Alle indlæg af Silver

Ingen absolut lykke

Forfatter: Jakob Clausen den-absolutte-lykke_331403

Forlag: BoD

ISBN: 978-87-7170-360-3

Format: Paperback, 168 sider

Den absolutte lykke (herefter AL) er en roman af Jakob Clausen (herefter JC). JC er en ung skribent, født i 1994, og AL er hans debut. Selv siger han om bogen,  at alle vil kunne drage paralleller til deres eget liv når de læser den.  Noget af en påstand.

Vanen tro læste jeg bogen to gange. Der er en del mindre godt at sige om AL, og der er et par lovende takter. Flere steder snubler bogen over sig selv, bliver for bombastisk og lommefilosofisk, men samtidig afsløres der et vist greb om skrivekunsten. Med det sagt, så lad os komme i gang.

Forlaget skriver:

Den skæbnesvangre og mentalt forstyrrede Benjamin lider af en sjælden sygdom, der skubber hans tilværelse ud på de skrå brædder. Han er tvunget til at trives i sit eget selskab. Et ensomt liv uden andre suffløser end sine egne tanker.

I en tidlig alder forlader hans mor familien, og få år efter dør hans far. Stoffer og alkohol giver grobund for hans eskapisme, da han indser, at det lykkelige liv er et uopnåeligt Utopia.
Benjamins eksistens er kedelig og cirkulær. Indtil den dag han møder Freja, sit livs kærlighed. Sammen med hende finder han for første gang en mening med livet. Men netop som det lykkelige liv begynder at forme sig, kommer han i strid med skæbnen, og han begynder at forstå, hvilken grufuld sygdom han lider af.

“Den Absolutte Lykke” handler om kærlighed, personlig krise, at finde lykken og at leve livet. Den handler om en ulykkelig dreng og hans tanker om livets uretfærdigheder.

AL bliver fortalt i første person, altså af en jeg-fortæller, Benjamin.  Størstedelen af bogen er et langt flashback, undtagen første og de sidste par kapitler, der fungerer som en ramme omkring fortællingen.  Det altoverskyggende plot i bogen er Benjamins søgen efter, og ultimative forståelse af, lykken.  Men i plottet opstår de første problemer.

AL indledes med en prolog om lykken, der er ganske udmærket, hvis ikke det var fordi den modsiger resten af bogens handling om lykken. I en tidlig alder diagnosticeres Benjamin med en sygdom, der på en eller anden måde er forbundet til hans lykkefølelse, og resten af bogen handler om hans noget ambivalente forhold til lykken. Jeg kan desværre ikke komme nærmere ind på det, da jeg ellers vil afsløre handlingen.  I dette område mangler JC en del i fortællerafdelingen, da Benjamin siger om sygdommen: De havde konstateret, at jeg havde en meget sjælden sygdom. Navnet på den kan jeg ikke huske. Det er så langt og indviklet, at jeg ikke har gidet lære det. Det er ret sært, da JC ellers præsenterer Benjamin som videbegærlig, og selvfølgelig kender man navnet på sin sygdom. Det er sløset. Lykken er bogens fokus, og det er et emne hovedpersonen hele tiden vender tilbage til. Af og til kommer det dog til at virke lidt komisk, når den meget unge fortæller udbreder sig i absolutter omkring lykkens væsen. På den anden side virker netop den del meget ægte, da skråsikkerhed først bliver udjævnet med alderen.

Bogens handling virker meget kaotisk og rodet, da JC konstant laver flashbacks i flashbacket. Det er der ikke noget galt med, hvis blot JC gav os hele historien, når vi flashbackede. F.eks. når vi at komme tilbage til Benjamins folkeskoletid af mindst fire omgange, og det uden at mere end en episode er rigtig vigtig. Her skulle der være strammet voldsomt op. AL bærer også præg af at JC ikke helt ved nok om de ting han skriver om. Hans beskrivelser af især stoffer, stoffers virkning og slang er meget langt fra virkeligheden. Ligeledes er hans beskrivelser af sex meget fade og firkantede, helt uden vildskab eller varme. Sidstnævnte kan dog blot skyldes at sexscener er notorisk vanskelige at skrive. Genremæssigt vil JC gerne fortælle en dannelsesroman, iblandet nogle filosofiske betragtninger over verden. Derfor virker det også besynderligt, når de sidste 20 sider pludselig bliver til en B-actionfilm. De to dele fungerer ikke sammen, og efterlader denne læser med en panderynke, og ultimativt med det store spørgsmål: Hvad er det egentlig JC vil sige med AL? Dog er der i hjertet af denne fortælling nogle udmærkede takter.  Bedst er JC, når han i handlingen fortæller anekdoter. F.eks. er der en historie om et badekar og sæd, der er ret underholdende.

Der er ingen tvivl om at JC har et stort ordforråd og meget gerne vil vise læseren at han kan bruge det.  Det meste af tiden går det udmærket, selv om sproget ofte er så gammeldags at det halve kunne være nok. Det er i hvert fald svært som læser at acceptere, at Benjamins indre monolog det meste af tiden lyder som en mand i sluthalvfjerdserne. Hvad værre er er at når sproget bliver tungt og vidtløftigt, suger det meget af livet ud af teksten.  Den bliver træg og sumpet og mister sin styrke. Når man vælger en højbåren tone, klæder det heller ikke teksten med betydningsfejl eller stavefejl. Der optræder flere endelsesfejl, især i bogens anden halvdel, antabus staves antibus, pærevælling pærevending og en person dør på en uærbødig måde. Den slags må ganske enkelt ikke optræde i en færdig bog. En gang imellem styrer JC de mange ord, og det klæder teksten med en enklere og mere handlingsorienteret stil.

Der er dog større problemer med teksten. JC har en udtalt tendens til at overforklare alt, og det i et meget staccato sprog. Teksten består hovedsageligt at hovedsætninger, der fyldes på med unødvendige sanseindtryk og mange af sætningerne er ganske enkelt for lange, som i denne: Jeg kunne stadig smage bræk i min mund og denne: Jeg kunne mærke jeg blev stimuleret.  I længden bliver det trættende at læse.

Puha – sikke en svada. Og ikke særlig positiv. Men nu kommer så det, der, om ikke vender tingene på hovedet, så i hvert fald på siden. Over halvdelen af de ting, jeg har nævnt som problemer i min anmeldelse, er ikke JC’s skyld.  Det er en manglende redaktørs og korrekturlæsers skyld. Det er de færreste skribenter, der starter ud med at kunne det hele, og mens man lærer, er det en god idé at have fagfolk at støtte sig til. Det er måske det vigtigste man overhovedet kan lære.

Jeg har anmeldt mange bøger på Metrord i løbet af de sidste otte år, men jeg er aldrig stødt på et værk der i samme grad som Den absolutte lykke har enormt brug for en redaktør. Jakob Clausen har en udmærket historie begravet i sin tekst, men det er meget tydeligt at bogen ikke har været i en kyndig redaktørs hænder.  Var det sket, ville størstedelen af de ting jeg har nævnt som bekymrende ikke være der.  Jeg synes det er skideærgerligt, for nu at bruge et godt dansk, at Jakob Clausens første udgivelse skal lide under et sådan fravær.

Jeg tror på at Jakob Clausen kommer til at skrive flere bøger, og når han står med sit næste manus, håber jeg virkelig at han finder sig en god redaktør og en god korrekturlæser. Det kan gøre en meget stor forskel i sidste ende. Hvis jeg tager fejl, og der har været redaktør/korrekturlæser på, bør de begge to skamme sig voldsomt og give Jakob pengene tilbage.

Den absolutte lykke er ikke spild af tid, men den har mange problemer, på alle fronter. Derfor kan jeg ikke give den en anbefaling, men jeg kan pege på den og sige: Det kunne have været så meget bedre.

Anmeldt af A.Silvestri

Et sort hul

Forfatter: Claus Holmforside_uplink_itunes-3

Forlag: EgoLibris

ISBN-10: 9788793091757

Format: E-bog, 140 sider

Uplink (herefter U) er en science fiction-kortroman af Claus Holm (herefter CH). Romanen skrev han da han var 19 år, men den blev først udgivet sidste år, da han var fyldt 38.  Den vandt en delt andenplads i forlagets kortromankonkurrence. Kort sagt er bogens historie en kærlighedsfortælling sat i den nære fremtid.

Som jeg plejer, læste jeg bogen to gange, og især anden gang var svær at komme igennem. Jeg har meget lidt positivt at sige om U. Den er et miskmask af klichéer, løse handlingstråde, ubesvarede spørgsmål og forudsigelige forløb. Med det sagt, lad os så komme i gang.

Forlaget siger:

I en ikke så fjern fremtid, hvor mobiltelefoner og internet er væk, erstattet af Nettet, som mennesker interfacer direkte med, og skellet mellem rig og fattig er blevet så stort, at man bygger mure mellem bydelene, møder den unge, småkriminelle Patrick en pige på en bar i den fattige del af byen. Dana passer ikke ind, og han finder snart ud af hvorfor: Hun er datter af byens sikkerhedschef, og hun kommer fra den rige side af muren. Men Patrick er fascineret af hende, og tiltrækningen er gensidig. Snart hvirvles de begge ind i et spil, hvor både følelser og liv kommer i fare. Uplink er en handlingsmættet, dystopisk og stærkt visuel kærlighedshistorie. Med sin bevidste leg med Hollywoods klicheer, tegner den et billede af en verden, der er skræmmende genkendelig i al sin fremmedhed.

Historien kører i to handlingsforløb. Et, hvor hovedpersonen Patrick sidder og venter på et hospital, og et hvor vi følger de hændelser, der leder op til sekvenserne på hospitalet. Det fungerer udmærket, selv om det ingen overraskende effekt har, blandt andet fordi begge forløb er skrevet i datid. Af og til bliver det også forvirrende, når CH springer fra det ene til det andet midt i et kapitel.

En af de vigtigste ting når man skal have sin læser med er det, der på engelsk kaldes suspension of disbelief. Historien skal fortælles så godt, at læseren glemmer det er en historie. Det gøres blandt andet ved detaljerigdom, at forskellige elementer hænger logisk sammen og at man forstår hovedpersonerne så godt, så man føler med dem og er bange på deres vegne. Når det kommer til suspension of disbelief og U, er der ikke meget at komme efter. Den falder igennem på snart sagt alle punkter.

Lad mig give et par eksempler. Hele samfundet er gennemsyret af stoffer, og Patricks far er voldjunkie. Patrick selv tager stofferne sådan rekreationelt. Det er fint. Og det er det så bare ikke. Undervejs i historien får vi et væld af stofnavne (PATHWAYS, FREEFLOAT, ultramorfin, KING-OF-THE-WORLD), men det er kun en brøkdel af de stoffers virkning man som læser bliver oplyst om. Hvad der er endnu værre, er dog at selv når et stof bliver brugt, ændrer brugeren ikke karakter eller personlighed eller kan noget, personen ikke kunne før. Stofferne bliver todimensional staffage. Patricks far, der i en af bogens første scener, er villig til at lade viceværten misbruge Patricks lillesøster og lillebror seksuelt, og altså derigennem må regnes som ekstremt langt ude … har åbenbart et job, sikrer at der er friske bleer i skabet til den yngste og har ikke solgt den motorcykel Patrick pludselig har når han skal bruge den. At faren er junkie er altså ikke gennemtænkt i forhold til resten af historien, og det er simpelthen ikke i orden, når stofferne er en konstant faktor i det samfund man som forfatter har skabt. Eller, sagt på en anden måde: De stoffer, der er pæn del af handlingen, har ingen betydning for handlingen.

Et andet eksempel er samfundet. Det er delt op i to, men om det er vores samfund, der har ændret sig, eller om det foregår i en anden dimension, får man som læser ikke at vide. Dog må man gå ud fra det, da der snakkes om “det tyvende århundrede” og den samme tidsmåling bruges. Vi får bare intet som helst at vide om, hvordan samfundet er gået fra det ene til det andet. Remnanter af det gamle samfund består, som f.eks. en art tivolipark, men vi får ikke at vide hvorfor. Hvad der er nok er vigtigst, bliver det slet ikke forklaret HVORFOR der er en syd- og en nordside. Noget, der er ekstremt vigtigt for hele handlingen. Når man læser videre, bliver der af og til smidt en lille tråd om samfundet, men når man forsøger at væve dem sammen, giver de ingen mening. Det er et farligt samfund, hvor alle hytter deres eget skind … men børn under femten har gratis sygeforsikring. Det er et samfund, hvor alle er på Nettet … men der er altid mange mennesker ude, og de bruger kontanter.  Alle er villige til at stikke hinanden, men alligevel spiser Patrick gratis på ‘Calypso’ på sin fødselsdag.  Hele kulissen hvori historien skal udspille sig, danner et ekstremt ujævnt billede og denne læser sidder tilbage med en følelse af at forfatteren ikke har styr på sin egen verden.

Hvilket bringer mig til plottet. Det er en kærlighedshistorie, hvor Patrick forelsker sig i pigen Dana, der kommer fra den rige Syd-side. De har en enkelt dag sammen, han bliver stormende forelsket, hun skal giftes med en anden, det nægter han at finde sig i, han styrter mod Syd-siden og det hele ender lidt tragisk. CH har udtalt, at U er en blanding af Martin & Victoria og William Gibsons univers. Hertil kan jeg kun sige: Nej, det er det ikke. Det er ikke engang i nærheden af det. I Martin og Victoria handler det om den første kærlighed mellem en fyr, der færdes i det lidt rebelske miljø, og en pige fra overklassen. De mødes, forelsker sig, men må også sande at kærlighed kan være selvisk og spænde ben for den man elsker. I Gibsons cyberpunk-universer er den digitale verden, cyberspace, en definerende faktor i samfundet. Den computergenerede verden både lovprises og er angstprovokerende. Den er hverken god eller ond. I U er der også en forelskelse (mellem Patrick og Dana), men der er ingen erkendelse i den. Der er et samfund, hvor Nettet har en prominent plads, men på præcis samme måde som stofferne har Nettet absolut ingen væsentlig betydning for handlingen. Man tror ikke på det.

Kortromanens navn, Uplink, synes jeg er meget sært. Man stifter først bekendtskab med hvad uplink egentlig er over halvvejs igennem bogen, og selv der anvendes den viden ikke til noget som helst før slutningen. Et magert grundlag at navngive en bog på. Det gør det ikke bedre, at ordet uplink faktisk eksisterer og betyder noget helt andet end det gør i teksten.  Det ville være det samme som at bruge ordet ‘kop’ om noget, der ikke er en kop.

En af de helt store sekvenser/scener i U, er hvor Patrick ikke vil finde sig i at en anden mand skal giftes med Dana. Derfor sætter han mod muren, der deler byen i to. Indtil dette punkt har vi fået at vide, at det er forbudt at være på en side, hvor man ikke tilhører. Byen er effektivt to afskårede dele. Derfor sad jeg også bare med stor undren plastret i ansigtet, da Patrick når til muren … der så har et stort hul midt i (hvordan det er opstået, får vi ikke at vide). Patrick lister sig igennem hullet (for vagterne står med ryggen til mange meter væk) og så er den klaret. En scene, hvor CH virkelig kunne have gjort noget ud af det, fiser ud i en meget tam fornemmelse. Det er simpelthen for let.

I forlagets beskrivelse står der at U ‘bevidst leger med Hollywoods klicheer’. Der er forskel på at lege med klichéer og mere eller mindre gentage dem. På et tidspunkt kører Patrick i taxa, og robottaxachaufføren er løftet direkte fra filmen Total Recall (1990). Et andet sted beskrives kort en cybersexscene, der er næsten identisk med en fra filmen Demolition Man (1993).  Dana, der første gang man møder hende, er stærk og kan slå fra sig, forvandles til en sart kvinde, der skal have sin mand til at slås for sig. Ingen steder kan jeg se en legen med klichéer. Jeg kan kun se en gentagelse af dem.

Det er symptomatisk for U, at tingene ikke hænger sammen. Efter deres første møde giver Patrick Dana en halskæde – den dukker aldrig op igen.  Søsteren er blevet voldtaget – men det påvirker hende ikke rigtigt senere hen. I en anden gruppe er de ting, der ikke er væsentlige for handlingen. F.eks. har Patrick fået skåret halsen over for mange år siden, og har et stemmeimplantat – og det har ingen relevans for handlingen. Ligeledes er hans storesøster blevet dræbt, og det har heller ingen relevans for handlingen. Jeg kunne blive ved, men jeg har egentlig ikke lyst. Det er aldrig sjovt at rakke en forfatters værk ned.

Selve sproget i U er udmærket. Det får handlingen til at skride frem, men det er hverken nytænkende, overraskende eller eksklusivt. Billedsprog er der ikke meget af, men det der er, går an. Bogen sluttes af med erindringen/anekdoten Godt skudt!, der er væsentlig bedre end selve kortromanen. Desværre virker den som et sært appendiks, noget, der er blevet hæftet på som ved en eftertanke. Det er faktisk synd.

Jeg ville ønske at jeg havde mere positivt at sige, men nej. Uplink er ikke en god bog, hverken for børn eller voksne. Den er fyldt med plothuller og klichéer, og virker ekstremt uigennemtænkt. Mange forfattere har tidlige arbejder liggende, og langt størstedelen af dem lader dem ligge. Det er der en grund til. Man forbedrer sig som forfatter, og det kan jeg også kun tro at Claus Holm har gjort i de sidste tyve år.

Læs mere om Claus Holm her.

Anmeldt af A.Silvestri.

En bittersød langsomhurtig sag

Forfatter: JG Gyllingforside-SAH

Forlag: Forlaget Brændpunkt

ISBN: 9788793383012

Format: Hæftet, Roman, 143 sider

Smagen af honning (herefter SH) er, efter hvad jeg kan finde ud af, forfatteren JG Gyllings (Herefter JG) debutroman.  Der er tale om en realistisk roman, der tager udgangspunkt i et sygdomsforløb, og læseren får lov til at følge det på nært hold.

Jeg læste, vanen tro, bogen to gange, og synes uden forbehold at JG har gode færdigheder inden for det danske sprog. Der er styr på tingene på den front. Handlingsmæssigt er der elementer, der med held kunne være udeladt, og andre, der skulle have været styrket. Med det sagt, så lad anmeldelsen begynde.

Uddrag fra bagsiden

Smagen af Honning sætter fokus på livets kausalitet og menneskelig skrøbelighed, når vi følger en udadtil gennemsnitlig og tidstypisk dansk familie.
 Da familien rammes af sygdom, slår hverdagslivets facade sprækker.

I SH møder vi en ganske normal familie, der består af Joan og Bjørn. De har døtrene Rosa og Liv, som lige er flyttet hjemmefra. På overfladen ser det ud som om det er en  velfungerende familie, men under det tynde lag fernis er der mange ting galt. Liv eksperimenterer med det at være voksen, Rosa gennemgår et voldsomt teenageoprør, Bjørn har forelsket sig i at cykle, cykle, cykle og midt i det hele står Joan, der gennem nogle måneder har blødt fra underlivet. Det bliver værre og værre, og smerterne tager til. Efterhånden som bogen skrider frem, bliver læseren meget klar over at det står rigtig skidt til med Joan. Hvor skidt vil jeg ikke spolere her.

JG har et godt greb om sproget, og fører sikkert læseren gennem handlingen. Sproget er meget metodisk og detaljeorienteret, hvilket fungerer rigtig godt i denne type fortælling, hvor det kun er en styrke, hvis læseren både kan identificere sig med hovedpersonen og dennes omgivelser. Størstedelen af handlingen er centreret omkring Joan. Man følger hende i to spor. Et nutidigt, hvor hun kæmper mod sin sygdom, og et fortidigt, hvor en masse omkring hendes opvækst, forældre og søskende afslører sig. Det fungerer rigtig fint med de to spor, der supplerer hinanden, og ofte kan man forstå Joans reaktionsmønstre i nutiden ud fra de episoder, der er blevet beskrevet i fortiden. Ofte ændrer sproget sig lidt i lyrisk retning, når vi får lov til at se tilbage, hvilket fungerer rigtig fint. Blandt andet finder man ud af, at hendes far var alkoholisk og der anes også tråde til noget incestuøst. Her synes jeg det er ærgerligt, at JG ikke blander endnu mere af fortiden ind i fortællingen. Det er fint at hentyde, men det er også på sin plads af og til at servere tingene råt for usødet.

Hvor hovedpersonen Joan er rigtig godt beskrevet, blandt andet gennem forskellige hændelser, halter det mere med resten af persongalleriet. For det første er det MEGET stort, når man tænker på hvor kort bogen er, og for det andet bliver de ikke på noget tidspunkt så vedkommende som hovedpersonen. Joans nærmeste familie, Bjørn og døtrene, er udmærket beskrevet, men denne læser kommer ikke rigtig til at føle meget for dem. Dertil får de for lidt scenetid, og af og til kan de sekvenser, hvor det handler om andre end Joan, føles lidt som fyldstof. Det bringer mig til min største anke ved SH.

Historien om Joan, både den nutidige og den fortidige Joan, er rigtig fin og rørende. Den er vedkommende, sørgelig og først og fremmest til at tage og føle på. Derfor synes jeg det er ærgerligt, at der er så meget andet i bogen end netop hendes historie. Joan er en forsagt kvinde, men jeg finder det ikke rimeligt, at hun af og til ikke engang kan få lov til at være hovedpersonen i hendes egen fortælling. I stedet for skal der berettes om hendes venindes seksuelle vækkelse, Livs kærlighedsproblemer og Rosas teenagevrede. Der kommer til at løbe sekundære historier, og mange af dem. En om Bjørns cykling (og måske utroskab), en om Liv der prøver at være voksen og en om Rosa, hendes rygning og hendes oprør. Der er så mange, og de har det desværre med lidt at tage følelsen ud af den meget gode historie om Joan.

Dermed ikke sagt at det er tidsspilde at læse. Der er gode tanker, blandt andet i venindens historie, og Bjørns cykelfanatisme, og netop historierne om de andre voksne mennesker er udmærkede. De to unges fortællinger virke mindre godt; hvor de voksnes fortællinger er realistiske, virker de unges mere som en persons forestilling om hvordan unge mennesker er. Resultatet bliver, at alle deres problemer i sidste ende føles uvedkommende. Dette er ret ærgerligt, når man tager i betragtning hvorledes JG vælger at afslutte romanen.

Min sidste bemærkning går på romanens længde. Jeg kan rigtigt godt lide travehastigheden, der er lagt. JG bruger tid på at fortælle handlingen, lade den glide ganske organisk. Som læser gør det, at man selv sætter farten lidt ned og lader sig føre med. Dette ophører brat i de sidste tyve sider, der virker ekstremt hurtige. Alting afvikles i et vanvittigt tempo, og efterlader denne læser lidt undrende. Det ville have klædt romanen at føre sig selv lige så roligt og sikkert i mål, som den har gjort resten af vejen. Jeg tror ikke det havde været nødvendigt med mere end 20 sider til.

Jeg synes SH er en udmærket bog, der lige mangler det sidste for at være god. Mine ankepunkter kan læses ovenfor. Samtidig vil jeg sige, at den ikke er spild af tid at læse, da den giver et bevægende billede af en kvinde, der ikke helt ved hvad hun skal, eller om hun overhovedet skal noget længere. Målgruppen er de voksne, måske endog modne læsere. Yngre læsere vil næppe kunne spejle sig i fortællingen.

Anmeldt af A.Silvestri.

Loop de loop

81334b7f-2e28-4661-9969-470c9b155b8cForfatter: Gry Pil Lund Ranfelt

Forlag: Egolibris

ISBN10: 8793091214

Format: Hæftet, Roman, 415 sider

Tidsfangen (herefter T) er forfatteren Gry Pil Lund Ranfelts (herefter GR) debutroman. Der er uden mindste tvivl tale om en ungdomsroman eller en YA, som det er blevet populært at kalde det, og genremæssigt bevæger vi os flere steder. Jeg vælger dog at kalde den en realistisk fortælling med fantastiske elementer, da den hverken lever op til fantasy eller science fictions genredefinitioner.

Efter at have læst bogen to gange, var jeg splittet. For hvad skulle der siges? Derfor har jeg valgt at dele anmeldelsen op i to – som blev bogen set gennem en 15-18-årig piges (M/K) øjne og som blev den set gennem en 37-årig mands øjne.  Det giver to forskellige anmeldelser, der begge har berettigelse.  Advarsel – især den gamle mands anmeldelse vil inkludere spoilers.

Fra bagsiden:

Beskrivelse: Louises far dør, da hun er elleve, og selv kommer hun aldrig ind på den designskole, som har været hendes livsdrøm, så længe hun kan huske. Men da Louise er toogtyve, oplever hun, at verden fortsætter uden hende, og med ét står hun tilbage i sin elleveårige krop. Hun føler, at hun har fået chancen for at gøre det hele rigtigt; for at redde sin far og realisere sine ambitioner. Men hvad, hvis det sker igen? Og igen? Og igen?I “Tidsfangen” møder vi første gang Louise i hendes femte loop; femte gang, hun gennemlever sit eget liv fra elleveårsalderen til sit toogtyvende år. Fanget i tiden leder hun efter en vej ud, og hun er efterhånden villig til at gøre hvad som helst.Gennem sin jagt på en mening med tilværelse i endeløs gentagelse, møder Louise blandt andre hotelreceptionisten Raj, stofmisbrugeren Marie – og forretningsmanden Todd, der også selv viser sig at være tidsfange. Louises ord og handlinger er ikke altid lige hensynsfulde, og de har ikke kun indflydelse på hendes omgivelser; det påvirker også Louise selv, når hendes medmennesker handler ud fra hendes trin og fejltrin. Og med Todd er der ingen mulighed for at starte forfra.”Tidsfangen” er en psykologisk spændingsroman om tilværelsens ulidelige konsekvensløshed og menneskers søgen efter holdepunkter og ægte relationer. Det er en fortælling om jagten på frihed – også når det indebærer friheden fra ens eget liv.

Først anmeldelsen fra den 15-18-årige:

Tidsfangen var en bog, der meget hurtigt fangede mig. Jeg var lidt skeptisk til at begynde med, da jeg tænkte at det lød lidt mærkeligt det med at kunne fare rundt i tiden, men der gik ikke lang tid før jeg ikke kunne slippe bogen igen. GR skriver fantastisk flydende og der var ikke på noget tidspunkt at jeg kedede mig undervejs. Især var det rigig spændende den måde hun stillede Louises (hovedpersonens) forskellige livsvalg op på. Både det med at hun hele tiden prøver at redde alle mulige andre end sig selv, men også den del med at hun lige så tit opgiver, fordi det kan virke som en umulig opgave. Der var lidt stavefejl hist og her, men det gjorde ikke sådan at man holdt op med at læse.

Jeg kunne rigtig godt lide den måde GR beskrev hovedpersonen på og hun stod meget klart for mig, når jeg lukkede øjnene. Det var også rigtig godt den måde der var skrevet omkring Århus, for selv om jeg kun har besøgt byen, kunne jeg stadig genkende de mange steder. Ud fra det hun vidste om byen, regner jeg med at GR selv kommer derfra. Jeg kunne også godt lide Louises veninde Marie, der også var med meget af tiden og det gav en god balance i forhold til Louise, der var vokset op i et godt hjem, at have en figur som Maria, der ikke havde haft det så godt. En tredje person, Louises bror Lett, vil jeg også nævne her.  Han var nok den person, der ændrede mest personlighed i de forskellige loops, og det var spændende at følge hvilken drejning han havde taget, når bogen startede på et nyt loop. Jeg synes også det var interessant at GR gjorde sådan at flere af personerne ikke bare var gode eller onde, men var begge dele, for sådan er mennesker.  De har både gode og mindre gode karaktertræk.

Det var forfriskende at GR blandede så mange genrer. Der var både en kærlighedshistorie (med en indisk fyr ved navn Raj), en actionhistorie (med en bombe) og næsten en detektivhistorie, hvor Louise sammen med Todd (en anden tidsfange) prøvede at finde ud af hvorfor de var fanget i tiden og om der var en måde, de kunne komme ud på.

Hvis jeg skal sige noget, jeg ikke så godt kunne li’, var det at der var rigtig mange personer med, og jeg synes det var svært altid at huske hvem der var hvem – mest når man lige hørte noget om en person, man ikke havde hørt noget om i over 200 sider. Og selvom historien var spændende til sidst, synes jeg også den blev lidt rodet. Det virkede lidt som om det hele skule passe sammen meget hurtigt og det tabte mig lidt. Det ændrer dog ikke på at det er en god bog, og  at jeg vil gerne anbefale den til andre.

Så den 37-årig mands anmeldelse:

Det første der slog mig, da jeg begyndte at læse Tidsfangen, var at der var ingen tvivl om at GR kunne skrive. Sætningerne flød frit, billedsproget var udmærket og der var forsvindende få fejl til at skæmme indtrykket. Både hendes person- og stedbeskrivelser var lige i øjet og det var ikke svært at se personerne for sig, hovedpersonen dog noget lettere end resten.  Sproget holdt sig flydende og godt hele vejen igennem, og for det skal GR have ros.

Hovedpersonen (Louise) er fanget i et tidsloop, der ligger fra 2002 til 2012 – fra hun er 11 til hun er 21. Hver gang hun når en bestemt dag i sit enogtyvende leveår, vågner hun atter op i sin 11-årige krop. Historien spreder sig over seks loops, hvor størstedelen af bogen koncentrerer sig om det fjerde loop.

Desværre, efterhånden som jeg rykkede længere ind i bogen, begyndte historiens personer at vakle. Et konkret eksempel er Louises veninde Maria, der i loop 3 er narkoman, stik-narkoman vel at mærke. Allerede i loop 3’s 2005 har hun stikmærker på armene, men er stadig superlækker i 2012. Jeg har sjældent hørt om stiknarkomaner, der holder sig attråværdige på den måde. I loop 4, hvor hun også er narkoman, har hun et job på McDonalds ved siden af at være luder. Det sætter også min logiske sans på overarbejde og gør at jeg finder Maria-figuren meget tvivlsom. At hun ydermere kan kaste med knive uden en ordentlig og grundig forklaring, (og for det meste har de knive på sig) virker som noget der er taget ud af amerikansk action-film.  Det passer ikke på en stiknarkoman fra Århus.

Et andet eksempel er at en figur, der er alfa og omega i forhold til bogens slutning først bliver præsenteret da der er mindre end 20% af bogen tilbage.

Et tredje eksempel er Louise, der gang på gang blev beskrevet af romanens andre personer som kølig og velovervejet, som en person der ikke var i sine følelsers vold – men det er hvad hun netop er. Halvdelen af tiden opfører hun sig irrationelt og følelsesbetonet, den anden halvdel af tiden bliver hun meget forhippet på en af historiens delhistorier. Netop Louise synes jeg både er historiens bedste figur og den der er de største problemer med. GR er eminent til at beskrive tanker og følelser i den unge Louise, men det begynder at knibe jo flere loops der kommer til. Louise glemmer nemlig ikke de tidligere loops, og det vil sige at hun, når det kommer til modenhed, er meget ældre end sin fysiske krop.  De tanker og reaktioner Louise har, selv så langt som oppe i femte loop (da hendes psyke er i halvfjerdserne) virker underligt ufærdige og uigennemtænkte. F.eks. er hun fuldkommen skudt med mode nonstop, selv om hun i et loop får lov til at lege med de store, og altså fra nu af ved hvordan moden udarter sig. Med andre ord føles det ikke som læser som om Louise får nogen som helst livserfaring.

Delhistorier. GR vil rigtig mange forskellige ting med T. Der skal fortælles en historie om at forsumpe, en om kærlighed, en om en slags superhelt, en om en pige der danser på grænsen af vanvid, en om de dårlige vilkår i den tredje verden, en om det århusianske narkomiljø, en om modeverdenen og en om tolerance. Jeg var oprigtigt imponeret af hvor længe det lykkedes GR at holde tungen lige i munden, når det kom til at holde balance og regnskab med tingene. Desværre måtte det falde, og som jeg ser T,  glider de sidste 100 sider ud i et forsøg på at slå en knude på samtlige tråde. Det minder om en forhastet film. Jeg tænker det ville have klædt bogen at skære ned på et par af de mange underplots og så enten være blevet delt i to, eller have føjet 100 sider til.

Jeg har gemt min største anke til sidst, og som stor fortaler for og læser af science fiction, var det nok den der gjorde mest ondt på mig. For hvordan hænger det sammen med at gå tilbage i tiden? Ifølge GR sker det bare. Louise bliver bragt tilbage til 2002 og må starte forfra. Efterhånden som historien udvikler sig, finder man ud af at der er andre tidsfanger – nogen, der starter efter 2002, men også nogen der starter før! Det vil sige at bogens interne logik siger, at når Louise dør/sendes tilbage, lander hun i et alternativt 2002 – altså en anden dimension. Hvordan kan jeg vide det? Fordi den verden hun kommer tilbage til er ikke den samme som hun huskede. Det er beskrevet flere steder at ting har ændret sig.

GR nævner kort sommerfugleeffekten, men den opfører sig meget mærkeligt i Ts univers. Det virker som om det kun er nogle gange at noget bliver ændret. Verden virker mere eller mindre centreret om Louise, der er den eneste, der kan påvirke verden. Men det passer igen ikke, som før nævnt, da verden også af og til ændrer sig omkring hende. Og det er her den interne logik knækker fuldkommen.

HVIS Louise vender tilbage til et univers i 2002, hvor der allerede er vendt en anden tidsfange tilbage til, har denne anden tidsfange ændret hvad der sker, og med sommerfugleeffekten i mente, dermed også ændret samtlige ting i det univers. Chancen for at Louise kan vende tilbage til det eksakt samme punkt er derfor tvivlsom, da det punkt nok ikke findes. Som om det ikke var nok, lader det til at menneskeheden altid har haft tidsfanger – prøv at forestil jer 50.000 års anderledes påvirkning af hændelser. Det ville næppe være den samme verden.

Desværre forsøger GR ikke at forklare hvorfor nogle mennesker bliver tidsfanger – faktisk affærdiger hun det på omkring en halv side, der nogenlunde kan koges ned til denne sætning: Det sker bare, ingen ved hvorfor. Et ærgerligt antiklimaks.

Der er absolut ingen tvivl om at GR har fået en fantastisk ide med historien i Tidsfangen. Det er en vild tanke at mennesker bliver sat tilbage, og så bare må leve de samme år igennem igen og igen. Hun griber det også helt rigtigt an ved at lade Louise tage flere veje, prøve sig selv af og også gøre ting hun fortryder. Du har allerede læst mine ankepunkter, så dem vil jeg ikke gentage. Hvad jeg derimod vil gentage er at GR er dygtig til at skrive og jeg håber at der kommer meget mere fra hendes hånd. Jeg kan ikke forestille mig at hun ikke bliver ved og af et første forsøg er Tidsfangen en ganske habil bog.

Du kan læse mere om forfatteren på hendes blog: http://authorgry.com/books/

Anmeldt af A.Silvestri

En halv fantasy

9788793204553Forfatter: C.J. Plougfelt

Forlag: Mellemgaard

ISBN: 978-87-93204-55-3

Format: Hæftet, Roman, 375 sider

Lige siden starten af halvfemserne, har fantasygenren været ekstremt populær, ikke mindst blandt børn og unge. Af de fantastiske genrer (fantasy, horror, science fiction) er det også klart den af de tre, der både udkommer mest af og som generelt bliver modtaget bedst. Dette kan være et tveægget sværd. Positivt fordi læseren ikke skal bruge lang tid på at sætte sig ind i tanken om  en eventyrlig og fantastisk verden. Negativt fordi det er meget svært at genopfinde eller revolutionere genren,  da der er så meget at sammenligne med.

Søstrene fra Ravdos (herefter SR) er forfatteren C.J. Plougfelts (herefter CJ) debut, og den er udkommet på forlaget Mellemgaard.

Fra bagsiden:

“Kan en lejemorder, der elsker at dræbe, være god? Eller er hun blot et monster?

Kan en ridder gå imod alt, hvad hun tror på? Og stadig sige, at hun gør det, der er bedst for landet?

Så mange ting er halve i Erikas og Dinas liv, de er halvelvere, halvsæstre. De har helt forskellige mål i livet, og det fører dem i vidt forskellige retninger. I håb om at finde deres rette plads glider de fra hinanden. Men i et land som Ravdos, der er styret af racisme og grådighed, er der ikke plads til to slumrotter. Så med deres ledsagere, piraten Cassi og magikeren Tobias, slår de sig sammen for at skabe et nyt og bedre Ravdos, hvor der er plads til dem alle.”

Noget af det første man lægger mærke til, når man læser SR er, at forfatteren helt sikkert selv har læst en masse fantasy. Den middelalderlige stemning, komplet med det lagdelte samfund, bliver lynhurtigt introduceret og så sætter selve historien ellers i gang. I store træk handler historien om de to halvelversøstre Erika og Dina, der starter helt nede på samfundets bund, hvor de ernærer sig ved smårapserier og undervejs skilles deres veje, da den ene ønsker et mere retskaffent liv, og den anden er mere optændt af tanken om aldrig at være fattig igen. Så langt, så godt. Der er dog smidt en ekstra krølle på historien ind, da halvelvere hverken er vellidte af mennesker eller elvere.  Historien er krydret med pirater, lidt sex og magi, alt sammen ting, der bliver vigtige for handlingen.

CJ lægger godt ud og viser også, især i de første kapitler, at hun har et udmærket sprog og nogle finurlige metaforer. Især er hendes figurtegninger gode, og der er ingen problemer med at forestille sig, hvordan romanens hovedpersoner ser ud. Ligeledes forstår hun at tilføje historien nogle humoristiske elementer, der er med til at holde læseren til ilden. Desværre glider meget af det spændende sprog ud efterhånden som plottets fremdrift taget førerposition, og det optræder kun med lange mellemrum. Det er dog godt, når det er der. Ligeledes er det let, som læser, at se CJs egen entusiasme omkring historien. Tempoet er hæsblæsende og man må hellere surre sig fast for at følge med.

Hvor CJ er god til de vigtige personer, har hun desværre meget store problemer med sin verdensbygning.  I indledningen snakkes der om tre racer – mennesker, dværge og elvere. Allerede fra første færd får man som læser at vide, at både mennesker og elvere hader halvelvere … men det gør de bare ikke rigtig. Der bliver sagt “forbandede halvelver” et par gange af mennesker, men det er også alt. Elverne findes nærmest ikke i CJs verden som andet end lidt kulisse, og de få elvere man møder (blandt andet hovedpersonernes mor) opfører sig fuldkommen som mennesker.  Først i den sidste tredjedel af bogen bliver dværge introduceret … og den ene person opfører sig også fuldkommen som et menneske. Det føles desværre lidt fattigt, som læser, ikke at kunne mærke forskel. Derimod er der en race ved navn løvkatta, der er et stort kattefolk. De er slet ikke nævnt i indledningen, og dukker op ud af det blå, hvilket også er underligt. Til gengæld er de en smule anderledes end mennesker, men stadig ikke meget. Undervejs er der beskrivelser af både magikertræning og ridderoplæring, og disse skoler virker meget nødtørftigt skruet sammen. Hvor jeg ingen problemer havde med at se CJs figurer for mig, var det meget sværere med de steder, hvor romanen udspillede sig.

CJ vil rigtig meget på de 375 sider, og selv om bogen er sat i størrelse 10 (11?), føles handlingen meget forceret og hurtig. Der springes konstant fra sted til sted, fra tid til tid. Inden for et enkelt kapitel kan der i romantid gå op til et halvt år. Inden for et kapitel hører man det første om en figurs sygdom, og otte sider senere er figuren død. Der er simpelthen alt for meget handling til en enkelt bog.  Fra bogen starter til den slutter er der gået syv år. På trods af den enorme handling, kører romanen også en del skæv på formidlingen af denne. Som læser får du oftest endelige sandheder at vide om figurerne, såsom “X er sådan og sådan”, “Y havde vundet deres tillid” og lignende.  Det ville have været bedre om CJ i stedet for havde ladet læseren opleve selv og danne sin egen mening.  Denne anke falder ind under “Show, don’t tell”-skolen, et godt værktøj til enhver forfatter.

Både i romanens forord og på CJ’s side hos Mellemgaard, bliver vi præsenteret for det faktum, at CJ er ordblind. Dette bærer teksten dog ikke præg af overhovedet. Det gør den dog af andre tekniske problemer. Først og fremmest er tegnsætningen til tider decideret forvirrende. Der bruges kommaer i ekstremt mål, og ofte i stedet for punktummer.  Eks.: “Jeg vil gerne vide, hvor langt du er nået med din skrivning, så skriv et standardbrev, hvor du anmoder om forstærkning til en opgave, du er på, hvilken opgave er ligegyldig.” (side 71). Sætninger som eksemplet findes overalt. Et andet sprogligt element, der optræder hyppigt, er danglish. Altså engelske udtryk direkte oversat til dansk. Eks.: “Det er det.” = “That’s it.” og “De giver dig en hård tid.”. Disse elementer er med til at sænke læsbarheden og irriterer øjet.

Men er det så en dårlig bog? Nej, det er det ikke. Det er en udmærket fantasy-roman for unge, der dog også bærer præg af forfatterens alder. Dog var jeg lidt ærgerlig, da jeg havde læst SR til ende. For det var er roman, der kunne have været rigtig god, hvis den havde været i en redaktørs (og korrekturlæsers) kyndige hænder. Mange af CJs ideer er gode, som allerede nævnt er sproget udmærket og hovedpersonerne sidder lige i skabet og derfor er det så meget mere ærgerligt, at slutproduktet er skæmmet af ting, der kunne være undgået.

C.J. Plougfelt er født i 1988 og bor på Sydsjælland. Læs mere på hendes profil på fyldepennen.dk.

Anmeldt af A.Silvestri.

Thor i en supernova

Skrymers-handske-af-Per-Holbo-185x300Forfatter: Per Holbo
Forlag: HolboHistorier
ISBN: 978-87-92899-05-7
Format: Hæftet, Roman, 218 sider

Det er et særsyn af format, når en science fiction-roman dumper ind ad ens brevsprække. Genren har det ikke så let i Danmark, og selv når den trives, er det for det meste i novelleform. Derfor var det med blandede følelser, at jeg gav mig i kast med Per Holbos (herefter PH) Skrymers Handske (herefter SH).

Bogen er udgivet på Per Holbos eget forlag HolboHistorier, og efter hvad jeg har kunnet finde ud af, er det hans første større udgivelse. Tidligere har han udgivet en række mindre historier, primært som e-bøger. Han har ligeledes, som e-bog, udgivet en e-bog om at udgive e-bøger.

Forlaget skriver:

Dansk Science Fiction til teenagere!

Der er krig i Mælkevejen. Alliancen mellem Aser og Vaner kæmper for at bremse Jætterne, som med en uhørt brutalitet besætter planeter overalt i galaksen og undertrykker hele solsystemer. Jætterne er i massivt overtal, så Alliancens eneste styrke er deres teknologiske overlegenhed.
For at bevare denne fordel, må Alliancen hele tiden udvikle ny teknologi og som en del af det er Fyrkat-ekspeditionen ledet af Thor blevet sendt til Jorden for at eksperimentere med Ormehulsteknologi. Da Jætterne angriber Fyrkat-ekspeditionen og bortfører menneskebørnene Tjalfe og Røskva, må Thor og hans kampfæller tage affære. Det bringer dem til Skrymers Handske, en klynge af sorte huller, hvor en sindssyg redningsaktion sættes i værk. Udfordringen bliver kun sværere af, at der er en forræder blandt dem og Thor må se i øjnene, at det kan være hans ven og soldaterkammerat Loke.

Kan Thor nå at redde Tjalfe og Røskva, inden Jætterne slår dem ihjel og hvem kan han i sidste ende regne med, når det gælder?

Når man læser teksten, kan man ikke lade være med at se visse træk fra Star Wars, såsom Alliancen, og inden for science fiction tilhører romanen også undergenren space opera, med visse forbehold . Der hvor PH virkelig forsøger sig med noget stort, er i anvendelsen af de nordiske guder. Han prøver at bygge en historie op, der trækker på de gamle fortællinger, men sætter dem ind i en ny kontekst. Som udgangspunkt har han valgt at anvende fortællingen om Skrymers handske, og krydre den med elementer fra mange af de andre historier. PH anvender mange udtryk, der hører til i science fiction – ord som ormehuller, æongeværer, gravitionsfelter og så videre – er kastet ind i bogen med lind hånd. Det er dog så langt fra, at han altid anvender dem korrekt. Men umiddelbart er mange af delene til en udmærket historie til stede. Desværre falder den meget hurtigt sammen i sin udførsel.

Sproget er meget forklarende og gentagende, hele vejen igennem bogen. Ligeledes sidder man ofte som læser og undrer sig over hvorfor PH ikke har valgt at beholde “gudernes” karaktertræk. F.eks. er Thor en videnskabsmand med speciale? i rum/tid? og slet ikke den aggressive og lidt dumme fyr vi alle kender fra historierne. Loke er ikke ondskabsfuld, Freja er ikke sexet, Balder er ikke mild og venlig og Odin er ikke konsekvent. Her synes jeg at PH har gjort i nælderne, da det netop ville være perfekt allerede at anvende de arketyper, legenderne har foræret ham. Undervejs er der også rigtig mange punkter, hvor man som læser trækker på brynene. F.eks. er der et rumskib, der skydes ned. I det rumskib er der masser af fed teknologi, men alligevel forlader to af “guderne” det bare – og det på trods af at de har sværget at holde deres teknologi hemmelig. Et andet eksempel er, at der findes en masse racer – Aserne, Vanerne og Jætterne – men de ligner alle sammen hinanden. Intet adskiller dem fra mennesker, andet end at “jætterne er større”. Denne mangel på diversitet gør at det hele virker meget ens.

Anvendelsen af billedsprog i SH er meget begrænset og når det anvendes, er det ofte med til at fjerne tanken om at man er på et eventyr langt ude i rummet. Inden for de fantastiske genrer, er en af de vigtigste ting at mestre, evnen til suspension of disbelief, eller på dansk: Evnen til at få læseren til at glemme at han/hun læser og i stedet får ham/hende til at acceptere den fantastiske verdens regler. Det lader sig meget sjældent gøre i SH. Kampene mellem Aser og Jætter (på landjorden) minder om noget fra middelalderen, forhørene er som taget ud af amerikanske serier og alle rumscenerne får en til at tænke på den slags rum-teknologi, vi har i dag – ikke en, en meget mere avanceret race ville have. Aserne bruger engelsk slang, Jætterne bruger faste udtryk. En af de helt store scener i bogen, hvor Aserne skal forsøge at komme ind i midten af Skrymers handske, virker som en tour de force gennem pseudo-videnskab. Der var ikke på noget tidspunkt at jeg virkelig følte mig hensat til en anden tid – og det synes jeg er rigtig ærgerligt. Når det kommer til opsætningen af bogen, er det et udmærket stykke arbejde. Til næste gang vil jeg dog råde PH til at lave en linjes afstand fra kapitlets titel til brødteksten og ikke lægge tryk på et ord ved at understrege det med en fed, sort streg. Det generer øjet.

Bogen er til teenagere, og de første ti sider er PH så venlig at give os fodnoter, der forklarer de vanskelige ting. Det fungerer godt, og er med til at etablere en stemning. Det holder han så fuldkommen op med, og det efterlader læseren i et mærkeligt limbo. Hvorfor skal vi f.eks. have forklaret, at man i vikingetiden delte hus med sine husdyr, men ikke få så meget som en rudimentær lektion i hvad et ormehul egentlig er? På den måde tror jeg at PH rammer forbi sin målgruppe, da de ganske enkelt ikke aner hvad han snakker om meget af tiden. Samtidig tror jeg også, at PH rammer forbi sin målgruppe i den anden retning. Bogen er lidt for langsom og når det kommer til sproget, der ikke er nuanceret og fascinerende nok til at fastholde opmærksomheden hos den gennemsnitlige teenager.

Opsummering: Jeg synes at PH virkelig rammer forbi målet med SH. De problemer jeg har nævnt er kun en brøkdel af hvad der er i bogen. Den bærer desuden præg af ikke at have været korrekturlæst ordentligt, hvilket er alfa og omega for selvudgivere, da det oftest er det, de bliver slået i hovedet med. Jeg har ikke læst PHs noveller, men jeg tror det vil være klogt for ham at forsøge sig noget mere med en kortere form, inden han går ombord i romanen igen. Jeg er desuden oprigtig øv over at jeg ikke har bedre at sige – Danmark har brug for science fiction!

Per Holbo er født i 1973 og bor i Rask Mølle. I øjeblikket arbejder han på opfølgeren til SH, der kommer til at hedde Legenden om Hjarnø. Følg med på hans blog.

Anmeldt af A.Silvestri
(Bogen er oprindeligt anmeldt i April på vores gamle side.)

Kunsten at navigere i sig selv

antifaust-forside1 Forfatter: M. Pontoppidan

Forlag: Refiktion og Debat

ISBN: 9788799440009

Format: Hæftet, Roman, 187 sider

For efterhånden alt for længe siden modtog jeg M. Pontoppidans (MP) bog Antifaust til anmeldelse. Nu hvor året går på hæld, har jeg endelig fundet et hul i tiden til at give den en ordentlig behandling.

Bogen er udgivet på M. Pontoppidans eget forlag, Refiktion og Debat, der ifølge forfatteren selv sætter fokus på reflektion frem for en klassisk handlingstråd. Det er Antifaust et udmærket eksempel på.  Meget af bogen rækker bagud i tiden, både den historiske og den personlige, og kræver af sin læser, at denne en gang i mellem stikker en finger ind mellem siderne og reflekterer over, hvad det lige er der er blevet læst.  Men inden jeg går videre, vil jeg kort fortælle hvem Faust egentlig er.

I al sin enkelhed handler Goethes Faust (som er den jeg vil tage udgangspunkt i, selv om historien oprindeligt er noget ældre) om en mand, der sælger sin sjæl til Djævelen, hvis denne til gengæld vil tjene Faust i en række år. En kontrakt underskrives med blod. I nogle af fortællingerne trækkes Faust i helvede til sidst, i andre får han lov til at beholde sin sjæl. Værket er en allegori over den menneskelige stræben og utilfredshed, og (som jeg ser det) et billede på hvad mennesket vil gøre for at slippe for det det er. Et værk om Antifaust burde så (logisk set) handle om det modsatte, men det mener jeg ikke er tilfældet her. Jeg tænker at den handler om det samme – fra en anden indgangsvinkel.

I Antifaust møder vi protagonisten, der læser magi på universitetet Continue reading

Kørt lidt af sporet

Forfattere: Jakob Pugflod Nielsen, Rolf Ljungberg, Kim Bruun Rosenmay, Christian Tanghøj, Claus Witt

Forlag: Æter

ISBN: 978-87-993568-0-5

Format: Hæfte, noveller, 42 sider

For en del måneder siden modtog jeg noget ganske specielt med posten. Normalt når selvudgiverlitteratur skal anmeldes, modtager man en bog. Men ikke denne gang. I stedet for modtog jeg et hæfte med titlen Sabotage. Ifølge forlaget er Sabotage et konceptprojekt, og ud af det er der kommet fem noveller skrevet af lige så mange forfattere. Som udgangspunkt fik forfatterne en overordnet beskrivelse af en begivenhed samt en simpel tidslinje. Omdrejningspunktet var en sabotagehandling udført af den franske modstandsbevægelse under anden verdenskrig. De fem noveller er meget forskellige, men for at være fair over for alle, vil jeg tage dem en for en. Continue reading

Uden for tiden

DeUnderjordiske-206x300Forfatter: Thomas Strømsholt

Forlag: H.Harksen Productions

ISBN: 78-87-991767-6-2 (hardcover), 978-87-991767-3-1 (paperback)

Format: Hardback, noveller, 186 sider

Thomas Strømsholt (TS) er en mand, der gennem mange år har stukket ansigtet frem i diverse     antologier og blade. Han skriver for det meste horror, men tager også ofte ture over i science fiction. På grund af hans prominente tilstedeværelse i antologier, kom det derfor heller ikke som nogen overraskelse, da han fik sin egen samling på gaden. Den bærer navnet De underjordiske (DU), og den titel må siges at være passende.

DU består af nitten noveller af varierende længde. Dog er det sjældent at de individuelle fortællinger fylder mere end ti sider. Genren er klar horror, med den største undtagelse værende historien Heksen, der er mere socialrealisme. Netop denne historie skiller sig meget ud fra de andre. Det vender jeg tilbage til senere. Når jeg vælger genrebetegnelsen horror, tænker jeg på nogle af de tidlige eksempler på genren. For i TS’ fortællinger er der sjældent overdreven vold, der er ingen vanvittige mordere på strejf efter næste fix eller hob på hob af fantastiske væsner.

Den gotiske horror står for mange danskere lig med de engelske spøgelseshistorier. En snigende uhygge, en kold hånd, gardinet der blafrer i en umulig vind Continue reading

Verden set gennem glas

Forfatter: Brian P. Ørnbøl

Forlag: Dark Lights

Titel: Himmelhotellerne, noveller

ISBN: 978-87-992700-8-8

Format: 95 sider

Det er en ældre sag, der denne gang er gået gennem mine øjne. Det handler om Brian P. Ørnbøls (BØ) novellesamling Himmelhotellerne (HH) fra 2009, og siden da har han udgivet to digtsamlinger. Men som alle ved kender litteratur ingen tid, så uden yderligere introduktion stryger jeg direkte videre til selve anmeldelsen.

Himmelhotellerne består af ni noveller, der alle er mellem fire og 10-11 sider. Hver novelle introduceres gennem en tegning, begået af Christian Juul Yssing, hvis streg er ganske atypisk og kantet. Genren kan mest betegnes som socialrealisme, skjult under et slør af fantastik. Eller måske er det slet ikke så skjult igen. I enkelte noveller tager BØ dog også læseren godt ved næsen, og drejer genrerne, så novellen bliver fantastik under et realistisk lag fernis.

BØ har sin litterære oprindelse i det lyriske, og det skinner meget igennem i hans noveller. Gang på gang fletter sproget sig sammen i uventede mønstre, der Continue reading