Kategoriarkiv: Digte

At finde sine egne koordinater

Omslag-Pulsen-Koordinater-forsideNanna Lundgaard Arbøl
Pulsens koordinater
Copenhagen Storytellers 2016
www.copenhagenstorytellers.dk
Grafiker, forsidebillede og omslagslayout
Cecilie Marie Sund Kristensen
ISBN 978-87-93215-11-5

Nanna Lundgaard Arbøl, der er en hyppig oplæser på de københavnske litteraturscener, udgiver hermed sin anden digtsamling. Pulsens koordinater. Bogen tager læseren med på en intens vandring gennem Københavns gader og stræder, hvor hovedpersonen vildt og voldsomt arbejder sig frem mod en ny selvforståelse.

Pigen i den røde kjole – forsiden – smider om sig med ejendele og karaktertræk. Hvor andre erkendelsesprocesser i andre bøger ofte dynger personerne til med modenhed og visdom, går hun ud på gaden og taber sin mødom, sin pung, sin retfærdighedssans og sidste sok. Det går ikke stille for sig. ” … da du gir en mand en blodtud/ i din rus / fordi du vil synge karaoke/ og han er gadesanger “; og byvandringen orkestreres af sydende, superlevende bykulisser.

“bilerne danser
med farveladefarver og cykellygter
og du griner
imens du følger strømmen”

Indtil pigen i den røde kjole, nu uden nerver, stemme, BH eller andre “ejendele”, fra sit symbolske overblik fra toppen af Rundetårn ser ned på gaden, på resterne af det hun før var bange for.

Digtene starter midt inde i autentiske bymiljøer. Alle sanser bringes i spil og jegets tanker integreres fint i omgivelserne. Beskrivelserne af byens liv er ofte charmerende og overbevisende fri for turistbrochuresprog. F. eks. teksten Nyhavn. Første vante: Folk ” fugter alle sammen deres læber/ og løber ligeud/ iført deres flyverdragter og rejsekort”. Baggrunden er “[…]mågernes vingeslag/ og de sultne turisters kameraklik” – og hovedpersonen har mistet sin vante, men vil gerne blive hængende selvom fingrene er blå. Andre steder “Hyler Istedgade i stilheden” i “lugten fra endnu en lunken pølsevogn” og jeg´et møder sin “fortid / i reflektionen af junkiernes pis/ en sen aften.”

Der er ikke sorteret i indtrykkene. Måger, turister og junkier træder ind. Ejendele og karaktertræk går tabt. Punktnedslagene i byens rum understreger, at tabet af en adresse kan være ligeså væsentlig som tabet en sko eller det store overblik. De mistede ting har ikke nogen indbyrdes rangliste. Til gengæld er de enkelte tekster dybt forankret i nuet. Lige som kvinden i rødt, der ser sig tilbage over skulderen fra sin udsatte position på en københavnsk indfaldsvej. På vej fra et nu til et andet.

Bogen viser ofte fin sproglig veloplagthed. Som f.eks. :

” I stedet / sender lyden fra tomme flasker / tsunamier af uhygge gennem din krop”

“Du falder så kludedukkeagtigt på knæ / ved kantstenen”

“.. mærke livet/ ruske i dit skelet / for du er din egne globus ”

“i sekunderne / hvor den røde mand lyser / og Store Kongensgade kan trække vejret”.

Man får lyst til selv at gå ud i det offentlige rum og finde sine egne koordinater. For til sidst , efter at det overflødige gods er smidt væk, at konstatere at

“du ånder lettet op
med en puls
der ikke er ved at slå dig ihjel
for du ser ned på gaden
på resterne
af hvad du før var bange for
og jeg nikker med et smil “

Hjernen streamer kun

Hvad? Tusmørkets Censur, spoken word album

Hvem? Af Claus Høxbroe (tekst) og Oscar Gilbert (musik) samt adskillede øvrige musikere.

Hvornår? Udkommer d. 25. November 2015 på Exlibris

Vi skulle lige lytte os ind på hinanden, mig og Tusmørkets Censur, før jeg for alvor blev glad for det album Claus Høxbroe og Oscar Gilbert her præsenterer. Men da vi fik gjort det, var det også perfekt at stå og lytte til mens den første sne kom væltende.

For ordene og musikken kommer væltende ud af højtalerne med fortællinger om personlige nedture, mistanker om mord og fortrydelser. Det er opløftende hvor godt det her faktisk fungerer på trods af at teksterne, specielt på de første numre, kan virke som én lang nedtur.
Jeg bliver også mindet om det Dan Túrell vi blev sat til at høre i folkeskolen, selvom stemningen her er noget anderledes. Høxbroe har en meget roligere diktion og teksternes indhold er på mange måder en helt anden så man kan på ingen måde sætte lighedstegn mellem ham og Túrell.

I denne streamingens tidsalder er det ikke ofte jeg sætter en CD på anlægget længere. I stedet går jeg rundt med smartphonen i snor til ørerne. Så når det nu skal være (og det skal det jo) er det lækkert at CD’en kommer med en booklet på 28 sider hvor de fleste af digtene også kan læses. Enkelte af kompositionerne er rene improvisationer og derfor selvfølgeligt uden tekst. Det er dog ikke for booklettens skyld man skal købe pladen, for de fleste af digtene er altså udkommet på tryk før.

Det sagt skal man ikke tro, at musikken bare er baggrundsstøj. Ordene og musikken får lige meget plads. Musikken understøtter fortællingerne godt og Høxbroe læner også hans oplæsning og improvisation op ad musikken uden at stjæle al opmærksomheden. Der opnåes altså en ret god forening mellem musik og ord. I nummeret “Hjernen Streamer Kun” er musikken, som eksempel, ret dissonant mens Høxbroe læser:

“Klokken er brandert
hjernen streamer kun
du siger vi har mødt hinanden før
jeg klamrer mig til dine funklende øjne
din måde at se mig på”

Det er helt klart lykkedes for Høxbroe og Gilbert at ramme den nerve de også i pressemeddelelsen fortæller at de jager.
For at ramme den nerve har de også improviseret 4 af de 12 numre, mens Gilbert har udvalgt de resterende 8 fra resten af Høxbroes forfatterskab.

Numrene fungerer bedst når Claus Høxbroe har gang i en fremadskridende fortælling der kan udvikle sig sammen med musikken. Der fungerer det til gengæld også supergodt. Ikke at de andre numre er ringe, albummet er helstøbt og selv de mindst gode numre har meget at byde på.
Dette er et album der vil høres og kræver at blive hørt. Det er ikke noget man lige lytter sig hurtigt igennem mens man jagter gennem byen på cyklen, men noget man sætter sig ned, slukker for apparaterne og lytter til, føler sig igennem.


Er man blevet bidt kan man købe billet til releasefest fredag d. 25. på Billetto.dk

RØNTGEN

RØNTGEN
af Daniel Boysen
Digte (2015),
1. udgave, 1. oplag
Det Poetiske Bureaus Forlag

Et glædeligt gensyn. I sommersolen nær Mozarts Plads. Jeg fik for nogle uger siden RØNTGEN ind af døren. En ny digtsamling af Daniel Boysen, som efter min mening er een af Aarhus-miljøet mest lovende digtere. Yes, så er det sagt. Store ord, store forventninger. Bum.

Jeg har tidligere på året anmeldt Boysens Berlin-digte fra privattryksamlingen ALT KAN SAM L E S IGEN, hvor jeg blandt andet skrev: “Sproget er både poetisk, ironisk og alvorligt, alt på een gang”. Det samme gør sig gældende i RØNTGEN.

På en bænk på Mozarts Plads. Det er her jeg sidder. Men jeg er mange andre steder. Gennem siderne fører Daniel Boysen mig mange steder hen. Jeg oplever ensomhed og angst, kærlighed og glæde. Jeg er alle andre steder end lige her. Jeg hører musik for mit indre, og folk kigger undrende på mig, mens jeg rytmisk vipper foden til en indre symfoni.

Daniel Boysen byder læseren op til dans. Til en sand leg med ord, hvor han minimalistisk beskriver alle de store følelser. Han vil noget.

Der står en sol / med røde blade / midt i en park
jeg kan huske / at vi elskede her / i et faldende univers

dine læbers koordinater / bragte min krop i system
opdelt af dine berøringers vægt / og deres varighed

der er intet skel mellem kønnenes måde at dø på

Billedligt står Daniel Boysen stærkt. Han kaster med metafor og betydninger i et væk, og han rammer lige i hjertet hos selv de koldeste sjæle. Over værkets 156 sider forsvinder jeg ind i mig selv og i digtene. Siderne tager sig selv og de tager mig med. Selvom digtene er uhyrligt letlæste, er de umådelig svære at glemme igen.

Ethvert kys er et vulkanudbrud

sådan kan nye øer opstå
med bjerge, regnskove og liv

og en flod i retning af havet

Ligesom ALT KAN SAM L E S IGEN har vi at gøre med små, sporadiske digte, som alle bygger op til en større forståelse. Boysens digte står stærkest, når man læser dem i sammenhæng, i et større billede. Alene kan de til tider virke mere ekskluderende end inviterende. Men overordnet set har Daniel Boysen skrevet en digtsamling, som er vedkommende, een man ikke lige glemmer, og som man snildt kan hive ned fra boghylden igen og igen. Jeg er ingenlunde skuffet. Store ord, store forløste forventninger. Tak – jeg glæder mig til flere ord.

Daniel Boysen har tidligere udgivet Forudsat, at du har lyst til at fortætte (roman,2013), Efterhånden blot dages genklang (noveller, 2013) og ALT KAN SAM L E S IGEN (digte, 2015).

RØNTGEN udkommer d. 29. august og fejres med to receptioner i henholdsvis København og Aarhus: 29. august fra kl. 15-17 i Det Poetiske Bereaus Boghandel, Møllegade 23A, kælderen 2200 Kbh. N., og 5. september fra kl. 14-16 i Graven, baggården, 8000 Aarhus.

Til sidst husker jeg
at verden er
virkelig

Anerkend det fremmede

Forfatter: Sara Hauge
Forlag: Copenhagen Storytellers
ISBN: 978-87-93215-04-7
E-bog-ForsideUdgivelsesdato: 9. Marts 2015

Det er efterhånden nok 2½ måned siden jeg fik bogen her til anmeldelse, og med så nødvendige ord, så ærgrer det mig at jeg ikke har haft tid til at få anmeldelsen skrevet før. For lad det være sagt: Sara Hauge har med “Anerkend at vi er dig” angrebet tabuerne omkring psykisk syge lige på: Ved at tale om sygdommen og sætte ord på den, uden at lade sig begrænse og uden at byde ind med rent sortsyn. Selv når den er allerværst, er der med sprogblomster og humor plads til også at være menneske.

Bogen er Sara Hauges anden digtsamling, og sidste år vandt hun DM i Poetry Slam. Det sidste mærker man også på nogle af sætningskonstruktionerne der kan være meget ligefremme, og på de digte der tilnærmelsesvist er bygget op omkring en form for punchline.

“Du”

Bogen er delt op i tre afsnit, hvor det første er navngivet “Du.” I “Du” er det stemmerne der fylder, og de tiltaler netop digterjeget med et du. Mellem nærmest perverse madbilleder angriber stemmerne jeget med både åbenlyse bredsider og subtile stikkende bemærkninger. Bemærkninger der må blive siddende længe i kroppen for enhver der hører dem fra eget hoved. Det er klart hvad stemmerne vil sige; “du er elendig.” Her et udsnit fra “Din indre profil”:

“Du er der ikke
du er ikke til skue
du gemmer dig
men alligevel
skal dit liv skinne.”

“Jeg”

I bogens anden del beskrives et jeg der ikke helt kan definere sig selv. Det er fyldt med stemmer, men er de en del af jeget? Denne del er i det store hele klart samlingens svageste, og der er en masse billeder undertegnede i hvert fald ikke kan afkode – vil de egentligt sige noget? Et par klichéer står klart frem, men måske er det netop det der er pointen – at kender man ikke sig selv kommer man til at optræde som en kliché. I slutningen af anden del føler man dog en udvikling, og i hvad der måske er digtsamlingens klimaks, “Et brev fra verden udenfor,” italesætter digterjeget stemmerne og forsøger sig med en forhandling:

“Det ville være enerverende og fordummende at bruge hele mit liv på at tale med jer, da det, i højeste grad, ville som at tale med mig selv. Man kan ikke lære noget nyt af jer, da I ikke ved andet, end det jeg ved i forvejen.”
“Jeg vil ikke smide jer ud, jeg vil ikke slå jer ihjel. Jeg vil blot, at jeg ikke er den eneste, der går på kompromis, for at I kan være til.”

Efterfølgende forsvinder stemmerne, og jeget føler kun deres nærvær som mindet om en “farfar, der døde for mange år siden.”

“Dem”

Derefter er vi i digtsamlingens tredje del, og her er det igen stemmerne der får plads. Nu har de ikke længere lige så travlt med at rakke ned på jeget, men forsøger i stedet at forklare hvem de er. At de er morfer, jesus, guder der kommer igen i nye former. Men der er sket et enormt karakterskift – de er ikke længere ren ondskab og spydighed, er de i kraft af jegets bevidsthed om at de er en del af hende, også bange. De skal også dø når hun dør, men de har alligevel ret travlt med at true med deres tilbagekomst. Måske er det slet ikke stemmerne, men jegets frygt for dem der portrætteres i denne del.
Derfor er der heller ikke rigtigt en forløsning. Skizofreni er ikke noget man bliver kureret for, men noget man lever med. Fra “Søvnens stemmer”:

“Du kan gemme dig for andet og andre
men de tanker du selv producerer
forfølger dig
når du leger skjul
dybt i sengeredens favn”

Et menneske

Med digtsamlingen “Anerkend at vi er dig” har Sara Hauge vist at skizofrene er mennesker. Og det er vigtigt. Når man lider af en psykisk sygdom skal man ikke ynkes, betragtets som et u- eller undermenneske, man er stadig et individ der kan noget og for modige selvportrættering skal hun have den allerstørste ros.

Litterært har samlingen sine svage steder, som i “Enterne Kommer,” hvor de tre første verselinjer er rene klichéer. Men andre steder er der en særdeles levende leg med ordene, fx. i “Det femte kammer” hvor gentagelser bruges ret originalt:

“Du falder
falder i
falder
i staver

Du fatter
fatter ikke
fatter ikke mod

Uden mod i dine stavefald
fatter du
at du falder”

Stævnemøder

Stævnemøder af Peter Bang SimonsenStævnemøder
af Peter Bang Simonsen

Digte (2015),
1. udgave, 1. oplag
Forlaget mellemgaard
Grafiker: Tine Wichmann
ISBN: 978-87-93270-53-4

Vi har her at gøre med en række digte, som alle kredser om emnet kærlighed. Dette har man set så mange gange før, og det er een af de evige inspirationskilder, når man har med digtgenren at gøre. Peter Bang Simonsen præsenterer med digtsamlingen Stævnemøder hele 28 tekster fordelt på værkets 58 sider.

På værkets bagside lyder det blandt andet således: “Den handler om kærligheden og menneskers møder med hinanden på godt og ondt – både når kærlighedens lykkes, og når den lykkes mindre godt.” Det er også på mange måder det indtryk, som man sidder tilbage med, når man har været igennem samlingens 28 tekster.

Når jeg skriver tekster i stedet for digte, ja så er det fordi de enkelte tekster langt hen af vejen mere minder mig om kortprosatekster end decideret digte, som blot er knækket og brudt op på poetiske linjer. Dette er nødvendigvis ikke nogen forbrydelse, ej heller forfærdeligt, men flere gange undervejs i mine gennemlæsninger af værket, er jeg blevet nødsaget til at stoppe op, se på bogens forside og forvisse mig om, at det var en digtsamling, som jeg sad med.

Peter Bang Simonsen bryder på mange måder formen for, hvad jeg betegner som digte. Metaforik er der næsten ingen af i værket, og sproget er udpræget hverdagsagtigt og sådan som man nu engang taler.

Men den første aften
de mødtes til det aftalte
møde på Café Blågård,
havde de kun skrevet
omkring fem gange
sammen på Elitedaters.dk,
og han blev ærligt talt
en smule skuffet;

Hun så ældre ud end på profilbilledet,
hun var også tykkere
og hun var heller ikke særlig
nem at snakke med i virkeligheden.

Uddrag fra Big love.

Digtene er hvad de er. De overrasker ikke, men det skal sådanne nogle måske heller ikke. Peter Bang Simonsen skriver lige fra hoften, og vandrer således direkte ind i læseren med træsko på fødderne. Dog sidder jeg tilbage med et ønske om, at flere af idéerne bag værket var blevet skrevet i novelleform. Dette ville virkelig have klædt flere af teksterne, og de ville nok kunne have vækket minder om en tidlig Jan Sonnergaard, fx dennes novellesamling Radiator fra 1997.

Samlingens digte svinger dog desværre til tider i kvalitet, men stærkest står Den forlegne fætter, som tangerer incestligende tendenser;

Kære lille kusine
du er naturligvis blot
som en søster for mig
som en elskelig lillesøster,
en usædvanligt charmerende
og meget smuk lillesøster ganske vist,
men læg nu ikke mere i det;

Men forleden aften
da du stod og stirrede ud mod havet,
og vinden som en
drillesyg sommerferieelsker
legede med dit hår,
lagde jeg mærke til,
at din løse sommerkjole
havde sat sig lidt fast i revnen
mellem dine baller som et gardin i en dørkarm,
og at kjolen ovenikøbet
indimellem bevægede sig en smule,

kjolen havde desuden
smøget sig lidt op ad dit lår
og afslørede den meget
ferske og gyldenbrune hud
på vej op mod dit mørke skridt …

Uddrag fra Den forlegne fætter.

Selvom jeg væmmes i foragt overfor fætterens sproglige tilnærmelser, så er der også noget smukt i fortællingen. Fætteren ved, at det er forkert. Men hun er bare den af mine kusiner, jeg holder allermest af. Peter Bang Simonsen er i min optik bedst, når han berører den forbudte kærlighed, den som er på grænsen og den som lige har bevæget sig over på den anden side.

Som tidligere nævnt ville jeg, i min egenskab som anmelder, langt hellere have set dette værks idéer og grundtanker udført i prosaen, som også sproget lægger sig meget op ad, da jeg mener, at Peter Bang Simonsen med sine sproglige kundskaber i langt højere grad ville gøre sig bedre indenfor denne genre. Men alt i alt møder man en digter og fortæller, som ikke lægger fingrene imellem; han siger det som det nu engang er.

Peter Bang Simonsen har tidligere udgivet digtsamlingen Blomster, sne og muld på Forlaget Gallo. Stævnemøder er hans første udgivelse på Forlaget mellemgaard. Bogen udkom d. 16. januar 2015.

ALT KAN SAM L E S IGEN

ALT KAN SAM L E S IGEN af Daniel BoysenALT KAN SAM L E S IGEN
af Daniel Boysen

Digte (2015),
1. udgave, 1. oplag
Privattryk fra skriveophold i Berlin.

Klokken er 20.17. Udenfor er det bælgravende mørkt, og jeg har netop læst Daniel Boysens Berlin-digte igennem for tredje gang. Daniel Boysen er for tiden, februar 2015, på skriveophold i netop Berlin, hvor han skriver på en ny roman. Dog er der også kommet en række digte ud gennem fingrene, som står til snarlig udgivelse i privattryk, dvs. uden forlag og i begrænset eksemplarer. Og jeg har været så heldig at få fingrene i et af disse blot 35 af slagsen.

ALT KAN SAM L E S IGEN er med rette betegnet som “Berlin-digte” – det er en rejsebeskrivelse, men selvom digtene er skrevet i og om de berlinske gader og monumenter, så er de langt begrænset til dem. Digtene er højtflyvende og filosofiske såvel som jordnære og hverdagsbetonet.

I samlingen følger vi jeg’et, som rejser fra kæresten, familien og venner for netop at tage på skriveophold i Berlin. Det er således en forholdvis selvbiografisk digtsamling, som jeg her har fået i hænderne. Og det klæder samlingen. Sproget er både poetisk, ironisk og alvorligt, alt på een gang. I et uddrag fra samlingens første digt lyder det eksempelvis således:

der falder en skæv regn
gennem paris og berlin –

fra ét tag til et andet
samler prikkerne sig

du står tilbage på perronen

toget laver bølger i jernet
der er en sang i rystelserne

|| se, hvor jeg danser
jeg er jo skind og ben ||

Efter min mening er de nederste to strofer, til trods for at det er samlingens første tekst, de stærkeste i værket. Daniel Boysen beskriver således sin udrejse fra Aarhus utroligt poetisk og rammende på een og samme tid. Digtene bærer præg af at være skrevet på uhyrlig kort tid, hvilket dog slet ikke skæmmer samlingen, tværtimod. Boysens digte er alle skrevet i samme sproglige tone, og det er gjort med sikker hånd.

At rejse til netop Berlin giver utrolig god mening, hvis man vil skrive og blive inspireret til at skrive. Berlin er nemlig een af de europæiske hovedstæder, som har haft splittelsen og melankolien helt inde på kroppen af de enkelte borgere i byen. Og uden at vi skal gå ind i en større historisk redegørelse for anden verdenskrig og den kolde krig, så skal man have netop denne splittelse in mente, når man sætter sig for at læse ALT KAN SAM L E S IGEN. I samlingen lyder det blandt andet:

Nogle æder et hul gennem verden
alt kan vendes på hovedet

alt kan samles
i et kollapset system

je suis un optimiste

Alt kan samles igen. Det er ikke bare titlen, det er digtsamlingens hovedtema. Idéen fortsætter Daniel Boysen i et senere digt, hvor han filosoferer over, at hvad nu hvis alt kan samles;

fra mellemøsten, til rusland, til
vesten; opløser grænser

i vindueskarmen

– –

fra det lette, til det tunge, til
nye systemer et sted i berlin

Trods digtenes ofte sparsomme ord, så findes der bag linjerne dybe og sågar eksistentielle overvejelser. Hvordan er det at være fremmed i en by, som ligeså godt kunne ha’ været Aarhus eller Tjæreborg? Dét at være fremmed er blot en midlertidig stilstand. Alt ændrer sig hele tiden, og samlingen konkluderer afsluttende, at det jo bare er livet, ikke en fantasi.

Daniel Boysen har tidligere udgivet Forudsat, at du har lyst til at fortætte (roman, 2013) og Efterhånden blot dages genklang (noveller, 2013). ALT KAN SAM L E S IGEN udkommer d. 1. marts 2015, og bliver, i første omgang, blot trykt i 35 eksemplarer.

Kærlighed er så kort som et vindpust i leg

Digte fra en blondekantDigte fra en blondekant
af Karen Zubari

Digte (2015),
1. oplag fra
Forlaget mellemgaard
ISBN: 978-87-93270-95-4

Okay, indrømmet. Digtene i Digte fra en blondekant er og bliver rimdigte, eller viser om man vil, og denne form for digtekunst er ikke noget, som jeg gør mig så meget i. Når jeg læser digte, så er det primært knækprosaen som fylder billedet. Den med de skæve og ikke-rimende versefødder. Javist, jeg har da læst mine rim, men siden gymnasietiden har jeg vist kun læst Tove Ditlevsens samlede digte, når det kommer til rimene.

Nå, men hvad er Digte fra en blondekant så for en størrelse? Kan de noget, digtene? På overfladen kan de virke ganske banale. Det er således AABB- og ABAB-rim. Flere af dem kan med rette placeres i kategorien viser, hvilket dog på ingen måde skæmmer værkets budskab. De vil noget, digtene. De vil fortælle historier langt fra storbyens infame larm. Her er det naturen og de mennesker, der begiver sig rundt i den, som er sat i centrum. En digtsamling med et hjerte for den rådne banan, udkantsdanmark.

Digtene balancerer mellem det Morten Korch’ske og det samfundskritiske, mellem ungpige-poesien og det helt virkelighedsnære. Digtene tager udgangspunkt i udkantsdanmark, nærmere bestemt Lolland. Og da jeg selv stammer fra Nakskov, takkede jeg straks ja til at anmelde nærværende digtsamling. Og jeg blev ikke skuffet.

Karen Zubari, som selv flyttede til Lolland i 2007, har på een gang formået at fange den lollandske ånd i sine digte, og på samme tid skrevet en samling digte, der ikke bare beskriver, men også kritiserer den virkelighed, som mange oplever dernede hvor kragerne allerede er vendt om.

Han er sikkert på vej, han har fri klokken fire
Hun tripper og går et par skridt
Og hånden den ryster og kopperne klirrer
Hun ved jo han kommer om lidt

Og mens solen går ned holder spurvene gilde
Med kage og hvid marcipan
Jo, vist kom der gæster, så mange hun ville
Til mors dag på hendes altan

Disse strofer stammer fra digtet Gæster til mors dag. Linjerne viser tydeligt hvad Zubari formår. Hun kan med ganske få virkemidler, samt fine rime, fremføre en, omend trist, stemning. En stemning som er så knugende, at man slet ikke er i tvivl om ægtheden heraf.

I det efterfølgende digt uddeles drøje hug til ældreplejen og sundhedsvæsnet, hvor vi møder pensionisten Kaj:

Her på hjemmet hvor jeg bor har jeg det haft det godt
Men nu har de fået en brusebadsrobot
Man bli’r pudset og poleret for en tier
Her i vores kommunale vaskehal
Men vi savner stadigvæk de søde piger
Nu er det hele bare skruer og metal
Før i tiden ku’ vi få en snak, nu trykker de på knappen
Så ta’r det kun et halvt minut, de synes det er så smart
Der er ind med dig og så er det ud af klappen
For et menneske er det ikke særligt rart”

Fra digtet Pudset og poleret for en tier. Igen viser Zubari, at hendes digte iført træsko kan vandre direkte ind i folks hjerter og sind. Og det gælder såmænd uanset om det handler om kritik eller kærlighed. På den anden side har vi de naturrige digte, såsom Agnethe og ravmanden og En bøg og en granvoksen fyr, som står noget svagere i sammenligning med de ovenstående digte og samlingens tematik iøvrigt. Jeg mener således, at Karen Zubaris stærkeste vers og tekster er de samfundskritiske, der hvor hun ikke går på kompromis. Der hvor hun slår et slag for de svageste, dem som samfundet (måske) har glemt. Og hendes beskrivelser af det forfaldne Lolland er på en gang smuk og grufuld, og helt igennem genkendelig for denne anmelder. Tak for (ned)turen.

Digte fra en blondekant udkom på Forlaget mellemgaard d. 16. januar 2015.

Hvordan det føles at være et spøgelse?

Christian de Groot-PoulsenHvordandetfoles
Hvordan det føles at være et spøgelse?
Digte 2014
Omslag af Linn Larsen
Selvudgivet i Danmark 2014
ISBN 987-87-993501-2-4

Christian de Groot-Poulsen præsenterer her sin sjette digtsamling. I 54 digte beskrives en udvikling fra depression og opgivelse frem mod en spirende optimisme og livskraft. Udgangspunktets Hades-agtige verden beskrives i en række digte og billeder som f.eks . : “Som altid går verden forbi ude på vejen/ med Medusahår…….nu handler det om at… lade de andre mennesker være/ pixelerede, selvom de kunne være detaljeskarpe. ” Meningsløsheden er bl.a. symboliseret af TV-skærmen , “ja, de siger at kun skemaerne/ og fjernsynene findes , at gråd er ligegyldig”, af kvinden der “har cement i stedet for blod”. I det videre forløb opstår der større og større sprækker i spøgelsesverdenen: “tænk, hvis andre også blev indianere på marken/ eller i det mindste dansede inde i sig selv, // når skærmene slukkes.” Fokus skifter fra ensomhed, der som “en kæmpemæssig yoyo / ruller tilbage ind i mit liv”, til det der i sidste ende overskygger alt: Forholdet til faren, hvor digteren genoplever/ genopliver sin barnerolle: “båndene vil jeg altid kunne spole tilbage, / men ikke dit liv.”

For år tilbage færdedes jeg i et miljø, hvor en af standardbemærkningerne lød “Jeg bytter gerne fem af Mozarts symfonier med en ballade af Chopin. ” Noget lignende tænkte jeg efter læsningen af Hvordan føles det at være et spøgelse? Det er i de to lange og vægtige tekster om forholdet til faren [Når søvnen stammer fra knoglerne og Tak] plus i en håndfuld af de andre digte hen imod slutningen af bogen
[Glimt, Lille digt, Efterårets monolog], at jeg bliver fanget ind og holdt fast. Det er her digteren for alvor finder vejen ud af den triste ligegyldighed, der er beskrevet i det foregående. Det er i forholdet til faren at digteren udstiller sin sårbarhed. Det er her læseren forstår, hvordan det har været at leve som spøgelse. Hér og i bogens fremragende forsidetegning, hvor det røde, magre spøgelse med de runde, tomme øjne har udsondret den omkringliggende verden og nu kun har den på slæb som en lang skygge, der når som helst kan rive sig ud af håndens greb.

Sproget er mange steder energisk og kreativt. “En leopard springer ud/ af en lynlås i mørket / på mit værelse” ; “Hun er en dagdrømmer/ med munden fuld af stikkende hvepse” ; ” Jeg kaster brødsmuler, / men springer selv i vandet/ for at æde dem. Det er langt ude. /Gud er langt ude.” En bestemt slags udtryk er karakteristiske. De der konkret forbinder et du (oftest en kvinde) med digteren gennem en slags metamorfose. “Byg mig om til en stol, / og slå røven i sædet “; ” hey, kunne jeg male mig på som make-up”; “Hey, kunne jeg røre ved dig som håndjern”. [Et opdateret “Oh at være en høne” .]
– og sine steder mere forventeligt som i fex. Depression I til IV. En anelse generaliserende kunne det siges, at den sproglige og indholdsmæssige intensitet og kvalitet er stigende, i takt med at spøgelset nærmer sig den konkrete verden. Med andre ord, at et spøgelse bedre kan definere sin skyggetilværelse når befrielsen vinker forude.

Hvordan føles det så at være et spøgelse? Hvad er et spøgelse for en størrelse?
I bogens kontekst er det et depressivt og udflydende menneske. Men for denne læser bliver det ikke selve beskrivelsen af tilstanden spøgelse, der står tilbage efter bekendtskabet med Christian de Groot-Poulsens digtsamling, men derimod de passager, der viser vejen ud af sindets mørke og til sidst bl.a. kulminerer i henvendelsen til en (døende?) far hvor digteren modigt udstiller sine følelser i barnesprog. En henvendelse der kunne være endt i privat føleri, men som efter min mening rammer en enkel og ligefrem tone,
der huskes meget længere, end spøgelset der jages på flugt.

“men far, hvis du holder dig vågen,
kan vi spise aftensmad og tale
om fuglene og vejret og landskaberne,
jorden har også plads til dig i morgen,
så hvis du venter lidt med at falde i søvn,
kan vi gense vores minder på bånd
med sofaen som udkigstårn

hvis du holder dig vågen,
kan vi forlænge natten på ubestemt tid,
tale om alt det vi næsten ikke tør sige,
sproget rummer sætninger nok,
men snart kan lungerne ikke puste dem ud,
så hvis du venter lidt mere med at falde i søvn,
kan vi snakke om alt det, der mangler at siges
om samfundet, vejret og livet efter døden”

[Når søvnen stammer fra knoglerne]

Mens vi bliver til

Jens Mens_Vi_Bliver_TilRugård Jensen:
“Mens vi bliver til”
Digte med illustrationer af Lars Kramhøft
Forlag: Calibat
ISBN: 978-87-996065-8-0

 

 

 

 

Jeg fik Jens Rugård Jensens digtsamling tilsendt i juleferien, og jeg vil ikke nægte, at det var helt rart for en gangs skyld at anmelde en papirudgave (jeg plejer at anmelde Pdf-filer pga. af forsendelsesomkostninger til Italien). Især denne bog fortjente det, fordi der er gjort så meget ud af den hårde indbinding og illustrationerne.

Digtsamlingen består af 16 lange digte, hvilket jo ikke er mange, men sammen med en stor mængde illustrationer af Lars Kramhøft bliver der alligevel en hel bog ud af det og ikke et hæfte.
Illustrationerne er udtryksfulde, om end ikke særlig originale, og nogle steder forstyrrer de faktisk læsningen af teksterne, som jeg egentlig ville ønske stod alene. Tag for eksempel digtet “Drømme om udhæng”, som begynder med den gode og foruroligende sætning “Jeg drømmer om dværge der gemmer sig under udhæng…”. Det forstyrrer mig vildt meget, at der ved siden af er en ret så banal og larmende tegning af en plante, der vokser op fra en kiste. Jeg vil ikke have, at tegningerne begynder at fortolke digtet for mig, inden jeg har læst det færdigt.

Den bedste illustration er den betuttede tiger, som ledsager digtet “Fastelavn”, som også er et af mine favoritdigte i bogen: “Fastelavn er masker / Hvor indersiden lugter af plastic og automatkaffe / Og øjnene forgæves kæmper efter at finde hullerne / Der må være der et sted / En formstøbt ansigtsskal /Et fast greb om uvirkeligheden / Tiger/løve/tomhed…”.
Jeg ved ikke, om man kan sige “kæmper efter”, og der er også andre steder i bogen, hvor jeg finder en vis grammatisk usikkerhed (det hedder f.eks. “Og nogen må have lagt mig fra sig” og ikke “Og nogen må have lagt mig fra dem”, som der står i bogens første digt). Men når det er sagt, så er “Fastelavn” et godt digt med stærke billeder.

De bedste digte i bogen er “Han tager ting” I, II og III, og det er også her, illustrationerne er bedst, fungerer bedst og supplerer teksterne frem for at forstyrre eller forklare. Jeg kan godt lide sammenstillingen af hverdagsagtige beskrivelser af forsøget på at bemægtige sig livet og det, der kommer til at stå mellem linjerne her: “Han tager ting / Et søvnigt kys i tusmørket / En kop mælk i kaffen / En hånd i hans under månen / Brevene i postkassen / Fodspor i strandsandet langs de sorte bølger / En bog der listes ned fra hylden / Pulsslagene i maven og / Sveddråberne i hånden fortæller ham at // Han tager ting / Og sætter dem på plads / Igen og igen”

På bagsiden står der: 16 lyriske historier om at blive til og forblive levende. Der spørges: “Hvad er det, der skaber os? En maske, et krus, en rose, en printer? Mørket i os selv? Hvis vi ikke ved hvem vi er, er vi så overhovedet nogen” Første del af spørgsmålet er spændstigt og poetisk og burde slutte efter “en printer? Anden del er unødvendig, for det er de spørgsmål, læseren helst selv skal stille. Eller læse mellem linjerne
Heldigvis undgår de fleste af digtene at forklare sig selv på denne måde og lader billederne stå enkle i udtrykket, fint stemningsskabende.
En bog med meget på hjerte, der vil appellere til mange.

Øst og Vest – dobbeltdigtsamling

Øst og VestØst og Vest
af Sleiman Nazzal
og Lars Hougaard Clausen

Dobbeltdigtsamling (2013-14),
2. oplag fra
Poetklub Århus
ISBN: 978-87-996161-0-5

Denne dobbeltdigtsamling er, som mange nok allerede har gættet, to digtsamlinger under een af henholdvis Sleiman Nazzal med Uden sprog og Lars Hougaard Clausen med Vindfugl. Sammenlagt fylder dobbeltdigtsamlingen 80 sider fordelt på 66 digte.

For at starte med begyndelsen, så kaster vi os direkte ud i Sleiman Nazzals digte, som under den fælles titel Uden sprog fører os ud i et libanesisk sprog- og billedunivers, som dog ikke ligger så fjernt, at man ikke kan følge med. Nazzal skriver nemlig meget nøgternt, og samtidigt flyver metaforerne om ørerne på læseren.

Den blå himmel er ikke min / men jeg har et hjerte / og en særlig adresse / og et vindue af duft / inde i dets hukommelse
Fra digtet “Vinduerne af duft”

Nazzal skriver meget sansebetonet, og sproget er enkelt og ligetil, men under overfladen gemmer sig dybere meninger og betydninger. Tonen er hverken fordømmende eller påtvingende, men derimod halvtdrømmende, halvtsvævende, når han skriver om kærligheden, naturen eller erotiske fodboldkampe.

På den anden side har vi Lars Hougaard Clausens Vindfugl, som er en kaskade af sanseindtryk om specielt naturen og livet omkring det lyriske jeg.

Clausen skriver kortfattet om et jeg og et du, som bevæger sig i og omkring naturen. Jeg’et i samlingen er meget observant, og i teksterne kommer vi tit helt tæt på de sanseindtryk, som de fleste af os til daglig tager for givet.

I skumringen omkring os / tager du mig med ned / til havet. / Højt oppe på skrænten. / Herfra kan vi se lysene / fra et skib. / Det bevæger sig / trukket af den lille slæbebåd / i dit øje. / Højvande.
Fra digtet “Skumringsbillede”

Lars Hougaard Clausens pen er rolig. Den har ikke tralvt. Et digt tager den tid, et digt skal tage. Og det er en af Clausens forcer. Digtene er ikke mere end hvad de er. Det er observationer. Men nogle, som denne anmelder ikke ville have været foruden.

Samlet set mener denne anmelder ikke, at de enkeltstående digtsamlinger ville have stået lige så stærkt uden hinanden. Det er netop mødet mellem øst og vest, samspillet mellem det libanesiske og danske tankemønster, som gør denne dobbeltdigtsamling stærk. Det er forskellene samlingerne imellem, som gør dem interessante hverisær. Og man kan kun håbe, at Clausen og Nazzal vil overveje endnu et lignende samarbejde, hvor øst og vest atter kan smelte sammen.

Om formatet skal det nævnes, at det ikke ligefrem er en traditionel udgivelse. Værket er udgivet af foreningen Poetklub Århus, som ellers før kun har udgivet antologien Det, vi sagde gælder.

Værket er kvadratisk med spiralryg, og altså ikke noget man ser ved traditionelle udgivelser. Dog gør det intet dårligt for oplevelsen – tværtimod forøger det kun læseoplevelsen. Man har her fat i en udgivelse, som elsker den smalle litteratur ligeså højt, som denne anmelder gør. Et dobbeltværk, som alle digtinteresserede bør læse.

Dette er Sleiman Nazzal første udgivelse siden den anmelderroste Uden visum fra 2000, mens det er Lars Hougaard Clausens første bog.

Bogen udkom første gang i 2013, nærværende anmeldte udgave er 2. udgave fra 2014.