Kategoriarkiv: Debut

En bittersød langsomhurtig sag

Forfatter: JG Gyllingforside-SAH

Forlag: Forlaget Brændpunkt

ISBN: 9788793383012

Format: Hæftet, Roman, 143 sider

Smagen af honning (herefter SH) er, efter hvad jeg kan finde ud af, forfatteren JG Gyllings (Herefter JG) debutroman.  Der er tale om en realistisk roman, der tager udgangspunkt i et sygdomsforløb, og læseren får lov til at følge det på nært hold.

Jeg læste, vanen tro, bogen to gange, og synes uden forbehold at JG har gode færdigheder inden for det danske sprog. Der er styr på tingene på den front. Handlingsmæssigt er der elementer, der med held kunne være udeladt, og andre, der skulle have været styrket. Med det sagt, så lad anmeldelsen begynde.

Uddrag fra bagsiden

Smagen af Honning sætter fokus på livets kausalitet og menneskelig skrøbelighed, når vi følger en udadtil gennemsnitlig og tidstypisk dansk familie.
 Da familien rammes af sygdom, slår hverdagslivets facade sprækker.

I SH møder vi en ganske normal familie, der består af Joan og Bjørn. De har døtrene Rosa og Liv, som lige er flyttet hjemmefra. På overfladen ser det ud som om det er en  velfungerende familie, men under det tynde lag fernis er der mange ting galt. Liv eksperimenterer med det at være voksen, Rosa gennemgår et voldsomt teenageoprør, Bjørn har forelsket sig i at cykle, cykle, cykle og midt i det hele står Joan, der gennem nogle måneder har blødt fra underlivet. Det bliver værre og værre, og smerterne tager til. Efterhånden som bogen skrider frem, bliver læseren meget klar over at det står rigtig skidt til med Joan. Hvor skidt vil jeg ikke spolere her.

JG har et godt greb om sproget, og fører sikkert læseren gennem handlingen. Sproget er meget metodisk og detaljeorienteret, hvilket fungerer rigtig godt i denne type fortælling, hvor det kun er en styrke, hvis læseren både kan identificere sig med hovedpersonen og dennes omgivelser. Størstedelen af handlingen er centreret omkring Joan. Man følger hende i to spor. Et nutidigt, hvor hun kæmper mod sin sygdom, og et fortidigt, hvor en masse omkring hendes opvækst, forældre og søskende afslører sig. Det fungerer rigtig fint med de to spor, der supplerer hinanden, og ofte kan man forstå Joans reaktionsmønstre i nutiden ud fra de episoder, der er blevet beskrevet i fortiden. Ofte ændrer sproget sig lidt i lyrisk retning, når vi får lov til at se tilbage, hvilket fungerer rigtig fint. Blandt andet finder man ud af, at hendes far var alkoholisk og der anes også tråde til noget incestuøst. Her synes jeg det er ærgerligt, at JG ikke blander endnu mere af fortiden ind i fortællingen. Det er fint at hentyde, men det er også på sin plads af og til at servere tingene råt for usødet.

Hvor hovedpersonen Joan er rigtig godt beskrevet, blandt andet gennem forskellige hændelser, halter det mere med resten af persongalleriet. For det første er det MEGET stort, når man tænker på hvor kort bogen er, og for det andet bliver de ikke på noget tidspunkt så vedkommende som hovedpersonen. Joans nærmeste familie, Bjørn og døtrene, er udmærket beskrevet, men denne læser kommer ikke rigtig til at føle meget for dem. Dertil får de for lidt scenetid, og af og til kan de sekvenser, hvor det handler om andre end Joan, føles lidt som fyldstof. Det bringer mig til min største anke ved SH.

Historien om Joan, både den nutidige og den fortidige Joan, er rigtig fin og rørende. Den er vedkommende, sørgelig og først og fremmest til at tage og føle på. Derfor synes jeg det er ærgerligt, at der er så meget andet i bogen end netop hendes historie. Joan er en forsagt kvinde, men jeg finder det ikke rimeligt, at hun af og til ikke engang kan få lov til at være hovedpersonen i hendes egen fortælling. I stedet for skal der berettes om hendes venindes seksuelle vækkelse, Livs kærlighedsproblemer og Rosas teenagevrede. Der kommer til at løbe sekundære historier, og mange af dem. En om Bjørns cykling (og måske utroskab), en om Liv der prøver at være voksen og en om Rosa, hendes rygning og hendes oprør. Der er så mange, og de har det desværre med lidt at tage følelsen ud af den meget gode historie om Joan.

Dermed ikke sagt at det er tidsspilde at læse. Der er gode tanker, blandt andet i venindens historie, og Bjørns cykelfanatisme, og netop historierne om de andre voksne mennesker er udmærkede. De to unges fortællinger virke mindre godt; hvor de voksnes fortællinger er realistiske, virker de unges mere som en persons forestilling om hvordan unge mennesker er. Resultatet bliver, at alle deres problemer i sidste ende føles uvedkommende. Dette er ret ærgerligt, når man tager i betragtning hvorledes JG vælger at afslutte romanen.

Min sidste bemærkning går på romanens længde. Jeg kan rigtigt godt lide travehastigheden, der er lagt. JG bruger tid på at fortælle handlingen, lade den glide ganske organisk. Som læser gør det, at man selv sætter farten lidt ned og lader sig føre med. Dette ophører brat i de sidste tyve sider, der virker ekstremt hurtige. Alting afvikles i et vanvittigt tempo, og efterlader denne læser lidt undrende. Det ville have klædt romanen at føre sig selv lige så roligt og sikkert i mål, som den har gjort resten af vejen. Jeg tror ikke det havde været nødvendigt med mere end 20 sider til.

Jeg synes SH er en udmærket bog, der lige mangler det sidste for at være god. Mine ankepunkter kan læses ovenfor. Samtidig vil jeg sige, at den ikke er spild af tid at læse, da den giver et bevægende billede af en kvinde, der ikke helt ved hvad hun skal, eller om hun overhovedet skal noget længere. Målgruppen er de voksne, måske endog modne læsere. Yngre læsere vil næppe kunne spejle sig i fortællingen.

Anmeldt af A.Silvestri.

Loop de loop

81334b7f-2e28-4661-9969-470c9b155b8cForfatter: Gry Pil Lund Ranfelt

Forlag: Egolibris

ISBN10: 8793091214

Format: Hæftet, Roman, 415 sider

Tidsfangen (herefter T) er forfatteren Gry Pil Lund Ranfelts (herefter GR) debutroman. Der er uden mindste tvivl tale om en ungdomsroman eller en YA, som det er blevet populært at kalde det, og genremæssigt bevæger vi os flere steder. Jeg vælger dog at kalde den en realistisk fortælling med fantastiske elementer, da den hverken lever op til fantasy eller science fictions genredefinitioner.

Efter at have læst bogen to gange, var jeg splittet. For hvad skulle der siges? Derfor har jeg valgt at dele anmeldelsen op i to – som blev bogen set gennem en 15-18-årig piges (M/K) øjne og som blev den set gennem en 37-årig mands øjne.  Det giver to forskellige anmeldelser, der begge har berettigelse.  Advarsel – især den gamle mands anmeldelse vil inkludere spoilers.

Fra bagsiden:

Beskrivelse: Louises far dør, da hun er elleve, og selv kommer hun aldrig ind på den designskole, som har været hendes livsdrøm, så længe hun kan huske. Men da Louise er toogtyve, oplever hun, at verden fortsætter uden hende, og med ét står hun tilbage i sin elleveårige krop. Hun føler, at hun har fået chancen for at gøre det hele rigtigt; for at redde sin far og realisere sine ambitioner. Men hvad, hvis det sker igen? Og igen? Og igen?I “Tidsfangen” møder vi første gang Louise i hendes femte loop; femte gang, hun gennemlever sit eget liv fra elleveårsalderen til sit toogtyvende år. Fanget i tiden leder hun efter en vej ud, og hun er efterhånden villig til at gøre hvad som helst.Gennem sin jagt på en mening med tilværelse i endeløs gentagelse, møder Louise blandt andre hotelreceptionisten Raj, stofmisbrugeren Marie – og forretningsmanden Todd, der også selv viser sig at være tidsfange. Louises ord og handlinger er ikke altid lige hensynsfulde, og de har ikke kun indflydelse på hendes omgivelser; det påvirker også Louise selv, når hendes medmennesker handler ud fra hendes trin og fejltrin. Og med Todd er der ingen mulighed for at starte forfra.”Tidsfangen” er en psykologisk spændingsroman om tilværelsens ulidelige konsekvensløshed og menneskers søgen efter holdepunkter og ægte relationer. Det er en fortælling om jagten på frihed – også når det indebærer friheden fra ens eget liv.

Først anmeldelsen fra den 15-18-årige:

Tidsfangen var en bog, der meget hurtigt fangede mig. Jeg var lidt skeptisk til at begynde med, da jeg tænkte at det lød lidt mærkeligt det med at kunne fare rundt i tiden, men der gik ikke lang tid før jeg ikke kunne slippe bogen igen. GR skriver fantastisk flydende og der var ikke på noget tidspunkt at jeg kedede mig undervejs. Især var det rigig spændende den måde hun stillede Louises (hovedpersonens) forskellige livsvalg op på. Både det med at hun hele tiden prøver at redde alle mulige andre end sig selv, men også den del med at hun lige så tit opgiver, fordi det kan virke som en umulig opgave. Der var lidt stavefejl hist og her, men det gjorde ikke sådan at man holdt op med at læse.

Jeg kunne rigtig godt lide den måde GR beskrev hovedpersonen på og hun stod meget klart for mig, når jeg lukkede øjnene. Det var også rigtig godt den måde der var skrevet omkring Århus, for selv om jeg kun har besøgt byen, kunne jeg stadig genkende de mange steder. Ud fra det hun vidste om byen, regner jeg med at GR selv kommer derfra. Jeg kunne også godt lide Louises veninde Marie, der også var med meget af tiden og det gav en god balance i forhold til Louise, der var vokset op i et godt hjem, at have en figur som Maria, der ikke havde haft det så godt. En tredje person, Louises bror Lett, vil jeg også nævne her.  Han var nok den person, der ændrede mest personlighed i de forskellige loops, og det var spændende at følge hvilken drejning han havde taget, når bogen startede på et nyt loop. Jeg synes også det var interessant at GR gjorde sådan at flere af personerne ikke bare var gode eller onde, men var begge dele, for sådan er mennesker.  De har både gode og mindre gode karaktertræk.

Det var forfriskende at GR blandede så mange genrer. Der var både en kærlighedshistorie (med en indisk fyr ved navn Raj), en actionhistorie (med en bombe) og næsten en detektivhistorie, hvor Louise sammen med Todd (en anden tidsfange) prøvede at finde ud af hvorfor de var fanget i tiden og om der var en måde, de kunne komme ud på.

Hvis jeg skal sige noget, jeg ikke så godt kunne li’, var det at der var rigtig mange personer med, og jeg synes det var svært altid at huske hvem der var hvem – mest når man lige hørte noget om en person, man ikke havde hørt noget om i over 200 sider. Og selvom historien var spændende til sidst, synes jeg også den blev lidt rodet. Det virkede lidt som om det hele skule passe sammen meget hurtigt og det tabte mig lidt. Det ændrer dog ikke på at det er en god bog, og  at jeg vil gerne anbefale den til andre.

Så den 37-årig mands anmeldelse:

Det første der slog mig, da jeg begyndte at læse Tidsfangen, var at der var ingen tvivl om at GR kunne skrive. Sætningerne flød frit, billedsproget var udmærket og der var forsvindende få fejl til at skæmme indtrykket. Både hendes person- og stedbeskrivelser var lige i øjet og det var ikke svært at se personerne for sig, hovedpersonen dog noget lettere end resten.  Sproget holdt sig flydende og godt hele vejen igennem, og for det skal GR have ros.

Hovedpersonen (Louise) er fanget i et tidsloop, der ligger fra 2002 til 2012 – fra hun er 11 til hun er 21. Hver gang hun når en bestemt dag i sit enogtyvende leveår, vågner hun atter op i sin 11-årige krop. Historien spreder sig over seks loops, hvor størstedelen af bogen koncentrerer sig om det fjerde loop.

Desværre, efterhånden som jeg rykkede længere ind i bogen, begyndte historiens personer at vakle. Et konkret eksempel er Louises veninde Maria, der i loop 3 er narkoman, stik-narkoman vel at mærke. Allerede i loop 3’s 2005 har hun stikmærker på armene, men er stadig superlækker i 2012. Jeg har sjældent hørt om stiknarkomaner, der holder sig attråværdige på den måde. I loop 4, hvor hun også er narkoman, har hun et job på McDonalds ved siden af at være luder. Det sætter også min logiske sans på overarbejde og gør at jeg finder Maria-figuren meget tvivlsom. At hun ydermere kan kaste med knive uden en ordentlig og grundig forklaring, (og for det meste har de knive på sig) virker som noget der er taget ud af amerikansk action-film.  Det passer ikke på en stiknarkoman fra Århus.

Et andet eksempel er at en figur, der er alfa og omega i forhold til bogens slutning først bliver præsenteret da der er mindre end 20% af bogen tilbage.

Et tredje eksempel er Louise, der gang på gang blev beskrevet af romanens andre personer som kølig og velovervejet, som en person der ikke var i sine følelsers vold – men det er hvad hun netop er. Halvdelen af tiden opfører hun sig irrationelt og følelsesbetonet, den anden halvdel af tiden bliver hun meget forhippet på en af historiens delhistorier. Netop Louise synes jeg både er historiens bedste figur og den der er de største problemer med. GR er eminent til at beskrive tanker og følelser i den unge Louise, men det begynder at knibe jo flere loops der kommer til. Louise glemmer nemlig ikke de tidligere loops, og det vil sige at hun, når det kommer til modenhed, er meget ældre end sin fysiske krop.  De tanker og reaktioner Louise har, selv så langt som oppe i femte loop (da hendes psyke er i halvfjerdserne) virker underligt ufærdige og uigennemtænkte. F.eks. er hun fuldkommen skudt med mode nonstop, selv om hun i et loop får lov til at lege med de store, og altså fra nu af ved hvordan moden udarter sig. Med andre ord føles det ikke som læser som om Louise får nogen som helst livserfaring.

Delhistorier. GR vil rigtig mange forskellige ting med T. Der skal fortælles en historie om at forsumpe, en om kærlighed, en om en slags superhelt, en om en pige der danser på grænsen af vanvid, en om de dårlige vilkår i den tredje verden, en om det århusianske narkomiljø, en om modeverdenen og en om tolerance. Jeg var oprigtigt imponeret af hvor længe det lykkedes GR at holde tungen lige i munden, når det kom til at holde balance og regnskab med tingene. Desværre måtte det falde, og som jeg ser T,  glider de sidste 100 sider ud i et forsøg på at slå en knude på samtlige tråde. Det minder om en forhastet film. Jeg tænker det ville have klædt bogen at skære ned på et par af de mange underplots og så enten være blevet delt i to, eller have føjet 100 sider til.

Jeg har gemt min største anke til sidst, og som stor fortaler for og læser af science fiction, var det nok den der gjorde mest ondt på mig. For hvordan hænger det sammen med at gå tilbage i tiden? Ifølge GR sker det bare. Louise bliver bragt tilbage til 2002 og må starte forfra. Efterhånden som historien udvikler sig, finder man ud af at der er andre tidsfanger – nogen, der starter efter 2002, men også nogen der starter før! Det vil sige at bogens interne logik siger, at når Louise dør/sendes tilbage, lander hun i et alternativt 2002 – altså en anden dimension. Hvordan kan jeg vide det? Fordi den verden hun kommer tilbage til er ikke den samme som hun huskede. Det er beskrevet flere steder at ting har ændret sig.

GR nævner kort sommerfugleeffekten, men den opfører sig meget mærkeligt i Ts univers. Det virker som om det kun er nogle gange at noget bliver ændret. Verden virker mere eller mindre centreret om Louise, der er den eneste, der kan påvirke verden. Men det passer igen ikke, som før nævnt, da verden også af og til ændrer sig omkring hende. Og det er her den interne logik knækker fuldkommen.

HVIS Louise vender tilbage til et univers i 2002, hvor der allerede er vendt en anden tidsfange tilbage til, har denne anden tidsfange ændret hvad der sker, og med sommerfugleeffekten i mente, dermed også ændret samtlige ting i det univers. Chancen for at Louise kan vende tilbage til det eksakt samme punkt er derfor tvivlsom, da det punkt nok ikke findes. Som om det ikke var nok, lader det til at menneskeheden altid har haft tidsfanger – prøv at forestil jer 50.000 års anderledes påvirkning af hændelser. Det ville næppe være den samme verden.

Desværre forsøger GR ikke at forklare hvorfor nogle mennesker bliver tidsfanger – faktisk affærdiger hun det på omkring en halv side, der nogenlunde kan koges ned til denne sætning: Det sker bare, ingen ved hvorfor. Et ærgerligt antiklimaks.

Der er absolut ingen tvivl om at GR har fået en fantastisk ide med historien i Tidsfangen. Det er en vild tanke at mennesker bliver sat tilbage, og så bare må leve de samme år igennem igen og igen. Hun griber det også helt rigtigt an ved at lade Louise tage flere veje, prøve sig selv af og også gøre ting hun fortryder. Du har allerede læst mine ankepunkter, så dem vil jeg ikke gentage. Hvad jeg derimod vil gentage er at GR er dygtig til at skrive og jeg håber at der kommer meget mere fra hendes hånd. Jeg kan ikke forestille mig at hun ikke bliver ved og af et første forsøg er Tidsfangen en ganske habil bog.

Du kan læse mere om forfatteren på hendes blog: http://authorgry.com/books/

Anmeldt af A.Silvestri

Øst og Vest – dobbeltdigtsamling

Øst og VestØst og Vest
af Sleiman Nazzal
og Lars Hougaard Clausen

Dobbeltdigtsamling (2013-14),
2. oplag fra
Poetklub Århus
ISBN: 978-87-996161-0-5

Denne dobbeltdigtsamling er, som mange nok allerede har gættet, to digtsamlinger under een af henholdvis Sleiman Nazzal med Uden sprog og Lars Hougaard Clausen med Vindfugl. Sammenlagt fylder dobbeltdigtsamlingen 80 sider fordelt på 66 digte.

For at starte med begyndelsen, så kaster vi os direkte ud i Sleiman Nazzals digte, som under den fælles titel Uden sprog fører os ud i et libanesisk sprog- og billedunivers, som dog ikke ligger så fjernt, at man ikke kan følge med. Nazzal skriver nemlig meget nøgternt, og samtidigt flyver metaforerne om ørerne på læseren.

Den blå himmel er ikke min / men jeg har et hjerte / og en særlig adresse / og et vindue af duft / inde i dets hukommelse
Fra digtet “Vinduerne af duft”

Nazzal skriver meget sansebetonet, og sproget er enkelt og ligetil, men under overfladen gemmer sig dybere meninger og betydninger. Tonen er hverken fordømmende eller påtvingende, men derimod halvtdrømmende, halvtsvævende, når han skriver om kærligheden, naturen eller erotiske fodboldkampe.

På den anden side har vi Lars Hougaard Clausens Vindfugl, som er en kaskade af sanseindtryk om specielt naturen og livet omkring det lyriske jeg.

Clausen skriver kortfattet om et jeg og et du, som bevæger sig i og omkring naturen. Jeg’et i samlingen er meget observant, og i teksterne kommer vi tit helt tæt på de sanseindtryk, som de fleste af os til daglig tager for givet.

I skumringen omkring os / tager du mig med ned / til havet. / Højt oppe på skrænten. / Herfra kan vi se lysene / fra et skib. / Det bevæger sig / trukket af den lille slæbebåd / i dit øje. / Højvande.
Fra digtet “Skumringsbillede”

Lars Hougaard Clausens pen er rolig. Den har ikke tralvt. Et digt tager den tid, et digt skal tage. Og det er en af Clausens forcer. Digtene er ikke mere end hvad de er. Det er observationer. Men nogle, som denne anmelder ikke ville have været foruden.

Samlet set mener denne anmelder ikke, at de enkeltstående digtsamlinger ville have stået lige så stærkt uden hinanden. Det er netop mødet mellem øst og vest, samspillet mellem det libanesiske og danske tankemønster, som gør denne dobbeltdigtsamling stærk. Det er forskellene samlingerne imellem, som gør dem interessante hverisær. Og man kan kun håbe, at Clausen og Nazzal vil overveje endnu et lignende samarbejde, hvor øst og vest atter kan smelte sammen.

Om formatet skal det nævnes, at det ikke ligefrem er en traditionel udgivelse. Værket er udgivet af foreningen Poetklub Århus, som ellers før kun har udgivet antologien Det, vi sagde gælder.

Værket er kvadratisk med spiralryg, og altså ikke noget man ser ved traditionelle udgivelser. Dog gør det intet dårligt for oplevelsen – tværtimod forøger det kun læseoplevelsen. Man har her fat i en udgivelse, som elsker den smalle litteratur ligeså højt, som denne anmelder gør. Et dobbeltværk, som alle digtinteresserede bør læse.

Dette er Sleiman Nazzal første udgivelse siden den anmelderroste Uden visum fra 2000, mens det er Lars Hougaard Clausens første bog.

Bogen udkom første gang i 2013, nærværende anmeldte udgave er 2. udgave fra 2014.

Hannas dage

DageHANNA BRABRAND HENRIKSEN
DAGE
MELLEMGAARD 2013
ISBN 978-87-93025-48-6

Selv om Hanna Brabrand Henriksen er født i 1945, er “Dage” hendes debutdigtsamling.

Ifølge bagsideteksten er der tale om “En digtsamling om begær, kærlighed, livets flygtighed, tab og erindring – en afsøgning af eksistensens grænser med døden og tabets realitet på den ene side og håbet og den til enhver tid eksisterende kærlighed på den anden”.

Digtsamlingen indeholder 57 digte, hvoraf nogle er ret korte og andre lidt længere, men som alligevel fremstår homogent med ret korte linjer og uden tegnsætning.

Sprogligt er digtene karakteriseret ved mange genitiver. “Sindets krængning”, “vredens åbning”, “stemmers snitsår”, “kærlighedens nærvær, “barndommens blomstrende æbletræ” og så videre. Herved oplever man en sproglig tyngde, som indholdet dog ikke helt kan bære, for det rækker sjældent ud over disse konstruktioner.

Digtene er fine og sarte, nærmest skrøbelige, Continue reading

Sytten farvel

17farvelSøren Gehlert Schmidt: Sytten farvel. Utilpassede digte.
Forlaget Berg Badstue 2013.
Forside og illustration : Peter Krogh
Bagsidefoto: Morten Randbøll.
ISBN 978-87-995953-0-3

Sytten farvel. Utilpassede digte er Søren Gehlert Schmidts debut. Bogen består af en digtkrans på 17 tekster , 17 (Krans), og 8 prosadigte med overskriften Farvel.

Om afsnittet Krans skriver forfatteren selv:”De 17 digte på 17 linjer er ikke sonetter, men stadig en krans i den forstand, at alle førstelinjerne samler sig i sidste digt til en opsamlende ´mester´sonet – det er altså en manipulation af sonetkonceptet, som vi eks kender fra Shakespeare & Inger Christensen, hvor der er 14 digte på 14 linjer og sidste linje er første linje i næste digt, f.eks. Det er altså en struktur, som afgiver lyd (som digte bør), men som nok kun pletvist afgiver mening, fordi jeg har valgt at se bort fra en klar betydningsdannelse. ”

Dette resulterer i 17 spændende tekster, hvor det strukturerende element er formen frem for indholdet. Læseren bliver præsenteret for lyd og struktur i en proces der måske kan sammenlignes med de gange man tilfældigt kommer ind på radioens nyheder på grønlandsk: Smukke og fremmedartede klangmønstre og gådefulde stavelser strømmer gennem æteren , pludseligt oplyst af genkendelige ord så som stednavne eller talord. Eller når man kører på motorvejen og har stillet ind på en station der skiftevis fader ud og skiftevis bliver tydelig når en bakketop passeres. I dette tilfælde er det genkendelige strukturelle elementer, der oplyser en ellers gådefuld tekst. De mange og kreative rimformer er gode eksempler på sådanne små fyrtårne, der et kort øjeblik lyser op inden strålerne atter sløres: Continue reading

Solen må svare for alt

be3njaminlunc3b8e_forsideForfatter: Benjamin Lunøe

Forlag: Forlaget Ostenfeld
ISBN 978-87-92690-05-0

Noveller, paperback, 208 sider.

* * *

Det kan hænde, at man takker ja til en opgave for meget i forhold til, hvad man umiddelbart kan overkomme. Når man har svært ved at kende forskel på indbakker og udbakker, for eksempel, sker det at bogstakkene ramler i en pærevælling af forskelligheder og efterlader en uoverskuelighed på gulvet. Men, Benjamin Lunøes debut, En dag uden sol, ville jeg aldrig driste mig til at luske udenom. Dertil er opgaven for interessant. Det farlige i situationen består i, at jeg kender Lunøe ganske vel i forvejen, og dermed allerede har et vist indblik i mandens forfatterskab og stil. Continue reading

Eventuel eventyrlighed

 

Forfatter:     Tina Henneberg

Titel: I paradis får man ikke bank

Forlag:         Selvudgivelse – ISBN 978-87-994455-0-9

Format:        Noveller/kortprosa, hardback, 89 sider.

* * *

Jeg prøver som regel at holde bedømmelser ude af en anmeldelse, inden bogen er læst og tygget grundigt på. Men med hensyn til til Tina Hennebergs bog I Paradis får man ikke bank, vidste jeg rent faktisk ikke, hvad det var for en fisk jeg ville få med posten, så af hensyn til anmeldermæssig sindsro, tillod jeg mig lidt clairvoyance, da den drattede ind ad brevsprækken. Ud fra kuvertens størrelse og dens tyngde, kunne jeg begyndende fornemme, hvad der var tale om som bog. For stor og tung til at være en digtsamling. Formatet mindede mig faktisk på forhånd om coffeetable-bøger, selvom den virkede temmeligt smal i sideantal bemærket udefra. Brevkniven måtte afgøre sagen. Snip! Continue reading

“Det er altsammen af papir”

en-mane-af-papir_forside

 

Forfatter:     Erik Kock

Forlag:         Forlaget Armé – ISBN 978-87-991532-9-9

Format: Samling af noveller/kortprosa, paperback, 104 sider.

* * *

 

Sangen Paper Moon er lidt af en evergreen, endog af en sådan kaliber at selveste Dan Turèll valgte at smide en noget sarkastisk dansk version af sangen ud på CD sammen med musikeren Halfdan E. Man tør derfor godt formode, at Erik Kock har fundet inspiration til sin debut i den gammelkendte sang om hvordan kærligheden kan transformere det overfladiske til noget essentielt. Continue reading

Lakonisk Forvirret

sunereitzLakonisk Forvirret

Anmeldt af Linda Nørgaard

Forfatter: Sune Reitz

Forlag: Ravnerock. ISBN: 978-87-92625-13-7.

Format: Bog. 68 sider.

Om digtsamlingen “Lakonisk Forvirret” af Sune Reitz skriver forlaget blandt andet, at den “indeholder hverdagselementer, abstraktioner, aforismer og andre mærkværdigheder, og den er skrevet i en tone, som skiftevis er lettere humoristisk, delvis kærlig og ikke mindst sarkastisk”, og sådan opfatter jeg den også. Forlaget skriver videre, at “digtene kan læses enkeltvis, hvor man plukker et ud ved hjælp af tilfældighedsprincippet, eller man kan læse dem i ét ryk, hvor helhedsoplevelsen vil trække læseren rundt i en cyklus, hvor man starter hos det egoistiske jeg, begiver sig over forelskelsen, siden opbruddet, hvorpå man igen rammer det egoistiske jeg, og cirklen er nået”. Continue reading

Et skud forbi tågen

Forfatter: Ruben Greis

Forlag: BoD

Format: Skønlitteratur, Paperback

ISBN: 978-87-7691-731-9

For efterhånden ret mange måneder siden modtog jeg Den Sidste Gentleman (DS) med posten. Jeg læste den ret hurtigt derefter, men så kom en masse ting i vejen. Nu har jeg endelig fået læst den anden gang, og er klar med min anmeldelse. Forfatteren hedder Ruben Greis (RG), og efter hvad jeg kan pejle, er dette hans debut. Denne gang handler det om noir-stemning, slå på tæven og en god gammeldags tour de force gennem København og opland.

Bogen starter ud med blod og sne, en altid herlig farvekombi. Continue reading