Kategoriarkiv: CD

Hjernen streamer kun

Hvad? Tusmørkets Censur, spoken word album

Hvem? Af Claus Høxbroe (tekst) og Oscar Gilbert (musik) samt adskillede øvrige musikere.

Hvornår? Udkommer d. 25. November 2015 på Exlibris

Vi skulle lige lytte os ind på hinanden, mig og Tusmørkets Censur, før jeg for alvor blev glad for det album Claus Høxbroe og Oscar Gilbert her præsenterer. Men da vi fik gjort det, var det også perfekt at stå og lytte til mens den første sne kom væltende.

For ordene og musikken kommer væltende ud af højtalerne med fortællinger om personlige nedture, mistanker om mord og fortrydelser. Det er opløftende hvor godt det her faktisk fungerer på trods af at teksterne, specielt på de første numre, kan virke som én lang nedtur.
Jeg bliver også mindet om det Dan Túrell vi blev sat til at høre i folkeskolen, selvom stemningen her er noget anderledes. Høxbroe har en meget roligere diktion og teksternes indhold er på mange måder en helt anden så man kan på ingen måde sætte lighedstegn mellem ham og Túrell.

I denne streamingens tidsalder er det ikke ofte jeg sætter en CD på anlægget længere. I stedet går jeg rundt med smartphonen i snor til ørerne. Så når det nu skal være (og det skal det jo) er det lækkert at CD’en kommer med en booklet på 28 sider hvor de fleste af digtene også kan læses. Enkelte af kompositionerne er rene improvisationer og derfor selvfølgeligt uden tekst. Det er dog ikke for booklettens skyld man skal købe pladen, for de fleste af digtene er altså udkommet på tryk før.

Det sagt skal man ikke tro, at musikken bare er baggrundsstøj. Ordene og musikken får lige meget plads. Musikken understøtter fortællingerne godt og Høxbroe læner også hans oplæsning og improvisation op ad musikken uden at stjæle al opmærksomheden. Der opnåes altså en ret god forening mellem musik og ord. I nummeret “Hjernen Streamer Kun” er musikken, som eksempel, ret dissonant mens Høxbroe læser:

“Klokken er brandert
hjernen streamer kun
du siger vi har mødt hinanden før
jeg klamrer mig til dine funklende øjne
din måde at se mig på”

Det er helt klart lykkedes for Høxbroe og Gilbert at ramme den nerve de også i pressemeddelelsen fortæller at de jager.
For at ramme den nerve har de også improviseret 4 af de 12 numre, mens Gilbert har udvalgt de resterende 8 fra resten af Høxbroes forfatterskab.

Numrene fungerer bedst når Claus Høxbroe har gang i en fremadskridende fortælling der kan udvikle sig sammen med musikken. Der fungerer det til gengæld også supergodt. Ikke at de andre numre er ringe, albummet er helstøbt og selv de mindst gode numre har meget at byde på.
Dette er et album der vil høres og kræver at blive hørt. Det er ikke noget man lige lytter sig hurtigt igennem mens man jagter gennem byen på cyklen, men noget man sætter sig ned, slukker for apparaterne og lytter til, føler sig igennem.


Er man blevet bidt kan man købe billet til releasefest fredag d. 25. på Billetto.dk

En jazzet cruisetur gennem København

Lobbyarbejde coverDen 30 april udkommer pladen “Lobbyarbejde”, der er resultatet af et samarbejde mellem beatpoeten Claus Høxbroe og rapperen Stik Op, der også går under det borgerlige navn Jakob Haahr-Petersen.

Og selv om titlen “Lobbyarbejde” (der jo ellers normalt betyder noget andet) sigter til de mange hotellobbyer, man som kunstner på turné får at opleve, så kredser tekstuniverset især om byen, der naturligvis er synonym med København.

At lytte til albummet fra ende til anden – eller for den sags skyld til numrene på kryds og tværs – kan føles som en cruisetur i en behagelig bil gennem Hovedstaden. Man glider gennem kendte og ukendte gader, man har god tid til at se sig omkring og hilse på, og man er betydningsfuld, dér i sin øse med jazz og ord i ørerne og vennerne ved sin side.

I nummeret “Ordregn” beskrives det, hvordan ordene glider ned over papiret som regn over en rude, og den glidende fornemmelse beskriver i det hele taget pladen godt. Musikken og ordene går op i en højere enhed, resultatet er smooth og gribende.

Nogle gange bliver cruiseturen i selskab med de to, der har kendt hinanden siden opvæksten i samme forstad, så rolig, at man næsten får lyst til at falde i søvn på bagsædet på bagsædet og glide ind i smukke drømme, men “næsten” er nøgleordet, for samtidig ønsker man at holde sig vågen for at kunne lytte til alle detaljerne, der overraskes med løbende, både sprogligt og musikalsk.

Selv kalder Høxbroe og Stik Op samarbejdet for “rapbeatpoesi”, og det giver naturligvis mening, når en rapper og en beatpoet slår de kunstneriske pjalter sammen, men med udtrykkes glemmes musikken lidt, og det er ærgerligt. Jeg siger ikke, at ordene ikke kunne fungere i sig selv, men den cool og jazzede musikalske underlægning sætter det afgørende touch på værket.

Lobbyarbejde er produceret af Daniel Kolind, Hasse Møller og Adam Ashtiani.

Claus Høxbroe har siden 2006 udgivet 7 digtsamlinger og læst op mere end 1000 gange. Han har levet et år som hjemløs og har modtaget flere priser for sit kunstneriske virke.

Stik Op har medvirket på over 20 albums og er blandt andet kendt for samarbejdet med Jokeren på undergrundshittet “Kbh.dk”, der sampler SODS-nummeret “Copenhagen”.

Lobbyarbejde udkommer på Target Records og fås både som fysisk CD og som download/stream.

Overdrive & ordstrøm

Titel: Manifold versus Heine Lorenzen – Metallisk finkultur møder lyrisk neorindalisme
Forfatter: Heine Lorenzen
Musik: Manifold
Forlag: Egenproduktion
Format: CD
Mix & omslag: Ole Bundgaard

MUSIK-LINK

Ideen om at sætte musik til digte – eller omvendt – er ikke ny. Det er dog første gang jeg personligt med denne CD, bliver præsenteret for blandingen af metal og lyrik. I tidligere tider, lyttede jeg en del til speed- og døds-metal, growlende grupper, og det var derfor med spænding jeg satte CDen i afspilleren.

Manifold vs. Heine er et spændende eksperiment, der langt hen af vejen, er værd at lytte til – og det skal siges at den vinder ved flere gennemlytninger. Continue reading

Man bør altid være beruset

mikkegroenKunstner:          Mikkel Grøn vs. Eye Fix

 Titel:                  Ord ligner ikke noget

 Spilletid:            14 minutter, 1 sekund.

 

En lille observation: Flere og flere nymodens digtsamlinger kan erhverves med en lille sølvskive i inderflappen. Det er sikkert i et forsøg på at nå ud over tærsklen, at mange digtere benytter sig af lydmedier i forbindelse med deres udgivelser. Hvad det er for en tærskel og hvad publikum der ligger på den anden side anden side af den veltærede metaforiske forhindring, er nok sværere at sige. Mikkel Grøn forsøger sig med denne selvstændige sag, og det spænder ikke uspændende af, hvis de vil tillade en sådan én. Continue reading

Rummet puster sig selv op

getfilephp.jpg

Forfatter: Schweppenhäuser/Thomsen + Morten Søndergaard

Forlag: Geiger Records

Format: CD, 50 minutter, 32 sekunder

Skiven i anlægget har snurret i mere end fem minutter, men endnu er ingen ord dukket op i lydsuppen. Det første nummer er langt og episk, og lyder som om det bygger op mod introen til en film. Min første tanke er “rumrejse”, og det skal vise sig, at blive den klareste beskrivelse af værket, jeg vil kunne finde frem. Hjertets abe sparker sig fri, udgivet på Geiger Records, forventer ikke bare at man lytter, men tiltvinger sig adgang til ens ører. Continue reading

Tripel Dyst

9788789929453_fs.jpg

[Anmeldelse af bog, CD og Dyst live]

Forfatter: Michael Dyst

Forlag: Ravnerock, 2007

Format: Digtsamling, 117 sider.

Elin.

Sådan starter Michael Dysts debutudgivelse Elinering. Efter at have læst første digt Jeg har hæklet et reb, ser jeg mig næsten i stand til at anmelde resten af samlingen, uden at have læst den færdig. For jeg kender universet, har hørt Michael Dyst læse op live så mange gange, at jeg forstår hvor han vil hen med sine ting. Der er en art snarligt trafikuheld over det, som at sidde på bagsædet af en vildfarende bil, med en gal mand bag rattet, en mand der ønsker at køre galt og gør det – forvirret? Så er du måske på rette spor. Continue reading

Sluk lyset og tænd lyden

hoexbroe_cd.jpgDan Turèll. Sådan. Der blev det sagt. Der eksisterer en slags overenskomst når man anmelder Claus Høxbroe, hvor man forpligter sig til, at nævne Onkel Danny mindst én gang, og som man sidder dér med Høxbroes album i hånden, med ordene backet af fire ferme musikere, er pendenten til hedengange ikon da også tydelig. Derved får sammenligningen også lov at ligge, for ikke langt inde i albummet fatter man, at Claus Høxbroe er helt sin egen og ikke skylder nogen steder. Continue reading