Selvskreven

paklistede-grene_forsideForfatter:     Lise Andreasen

Forlag:         Books on Demand – ISBN: 9788776919573

Format:        Prosatekster af filosofisk tilsnit, .PDF-fil, 212 sider.

 

* * *

 

Hvad sker der, hvis man giver sig selv lov til præcist dét, man ønsker med en bog? Et bud kunne være Lise Andreasens omfangsrige værk Påklistrede Grene. I denne bog smider hun alt ind, og det ender i et værk med udpræget filosofiske tekster, hvor man bemærker en stærk trang til at dele ud af sig selv og egne erfaringer.Tekstudladningen lander som en slags filosofisk, selvbekendende bog, og til dét kunne man hypotetisk forestille sig Per Arnoldi spørge: “Hvorfor ser dét sådan ud?”

Det er måske igen ved at være tid at opsummere hvad MetrOrd i det hele taget drejer sig om: I en tid hvor de større forlag synes enten at kollapse under pres fra en tiltagende monokultur eller i desperation satse på det fortløbende arvesølv (I ved, hvem I er), er der vel næsten intet mere besnærende som anmelder end, som en anden litteraturens Indiana Jones, at give sig i kast med det absolut smalle og uvejsomme. Her taler vi ikke nødvendigvis smal litteratur som den-der-særprægede-digtsamling-udgivet-af-det-der-nye-englesmukke-lyrikikon, men måske mere noget helt unikt og ganske personligt. Det specielle ved MetrOrd er rammerne for, hvad der kan finde vej til anmeldelse, og Lise Andreasens bog Påklistrede Grene er ligeledes speciel i sig selv.

Lise Andreasens bog ankom i første omgang hos denne anmelder på moderne vis som .PDF-fil, og derfor må det nok siges, at det er så som så med indpakningens betydning for helheden. Der indgår ikke rigtigt omslagskunst i min version, omend bestiller man bogen på BoD, er der omslag som på ovenstående billede. Man efterlades lidt med idéen om, at det er ordene, der skal styre slagets gang, ikke så meget det grafiske. Ikke desto mindre indeholder selve udgivelsen en del illustrationer, bla. nogle bemærkelsesværdige oversigtsskemaer i starten. Illustrationerne virker allesammen computerskabte og giver et lidt konstrueret præg, hvilket egentlig ikke er så ringe endda, men man er ikke i tvivl om, at produktet er svejset sammen pr. computer. Sammenholdt med overskrifternes lidt for søgte font, synes jeg det overordnede grafiske præg virker noget rodet og ikke så pænt. Når man tager indholdet i betragtning, ville jeg nok have foretrukket noget mere stilrent.

Bogen er på det nærmeste opbygget som en artikel. Den er nøjsomt inddelt i rubrikker med numre (overskueliggjort i indholdsfortegnelsen), og ofte er hver rubrik indledt af et citat. Citaterne bruges i bogen som regel som et slags debatoplæg til hver rubrik og fungerer på den måde faktisk udmærket. Indholdet af hvert enkelt indlæg er stærkt diskursivt, omhandler i mange instanser menneskelige egenskaber og psykologiske forudsætninger for livet (Motivation, Lyst, Mening og Intuition, fx.), deres virkninger og følgevirkninger set ud fra forfatterens perspektiv og ledsages mange steder af flere detaljerede fodnoter og i det hele taget et elaboreret system af kommentarer. Flere af kapitlerne har indskudte bulletpoints hvori fx. emnets associationer fra forfattervinklen bliver opstillet logisk i et slags skema. Omkring emnet “Ærlighed varer længst” noterer Lise Andreasen sig flg. associationer i den forbindelse (side 18):

 

“Associationer:

• ærlig, oprigtig, af et godt hjerte, god

• ærlig, sanddru, sandhedskærlig, kærlig

• ærlig, retskaffen, integritet

• ærlig, retskaffen, hæderlig, respektabel, respekt!”

 

På den måde er bogen let fordøjelig; en bog man kan læse i etaper: Man kan køre igennem den, kapitel for kapitel, uden nødvendigvis at skulle følge bogens eget oplagte narrativ, men springe i sagen lidt som man ønsker. Oversigtsskemaerne i starten kan bruges lidt som en mindmap over bogen, hvilket faktisk gør den ganske overskuelig. Man kunne drage løse paralleller til forskellige kendte værker hér (Bibelen, som jeg altid har betraget som mestendels et opslagsværk), men bogen lader til gerne at ville fungere på sine egne personlige præmisser (og persons præmisser, kunne man tilføje), og derfor vil den for de fleste læsere formentlig også fremstå som mere et personprojekt end en fagbog. Bogen flyder over af referencer og diskussioner, men diskussionerne lider ikke under den sædvanlige filosofisygdom, at hver diskussion forudsætter, at man har læst ti tidligere værker i samme gren af emnet. Lise Andreasen leverer stort set alt det råmateriale, man behøver for at kunne følge hendes linie i bogen, og således er bogen ikke unødigt kompliceret, hvilket igen understreger, at forfatteren formentligt ikke ønsker at distancere sig fra læseren via abstrakte konstruktioner, men prøver at inkludere denne. Tonen er ofte lagt på en tilpas jovial måde, som fx. hér fra kapitel 9.2:

 

“Jeg husker stadig den kæmpe aha-oplevelse det var

for mig, at erkende, at jeg ikke var magen til andre

mennesker. At andre tænkte på en anden måde, ville

noget andet. Og jeg har en fornemmelse af, at det

ikke er alle, der har haft den oplevelse endnu …

Men helt ærligt, hvor er det dog skønt, at vi er

forskellige! At vi kan lære af hinanden, inspirere hinanden,

skabe synergi sammen.

Men nogle gange bliver vores forskellighed

brugt som en undskyldning for at proppe hinanden i

kasser. Og pludselig hører man at “alle kvinder” eller

“alle danskere” eller sådan et eller andet. Undskyld

mig, men har de været ude og spørge alle kvinderne?”

 

Når det så er sagt, så er sproget måske nok bogens største handikap. Sprogtonen veksler, nærmest vakler, mellem en raffineret, akademisk stil, som understøttes af opbygningens form, og så en jævnt folkeligt appellerende af slagsen. Begge måder at angribe sproget på, kan for min skyld være fint, men der mangler klart en gnist i sproget, især når forfatteren forlader det akademisk præcise, og kører over i det mere poetisk filosoferende. Lise Andreasens sprog rammer, efter min mening, ikke rigtigt det skønlitterært lyriske, som jeg fornemmer er en del af idéen med dette blandingsprodukt af en bog – min hovedkritik går på, at sproget bliver for retorisk og snik-snakkende, hvad der får denne læsers tålmodighed til at svigte. Bogen fungerer nok stærkest i sit akademiske præg.

Alt i alt betragter jeg mest bogen som en konverteret terapibog, en bog skrevet ud fra én persons tankestrøm. Bogen har utvivlsomt renset godt ud i forfatterens egne gemmer i baghovedet (bogens undertitel er “levende livsvisdom”), og i dén proces har forfatteren sikkert også haft et ønske om at give noget videre. Om det er for at spare andre mennesker for en ekstra filosofisk postgang her i livet, eller blot for at understrege hvordan forfatteren selv tænker over verden, er nok ikke til at sige. Det der dog kan siges, er at selvudgivelse/BoD er velegnet til denne slags bøger. Lise Andreasen tillader sig selv fuldstændigt alt i, og med, denne bog, og på den måde virker det affødte værk som et udmærket aftryk af (tør jeg formode) hendes helt egen tankegang. Som svar på Per Arnoldis spørgsmål, så ser Påklistrede Grene, ud som det gør, fordi det er udtryk for én persons absolutte idé, og på den måde fungerer bogen som den skal. Om bogen kan finde bredere appel end inden for en nær cirkel omkring forfatteren, er nok mere tvivlsomt.

Anmeldt af Thurston Magnus