Alle indlæg af Thorbjørn Aksel Nielsen

MetrOrd lukker

Kære alle.

MetrOrd lukker. Velkommen til arkivet.

Efter længere tid med dalende aktivitet har vi besluttet at lukke ned før det bliver træls. Flere anmeldere ønsker at komme videre med andre og egne projekter og jeg selv må også erkende at min indsats som administrator har været for svag det sidste års tid af samme årsag. Det har efterladt en meget lille gruppe af folk der kan fortsætte projektet og det har vi ikke set som holdbart.

Tak til alle der har læst med de sidste mange år, tak til alle der har bidraget, tak til alle forfattere der har ønsket at blive anmeldt hos os. Tak for nu.

Siden vil fortsætte som et arkiv da vi ikke synes at anmeldelserne bare skal forsvinde. Du vil derfor fortsat kunne finde tidligere anmeldelser her på siden.

-Thorbjørn og resten af MetrOrd.

Hjernen streamer kun

Hvad? Tusmørkets Censur, spoken word album

Hvem? Af Claus Høxbroe (tekst) og Oscar Gilbert (musik) samt adskillede øvrige musikere.

Hvornår? Udkommer d. 25. November 2015 på Exlibris

Vi skulle lige lytte os ind på hinanden, mig og Tusmørkets Censur, før jeg for alvor blev glad for det album Claus Høxbroe og Oscar Gilbert her præsenterer. Men da vi fik gjort det, var det også perfekt at stå og lytte til mens den første sne kom væltende.

For ordene og musikken kommer væltende ud af højtalerne med fortællinger om personlige nedture, mistanker om mord og fortrydelser. Det er opløftende hvor godt det her faktisk fungerer på trods af at teksterne, specielt på de første numre, kan virke som én lang nedtur.
Jeg bliver også mindet om det Dan Túrell vi blev sat til at høre i folkeskolen, selvom stemningen her er noget anderledes. Høxbroe har en meget roligere diktion og teksternes indhold er på mange måder en helt anden så man kan på ingen måde sætte lighedstegn mellem ham og Túrell.

I denne streamingens tidsalder er det ikke ofte jeg sætter en CD på anlægget længere. I stedet går jeg rundt med smartphonen i snor til ørerne. Så når det nu skal være (og det skal det jo) er det lækkert at CD’en kommer med en booklet på 28 sider hvor de fleste af digtene også kan læses. Enkelte af kompositionerne er rene improvisationer og derfor selvfølgeligt uden tekst. Det er dog ikke for booklettens skyld man skal købe pladen, for de fleste af digtene er altså udkommet på tryk før.

Det sagt skal man ikke tro, at musikken bare er baggrundsstøj. Ordene og musikken får lige meget plads. Musikken understøtter fortællingerne godt og Høxbroe læner også hans oplæsning og improvisation op ad musikken uden at stjæle al opmærksomheden. Der opnåes altså en ret god forening mellem musik og ord. I nummeret “Hjernen Streamer Kun” er musikken, som eksempel, ret dissonant mens Høxbroe læser:

“Klokken er brandert
hjernen streamer kun
du siger vi har mødt hinanden før
jeg klamrer mig til dine funklende øjne
din måde at se mig på”

Det er helt klart lykkedes for Høxbroe og Gilbert at ramme den nerve de også i pressemeddelelsen fortæller at de jager.
For at ramme den nerve har de også improviseret 4 af de 12 numre, mens Gilbert har udvalgt de resterende 8 fra resten af Høxbroes forfatterskab.

Numrene fungerer bedst når Claus Høxbroe har gang i en fremadskridende fortælling der kan udvikle sig sammen med musikken. Der fungerer det til gengæld også supergodt. Ikke at de andre numre er ringe, albummet er helstøbt og selv de mindst gode numre har meget at byde på.
Dette er et album der vil høres og kræver at blive hørt. Det er ikke noget man lige lytter sig hurtigt igennem mens man jagter gennem byen på cyklen, men noget man sætter sig ned, slukker for apparaterne og lytter til, føler sig igennem.


Er man blevet bidt kan man købe billet til releasefest fredag d. 25. på Billetto.dk

Anerkend det fremmede

Forfatter: Sara Hauge
Forlag: Copenhagen Storytellers
ISBN: 978-87-93215-04-7
E-bog-ForsideUdgivelsesdato: 9. Marts 2015

Det er efterhånden nok 2½ måned siden jeg fik bogen her til anmeldelse, og med så nødvendige ord, så ærgrer det mig at jeg ikke har haft tid til at få anmeldelsen skrevet før. For lad det være sagt: Sara Hauge har med “Anerkend at vi er dig” angrebet tabuerne omkring psykisk syge lige på: Ved at tale om sygdommen og sætte ord på den, uden at lade sig begrænse og uden at byde ind med rent sortsyn. Selv når den er allerværst, er der med sprogblomster og humor plads til også at være menneske.

Bogen er Sara Hauges anden digtsamling, og sidste år vandt hun DM i Poetry Slam. Det sidste mærker man også på nogle af sætningskonstruktionerne der kan være meget ligefremme, og på de digte der tilnærmelsesvist er bygget op omkring en form for punchline.

“Du”

Bogen er delt op i tre afsnit, hvor det første er navngivet “Du.” I “Du” er det stemmerne der fylder, og de tiltaler netop digterjeget med et du. Mellem nærmest perverse madbilleder angriber stemmerne jeget med både åbenlyse bredsider og subtile stikkende bemærkninger. Bemærkninger der må blive siddende længe i kroppen for enhver der hører dem fra eget hoved. Det er klart hvad stemmerne vil sige; “du er elendig.” Her et udsnit fra “Din indre profil”:

“Du er der ikke
du er ikke til skue
du gemmer dig
men alligevel
skal dit liv skinne.”

“Jeg”

I bogens anden del beskrives et jeg der ikke helt kan definere sig selv. Det er fyldt med stemmer, men er de en del af jeget? Denne del er i det store hele klart samlingens svageste, og der er en masse billeder undertegnede i hvert fald ikke kan afkode – vil de egentligt sige noget? Et par klichéer står klart frem, men måske er det netop det der er pointen – at kender man ikke sig selv kommer man til at optræde som en kliché. I slutningen af anden del føler man dog en udvikling, og i hvad der måske er digtsamlingens klimaks, “Et brev fra verden udenfor,” italesætter digterjeget stemmerne og forsøger sig med en forhandling:

“Det ville være enerverende og fordummende at bruge hele mit liv på at tale med jer, da det, i højeste grad, ville som at tale med mig selv. Man kan ikke lære noget nyt af jer, da I ikke ved andet, end det jeg ved i forvejen.”
“Jeg vil ikke smide jer ud, jeg vil ikke slå jer ihjel. Jeg vil blot, at jeg ikke er den eneste, der går på kompromis, for at I kan være til.”

Efterfølgende forsvinder stemmerne, og jeget føler kun deres nærvær som mindet om en “farfar, der døde for mange år siden.”

“Dem”

Derefter er vi i digtsamlingens tredje del, og her er det igen stemmerne der får plads. Nu har de ikke længere lige så travlt med at rakke ned på jeget, men forsøger i stedet at forklare hvem de er. At de er morfer, jesus, guder der kommer igen i nye former. Men der er sket et enormt karakterskift – de er ikke længere ren ondskab og spydighed, er de i kraft af jegets bevidsthed om at de er en del af hende, også bange. De skal også dø når hun dør, men de har alligevel ret travlt med at true med deres tilbagekomst. Måske er det slet ikke stemmerne, men jegets frygt for dem der portrætteres i denne del.
Derfor er der heller ikke rigtigt en forløsning. Skizofreni er ikke noget man bliver kureret for, men noget man lever med. Fra “Søvnens stemmer”:

“Du kan gemme dig for andet og andre
men de tanker du selv producerer
forfølger dig
når du leger skjul
dybt i sengeredens favn”

Et menneske

Med digtsamlingen “Anerkend at vi er dig” har Sara Hauge vist at skizofrene er mennesker. Og det er vigtigt. Når man lider af en psykisk sygdom skal man ikke ynkes, betragtets som et u- eller undermenneske, man er stadig et individ der kan noget og for modige selvportrættering skal hun have den allerstørste ros.

Litterært har samlingen sine svage steder, som i “Enterne Kommer,” hvor de tre første verselinjer er rene klichéer. Men andre steder er der en særdeles levende leg med ordene, fx. i “Det femte kammer” hvor gentagelser bruges ret originalt:

“Du falder
falder i
falder
i staver

Du fatter
fatter ikke
fatter ikke mod

Uden mod i dine stavefald
fatter du
at du falder”

Når redaktøren er i vejen

Herude ellers intet at bemærkeHerude ellers intet at bemærke
af Lars Flemming

Novellesamling udgivet 2014
Forlag: Mellemgaard
ISBN: 978-87-93068-88-9

Ifølge bagsideteksten ønsker Lars Flemming at tage fat på vores samfundsdiskurs om udkantsdanmark med 14 socialrealistiske noveller. Et ædelt formål, men også et der nemt kan ende i katastrofe. Lars Flemming formår ikke helt at undgå faldgruberne i emnet, men bogens største udfordring er faktisk rent redaktionelt.

Lad os starte med det sidste. Flemming forsøger i bogen mange gange at anvende almindelige udtryk, faste vendinger o.l.  af den slags almindelige mennesker fra provinsen bruger. Det er der i sig selv ikke noget i vejen med. At ingen hos Mellemgaard har reageret på den rodede sprogbrug der er flere steder i bogen, kommet med rettelser hvor der manglede klart sprogbrug eller direkte forkerte eller forvrøvlede udgaver af faste udtryk forstår jeg ikke. Her følger en kort liste med “sprogblomster” fra en af novellerne i bogen:

  • Den gældende kommune (menes der den pågældende kommune (her siger konteksten nej), den siddende kommunalbestyrrelse, den herskende borgmester…?)
  • Allerede adskillige lærere…
  • De uanende individer (når de individer er netop dem der kommer med en overraskelse til hovedpersonen)
  • Byrådet er flerstemmigt blevet enige om….

En ekstra kritisk gennemlæsning havde absolut ikke været skidt for bogen og manglen på den forstyrrer visse steder læsningen.

Med det af banen, hvad kan man så sige om indholdet af bogen? I store træk synes jeg at projektet er sympatisk: Lad os stoppe med at skrive om hvor forfærdeligt der er “derude på landet” og lad os i stedet snakke om hvordan det er at bo derude i provinsen.

Det gør Lars Flemming bare ikke særligt overbevisende igennem det meste af bogen. Om det så er betjente som i åbnings- og titelnovellen der er nedladende (og landboeren reagerer så med vold…), hestepigen der alligevel får lov at beholde hesten eller plejehjemsboeren der kan dø trygt efter at have set (og hold nu fast her) et royalt bryllup på TV.

Menneskerne virker ynkelige og handlingslammede. De er alle ofre for situationen, som det bliver udlagt af tredjepersonfortælleren. Ikke bare portrætteres de sådan, men det virker endda som om at de tænker sådan. Det liv der er derude kommer vi aldrig ind til. Det hele er ved at forgå eller også skal det flyttes til storbyerne. Det billede rykker Lars Flemming ikke ved. Han understreger det.

I den sidste halvdel af bogen lader det dog til at forfatteren lader sig begrænse knapt så meget af bagsideteksten. Et par af novellerne er i stedet små episoder, og her lykkes det faktisk Lars Flemming at skrive nogle rigtigt gode noveller. Jeg ville ikke kalde dem socialrealistiske, men de virker. Den pointe der er med hver historie går tydeligt igennem og sproget flyder generelt lettere. Eksemplarisk er i sær Verdensmanden, den sidste historie i bogen.

Lars Flemming kan helt sikkert skrive. Men han mangler støtte fra forlagets redaktion til at vælge og vrage tekster samt rette og kæmme sproget. Mellemgaard lader til at have svigtet deres opgave i bogen her, på trods af at potentialet er der.

Billeder fra Bagerste Række

“Billeder fra bagerste række”1175703_1429746413937349_1301551561_n
Skrevet af Søren Skogstad Nielsen
Udgivet af Forfatterforlaget Attika i 2014
ISBN: 978-87-7528-831-1

Søren Skogstad Nielsen (SSN) har med Billeder fra Bagerste Række begået en ganske hæderlig digtsamling, der har en række mangler men til gengæld lykkes med et par andre ting.

Til at starte med må jeg hellere bekende kulør: Jeg har det rigtig skidt med den æstetik der inviteres ind med på forsiden. Det virker på mig klichéfyld og den slags forfaldsromantik blev jeg stopfodret med allerede da StumbleUpon kom frem for nogle år siden.
Det andet problem jeg har, er også selve mediet. Indholdspapiret er bestrøget og relativt kraftigt for papir til tekst. Det ville være acceptabelt hvis der var mange farvebilleder i bogen, men det er der ikke – der er tre sort/hvide billeder samlingen igennem.

Nå, men til substansen!
Billeder fra Bagerste Række er delt i 3: Begyndelser, Fortsættelser og Afslutninger uden jeg dog umiddelbart kan gennemskue hvorfor – det lader ikke til at digtene indholdsmæssigt er væsentligt forskellige fra hinanden og formen er hverken fast samlingen igennem eller fast for hvert afsnit.
Det er generelt for hele samlingen at formen er inkonsistent, forfatteren gør sig en del forsøg med række former, nogle mere vellykkede end andre.

SSN forsøger bogen igennem at give sig af med underfundigheder fra naturen, dyreriget og menneskelivet. Dette lykkes pletvist, men af og til forfalder han til en ret umoden forfaldsromantik. Det er ikke fordi der ikke ligger gode idéer bag ved disse digte, men digtene bliver aldrig helt fuldbragt og kunne nok godt have tålt en gennemskrivning mere. Et eksempel på dette er ”Dynen Snakker” (s. 27 – uddrag):

“Jeg snakker videre om mit behov
for at pisse –
for at ta’ bad –
for at imponere mine kolleger på arbejdet –
fir at udrette de allerstørste ting.”

Andre steder er det mere som at blive sandblæst med en mellemmenneskelig kliché, som SSN dog alligevel formår at nuancere som i ”Maling” (s. 32). Dette er dog sjældent nok, og disse digte hæver sig derfor ikke over det middelmådige.

Enkelte af digtene benytter sig af omvendt ordstilling for at få enderim til at passe, og dette klæder sjældent digte – hvorfor de også i dette tilfælde falder til jorden. Skal man give sig af med enderim skal man simpelthen være bedre til at rime og få ordstillinger til at gå op end SSN er ellers ender vi, som her, med dødt billedsprog og unødvendigt arkaisk sprogbrug.

Der hvor billedsproget for alvor virker er derimod når SSN skærer ind til samlingens egentlige tematik og bruger dyr, natur og mennesker og disses interne relationer som udgangspunkt for de idéer der i høj grad bærer digtene. Nogle gange leveres de idéer i så rå form at det mere virker som en transkription af en samtale end et egentligt digt. SSN lykkes drypvist med at skrive hans idéer om til fuldente tekster – lidt oftere i tredje del end de to første. Det bedste af de korte er det andensidste digt ”Bladene” (s. 82), hvor han endeligt formår at få rytme og idé til at spille sammen, hvilket ellers er en af de ting samlingen mangler:

“Dagene er bløde,
og bladene de falder.

Bladene de falder,
falder, falder, falder.

Vi falder sagte med dem
mod vort mørke hjem.”

Oftest er det ellers de lange tekster der virker bedst som ”Hjemkomst” (s. 68-70) det virker godt. Her udfolder hans idéer sig som underfundige betragtninger af verdenen og selvet. Alt for ofte er rytmen bare ikke med. Det skæmmer dog ikke de enkelte digte voldsomt, men ville hjælpe til at SSN’s digte kunne rejse sig over det middelmådige. Her er et uddrag fra starten:

“Jeg rejser, ja, jeg rejser
længere end til i går.

Jeg rejser uden for alle
ting.

Jeg rejser alene.”

SSN formår nemlig fint både at skrive tekster med originale betragtninger og at skrive rytmiske digte. Jeg kunne dog godt ønske mig at han fremover arbejdede med at koble disse evner sammen i hans digte – det ville gøre ham rigtig interessant at læse fremover for både erfarne læsere og de der kun lige er begyndt at prikke til poesien.

Personligt kunne jeg også godt ønske mig større konsistens i digtenes form, og en mere logisk afsnitsinddeling. Jeg skal dog ikke udelukke at logikken bare er undviget min gennemlæsning.

Billeder fra Bagerste Række udkom i Marts 2014.

metrOrd bliver 7 år i dag!

I dag er det 7 år siden MetrOrd startede, og det fejrer vi med at åbne vores nye hjemmeside – velkommen til MetrOrd.dk !

Skærmbillede 2013-10-04 kl. 17.24.36

  • Hvad er der sket i året – hvilke bøger var vigtige for dig?
  • Skrev du noget selv, har du udgivet noget, har du fået omtaler?
  • Hvad er der sket i dit bogliv siden sidste år?
  • Fortæl i kommentarerne (reklamér helt vildt!)

 

 

 

Find os også på Facebook!

Ny administrator!

Hejsa derude!

MetrOrd har fået ny administrator efter Kenneth Krabat har takket af.

Det kommer i første omgang ikke til at betyde de store forandringer, men over tid håber jeg at få ryddet lidt op på bloggen og omstruktureret et par ting. Vores Facebook vil snarest muligt flytte til en side, da det er nemmere for mig at administrere.

Og så søger vi stadig flere anmeldere og bøger der vil anmeldes.

Jeg fortsætter som anmelder, selvom jeg, også der, er helt ny :)

Alt godt!
Thorbjørn Aksel Nielsen
aksel@glemtfremtid.dk

Paranoiadigt af Cecilie Lolk Hjort

paranoiadigt i boks

Paranoiadigt
Forfatter: Cecilie Lolk Hjort
Udgiver: Weltscherz
ISBN: 978-87-993626-8-4
Udgivet: 26. November 2013

 

“For hvert sekund jeg ikke skriver” 

At beskrive Paranoiadigt som udgivelse er ikke ligetil uden at ty til det noget slidte begreb multimedia. Det er på én gang en hjemmeside med oplæsning i lyd og billede samt den fulde tekst. For da slet ikke at nævne en webside-“generator”, der vælger tilfældige sætninger fra digtet, og endelig selve den fysiske udgivelse, boksen der ses her til højre.

I hele dette mylder af medier er det nemt at miste blikket på det, der måske burde være det centrale i værket, selve digtet (som man finder  via en webadresse skrevet på en af papirstrimlerne i den fysiske boks).

Denne mængde af muligheder for at indsuge Paranoiadigt nåede da også at gøre mig en smule skeptisk. Men den gimmick, jeg var bange for at det kunne blive, blev det dog heldigvis aldrig. Udgivelsen lykkes med langt de fleste ting.

 

I BOKSEN

I digtet skabes en hektisk stemning der fanger og gengiver angstens tankemylder godt. Samtidig er det sprogligt tilpas fragmenteret og spejler igen formvalget. De enkelte linjer er ligeledes tilpas fyldt med billedsprog til også at være selvstændigt værdige og underfundige, når man hiver dem op af æsken, en efter en.

De bedste beskrivelser af paranoia og angst er på en gang genkendeligt, naivt og Continue reading