er digtsamlingens klimaks, “Et brev fra verden udenfor,” italesætter digterjeget stemmerne og forsøger sig med en forhandling:

“Det ville være enerverende og fordummende at bruge hele mit liv på at tale med jer, da det, i højeste grad, ville som at tale med mig selv. Man kan ikke lære noget nyt af jer, da I ikke ved andet, end det jeg ved i forvejen.”
“Jeg vil ikke smide jer ud, jeg vil ikke slå jer ihjel. Jeg vil blot, at jeg ikke er den eneste, der går på kompromis, for at I kan være til.”

Efterfølgende forsvinder stemmerne, og jeget føler kun deres nærvær som mindet om en “farfar, der døde for mange år siden.”

“Dem”

Derefter er vi i digtsamlingens tredje del, og her er det igen stemmerne der får plads. Nu har de ikke længere lige så travlt med at rakke ned på jeget, men forsøger i stedet at forklare hvem de er. At de er morfer, jesus, guder der kommer igen i nye former. Men der er sket et enormt karakterskift – de er ikke længere ren ondskab og spydighed, er de i kraft af jegets bevidsthed om at de er en del af hende, også bange. De skal også dø når hun dør, men de har alligevel ret travlt med at true med deres tilbagekomst. Måske er det slet ikke stemmerne, men jegets frygt for dem der portrætteres i denne del.
Derfor er der heller ikke rigtigt en forløsning. Skizofreni er ikke noget man bliver kureret for, men noget man lever med. Fra “Søvnens stemmer”:

“Du kan gemme dig for andet og andre
men de tanker du selv producerer
forfølger dig
når du leger skjul
dybt i sengeredens favn”

Et menneske

Med digtsamlingen “Anerkend at vi er dig” har Sara Hauge vist at skizofrene er mennesker. Og det er vigtigt. Når man lider af en psykisk sygdom skal man ikke ynkes, betragtets som et u- eller undermenneske, man er stadig et individ der kan noget og for modige selvportrættering skal hun have den allerstørste ros.

Litterært har samlingen sine svage steder, som i “Enterne Kommer,” hvor de tre første verselinjer er rene klichéer. Men andre steder er der en særdeles levende leg med ordene, fx. i “Det femte kammer” hvor gentagelser bruges ret originalt:

“Du falder
falder i
falder
i staver

Du fatter
fatter ikke
fatter ikke mod

Uden mod i dine stavefald
fatter du
at du falder”

Loop de loop

81334b7f-2e28-4661-9969-470c9b155b8cForfatter: Gry Pil Lund Ranfelt

Forlag: Egolibris

ISBN10: 8793091214

Format: Hæftet, Roman, 415 sider

Tidsfangen (herefter T) er forfatteren Gry Pil Lund Ranfelts (herefter GR) debutroman. Der er uden mindste tvivl tale om en ungdomsroman eller en YA, som det er blevet populært at kalde det, og genremæssigt bevæger vi os flere steder. Jeg vælger dog at kalde den en realistisk fortælling med fantastiske elementer, da den hverken lever op til fantasy eller science fictions genredefinitioner.

Efter at have læst bogen to gange, var jeg splittet. For hvad skulle der siges? Derfor har jeg valgt at dele anmeldelsen op i to – som blev bogen set gennem en 15-18-årig piges (M/K) øjne og som blev den set gennem en 37-årig mands øjne.  Det giver to forskellige anmeldelser, der begge har berettigelse.  Advarsel – især den gamle mands anmeldelse vil inkludere spoilers.

Fra bagsiden:

Beskrivelse: Louises far dør, da hun er elleve, og selv kommer hun aldrig ind på den designskole, som har været hendes livsdrøm, så længe hun kan huske. Men da Louise er toogtyve, oplever hun, at verden fortsætter uden hende, og med ét står hun tilbage i sin elleveårige krop. Hun føler, at hun har fået chancen for at gøre det hele rigtigt; for at redde sin far og realisere sine ambitioner. Men hvad, hvis det sker igen? Og igen? Og igen?I “Tidsfangen” møder vi første gang Louise i hendes femte loop; femte gang, hun gennemlever sit eget liv fra elleveårsalderen til sit toogtyvende år. Fanget i tiden leder hun efter en vej ud, og hun er efterhånden villig til at gøre hvad som helst.Gennem sin jagt på en mening med tilværelse i endeløs gentagelse, møder Louise blandt andre hotelreceptionisten Raj, stofmisbrugeren Marie – og forretningsmanden Todd, der også selv viser sig at være tidsfange. Louises ord og handlinger er ikke altid lige hensynsfulde, og de har ikke kun indflydelse på hendes omgivelser; det påvirker også Louise selv, når hendes medmennesker handler ud fra hendes trin og fejltrin. Og med Todd er der ingen mulighed for at starte forfra.”Tidsfangen” er en psykologisk spændingsroman om tilværelsens ulidelige konsekvensløshed og menneskers søgen efter holdepunkter og ægte relationer. Det er en fortælling om jagten på frihed – også når det indebærer friheden fra ens eget liv.

Først anmeldelsen fra den 15-18-årige:

Tidsfangen var en bog, der meget hurtigt fangede mig. Jeg var lidt skeptisk til at begynde med, da jeg tænkte at det lød lidt mærkeligt det med at kunne fare rundt i tiden, men der gik ikke lang tid før jeg ikke kunne slippe bogen igen. GR skriver fantastisk flydende og der var ikke på noget tidspunkt at jeg kedede mig undervejs. Især var det rigig spændende den måde hun stillede Louises (hovedpersonens) forskellige livsvalg op på. Både det med at hun hele tiden prøver at redde alle mulige andre end sig selv, men også den del med at hun lige så tit opgiver, fordi det kan virke som en umulig opgave. Der var lidt stavefejl hist og her, men det gjorde ikke sådan at man holdt op med at læse.

Jeg kunne rigtig godt lide den måde GR beskrev hovedpersonen på og hun stod meget klart for mig, når jeg lukkede øjnene. Det var også rigtig godt den måde der var skrevet omkring Århus, for selv om jeg kun har besøgt byen, kunne jeg stadig genkende de mange steder. Ud fra det hun vidste om byen, regner jeg med at GR selv kommer derfra. Jeg kunne også godt lide Louises veninde Marie, der også var med meget af tiden og det gav en god balance i forhold til Louise, der var vokset op i et godt hjem, at have en figur som Maria, der ikke havde haft det så godt. En tredje person, Louises bror Lett, vil jeg også nævne her.  Han var nok den person, der ændrede mest personlighed i de forskellige loops, og det var spændende at følge hvilken drejning han havde taget, når bogen startede på et nyt loop. Jeg synes også det var interessant at GR gjorde sådan at flere af personerne ikke bare var gode eller onde, men var begge dele, for sådan er mennesker.  De har både gode og mindre gode karaktertræk.

Det var forfriskende at GR blandede så mange genrer. Der var både en kærlighedshistorie (med en indisk fyr ved navn Raj), en actionhistorie (med en bombe) og næsten en detektivhistorie, hvor Louise sammen med Todd (en anden tidsfange) prøvede at finde ud af hvorfor de var fanget i tiden og om der var en måde, de kunne komme ud på.

Hvis jeg skal sige noget, jeg ikke så godt kunne li’, var det at der var rigtig mange personer med, og jeg synes det var svært altid at huske hvem der var hvem – mest når man lige hørte noget om en person, man ikke havde hørt noget om i over 200 sider. Og selvom historien var spændende til sidst, synes jeg også den blev lidt rodet. Det virkede lidt som om det hele skule passe sammen meget hurtigt og det tabte mig lidt. Det ændrer dog ikke på at det er en god bog, og  at jeg vil gerne anbefale den til andre.

Så den 37-årig mands anmeldelse:

Det første der slog mig, da jeg begyndte at læse Tidsfangen, var at der var ingen tvivl om at GR kunne skrive. Sætningerne flød frit, billedsproget var udmærket og der var forsvindende få fejl til at skæmme indtrykket. Både hendes person- og stedbeskrivelser var lige i øjet og det var ikke svært at se personerne for sig, hovedpersonen dog noget lettere end resten.  Sproget holdt sig flydende og godt hele vejen igennem, og for det skal GR have ros.

Hovedpersonen (Louise) er fanget i et tidsloop, der ligger fra 2002 til 2012 – fra hun er 11 til hun er 21. Hver gang hun når en bestemt dag i sit enogtyvende leveår, vågner hun atter op i sin 11-årige krop. Historien spreder sig over seks loops, hvor størstedelen af bogen koncentrerer sig om det fjerde loop.

Desværre, efterhånden som jeg rykkede længere ind i bogen, begyndte historiens personer at vakle. Et konkret eksempel er Louises veninde Maria, der i loop 3 er narkoman, stik-narkoman vel at mærke. Allerede i loop 3’s 2005 har hun stikmærker på armene, men er stadig superlækker i 2012. Jeg har sjældent hørt om stiknarkomaner, der holder sig attråværdige på den måde. I loop 4, hvor hun også er narkoman, har hun et job på McDonalds ved siden af at være luder. Det sætter også min logiske sans på overarbejde og gør at jeg finder Maria-figuren meget tvivlsom. At hun ydermere kan kaste med knive uden en ordentlig og grundig forklaring, (og for det meste har de knive på sig) virker som noget der er taget ud af amerikansk action-film.  Det passer ikke på en stiknarkoman fra Århus.

Et andet eksempel er at en figur, der er alfa og omega i forhold til bogens slutning først bliver præsenteret da der er mindre end 20% af bogen tilbage.

Et tredje eksempel er Louise, der gang på gang blev beskrevet af romanens andre personer som kølig og velovervejet, som en person der ikke var i sine følelsers vold – men det er hvad hun netop er. Halvdelen af tiden opfører hun sig irrationelt og følelsesbetonet, den anden halvdel af tiden bliver hun meget forhippet på en af historiens delhistorier. Netop Louise synes jeg både er historiens bedste figur og den der er de største problemer med. GR er eminent til at beskrive tanker og følelser i den unge Louise, men det begynder at knibe jo flere loops der kommer til. Louise glemmer nemlig ikke de tidligere loops, og det vil sige at hun, når det kommer til modenhed, er meget ældre end sin fysiske krop.  De tanker og reaktioner Louise har, selv så langt som oppe i femte loop (da hendes psyke er i halvfjerdserne) virker underligt ufærdige og uigennemtænkte. F.eks. er hun fuldkommen skudt med mode nonstop, selv om hun i et loop får lov til at lege med de store, og altså fra nu af ved hvordan moden udarter sig. Med andre ord føles det ikke som læser som om Louise får nogen som helst livserfaring.

Delhistorier. GR vil rigtig mange forskellige ting med T. Der skal fortælles en historie om at forsumpe, en om kærlighed, en om en slags superhelt, en om en pige der danser på grænsen af vanvid, en om de dårlige vilkår i den tredje verden, en om det århusianske narkomiljø, en om modeverdenen og en om tolerance. Jeg var oprigtigt imponeret af hvor længe det lykkedes GR at holde tungen lige i munden, når det kom til at holde balance og regnskab med tingene. Desværre måtte det falde, og som jeg ser T,  glider de sidste 100 sider ud i et forsøg på at slå en knude på samtlige tråde. Det minder om en forhastet film. Jeg tænker det ville have klædt bogen at skære ned på et par af de mange underplots og så enten være blevet delt i to, eller have føjet 100 sider til.

Jeg har gemt min største anke til sidst, og som stor fortaler for og læser af science fiction, var det nok den der gjorde mest ondt på mig. For hvordan hænger det sammen med at gå tilbage i tiden? Ifølge GR sker det bare. Louise bliver bragt tilbage til 2002 og må starte forfra. Efterhånden som historien udvikler sig, finder man ud af at der er andre tidsfanger – nogen, der starter efter 2002, men også nogen der starter før! Det vil sige at bogens interne logik siger, at når Louise dør/sendes tilbage, lander hun i et alternativt 2002 – altså en anden dimension. Hvordan kan jeg vide det? Fordi den verden hun kommer tilbage til er ikke den samme som hun huskede. Det er beskrevet flere steder at ting har ændret sig.

GR nævner kort sommerfugleeffekten, men den opfører sig meget mærkeligt i Ts univers. Det virker som om det kun er nogle gange at noget bliver ændret. Verden virker mere eller mindre centreret om Louise, der er den eneste, der kan påvirke verden. Men det passer igen ikke, som før nævnt, da verden også af og til ændrer sig omkring hende. Og det er her den interne logik knækker fuldkommen.

HVIS Louise vender tilbage til et univers i 2002, hvor der allerede er vendt en anden tidsfange tilbage til, har denne anden tidsfange ændret hvad der sker, og med sommerfugleeffekten i mente, dermed også ændret samtlige ting i det univers. Chancen for at Louise kan vende tilbage til det eksakt samme punkt er derfor tvivlsom, da det punkt nok ikke findes. Som om det ikke var nok, lader det til at menneskeheden altid har haft tidsfanger – prøv at forestil jer 50.000 års anderledes påvirkning af hændelser. Det ville næppe være den samme verden.

Desværre forsøger GR ikke at forklare hvorfor nogle mennesker bliver tidsfanger – faktisk affærdiger hun det på omkring en halv side, der nogenlunde kan koges ned til denne sætning: Det sker bare, ingen ved hvorfor. Et ærgerligt antiklimaks.

Der er absolut ingen tvivl om at GR har fået en fantastisk ide med historien i Tidsfangen. Det er en vild tanke at mennesker bliver sat tilbage, og så bare må leve de samme år igennem igen og igen. Hun griber det også helt rigtigt an ved at lade Louise tage flere veje, prøve sig selv af og også gøre ting hun fortryder. Du har allerede læst mine ankepunkter, så dem vil jeg ikke gentage. Hvad jeg derimod vil gentage er at GR er dygtig til at skrive og jeg håber at der kommer meget mere fra hendes hånd. Jeg kan ikke forestille mig at hun ikke bliver ved og af et første forsøg er Tidsfangen en ganske habil bog.

Du kan læse mere om forfatteren på hendes blog: http://authorgry.com/books/

Anmeldt af A.Silvestri