Helle, for helvede

hellehelle

 

Hvad: Oplæsning i Det Poetiske Bureau.

Hvor og hvornår: Griffenfeldsgade 52, 7/9-10.

Hvem: Arash Sharifzadeh Abdi, Helle Helle, Søren E. Kristoffersen, Morten Ranum, Pia Tafdrup og Torben Ulrich.

* * *

 

Det er snart længe siden, jeg har anmeldt liveoptrædener for MetrOrd, men seks oplæsere, blandt dem to sværvægtere i branchen, tre garvede skrivende, og én absolut ener af en person, var nok til at overbevise mig om, at dukke op og indsnuse stemningen. Pen og blok i rygsækken, kamera i bæltet og afsted til hvad der snart er blevet Københavns litterære centrum: Nørrebro.

 

Problemet med at motivere sig selv til at komme til oplæsninger, når man beskæftiger sig med så mange af dem, er nok mest af alt et slags luksusproblem. Der er mange gode oplæsninger, det kan være svært at vælge, hvad man ønsker at spendere sin tid på, og i en kultiveret verden hvor næsten alle skriver, gider man efterhånden kun gå til oplæsninger for at høre sig selv. Denne oplæsning sender mig mod Nørrebro, hvor jeg selv læste op i sidste uge på Nørrebro Litteratur Festival, og det er ganske utroligt hvor mange litterære aktiviteter der foregår i lige dét område.

 

Sidste gang jeg var i Det Poetiske Bureau for at overvære en digtoplæsning, var det bla. Søren Ulrik Thomsen og Ursula Andkjær der læste op. Det var en blandet affære for mig, da der var stuvende fuldt i Bureauet, og jeg ingenting kunne se og kun i bidder høre. I et sikkert skæbnemæssigt betinget symbolsk styrt brækkede jeg min skulder på vej hjem, og således, til denne oplæsning, anlægger jeg en noget mere konservativ indstilling. For at sikre en ordentlig lytteplads denne gang, stikker jeg hjemmefra tidligt. Det er også derfor jeg kommer halvanden time for tidligt til arrangementet, omend en af aftenens ånder omkring Bureauet er venlig nok til at lukke mig ind, og vi udveksler et par kommentarer om et par af Bureauets affærer. Vi har ikke sniksnakket længe, før de første folk begynder at dratte ind.

 

Mit sats med at sikre mig en behagelig morfarstol i passende vinkel og afstand til mikrofonen begynder pludseligt at se lidt oversatset ud, da adskillige mennesker i større og større bunker hober sig op foran mig, og omkring et kvarter før take-off er der hele to rækker stående mennesker anbragt lige durk foran mig, og jeg ser mig nødsaget til at bide i det sure æble og rejse mig for overhovedet at kunne se noget.

 

Aftenens vært Martin “Boff” Thomsen virrer rundt som en tasmansk djævel for at binde tingene sammen. Iklædt en gul jumpsuit med ordet “poesi” trykt i tydelige typer på ryggen, minder han lidt om en astronaut i poesiens tjeneste parat til at blive affyret ud i et ordenes univers (hvorend det måtte være). Han indtager position bag mikrofonen og introducerer aftenens oplæsere, og det er med stor iver og gejst, at han påtager sig værtsskabet ved denne oplæsning.

 

Man har fra Bureauets side valgt at pakkeløse oplæsningen, således at oplæserne der huserer i Bureauet kommer på i første halvdel, og de mere etablerede giraffer kommer på i anden. Et lidt sært valgt, set fra min side, da jeg ville være mere interesseret i at se blandingsproduktet – hvordan klarer de mindre kendte forfattere sig over for de kendte, var et spørgsmål jeg godt kunne tænke mig at høre afklaret live.

 

Første oplæser er Morten Ranum, og han læser op af sin udgivelse Begyndelser (der er anmeldt andetsteds på MetrOrd), og det er svært ikke at lade sig rive med af hans intensitet og begejstring. Teksterne fungerer umanérligt godt som oplæsningstekster, og materialet formår i Ranums fyndige formulering at fremstå både aggressivt udfordrende og tilbagelænet reflekterende. Disse skift i kadence gør ens villighed til at lytte efter stoffet så meget desto større.

 

Næste på scenen er også en gammel kending på livescenen i København, og Søren E. Kristoffersen indtager scenen i vanlig stil, lidt som en genert knægt. Han medbringer fem temmeligt korte digte, der synes at læne sig op af et klassisk snit i deres lyrik. Jeg synes bidraget er lidt kort, og der kommer aldrig helt ild på teksterne. Jeg savner noget begejstring, noget diktionsmæssig indlevelse, for det foresvæver mig, at der er mere i teksterne, end der kommer ud over scenekanten denne gang.

 

Dagens absolut mest stilrent stiliserede poet på scenen er Arash Sharizadeh Abdi. Hans tekster, ofte med velsnørede enderim, ligger i aften, for mig at høre, og roterer omkring hinanden i en pardans mellem religionspolitik og mytologi. Skægt nok nærer den iranskfødte Abdi en forkærlighed for det klassisk danske i digtning, og det er forfriskende at høre dansksproget litteratur med rod i det mellemøstlige, der ikke udelukkende handler om noget geopolitisk eller socialt, men med et glimt i øjet tager sine emner seriøst uden at tvære dem i fjæset på folk. Jeg må tilstå, at jeg aldrig har været meget for enderim, men det er mest et spørgsmål om smag og behag.

 

Så er der pause, og de fleste flytter sig ud af svedekassen i Griffenfeldsgade og ud på fortovet. Jeg begynder lidt at frygte, at aftenens absolut mest giraffede giraf ikke dukker op, men netop i det øjeblik futter Torben Ulrich forbi mig og ind på Bureauet. Med sit lange skæg, og ansigt der taler voluminer, ligner Torben Ulrich en ældre vismand, man opsøger i et tempel på et bjerg for at få udleveret sit livs koan.

 

Da vi går i gang igen, er det Pia Tafdrups tur bag mikrofonen. Hun udleverer nogle reklamebrochurer som Gyldendal har ladet trykke. Efter at have bladret siderne igennem går min overvejelse på, hvorfor man ikke har sparet denne tryksag og udgivet en 32-siders digtsamling istedet. Pia Tafdrups oplæsning har jeg dog ingen anker overfor. Hun er sikker og stabil i både diktion og udtryk, nærmest sleben til størst mulige perfektion. En del af hendes digte har et rejsetema, som lokker et grin frem hist og her hos publikken, og hendes oplæsning går rent ind. Digtene kører i den velkendt observerende, nærmest centrallyriske stil (sorry, ingen sex denne gang), og selvom jeg nok aldrig helt bliver eksalteret over hendes skrivning, fungerer hun glimrende på scenen denne aften.

 

Så bliver Torben Ulrich trillet op på scenen, og han starter, hvad der lyder som en længere introduktion til sin egen oplæsning, men introduktionen bliver længere og længere og mere anekdotisk, som han kommer frem i fortællingen. Han roder sig ud i en masse sideforklaringer, hvor man sidder yderst på stolen (en imaginær stol, for de fleste blandt publikken står nu op), og venter på en forløsning i sætningerne. Det bliver klart for mig, at forløsningen aldrig rigtigt kommer, og oplevelsen ved Torben Ulrich er oplevelsen af ham. Han rabler sympatisk og ufokuseret afsted, som en genial fulderik, slingrende på en long john. Nær slutningen af hans tørn på scenen tyvstarter han en engelsk tekst, som han alligevel ikke rigtigt har lyst til at læse op. Istedet vælger han at runde af med en spøjs messende mumlen og udbryder pludseligt “STOP” – en reference til en tidligere anekdote han har rullet op for publikum. En særpræget ikke-oplæsning fra denne langskæggede excentriker, som er umulig ikke at holde af.

 

Sidste levende billede er über-giraffen Helle Helle, som jeg har haft et noget blandet forhold til, siden jeg blev tvunget igennem hendes noveller i gymnasiet. Jeg har dog lært at forlige mig med hendes prunkløse minimalisme og må sige, at hun virkeligt fungerer godt på scenen. Hun er sjov, indlevende, afslappet og velafbalanceret i sin måde at læse op på. Især den hæderkronede roman Ned til hundene får en speciel tur på scenen, og materialet fremstår sublimt morsomt med Helle Helles ferme greb om sproget. Aftenens største hit, og overraskelse, bliver for mig netop Helle Helle.

 

Derefter er der ikke så meget tilbage at sige. Klokken er over 23.00, og jeg orker ikke at blive og ryste poter med girafferne, som på dette tidspunkt har samlet sig en skare af formodede undergraduates på dansk og litvid, der med (igen formodede) julelys i øjnene ser deres snit til at indsnuse noget af den litterære atmosfære. For mig er det tid at gøre status: Det har en været en glimrende, men igen. lang aften. Store kudos fra min side til Bureauet for at samle en så solid lineup af oplæsere, selvom scoopet Torben Ulrich ikke ligefrem virkede i sit rette element. Bureauets egne oplæsere denne aften kender jeg udmærket fra mange andre arrangementer, men generelt holder de et højt niveau og glimrer især ved deres forskelligartede vinkel på litteratur. Atmosfæren er fin og humøret højt i Griffenfeldsgade, og selvom lokalerne ikke rigtigt er gearet til dette massive rykind, så får man alligevel indtrykket, at det har været en sjælden fugl af en oplæsning, man ikke får lejlighed til at stikke forbi hver dag. På vejen hjem overvejer jeg, om man ikke burde droppe forbi biblioteket en af dagene og give Helle Helle en ny chance.

Anmeldt af Thurston Magnus

8 tanker om "Helle, for helvede"

  1. Ganske udmærket, men lidt for lang omtale, som også må have taget en del tid at sammensætte. Hvis du dykker lidt mere ned i stoffet, altså med citater fra de oplæste digte, kunne det blive til en reel anmeldelse af liveoptrædener. Held og lykke med skrivningen!

  2. Hej Arash,

    tak for observationer og kommentarer.

    Jeg skal prøve at se, om jeg kan komme min metode lidt nærmere: For anmeldelse af liveoptrædener tager jeg mit udgangspunkt i det samme som når jeg har anmeldt koncerter, hvor jeg synes stemningen skal trænge tydeligere igennem end alle detaljerne. Jeg tvivler på, at folk der evt. læser denne slags anmeldelser, bekymrer sig så meget om nøjagtighed – altså, bøgerne ligger derude, hvis folk skal have præcis tilgang til stoffet.

    Jeg hæfter mig en del ved, hvordan showet spænder af, hvordan stemningen er, og hvordan det har været at bevæge sig igennem et arrangement med et sæt øjne og ører bevæger sig igennem. At overlevere oplevelsen af oplæsningerne, så at sige. Jeg kan faktisk kun erindre, at have læst liveanmeldelse der fungerer lidt på de præmisser.

    Når det så er sagt, så er det langt i spyttet, og jeg ved ikke om alle gider slæbe sig igennem mine jeremiader. Fordelen ved at drive sin egen lille iskagebod som MetrOrd er, at man kan sælge det man vil, som man ønsker, lidt ligesom Bureauet, omend ingen siger, at man som reflekterende person ikke til tider skal gentænke sin metode :0)

    Cheers og lige over med skrivningen.

    – Thurston

  3. Det, at citere fra den tekst man omtaler er og har været kotume til ALLE tider – kun at beskrive stemningen og cafélivs-associerede smuler er ikke nok, man vil altid savne teksten som bevis, der skaber en helhed – ikke bare for mig, men for dem, der søger mening i stoffet – bare eet vers ville være nok ved siden af de 99% objektive og dekorative erindringer ;o) Selv gode anmeldelser af koncerter nævner titler på numre og citerer sange…

    Detaljer og nøjagtighed i live optrædener?! Jeg mente helhed!

    Og det hjælper efter min synsvinkel jo ikke meget at forvente folk selv finder bøgerne derude, hvis ikke de har hørt bare et citat fra værket!

    Ses omkring,
    Arash

  4. Tjah, det kan da godt være, at et citat eller to krydrer en anmeldelse, en effekt jeg da også har gjort brug af fra tid til anden (hvis man gider checke historikken), men det er min holdning, at det ofte bliver temmeligt arbitrært, nærmest kontrært anmeldelsens egentlige formål, hvis man skal pille en sætning eller to ud af en oplæsning uden videre [”Ronnie James Dio sang under nummeret Holy Diver sætningen ’holy diver’ ”]

    Lyrikoplæsninger og udgivne værker er væsensforskellige (tør jeg sige), og kriterierne man bedømmer dem efter, bør af samme grund også være det. Anmelderi er, efter min mening, omtrent ligeså meget en gren af litteraturen som – åhladossige – poetik, og bør forvaltes efter det stof man ønsker at videregive. Metoden, lad os kalde det sådan, er min måde at cirkle mig ind på, hvad der overleverer en given oplevelse og mængde information bedst muligt. Lyrikoplæsninger er en helhedsoplevelse, hvor mange der kommer til dem, ikke nødvendigvis kun er ude efter de ord, der flagrer i vinden den aften, men alt det andet der ligger og graviterer omkring arrangementet. Man anmelder jo ikke bare digterne og deres ord, man anmelder hele arrangementet og dets kontekst. Anmeldelsen er dermed ikke kun for Litterat nummer 1 og 2, men for alle der kunne have interesse. Det kan man så kalde hvad man vil, men det er i min optik absolut relevant for en anmeldelse, hvordan tingene opleves af de tilstedeværende – jeg kunne have hørt Per Højholt, Johannes L. Madsen og Inger Christensen i Auschwitz anno 1943, og ville nok stadig have lidt af en nedtur over arrangementet, verstehen sie?

    Jeg beklager, men jeg nægter at anmelde en lyrikoplæsning efter samme kriterier, som jeg anmelder fx. en brødrister. Hvis det falder nogen for brystet, så er det mest min holdning, at de bare kan lave deres egen iskagebod, eller som jeg har foreslået adskillige personager: Skriv en gæsteanmeldelse for MetrOrd og vis os hvordan tingene skal gøres korrekt.

    Salut,

    – Thurston

  5. Kære Thurston

    Tjoh, men hvem har talt om KUN at anmelde digterne og deres ord?! Nu overdriver du igen på den ene vægtskål, for at kunne argumentere dig ud af den ide om at citere med een sætning eller eet vers, der måske kun fylder 1% af den slags anmeldelser, som du taler om. De 99% kan jo handle om det, du som anmelder lyster at skrive. Fik du den? Eller vil du stadigvæk overdrive min lille efterspørgsel til at skulle fylde en anmeldelse med kun citater?:)

    Vil du ikke anmelde lyrikoplæsninger efter samme kriterier som en brødrister eller en poesibog?! Jomen, hvem har da bedt dig om det, vel ikke mig? Du gør altså med andre ord eet citat til en kæmpe, der overtager hele omtalen, he he.

    Andre slags boglige anmeldelser går derfor mere i kødet på indholdet, som du så godt påpeger, men at absolut ingen citater give, og påståelsen om at det ikke går ud på det, samt “du kan jo bare lave din egen iskagebod æv, bæv” – får mig til at tænke på…

    Skål, mens du kan!
    Arash

  6. Jeg har svært ved at se, hvorledes jeg overdriver. Jeg lægger muligvis balancepunktet i mine anmeldelser lidt forskudt i forhold til hvad andre ville gøre, og jeg vil i den forbindelse mest opsummere det som personlig kolorit, der kommer til udtryk i en anmeldelse. Det er vel min ret som anmelder, at bedømme noget så omstændeligt som en lyrikoplæsning efter nogenlunde forgodtbefindende.

    Hvis der var tale om en hardcore anmeldelse af et uhyre svært værk, eller fx. en anmeldelse af min berømte brødrister, så ville jeg da gribe til våben på en helt anderledes måde – men det er der ikke, og dét er min hovedpointe. Det er et forsøg på en beskrivelse af, hvordan en given digtoplæsning fungerer, som jeg ser den, og hvordanjeg oplever den, og som er udformet i det spinkle håb om, at folk orker at læse med, fordi de ikke keder sig ihjel alt imens. Muligvis får de, hvem end de er, en oplevelse ud af stadset i mellemtiden. Jeg håber da ikke, at folk læser mine liveanmeldelser med forventningen om, at der skal være tale om den helt store litterært sammenknappede fest med geniale referencer til ditten og datten. Så er de i alt fald gået forkert, for det er ikke mine bevæggrunde for at anmelde oplæsninger. Det står fuldstændigt frit for folk, ikke at overvære de sniksnakkende eskapader jeg ganske gratis er med til at stille til rådighed på dethersens internet, lige i dette tilfælde via MetrOrd. Værsågod. Værsågod, at lade være.

    Jeg indrømmer blankt, at mine liveanmeldelser er farvede af min egen tilgang til oplevelsen, og at jeg efterhånden kun sjældent benytter citater (som i sig selv er farvede, efter min mening), men jeg går ud fra, at folk der kunne have lyst til at læse med på nuværende tidspunkt, nok har fattet dét præmis. Jeg forventer på ingen måde at blive elsket for min simple, idiosynkratiske indsats på MetrOrd, men det var dog rart om man kunne slippe for de mest mavesure indspark i en, på forhånd, skævvreden debat.

    Når jeg lettere ironisk nævner iskageboden (som et forkvaklet symbol på at stable noget mindre og egent på benene), så er det mest en slags vittig bemærkning, der kun dukker op fordi, det til tider er trættende at skulle vade rundt i åh-så klåååge menneskers holdninger til ens gøren og laden. MetrOrd er en mindre instans på det enorme kort litteraturen skal forestille at opridse, og er i høj grad startet fordi den repræsenterer et alternativ til noget mere veletableret. Ingen af anmelderne på siden har givetvis sagt andet. Folk skriver efter deres egne lyster og kompetencer; jeg husker heller ikke, at have tildelt mig selv flere priviligier end som så, på den bagggrund – ikke desto mindre vil jeg unde mig selv en mindre gestus i denne tåbelige pseudodiskussion: Jeg lukker diskussionen. Min mailbakke står evigt åben, hvis folk har en bøf, men hér er der lukket.

    Tjullahop.

    – T

  7. Kære Thurston

    Det er nu rart at kunne kommentere hinandens arbejde, pseudodiskussion eller ej. Tak for det og ses omkring!

    Venligst
    Arash

Der er lukket for kommentarer.