Kategoriarkiv: Digte

Jeg ville gerne ha´ mødt hr. Bigandt

KarstenBjarnholtKarsten Bjarnholt:  Bad, fuld kost og mikrofon.
Forlaget Werkstatt 2014.
Omslag og sats: Ole Bundgaard.
ISBN 978-87-89575-04-9
Med støtte fra Veluxfonden

Karsten Bjarnholts seneste digtsamling , Bad, fuld kost og mikrofon, befinder sig i den tredjedel af jegets liv , hvor de basale livsfornødenheder så som mad og logi er en selvfølge , men hvor der heldigvis endnu ikke er slukket for mikrofonen. Samlingen består af ca. tres tekster og rummer en spændende balance mellem løvfaldstid og den dannelse digterens højt værdsatte  lærer, hr. Bigandt, leverede i skolen. Karakteristisk for førstnævnte element er slutningen på digtet Før jeg rejste: Jeg bor i et frit fald af længsel/ efter at skrive de breve, jeg skrev. Eller : Homo sapiens / kan vælge selvmord/ men ikke at blive født. [Unaturlig udvælgelse.] Egentligt ret modigt at se den slags i øjnene. Eller at udbryde: måtte kvindernes BH`er / altid være lidt for små. Åh / Gud, måtte det altid blive ved/ med at være sommer og regnvejr.

Ægte virker det i hvert fald og rigtig mange af digtene slår et lille forsonende slag
med halen i sidste linje. Og så er der jo som sagt hr. Bigandt.

Jeg ville rigtig gerne have mødt hr. Bigandt. Gang på gang bryder hans ord fra digterens skoletid ind i nutiden og minder læseren om væsentlige elementer i tilværelsen, så som klorofyl, katost, underkastelse og spermatozoer.
Gang på gang formulerer han gangbar klogskab i sit klasseværelse. Med imponerende pædagogisk sans sætter han ting på plads i elevernes bevidsthed:

Ordet er underkastelse, sagde hr. Bigandt,
husk det , underkastelse. Rejs jer op
når inspektøren, Johnsen, kommer ind
i vores klasse. Jeg står selv op imens,
sagde han. Der er ingen
der tager skade af at vise
lidt respekt. I kan bare
tænke på noget andet
imens, sagde hr. Bigandt,
det gøre jeg selv,
så kan I også. [Underkastelse ]

Jeg ville gerne have mødt hr. Bigandt når han råbte ud over eleverne:

Lad os for alt i verden aldrig
nogensinde blive stille som sne,
der smelter …. du lille
dér, rejs dig op, sæt dig ned igen.
Ordet er stilhed …. [Stilhed ]
Eller når han opfordrede eleverne til at springe gennem fremtidens glasplade ,
uden hensyn til sår og skrammer. Der er en provokerende enkelhed/ komplicitet i hr. Bigandts livssyn, [sikke nogle mennesker der kommer ud af det! ],  der også fungerer som en slags rygrad i digtsamlingen.

Digteren spænder sine tekster op på lærredet i en vekselvirkning mellem barndommens signifikante lærer og en nutidig statusopgørelse . Og til trods for at tiden ustoppelig gør som den plejer, ser man tydelige spor af hr. Bigandts menneskesyn i digterjegets holdning til tilværelsen.
“Når I er voksne, læg jer i græsset,
se på svalernes flugt, lyt til bierne,
pluk bare en katost. ”  [ Djævle ]

Og linjernes ekko i nutiden: ” Det er en fordel /at have en bænk/ i solen i en krog…
Det er /en fordel at sidde /på den bænk, /  når solen går ned …. ” [Det er en fordel ]
Selvfølgelig hedder samlingens sidste digt Hotel løvfald.
Selvfølgelig rummer det en solidaritetserklæring til livet.
Men når jeg rejser … / åbner de også vinduerne/ foran udsigten til havet / og tiden, der sitrer i lyset…  / det er derfor jeg bliver her.

Rundkørslen som metafor for velfærdssamfundet

IMG_4914Jakob Rosendal: Individ møder samfund og adfærdsregulering opstår
Digte
Jorinde og Joringel 2014
Grafisk tilrettelæggelse: Lise Haurum
ISBN 978-87-7322-321-5

Jakob Rosendals samling af digte og kortprosa er en del af Jorinde og Joringels digtserie 2014. I en tid, hvor de store forlag svigter deres forpligtigelse overfor digtgenren, har J og J gjort en vigtig indsats for at en bredere kreds af digtere, debutanter og mere kendte, kan komme til orde.

Bogen rummer omkring 30 digte og (især) kortprosatekster, der fra forskellige vinkler kaster lys og satire over borgerens forhold til autoriteterne i samfundet. Butikstorve, rundkørsler, jobcentre. Politikere, arbejdsløse , ombudsmænd og departementschefer. Hele det landskab som vi efterhånden er så vante til, at vi næppe bemærker det, bliver taget under behandling, så man klør sig i nakken og siger aha.

Det gik pludselig op for denne læser, at han dagligt kører i (som hovedregel ) socialdemokratiske rundkørsler, tilplastrede med uæstetiske skulpturer og landartprojekter og at disse “kunstværker” er eminente symboler på velfærdsstaten. Kunsten til folket. Konkurrencen med nabokommunen. Velmenende og kulturfremmede borgmestres forsøg på at sætte sig varige spor. Uden at sprænge budgettet. Det stod klart , hvor meget man egentligt har savnet J.P.Jacs oplæsninger uden dagsordner, men med friske bemærkninger til rødmende kvinder på første række; ligesom bistandsklientens identitetstab og den håbløst syges exit med den raffinerede postmortem hævn, flytter disse fra nummerlisten til individfortegnelsen.

Individ møder samfund og adfærdsregulering opstår handler om dobbeltspil og manipulation , men er ikke den sædvanlige sociale indignation. Det sørger ironien og surrealismen for. Det er ret morsomt, når systemets mand under et borgermøde, hvor han med fejlfri taktik nedgør de klagende, dør midt i en sætning. At der findes engle i folketinget der “kan være arbejdsløse i dage og uger, men er konstant klare til at forhindre den panik, der vil opstå, hvis en original, politisk ide ufiltreret og uudvandet fik lov til at ramme mikrofoner og pander.”

Enkelte tekster , f.eks MBA-perspektiv , kan være en anelse gumpetunge med deres “efteruddannelsespro- grammernes segment-sexethed” og lidt anstrengte opfindsomhed omkring alternative forkortelser såsom “Mæsllinge Befamlende Agurk” og “Moderat Beske Alarmcentral” ; men som helhed glider sproget let og elegant nedover siderne.

Jeg kan i høj grad anbefale at man læser denne, ikke på nogen måde selvhøjtidelige eller selvretfærdige, tour de velfærdsstat anno 2014.

Min yndlingstekst må blive den sidste i bogen, Værdig afsked, en terminalpatients selvmordsbrev, der ganske usentimentalt og ikke uden en besk humor laver en cost-benefit over livsforlængende behandling i sundhedssystemet og slutter med følgende linjer:

“I vil iøvrigt hurtigt konstatere, at luften herinde er dårlig samt at mit sengetøj ikke er rent. Årsagen er, at jeg har fjernet min stomipose. Det fik jeg lyst tll at prøve.   S”

Sprækker af Hanna Brabrand Henriksen

IMG_4908Hanna Brabrand Henriksen 2014:
Sprækker

Digte Mellemgaard
Redaktør Jens Eichler Lorenzen
Grafiker Camilla Rubini Nielsen og Tine Wichmann

ISBN 978-87-93204-14-0

Sprækker er Hanna Brabrand Henriksens anden digtsamling. Bogen består af 41 digte , der på omslaget beskrives som “Øjebliksbilleder der dukker op fra det ubevidste som en slags forløsning. Billeder af erkendelser og erindringer lagret i sindets forskellige tilstande og stemninger. “Der er altså tale om digte,der repræsenterer punktnedslag i tilstande og stemninger, hvor digteren udtrykker sig spontant ud fra øjeblikkets inspiration og teksterne kan siges at fungerer som en form for terapi for jeg´et .

Digtene rummer er række nedslag i parforhold og personlige kriser. Ofte med udgangspunkt i naturen. “Måger/vingesus/hvide skrig” ; ” bag lågen rejser skoven sig/ mindes lyset i april “. Mere symbolske tilgange finder man i den hyppige brug af dørmetaforer. “Lukker døren op/ til mørket”; “Lader døren lukke/ automatisk / for lugten” ; “Porten/ krakeleret blå/ ville aldrig lukke helt i “; eller som et ekko af titlen: ” når du klæber dig fast/ i det alt for trange hus/ gennem angsten/ i mine mørke sprækker.. ” Der er tale om oprigtige, personlige digte:

“Skoven bliver mørk nu
musvågen har forladt sin rede
vi spiser majs
med salt og økologisk smør
der er blod
på din serviet
det betyder ingenting
i dag
er jeg ikke længere ansvarlig”

Andre steder er det sproglige udtryk mere jævnt ” .. en ømhed/ der vil spejles / i rådyrmoderens øjne” ; “engang var du min / nu ved jeg / du for længst har forlad mig “; ” som en dør der lukker op for lyset/ og pludselig ved vi / at alting har din tid ” ; ligesom i mange tilfælde kombinationen adjektiv – substantiv : “sprudlende latter …sommerblide kærtegn …slumrende begær ..skumringsblå dag… slumrende samvittighed”

Et problem med digte, der dukker op fra det ubevidste, kan være deres abstraktionsniveau. At tekster kan miste jordforbindelse . Hanna Brabrand Henriksens tekster svinger fra fint visualiserede digte til passager hvor ufokuserede billeder og abstraktioner tar over. De første er repræsenteret af digtet side 31..

“Der er noget med de hvide lys i stager
en utilnærmelig renhed

med de røde er det anderledes

de sorte
tør jeg ikke tænke på”

Hvorimod:

“jeg slynges ud i det bløde mørke/ hvirvlende mellem klaprende døre/ afklædes af din nøgne stemme/ som sand der drysser/ gennem en lukket hånd/ kastes over rælingen/ i en tyngdeløs bevægelse/ hvor jeg møder dig / bag tidens flygtige grænse ”

fremstår som en sammenstilling af billeder og adjektiver, der konkurrerer så meget om opmærksomhed, at overblikket går tabt.

Hanna Brabrand Henriksen har skrevet en digtsamling, der trods sit jævne sproglige niveau, giver læseren et tankevækkende indblik et jegs skrøbelig eksistens .

Og en gang i mellem lyner det !

“det er dig på billedet
med spørgsmål på læben

nu holder du potteplanterne i live”

Billeder fra Bagerste Række

“Billeder fra bagerste række”1175703_1429746413937349_1301551561_n
Skrevet af Søren Skogstad Nielsen
Udgivet af Forfatterforlaget Attika i 2014
ISBN: 978-87-7528-831-1

Søren Skogstad Nielsen (SSN) har med Billeder fra Bagerste Række begået en ganske hæderlig digtsamling, der har en række mangler men til gengæld lykkes med et par andre ting.

Til at starte med må jeg hellere bekende kulør: Jeg har det rigtig skidt med den æstetik der inviteres ind med på forsiden. Det virker på mig klichéfyld og den slags forfaldsromantik blev jeg stopfodret med allerede da StumbleUpon kom frem for nogle år siden.
Det andet problem jeg har, er også selve mediet. Indholdspapiret er bestrøget og relativt kraftigt for papir til tekst. Det ville være acceptabelt hvis der var mange farvebilleder i bogen, men det er der ikke – der er tre sort/hvide billeder samlingen igennem.

Nå, men til substansen!
Billeder fra Bagerste Række er delt i 3: Begyndelser, Fortsættelser og Afslutninger uden jeg dog umiddelbart kan gennemskue hvorfor – det lader ikke til at digtene indholdsmæssigt er væsentligt forskellige fra hinanden og formen er hverken fast samlingen igennem eller fast for hvert afsnit.
Det er generelt for hele samlingen at formen er inkonsistent, forfatteren gør sig en del forsøg med række former, nogle mere vellykkede end andre.

SSN forsøger bogen igennem at give sig af med underfundigheder fra naturen, dyreriget og menneskelivet. Dette lykkes pletvist, men af og til forfalder han til en ret umoden forfaldsromantik. Det er ikke fordi der ikke ligger gode idéer bag ved disse digte, men digtene bliver aldrig helt fuldbragt og kunne nok godt have tålt en gennemskrivning mere. Et eksempel på dette er ”Dynen Snakker” (s. 27 – uddrag):

“Jeg snakker videre om mit behov
for at pisse –
for at ta’ bad –
for at imponere mine kolleger på arbejdet –
fir at udrette de allerstørste ting.”

Andre steder er det mere som at blive sandblæst med en mellemmenneskelig kliché, som SSN dog alligevel formår at nuancere som i ”Maling” (s. 32). Dette er dog sjældent nok, og disse digte hæver sig derfor ikke over det middelmådige.

Enkelte af digtene benytter sig af omvendt ordstilling for at få enderim til at passe, og dette klæder sjældent digte – hvorfor de også i dette tilfælde falder til jorden. Skal man give sig af med enderim skal man simpelthen være bedre til at rime og få ordstillinger til at gå op end SSN er ellers ender vi, som her, med dødt billedsprog og unødvendigt arkaisk sprogbrug.

Der hvor billedsproget for alvor virker er derimod når SSN skærer ind til samlingens egentlige tematik og bruger dyr, natur og mennesker og disses interne relationer som udgangspunkt for de idéer der i høj grad bærer digtene. Nogle gange leveres de idéer i så rå form at det mere virker som en transkription af en samtale end et egentligt digt. SSN lykkes drypvist med at skrive hans idéer om til fuldente tekster – lidt oftere i tredje del end de to første. Det bedste af de korte er det andensidste digt ”Bladene” (s. 82), hvor han endeligt formår at få rytme og idé til at spille sammen, hvilket ellers er en af de ting samlingen mangler:

“Dagene er bløde,
og bladene de falder.

Bladene de falder,
falder, falder, falder.

Vi falder sagte med dem
mod vort mørke hjem.”

Oftest er det ellers de lange tekster der virker bedst som ”Hjemkomst” (s. 68-70) det virker godt. Her udfolder hans idéer sig som underfundige betragtninger af verdenen og selvet. Alt for ofte er rytmen bare ikke med. Det skæmmer dog ikke de enkelte digte voldsomt, men ville hjælpe til at SSN’s digte kunne rejse sig over det middelmådige. Her er et uddrag fra starten:

“Jeg rejser, ja, jeg rejser
længere end til i går.

Jeg rejser uden for alle
ting.

Jeg rejser alene.”

SSN formår nemlig fint både at skrive tekster med originale betragtninger og at skrive rytmiske digte. Jeg kunne dog godt ønske mig at han fremover arbejdede med at koble disse evner sammen i hans digte – det ville gøre ham rigtig interessant at læse fremover for både erfarne læsere og de der kun lige er begyndt at prikke til poesien.

Personligt kunne jeg også godt ønske mig større konsistens i digtenes form, og en mere logisk afsnitsinddeling. Jeg skal dog ikke udelukke at logikken bare er undviget min gennemlæsning.

Billeder fra Bagerste Række udkom i Marts 2014.

At mærke markerne stige til vejrs

Poul Lynggaard DamgaardDisk habitat
DISK HABITAT
Forlaget PrintXpress
2014
ISBN: 978-87-92895-44-8

Poul Lynggaard Damgaards digtsamling “Disk Habitat” består af 80 digte, der er relativt homogene i både længde og form, men alligevel peger i mange forskellige retninger.

De strækker sig fra enormt avancerede tankerækker med opløftende wow-oplevelser til mere klichéprægede ordsammensætninger med lidt for mange og tunge adjektiver og genitiver.

Som et eksempel på det første kunne jeg nævne digtet “Spændingsløse fugle”, der i sin helhed og fine enkelhed lyder: “I bagruden af butikken skimtes ørkenland, når/tårnene ligner øjne. Han holder billederne, det/gør hun. Det er faktisk lidt poetisk at putte penge/i munden på drengen i tiden som et alter for oaser”.

Som et eksempel på det andet kunne jeg citere digtet “Motivets indblik”, der lyder: “Timens lange arm samler de opløste spiraler,/der forløses mod kanterne. Evindeligt fanges/punkter i en strøm gennem net. Felters dybde/stråler i bygningens perspektiv forladt af tidens/årsager”.

Til bogens forsvar skal jeg huske at sige, at min læseoplevelse byder på langt mere af det første end det andet, men når jeg nævner begge dele og stiller dem op imod hinanden, skyldes det, at min læseoplevelse er præget af denne konstante balance. Som læser løftes jeg op og trækkes lidt ned igen og løftes op igen og så videre hele vejen igennem.

“Disk habitat” er letlæst og hurtigt læst, og alligevel er det ikke en digtsamling, man sådan lige kommer igennem. Linjerne er nemlig fyldt med så mange overraskelser, ordspil, tvetydigheder og kokette drillerier, at man kan læse den igen og igen og konstant få øje på noget nyt at blive overrasket over eller læse på en ny måde.

Emnerne for digtene er også mangfoldige. Digtene bevæger sig umærkeligt fra byen til naturen og tilbage igen og afsøger et utal af kroge i både menneskers sind og menneskers omgivelser. Denne konstante bevægelse ind og ud af byen og sindet mærkes og beskrives rammende i digtet “Viljens veje gennem kornet”: “Vandet driver blankt i flodernes blå sind./Byens fulde blod, et vækstlag for en ny tid/om naturen vil. At forlade skovbrynet for/at mærke markerne stige til vejrs”.

Poul Lynggaard Damgaard er en digter, der er vokset op af byens vækstlag. Med “Disk habitat” forlader han skovbrynet, og vi mærker markerne stige til vejrs.

“Disk habitat” er udgivet via forlaget PrintXPress, og digteren har tidligere udgivet samlingen “Boks sepia” på samme forlag. Omslaget til “Disk habitat” er lavet af Brian Vegas Jørgensen.

Christian Munch-Hansen: Musical Dream Machine

Christian Munch-Hansen: Musical Dream MachineMusicalDreamMachine

2014 MONKedition/ILK , Kærhave Skovvej 1, st th, 4100 Ringsted
Omslag og illustrationer: Mark Solborg
Opsætning: Signe Marie Ohrt
www.monkedition.dk

Christian Munch-Hansen, journalist, musikskribent, underviser og bidragyder til værker om Jazz, har med bogen Musical Dream Machine udgivet sin første digtsamling. Indledt af Vincente Huidobros citat ” At frembringe et DIGT / som naturen frembringer et træ”, har forfatteren skrevet en række tekster, der som udgangspunkt er inspirerede af markante nutidsmusikere fra pladeselskabet ILK, Independent Label København. På bogens flap findes downloadkode til et stort udvalg af den musik der har inspireret kunstneren i dennes skriveproces.

Lad det være sagt med det samme: Teksterne i bogen er af høj kvalitet. Den slags digte, man bliver glad over at læse. Sprudlende, med stort sprogligt overskud. Nye billeder møder læseren i nærmest hver linje. Allerede det andet digt i bogen, Ankomst raketblomst [8], anslår en markedsagtige feststemning “med indianerfjer i hatten og lommerne fulde af / gryder og pinde” hvor “selv anus trutter en fanfare”. Uden at digtet løber amok, eller mister balancen mellem indhold og sprogligt udtryk.

Digtene bevæger sig ofte på forskellige niveauer, mellem forskellige lokaliteter, i fint kontrollerede associationsrækker. I Honningvin [13] fader pianistens toner over i fingre, der sender elektricitet ud i en kvindes krop og minder digteren om en cykeltur ad Langebrogade, hvor hendes øjne bliver til fisk omgivet at legende børn, der lunes af solen “som når en krydret honningvin breder sin varme i brystet”.

Overordnet balance (og humor) i et digt sikres ofte med diskrete midler. F.eks. i digtet Gry [ 18 ]: “Munken river gruset i morgentågen/Bagefter skal han ikke andet/ end glo på æbletræerne.”, hvor ordet “glo” gir et overraskende og velgørende twist.

Teksterne er gennemvævede af referencer til musik. “Radioens skratten af højskolesang og grov swing”, “en blåsort akkord / anslås hårdt / vibrerer længe i skoven” , “nylavede sange /rækkes ned til ivrigt hapsende delfiner ” “akkorderne opløses som sukker” ” Dette musikalske øjeblik/ bliver ikke overgået den aften”. I Lydblomst [36], et typisk Munch-Hansendigt, styrer “orkestrets tungt lastede luftskib”, “Basunernes hestebid/ i store æbler” og “andalusiske kastagnetter” mod slutlinjerne “Mon vi kan få alle lydene til at / smelte sammen / i en sang?” Det sidste spørgsmål går tæt på bogens erklærede projekt. “At beskrive musikkens væsen og betydning i tilværelsen”.
Svaret er JA. Udover musikkens eksplicitte nærvær og forbindende rolle er klangen og rytmen i sproget udtryk for en afledt musikalitet. Suppleret af Mark Solborgs illustrationer, hvis makroverden med instrument, truttende planeter og musical dream machine smelter sammen i det diskrete grundmønster der myldrer rundt som en forbindende mikroflora i dem alle. Det er vel sådan naturen frembringer et træ.

Efter at have etableret det som et faktum at jeg bliver glad i låget over teksterne i Musical Dream Machine, har jeg en enkelt bemærkning om teksternes idemæssige baggrund. Som nævnt er de opstået gennem en inspirationsproces, hvor digteren ud fra sine oplevelser med musikken fra ILK har skrevet sine tekster i interaktion med denne. Så langt så godt. Men måske kan bogen blive en kende insisterende omkring sine pointer i efterskrift og forklarende noter om kunstens legende former og forbindelseslinjer og musikkens væsen som grundimpuls. Regelen “show, don´t tell” blir allerede efterlevet forbilledligt i selve teksterne. [Naturligvis er noter og efterskrift velegnede, hvis bogen skulle bruges i undervisningssammenhæng.]

Jeg har læst Musical Dream Machine med fornøjelse. Fulgt filatelistens, munkens og Knud i Valbys skæve musikpåvirkede foretagsomhed. Svævet gennem rummet , så “rastløsheden har glemt sig selv .. hænger i gardinet som en forædt abe”. Nydt bonusdigtene om store jazzmusikere som her om Ben Webster:

"Mens solen synker i havet mod vest
	blafrer et lys i det gamle fyr.
Cigaretrøg buldrer bag ruden
	En grammofon spreder forsølvet
støv i verdensrummet.
	De, der lytter, letter."

Den æstetisk layoutede bog rummer et attraktivt musikpoetisk univers.
Musikdrømmemaskinen er oppe i gode poetiske omdrejninger.

Træer der ligner mennesker

Træer der ligner mennesker
Tommy Heisz
90 sider
Forlag: Neon & Nordlys

Tommy Heisz - Fotograf Jacob Nielsen
Tommy Heisz – Fotograf Jacob Nielsen
Cover
Forside til “Træer der ligner mennesker”

I Tommy Heisz’ seneste digtsamling ”Træer der ligner mennesker” er der masser af træer, men ikke ret mange andre mennesker end digteren. Stort set alle digtene kredser om en tilbagevenden. Til barndommen. Til et sted, man ikke længere hører til. Til et sted med træer. Til et sted med fugle og frosne plovfurer.

Samlingen danner en fin helhed, selv om digtene indbyrdes er ganske forskellige. Der er korte og lidt længere digte, der er alvorlige og mere humoristiske digte, men alle får de en naturlig plads på den rejse tilbage til naturen, som læseren tages med på.

Der er en fortrøstningsfuld sentimentalitet over teksterne, både enkeltvist og samlet set. Det ene øjeblik konkluderes det, at ”Naturen er et sprog/jeg ikke længere mestrer”, det andet øjeblik er digter-du’et selvsikkert hævet over naturen og siger ”Du bevæger dig langsomt/ned gennem slugten/her hånede isen os engang/nu er det dig der bestemmer”.

I det hele taget er ”Træer der ligner mennesker” en art dialog med naturen, i særdeleshed skoven. Dette kommer konkret til udtryk i små humoristiske kortdigte som ”Skoven/har ikke svaret/på nogen af vores henvendelser” og ”Skoven/har ikke ønsket/at deltage i dette program”.

Afstanden til skoven, der kommer med både årene og geografien, opsummeres fint i det digt, der i sin helhed lyder ”Der er pigtråd mellem træerne/man ser det bare ikke/før man ligger og bløder/og skoven bliver kold/sådan bliver vi voksne”. Dette digt viser også ganske godt, hvordan Tommy Heisz går til sproget med en umiddelbarhed og uden berøringsangst og skaber tekster, der både har personlighed, udseendet med sig og noget på hjerte.

Ordene fra titlen ”Træer der ligner mennesker” møder man igen i et digt, hvor konteksten godt nok er fortidig. Der skildres en erindring fra ”…første sal/i nummer otteoghalvfjerds”, hvor ”regnen gjorde mig bange/dens hysteriske flimren/som træer der lignede mennesker”. Digteren giver af sig selv og dykker ned i både styrker og skrøbelighed, og digtsamlingen er således lige dele stærk og skrøbelig. Universet er let genkendeligt for en udkantsdansker som undertegnede anmelder, der også er på samme alder som digteren, men jeg er sikker på, at den vil kunne vække genklang hos mange andre også.

”Træer der ligner mennesker” udkommer d. 17/3-2014. Den er grafisk bearbejdet af Tina Schembecker – og fremtræder i øvrigt på alle måder flot og gennemarbejdet. Bogen er blevet til ved hjælp af crowdfunding og er den første digtsamling, der er blevet realiseret på denne måde på boomerang.dk. Tommy Heisz har tidligere udgivet samlingerne ”I udkanten” og ”Nætter i mol”.

SUBTOTAL

Hans-Jørgen Vestergaard: SUBTOTAL

subtotal_press

Forlaget mellemgård

ISBN: 978-87-93126-84-8

Der er en gevaldig mængde digte i Hans-Jørgen Vestergaards debut, og jeg vil starte med at sige, at digtsamlingen godt kunne have brugt en beskæring. Eller også er der i virkeligheden stof til et par bøger i denne ene. Der er for eksempel et afsnit, der hedder “Mellem tro og kro”, der bygger på en god ide om at gå i kirke kl. 10 og derefter reflektere over det hørte på kroen kl. 11. Den ide kunne man måske skrive en hel bog over.

En god del rimede, humoristiske og aforistiske digte skygger for de digte, jeg personligt synes bedst om. Der er en del digte, der er sansede og sanselige, og som sprogligt er meget svulstige, men uden egentlig sproglig nysgerrighed og fornyelse. Jeg bryder mig for eksempel ikke om det første digt med dets gammeldags tone, der ligger meget fjernt fra andre, mere stærke digte i samlingen.
Frø kvækker i mose / Fugle kredser om træet / Blå himmel og hav. // Skoven er i ro. / Vejret blæser på vinden. /Solen viser rundt…”

Ok, der er et par af de mere “pjattede” og “sexede” digte , som er ganske sjove, men jeg vil hellere se flere sætninger som denne (i digtet “Vårens livstegn”):

“På dage som denne / slår solens stråler ring om os / som soldater i snorlige rækker / og pensler blidt sprækkerne i vort favntag.,,”

Bogens titel “Subtotal” er jeg glad for. Forfatteren HJV er også revisor, og der er digte, hvor revisorsproget bruges poetisk, som er ret vellykkede.

Titel og forside virker godt og stærkt og passer til de gode digte i samlingen.

Det er de digte jeg vil kalde “dæmondigtene”, de mørkere digte, der hvor jegets depression beskrives digterisk. Her er sproget mindre forudsigeligt og sine steder gribende. De bedste afsnit i bogen er derfor “Toppede brosten” (selvom der også godt kunne pilkes lidt vildfarent græs op her) og “På vejen væk”. Digtet “Skabsskuffer” er et godt digt med gode ordspil, som også rummer en dybde.

I digtet “Hundeliv” er der den dejlige sætning:Løgnen tager fodbad i vores tårer / fødderne trænger så tit…”

Mange flere sætninger af den slags, HJV!

Det er sin sag, at gå i gang med at skrive poesi senere i livet og være en ikke helt så ung debutant (det er vi flere, der kender til).
HJV viser en stor lyst til at bruge sproget, ikke kun som terapi, men også som sanseformidler = poesi, og jeg vil råde ham til at læse sindssygt mange digte af vidt forskellige poeter, for jeg er sikker på, at hans poetiske sind vil tage imod og tage ved lære. Så han kan fortsætte med at lægge bedre og bedre delsummer til den større sammentælling.

 Faktorernes uorden

 Giv mig et tegn,

overskrid grænser

i fristelse

fra det onde

… nu vil hun skilles;

nul komma nul komma damehul.

 

Vi er lige nu

kommasepareret;

 

led os ikke,

 

fri os!

Her er mit tegn.

Petit Point

Else Skovborg : Petit Point og andre små tingPetitPoints
Forlaget Bogforum 2013
www.bogforum.dk
ISBN 978-87-91699-20-07
Grafisk opsætning: Helge Skovborg
Produktion www. formprint.dk
Udgivet med støtte fra Velux Fonden.

Jeg har gennem de seneste år haft fornøjelsen af at anmelde Else Skovborgs erindringsbøger hvoraf denne er den fjerde. Else Skovborg, der er født i 1921, fokuserer i de tre første især på den lille landsby Tjærby ved Randers Fjord, mens der denne gang er tale om et bredere emnevalg. Måske kunne teksterne i denne bog kaldes mikronoveller.

Petit Point indeholder fortællingen om en chesterfieldsofas rejse gennem fire ægteskaber, vagabonden der forærer den fine frue chokolade, ømheden mellem mennesker skildret gennem hverdagshandlinger. Continue reading

Et haiku om dagen

Ole Bundgaard: Haiku II (2013)Haiku2
Forlaget Werkstatt
Forlagsgruppen
Katholmvej 14
2720 Vanløse
www.forlaget-werkstatt.dk
ISBN 978-87-89575-03-2

Først sidder man med den smukke bog i hånden. Fingrene glider over det glatte omslag. Det håndvenlige format og den fint buede ryg signalerer at der er lagt vægt på alle dele af tilblivelsesprocessen. Man blir forventningsfuld.

Så kommer den første udfordring. Der findes sikkert ingen manualer for at læse haiku. Og slet ingen for at læse 365 af slagsen. Man kan ikke begynde forfra og læse igennem til sidste side. Man kan ikke rumme mere end nogle få af de koncentrerede og tematiske vidtspændende tekster ad gangen.
Bogens strukturerende princip , at læse et haiku hver dag i året , er faktisk ideelt. Men jeg skal omtale/ anmelde bogen inden for en vis tidsramme. Jeg kommer i tanke om skålen med mannakorn der stod på sofabordet i mit hjem. Hver dag trak man et lille papstykke med dagens bibelord. De to testamenter kunne ikke læses fortløbende, man måtte koncentrere sin læsning om enkeltpassager. Den tankegang passer mig fint. Jeg har stor lyst til at botanisere i den frodige haikuhave der åbner sig for mig i Ole Bundgaards bog. Continue reading