Alle indlæg af Poul Høllund Jensen

At finde sine egne koordinater

Omslag-Pulsen-Koordinater-forsideNanna Lundgaard Arbøl
Pulsens koordinater
Copenhagen Storytellers 2016
www.copenhagenstorytellers.dk
Grafiker, forsidebillede og omslagslayout
Cecilie Marie Sund Kristensen
ISBN 978-87-93215-11-5

Nanna Lundgaard Arbøl, der er en hyppig oplæser på de københavnske litteraturscener, udgiver hermed sin anden digtsamling. Pulsens koordinater. Bogen tager læseren med på en intens vandring gennem Københavns gader og stræder, hvor hovedpersonen vildt og voldsomt arbejder sig frem mod en ny selvforståelse.

Pigen i den røde kjole – forsiden – smider om sig med ejendele og karaktertræk. Hvor andre erkendelsesprocesser i andre bøger ofte dynger personerne til med modenhed og visdom, går hun ud på gaden og taber sin mødom, sin pung, sin retfærdighedssans og sidste sok. Det går ikke stille for sig. ” … da du gir en mand en blodtud/ i din rus / fordi du vil synge karaoke/ og han er gadesanger “; og byvandringen orkestreres af sydende, superlevende bykulisser.

“bilerne danser
med farveladefarver og cykellygter
og du griner
imens du følger strømmen”

Indtil pigen i den røde kjole, nu uden nerver, stemme, BH eller andre “ejendele”, fra sit symbolske overblik fra toppen af Rundetårn ser ned på gaden, på resterne af det hun før var bange for.

Digtene starter midt inde i autentiske bymiljøer. Alle sanser bringes i spil og jegets tanker integreres fint i omgivelserne. Beskrivelserne af byens liv er ofte charmerende og overbevisende fri for turistbrochuresprog. F. eks. teksten Nyhavn. Første vante: Folk ” fugter alle sammen deres læber/ og løber ligeud/ iført deres flyverdragter og rejsekort”. Baggrunden er “[…]mågernes vingeslag/ og de sultne turisters kameraklik” – og hovedpersonen har mistet sin vante, men vil gerne blive hængende selvom fingrene er blå. Andre steder “Hyler Istedgade i stilheden” i “lugten fra endnu en lunken pølsevogn” og jeg´et møder sin “fortid / i reflektionen af junkiernes pis/ en sen aften.”

Der er ikke sorteret i indtrykkene. Måger, turister og junkier træder ind. Ejendele og karaktertræk går tabt. Punktnedslagene i byens rum understreger, at tabet af en adresse kan være ligeså væsentlig som tabet en sko eller det store overblik. De mistede ting har ikke nogen indbyrdes rangliste. Til gengæld er de enkelte tekster dybt forankret i nuet. Lige som kvinden i rødt, der ser sig tilbage over skulderen fra sin udsatte position på en københavnsk indfaldsvej. På vej fra et nu til et andet.

Bogen viser ofte fin sproglig veloplagthed. Som f.eks. :

” I stedet / sender lyden fra tomme flasker / tsunamier af uhygge gennem din krop”

“Du falder så kludedukkeagtigt på knæ / ved kantstenen”

“.. mærke livet/ ruske i dit skelet / for du er din egne globus ”

“i sekunderne / hvor den røde mand lyser / og Store Kongensgade kan trække vejret”.

Man får lyst til selv at gå ud i det offentlige rum og finde sine egne koordinater. For til sidst , efter at det overflødige gods er smidt væk, at konstatere at

“du ånder lettet op
med en puls
der ikke er ved at slå dig ihjel
for du ser ned på gaden
på resterne
af hvad du før var bange for
og jeg nikker med et smil “

Lyrisk landsbymosaik

Steffen Baunbæk
8600 (Lyrisk mosaik)IMG_0919
Forlaget Rytter
Udkommer 12. September 2015
Grafisk tilrettelæggelse og omslag: Columbine Design
ISBN 978-87-997807-0-9

I dag udkommer Steffen Baunbæks nyeste digtsamling: 8600 Silkeborg. Her sammensættes erindringer fra barndom og ungdom til en mosaik af livet i landsbyen Voel. Vi bliver introduceret til personer og lokaliteter, der tilsammen beskriver det der, for relativt få år siden, var forfatterens hele verden som en del af “en lille/ flok unger/ fra Voel, / der ikke var/ kloge endnu” for hvem ” .. i dag så bedre ud i går”. 8600 Silkeborg giver indblik i spændingen mellem de samlende og splittende kræfter i et landsbysamfund. På den ene side slægten og det allestedsnærværende senegræs
[Farmor, Græsset]. På den anden parcelhuskultur og butikslukninger. [Fremtiden ]

Og bag det alt sammen døden, den forsonende og stabiliserende faktor. Rammende symboliseret af graveren. “Dejlig er røgen/ fra graverens pibe,/ mens stierne rives/ igen og igen”. Med buddhistisk ro tales der om døden. Slægtens og digterens egen:

“Jeg dør,
hvor jeg er,
når jeg skal,
for det
skal jeg”
[Græsset]

I digtet om farfar hedder det: “.. selv skulle/ han også /en dag /blive kød , /blive ædt op/ af småkryb/ og glemsel / og det var/ i orden ,/ for sådan /var han,/ og han / fløjtede altid/ på vej ud / i marken. ” [Afgrøden]

De opretholdende ting ligger udenfor tiden. Kirkegårdsdiget på bogomslaget, farmor, mennesker “der husker , / hvor de skulle hen / og hvor de kommer fra.” [citat fra Love Shop-tekst i bogens indledning]

8600 er en bog til trøst. Fordi den drømmer tilbage uden undskyldninger. Fordi den betragter døden som en del af livet. I et hjerteligt, enkelt sprog, hvis rytmiske fødder vandrer ned over siderne og tager læseren med gennem landsbyen i stærk bevidsthed om det der rækker udover individet. Jfr nøgledigtet om den nu afdøde farmor : “…og farmor/ er den,/ som nu/ rasler / i krogene, / når jeg / har brug for / et ordentligt / spejl.”

Diget ved kirkegården over for parcelhusene!
Identitet og kontinuitet. Opbrud og udvikling.
Og så denne gavmildhed: Det store sikkert tegnede persongalleri, rækken af lokaliteter og begivenheder, der står i kø for at blive omtalt. Fotografiernes ekstra bonus.

Alt sammen med til at lægge en meget læseværdig mosaik af livet i landsbyen Voel for ikke så længe siden. Som i uddraget af dette smukke digt, der fint repræsenterer kernen i bogens projekt:

“Dejlig er jorden, / og dejlig er ploven, / der kløver den…. Dejlig er knallertens / vræl gennem gaderne .. Dejlig er haven / og blæsten i bøgen. / Dejlig er hindbærrets /bristen i munden …Dejlig er gyngernes /slyng op mod solen. Dejlig er rustvognens /tøffen mod kirken . Dejlig er røgen /fra graverens pibe,/ mens stierne rives/ igen og igen.”
[Salme]

Snyd ikke dig selv for Steffen Baunbæks medrivende livtag med fortiden.

Shades of body and soul

TilSammenLouise Juhl Dalsgaard: Til Sammen
En punktroman fra forlaget Nulpunkt
Layout og forside : Kristian S K Bang
Illustrationer : Pernille Larsen
Udgivet 2014
ISBN 978-87-93023-02-4
www.forlagetnulpunkt.dk

Punktromanen til sammen er Louise Juhl Dalsgaards tredje udgivelse.

Gennem 56 punktnedslag følges udviklingen i et parforhold. Fra “tilsammen” til “til sammen“. En ganske lille forskel i udtrykket kunne man sige, men gennem læsningen finder man ud af at de to skriveformer rummer afgørende forskelle i parforholdets status. For denne læser dækker ordet “tilsammen” over et samvær uden dybere fælles forståelse, mens den toleddede størrelse “til sammen ” viser, at parterne har fået eksistens – er blevet til , og dermed har fået mulighed for at være sammen på en meningsfuld måde.

Allerede her er vi ved kernen i Louise Juhl Dalsgaards udtryksform. Det omhyggeligt overvejede sproglige udtryk, ofte med fin dobbelttydighed og/eller overraskende brug af sproget, der gang på gang får læseren til at standse op og undre sig . ( Stod der virkelig sådan ? ) Her et lille udvalg af eksempler: “De har kun hinandens munde at synke i, men finder hinandens at mætte” . “Han trænger og trænger sig på”; “De forholder sig ihjel”; “Han styrter sig sammen”. “De standser da de rammer det halvtomme og glas”. I øvrigt understøttet af gennemtænkt kommatering.

Et kapitel for sig er den intense beskrivelse af parrets indbyrdes forhold, når grænsen mellem det fysiske og det psykiske bliver flydende og plastisk som f.eks. : ” … ånde ham ud og ind. Mest ud.”; “Hun føler sig tilrette i ham”. ” Så kommer hun, uden varsel, mørk og mærkelig, rytmisk som et digt..” “Han bladrer i hende”. “Han lægger sig over og omkring hende…som mørtel.” En hensynsløs indtrængen på private enemærker, parret med kommunikationsnedbrud og afstand. “Det er [jo] svært at spille squash i et rum uden vægge.”

Punktromanens udfordring ligger bl.a. i at kunne skitsere et forløb med en brøkdel af det volumen, der er til rådighed i en traditionel roman. Her bruges et effektivt billedsprog , der ofte leder tanken hen på prosadigtet. F.eks .i husmetaforen : “… du bebor mit murværk, rum som vinkler i kryds, du bor mig, et hus, og jeg holder dig tæt og tør.” [16], eller “De rækker ud som blodfattige kroppe efter en igle. De vil have noget tilbage.” Meget imponerende er de mange steder der anvender glas , brudflader, spidse genstande i billedsproget:

“Hun folder et krus på midten og kaster det ud fra et
førstesalsvindue, hvorfra det knuses mod jorden.
Hun lægger skårene ud på et stykke avispapir til en mosaik,
der ingenting samler. [25]”

“Hun kaster med porcelæn mod væggen, for at blive den del, der
går i stykker. ” [51]

til sammen er en række overbevisende punktnedslag i udviklingen af et parforhold
i al dets paradoksalitet, intensitet og ømhed, verbale og ikke-verbale kommunikation.
Tavshed, vrede og kærlighed formidlet i et præcist og mangetydigt sprog.

Isprængt formuleringer som :
“Det giver ingen mening, men det giver så meget andet” .

“At du ikke forstår dig selv, er ikke det samme som, at du ikke
ved, hvorfor du gør, som du gør”.

Og sidst men ikke mindst spiller bogens sarte sort-hvide tegninger og dens omslag fint sammen med indholdets shades of body and soul.

Hvordan det føles at være et spøgelse?

Christian de Groot-PoulsenHvordandetfoles
Hvordan det føles at være et spøgelse?
Digte 2014
Omslag af Linn Larsen
Selvudgivet i Danmark 2014
ISBN 987-87-993501-2-4

Christian de Groot-Poulsen præsenterer her sin sjette digtsamling. I 54 digte beskrives en udvikling fra depression og opgivelse frem mod en spirende optimisme og livskraft. Udgangspunktets Hades-agtige verden beskrives i en række digte og billeder som f.eks . : “Som altid går verden forbi ude på vejen/ med Medusahår…….nu handler det om at… lade de andre mennesker være/ pixelerede, selvom de kunne være detaljeskarpe. ” Meningsløsheden er bl.a. symboliseret af TV-skærmen , “ja, de siger at kun skemaerne/ og fjernsynene findes , at gråd er ligegyldig”, af kvinden der “har cement i stedet for blod”. I det videre forløb opstår der større og større sprækker i spøgelsesverdenen: “tænk, hvis andre også blev indianere på marken/ eller i det mindste dansede inde i sig selv, // når skærmene slukkes.” Fokus skifter fra ensomhed, der som “en kæmpemæssig yoyo / ruller tilbage ind i mit liv”, til det der i sidste ende overskygger alt: Forholdet til faren, hvor digteren genoplever/ genopliver sin barnerolle: “båndene vil jeg altid kunne spole tilbage, / men ikke dit liv.”

For år tilbage færdedes jeg i et miljø, hvor en af standardbemærkningerne lød “Jeg bytter gerne fem af Mozarts symfonier med en ballade af Chopin. ” Noget lignende tænkte jeg efter læsningen af Hvordan føles det at være et spøgelse? Det er i de to lange og vægtige tekster om forholdet til faren [Når søvnen stammer fra knoglerne og Tak] plus i en håndfuld af de andre digte hen imod slutningen af bogen
[Glimt, Lille digt, Efterårets monolog], at jeg bliver fanget ind og holdt fast. Det er her digteren for alvor finder vejen ud af den triste ligegyldighed, der er beskrevet i det foregående. Det er i forholdet til faren at digteren udstiller sin sårbarhed. Det er her læseren forstår, hvordan det har været at leve som spøgelse. Hér og i bogens fremragende forsidetegning, hvor det røde, magre spøgelse med de runde, tomme øjne har udsondret den omkringliggende verden og nu kun har den på slæb som en lang skygge, der når som helst kan rive sig ud af håndens greb.

Sproget er mange steder energisk og kreativt. “En leopard springer ud/ af en lynlås i mørket / på mit værelse” ; “Hun er en dagdrømmer/ med munden fuld af stikkende hvepse” ; ” Jeg kaster brødsmuler, / men springer selv i vandet/ for at æde dem. Det er langt ude. /Gud er langt ude.” En bestemt slags udtryk er karakteristiske. De der konkret forbinder et du (oftest en kvinde) med digteren gennem en slags metamorfose. “Byg mig om til en stol, / og slå røven i sædet “; ” hey, kunne jeg male mig på som make-up”; “Hey, kunne jeg røre ved dig som håndjern”. [Et opdateret “Oh at være en høne” .]
– og sine steder mere forventeligt som i fex. Depression I til IV. En anelse generaliserende kunne det siges, at den sproglige og indholdsmæssige intensitet og kvalitet er stigende, i takt med at spøgelset nærmer sig den konkrete verden. Med andre ord, at et spøgelse bedre kan definere sin skyggetilværelse når befrielsen vinker forude.

Hvordan føles det så at være et spøgelse? Hvad er et spøgelse for en størrelse?
I bogens kontekst er det et depressivt og udflydende menneske. Men for denne læser bliver det ikke selve beskrivelsen af tilstanden spøgelse, der står tilbage efter bekendtskabet med Christian de Groot-Poulsens digtsamling, men derimod de passager, der viser vejen ud af sindets mørke og til sidst bl.a. kulminerer i henvendelsen til en (døende?) far hvor digteren modigt udstiller sine følelser i barnesprog. En henvendelse der kunne være endt i privat føleri, men som efter min mening rammer en enkel og ligefrem tone,
der huskes meget længere, end spøgelset der jages på flugt.

“men far, hvis du holder dig vågen,
kan vi spise aftensmad og tale
om fuglene og vejret og landskaberne,
jorden har også plads til dig i morgen,
så hvis du venter lidt med at falde i søvn,
kan vi gense vores minder på bånd
med sofaen som udkigstårn

hvis du holder dig vågen,
kan vi forlænge natten på ubestemt tid,
tale om alt det vi næsten ikke tør sige,
sproget rummer sætninger nok,
men snart kan lungerne ikke puste dem ud,
så hvis du venter lidt mere med at falde i søvn,
kan vi snakke om alt det, der mangler at siges
om samfundet, vejret og livet efter døden”

[Når søvnen stammer fra knoglerne]

Jeg ville gerne ha´ mødt hr. Bigandt

KarstenBjarnholtKarsten Bjarnholt:  Bad, fuld kost og mikrofon.
Forlaget Werkstatt 2014.
Omslag og sats: Ole Bundgaard.
ISBN 978-87-89575-04-9
Med støtte fra Veluxfonden

Karsten Bjarnholts seneste digtsamling , Bad, fuld kost og mikrofon, befinder sig i den tredjedel af jegets liv , hvor de basale livsfornødenheder så som mad og logi er en selvfølge , men hvor der heldigvis endnu ikke er slukket for mikrofonen. Samlingen består af ca. tres tekster og rummer en spændende balance mellem løvfaldstid og den dannelse digterens højt værdsatte  lærer, hr. Bigandt, leverede i skolen. Karakteristisk for førstnævnte element er slutningen på digtet Før jeg rejste: Jeg bor i et frit fald af længsel/ efter at skrive de breve, jeg skrev. Eller : Homo sapiens / kan vælge selvmord/ men ikke at blive født. [Unaturlig udvælgelse.] Egentligt ret modigt at se den slags i øjnene. Eller at udbryde: måtte kvindernes BH`er / altid være lidt for små. Åh / Gud, måtte det altid blive ved/ med at være sommer og regnvejr.

Ægte virker det i hvert fald og rigtig mange af digtene slår et lille forsonende slag
med halen i sidste linje. Og så er der jo som sagt hr. Bigandt.

Jeg ville rigtig gerne have mødt hr. Bigandt. Gang på gang bryder hans ord fra digterens skoletid ind i nutiden og minder læseren om væsentlige elementer i tilværelsen, så som klorofyl, katost, underkastelse og spermatozoer.
Gang på gang formulerer han gangbar klogskab i sit klasseværelse. Med imponerende pædagogisk sans sætter han ting på plads i elevernes bevidsthed:

Ordet er underkastelse, sagde hr. Bigandt,
husk det , underkastelse. Rejs jer op
når inspektøren, Johnsen, kommer ind
i vores klasse. Jeg står selv op imens,
sagde han. Der er ingen
der tager skade af at vise
lidt respekt. I kan bare
tænke på noget andet
imens, sagde hr. Bigandt,
det gøre jeg selv,
så kan I også. [Underkastelse ]

Jeg ville gerne have mødt hr. Bigandt når han råbte ud over eleverne:

Lad os for alt i verden aldrig
nogensinde blive stille som sne,
der smelter …. du lille
dér, rejs dig op, sæt dig ned igen.
Ordet er stilhed …. [Stilhed ]
Eller når han opfordrede eleverne til at springe gennem fremtidens glasplade ,
uden hensyn til sår og skrammer. Der er en provokerende enkelhed/ komplicitet i hr. Bigandts livssyn, [sikke nogle mennesker der kommer ud af det! ],  der også fungerer som en slags rygrad i digtsamlingen.

Digteren spænder sine tekster op på lærredet i en vekselvirkning mellem barndommens signifikante lærer og en nutidig statusopgørelse . Og til trods for at tiden ustoppelig gør som den plejer, ser man tydelige spor af hr. Bigandts menneskesyn i digterjegets holdning til tilværelsen.
“Når I er voksne, læg jer i græsset,
se på svalernes flugt, lyt til bierne,
pluk bare en katost. ”  [ Djævle ]

Og linjernes ekko i nutiden: ” Det er en fordel /at have en bænk/ i solen i en krog…
Det er /en fordel at sidde /på den bænk, /  når solen går ned …. ” [Det er en fordel ]
Selvfølgelig hedder samlingens sidste digt Hotel løvfald.
Selvfølgelig rummer det en solidaritetserklæring til livet.
Men når jeg rejser … / åbner de også vinduerne/ foran udsigten til havet / og tiden, der sitrer i lyset…  / det er derfor jeg bliver her.

Rundkørslen som metafor for velfærdssamfundet

IMG_4914Jakob Rosendal: Individ møder samfund og adfærdsregulering opstår
Digte
Jorinde og Joringel 2014
Grafisk tilrettelæggelse: Lise Haurum
ISBN 978-87-7322-321-5

Jakob Rosendals samling af digte og kortprosa er en del af Jorinde og Joringels digtserie 2014. I en tid, hvor de store forlag svigter deres forpligtigelse overfor digtgenren, har J og J gjort en vigtig indsats for at en bredere kreds af digtere, debutanter og mere kendte, kan komme til orde.

Bogen rummer omkring 30 digte og (især) kortprosatekster, der fra forskellige vinkler kaster lys og satire over borgerens forhold til autoriteterne i samfundet. Butikstorve, rundkørsler, jobcentre. Politikere, arbejdsløse , ombudsmænd og departementschefer. Hele det landskab som vi efterhånden er så vante til, at vi næppe bemærker det, bliver taget under behandling, så man klør sig i nakken og siger aha.

Det gik pludselig op for denne læser, at han dagligt kører i (som hovedregel ) socialdemokratiske rundkørsler, tilplastrede med uæstetiske skulpturer og landartprojekter og at disse “kunstværker” er eminente symboler på velfærdsstaten. Kunsten til folket. Konkurrencen med nabokommunen. Velmenende og kulturfremmede borgmestres forsøg på at sætte sig varige spor. Uden at sprænge budgettet. Det stod klart , hvor meget man egentligt har savnet J.P.Jacs oplæsninger uden dagsordner, men med friske bemærkninger til rødmende kvinder på første række; ligesom bistandsklientens identitetstab og den håbløst syges exit med den raffinerede postmortem hævn, flytter disse fra nummerlisten til individfortegnelsen.

Individ møder samfund og adfærdsregulering opstår handler om dobbeltspil og manipulation , men er ikke den sædvanlige sociale indignation. Det sørger ironien og surrealismen for. Det er ret morsomt, når systemets mand under et borgermøde, hvor han med fejlfri taktik nedgør de klagende, dør midt i en sætning. At der findes engle i folketinget der “kan være arbejdsløse i dage og uger, men er konstant klare til at forhindre den panik, der vil opstå, hvis en original, politisk ide ufiltreret og uudvandet fik lov til at ramme mikrofoner og pander.”

Enkelte tekster , f.eks MBA-perspektiv , kan være en anelse gumpetunge med deres “efteruddannelsespro- grammernes segment-sexethed” og lidt anstrengte opfindsomhed omkring alternative forkortelser såsom “Mæsllinge Befamlende Agurk” og “Moderat Beske Alarmcentral” ; men som helhed glider sproget let og elegant nedover siderne.

Jeg kan i høj grad anbefale at man læser denne, ikke på nogen måde selvhøjtidelige eller selvretfærdige, tour de velfærdsstat anno 2014.

Min yndlingstekst må blive den sidste i bogen, Værdig afsked, en terminalpatients selvmordsbrev, der ganske usentimentalt og ikke uden en besk humor laver en cost-benefit over livsforlængende behandling i sundhedssystemet og slutter med følgende linjer:

“I vil iøvrigt hurtigt konstatere, at luften herinde er dårlig samt at mit sengetøj ikke er rent. Årsagen er, at jeg har fjernet min stomipose. Det fik jeg lyst tll at prøve.   S”

Sprækker af Hanna Brabrand Henriksen

IMG_4908Hanna Brabrand Henriksen 2014:
Sprækker

Digte Mellemgaard
Redaktør Jens Eichler Lorenzen
Grafiker Camilla Rubini Nielsen og Tine Wichmann

ISBN 978-87-93204-14-0

Sprækker er Hanna Brabrand Henriksens anden digtsamling. Bogen består af 41 digte , der på omslaget beskrives som “Øjebliksbilleder der dukker op fra det ubevidste som en slags forløsning. Billeder af erkendelser og erindringer lagret i sindets forskellige tilstande og stemninger. “Der er altså tale om digte,der repræsenterer punktnedslag i tilstande og stemninger, hvor digteren udtrykker sig spontant ud fra øjeblikkets inspiration og teksterne kan siges at fungerer som en form for terapi for jeg´et .

Digtene rummer er række nedslag i parforhold og personlige kriser. Ofte med udgangspunkt i naturen. “Måger/vingesus/hvide skrig” ; ” bag lågen rejser skoven sig/ mindes lyset i april “. Mere symbolske tilgange finder man i den hyppige brug af dørmetaforer. “Lukker døren op/ til mørket”; “Lader døren lukke/ automatisk / for lugten” ; “Porten/ krakeleret blå/ ville aldrig lukke helt i “; eller som et ekko af titlen: ” når du klæber dig fast/ i det alt for trange hus/ gennem angsten/ i mine mørke sprækker.. ” Der er tale om oprigtige, personlige digte:

“Skoven bliver mørk nu
musvågen har forladt sin rede
vi spiser majs
med salt og økologisk smør
der er blod
på din serviet
det betyder ingenting
i dag
er jeg ikke længere ansvarlig”

Andre steder er det sproglige udtryk mere jævnt ” .. en ømhed/ der vil spejles / i rådyrmoderens øjne” ; “engang var du min / nu ved jeg / du for længst har forlad mig “; ” som en dør der lukker op for lyset/ og pludselig ved vi / at alting har din tid ” ; ligesom i mange tilfælde kombinationen adjektiv – substantiv : “sprudlende latter …sommerblide kærtegn …slumrende begær ..skumringsblå dag… slumrende samvittighed”

Et problem med digte, der dukker op fra det ubevidste, kan være deres abstraktionsniveau. At tekster kan miste jordforbindelse . Hanna Brabrand Henriksens tekster svinger fra fint visualiserede digte til passager hvor ufokuserede billeder og abstraktioner tar over. De første er repræsenteret af digtet side 31..

“Der er noget med de hvide lys i stager
en utilnærmelig renhed

med de røde er det anderledes

de sorte
tør jeg ikke tænke på”

Hvorimod:

“jeg slynges ud i det bløde mørke/ hvirvlende mellem klaprende døre/ afklædes af din nøgne stemme/ som sand der drysser/ gennem en lukket hånd/ kastes over rælingen/ i en tyngdeløs bevægelse/ hvor jeg møder dig / bag tidens flygtige grænse ”

fremstår som en sammenstilling af billeder og adjektiver, der konkurrerer så meget om opmærksomhed, at overblikket går tabt.

Hanna Brabrand Henriksen har skrevet en digtsamling, der trods sit jævne sproglige niveau, giver læseren et tankevækkende indblik et jegs skrøbelig eksistens .

Og en gang i mellem lyner det !

“det er dig på billedet
med spørgsmål på læben

nu holder du potteplanterne i live”

Christian Munch-Hansen: Musical Dream Machine

Christian Munch-Hansen: Musical Dream MachineMusicalDreamMachine

2014 MONKedition/ILK , Kærhave Skovvej 1, st th, 4100 Ringsted
Omslag og illustrationer: Mark Solborg
Opsætning: Signe Marie Ohrt
www.monkedition.dk

Christian Munch-Hansen, journalist, musikskribent, underviser og bidragyder til værker om Jazz, har med bogen Musical Dream Machine udgivet sin første digtsamling. Indledt af Vincente Huidobros citat ” At frembringe et DIGT / som naturen frembringer et træ”, har forfatteren skrevet en række tekster, der som udgangspunkt er inspirerede af markante nutidsmusikere fra pladeselskabet ILK, Independent Label København. På bogens flap findes downloadkode til et stort udvalg af den musik der har inspireret kunstneren i dennes skriveproces.

Lad det være sagt med det samme: Teksterne i bogen er af høj kvalitet. Den slags digte, man bliver glad over at læse. Sprudlende, med stort sprogligt overskud. Nye billeder møder læseren i nærmest hver linje. Allerede det andet digt i bogen, Ankomst raketblomst [8], anslår en markedsagtige feststemning “med indianerfjer i hatten og lommerne fulde af / gryder og pinde” hvor “selv anus trutter en fanfare”. Uden at digtet løber amok, eller mister balancen mellem indhold og sprogligt udtryk.

Digtene bevæger sig ofte på forskellige niveauer, mellem forskellige lokaliteter, i fint kontrollerede associationsrækker. I Honningvin [13] fader pianistens toner over i fingre, der sender elektricitet ud i en kvindes krop og minder digteren om en cykeltur ad Langebrogade, hvor hendes øjne bliver til fisk omgivet at legende børn, der lunes af solen “som når en krydret honningvin breder sin varme i brystet”.

Overordnet balance (og humor) i et digt sikres ofte med diskrete midler. F.eks. i digtet Gry [ 18 ]: “Munken river gruset i morgentågen/Bagefter skal han ikke andet/ end glo på æbletræerne.”, hvor ordet “glo” gir et overraskende og velgørende twist.

Teksterne er gennemvævede af referencer til musik. “Radioens skratten af højskolesang og grov swing”, “en blåsort akkord / anslås hårdt / vibrerer længe i skoven” , “nylavede sange /rækkes ned til ivrigt hapsende delfiner ” “akkorderne opløses som sukker” ” Dette musikalske øjeblik/ bliver ikke overgået den aften”. I Lydblomst [36], et typisk Munch-Hansendigt, styrer “orkestrets tungt lastede luftskib”, “Basunernes hestebid/ i store æbler” og “andalusiske kastagnetter” mod slutlinjerne “Mon vi kan få alle lydene til at / smelte sammen / i en sang?” Det sidste spørgsmål går tæt på bogens erklærede projekt. “At beskrive musikkens væsen og betydning i tilværelsen”.
Svaret er JA. Udover musikkens eksplicitte nærvær og forbindende rolle er klangen og rytmen i sproget udtryk for en afledt musikalitet. Suppleret af Mark Solborgs illustrationer, hvis makroverden med instrument, truttende planeter og musical dream machine smelter sammen i det diskrete grundmønster der myldrer rundt som en forbindende mikroflora i dem alle. Det er vel sådan naturen frembringer et træ.

Efter at have etableret det som et faktum at jeg bliver glad i låget over teksterne i Musical Dream Machine, har jeg en enkelt bemærkning om teksternes idemæssige baggrund. Som nævnt er de opstået gennem en inspirationsproces, hvor digteren ud fra sine oplevelser med musikken fra ILK har skrevet sine tekster i interaktion med denne. Så langt så godt. Men måske kan bogen blive en kende insisterende omkring sine pointer i efterskrift og forklarende noter om kunstens legende former og forbindelseslinjer og musikkens væsen som grundimpuls. Regelen “show, don´t tell” blir allerede efterlevet forbilledligt i selve teksterne. [Naturligvis er noter og efterskrift velegnede, hvis bogen skulle bruges i undervisningssammenhæng.]

Jeg har læst Musical Dream Machine med fornøjelse. Fulgt filatelistens, munkens og Knud i Valbys skæve musikpåvirkede foretagsomhed. Svævet gennem rummet , så “rastløsheden har glemt sig selv .. hænger i gardinet som en forædt abe”. Nydt bonusdigtene om store jazzmusikere som her om Ben Webster:

"Mens solen synker i havet mod vest
	blafrer et lys i det gamle fyr.
Cigaretrøg buldrer bag ruden
	En grammofon spreder forsølvet
støv i verdensrummet.
	De, der lytter, letter."

Den æstetisk layoutede bog rummer et attraktivt musikpoetisk univers.
Musikdrømmemaskinen er oppe i gode poetiske omdrejninger.

Petit Point

Else Skovborg : Petit Point og andre små tingPetitPoints
Forlaget Bogforum 2013
www.bogforum.dk
ISBN 978-87-91699-20-07
Grafisk opsætning: Helge Skovborg
Produktion www. formprint.dk
Udgivet med støtte fra Velux Fonden.

Jeg har gennem de seneste år haft fornøjelsen af at anmelde Else Skovborgs erindringsbøger hvoraf denne er den fjerde. Else Skovborg, der er født i 1921, fokuserer i de tre første især på den lille landsby Tjærby ved Randers Fjord, mens der denne gang er tale om et bredere emnevalg. Måske kunne teksterne i denne bog kaldes mikronoveller.

Petit Point indeholder fortællingen om en chesterfieldsofas rejse gennem fire ægteskaber, vagabonden der forærer den fine frue chokolade, ømheden mellem mennesker skildret gennem hverdagshandlinger. Continue reading

Et haiku om dagen

Ole Bundgaard: Haiku II (2013)Haiku2
Forlaget Werkstatt
Forlagsgruppen
Katholmvej 14
2720 Vanløse
www.forlaget-werkstatt.dk
ISBN 978-87-89575-03-2

Først sidder man med den smukke bog i hånden. Fingrene glider over det glatte omslag. Det håndvenlige format og den fint buede ryg signalerer at der er lagt vægt på alle dele af tilblivelsesprocessen. Man blir forventningsfuld.

Så kommer den første udfordring. Der findes sikkert ingen manualer for at læse haiku. Og slet ingen for at læse 365 af slagsen. Man kan ikke begynde forfra og læse igennem til sidste side. Man kan ikke rumme mere end nogle få af de koncentrerede og tematiske vidtspændende tekster ad gangen.
Bogens strukturerende princip , at læse et haiku hver dag i året , er faktisk ideelt. Men jeg skal omtale/ anmelde bogen inden for en vis tidsramme. Jeg kommer i tanke om skålen med mannakorn der stod på sofabordet i mit hjem. Hver dag trak man et lille papstykke med dagens bibelord. De to testamenter kunne ikke læses fortløbende, man måtte koncentrere sin læsning om enkeltpassager. Den tankegang passer mig fint. Jeg har stor lyst til at botanisere i den frodige haikuhave der åbner sig for mig i Ole Bundgaards bog. Continue reading