Lakonisk Forvirret

sunereitzLakonisk Forvirret

Anmeldt af Linda Nørgaard

Forfatter: Sune Reitz

Forlag: Ravnerock. ISBN: 978-87-92625-13-7.

Format: Bog. 68 sider.

Om digtsamlingen “Lakonisk Forvirret” af Sune Reitz skriver forlaget blandt andet, at den “indeholder hverdagselementer, abstraktioner, aforismer og andre mærkværdigheder, og den er skrevet i en tone, som skiftevis er lettere humoristisk, delvis kærlig og ikke mindst sarkastisk”, og sådan opfatter jeg den også. Forlaget skriver videre, at “digtene kan læses enkeltvis, hvor man plukker et ud ved hjælp af tilfældighedsprincippet, eller man kan læse dem i ét ryk, hvor helhedsoplevelsen vil trække læseren rundt i en cyklus, hvor man starter hos det egoistiske jeg, begiver sig over forelskelsen, siden opbruddet, hvorpå man igen rammer det egoistiske jeg, og cirklen er nået”.

Med titlen in mente kan man altså ikke påstå, at forlaget forsøger at sælge samlingen som et kunstværk, hvor der er kælet for sammenhængen, og det er på godt og ondt også det indtryk, bogen efterlader.

Jeg har både læst på kryds og tværs og alle digtene i rækkefølge, og der er stor forskel på digtene, både hvad angår emner og digtenes kvalitet.

Nu fremgår det ikke entydigt, men jeg antager, at nærværende samling er Reitz’ debut, og også dét kan mærkes. Digteren er skiftevis selvsikker og fremadbrusende og vaklende og skødesløs.

Samlingens mest interessante digt synes jeg er det, der begynder med ordene “Hello Kitty København”. Der går lidt Michael Strunge og Drømmens Faner anno 2010 i den, men det er bestemt ikke nødvendigvis dårligt. Jeg citerer første del af digtet:

“Hello Kitty København

asiatisk farvelagt fiktion

men der er intet barnligt over byen

Gamle, gamle københavnerskøge

der forførende fortryller mig

og spinder mig ind i et netværk af buslinjer

S-tog og nu også metro

Vi er bange for terror

men hvem er frihedskæmper

det ved kun historiebøgerne

…”

Det er et statement, der vil noget, og det leveres på én gang bombastisk og nænsomt.

Og både det bombastiske og det nænsomme går igen mange steder i bogen og mestres ret fint, selv om det desværre også savnes andre steder og mestres mindre fint andre steder igen.

Samlingen er ingenlunde tidløs, men det er også dens tidfuldhed, der giver den liv, og det er tiden og stederne, der er den røde tråd og pejlemærkerne igennem værket.

Den balancerer mange steder på grænsen til banaliteter og ligegyldighed, men hele tiden redder den sig selv op igen ved finurligheder og førnævnte kolorit i form af tid og sted. Reitz nævner selv både Strunge og Dan Turéll i samlingens sidste og længste digt, der i øvrigt bærer titlen “SYVOGTYVE ÅR”, og hans digte vækker flygtige mindelser om begges og mange andres, men befinder sig altså utvetydigt her og nu. Der er Facebook og Weber-grill, IKEA, Jes Dorph og sågar Bubber, B.S. og Sidney Lee. Det kunne skæmme en digtsamling, hvis det kun var for syns skyld, men i sammenhængen giver nævnelsen af både teknologisk hverdag og antihelte mening og fylde.

Man møder, synes jeg, en digter, der på én gang eller på skift hader og elsker den verden og den hverdag, han er en del af, og forholder sig til den uden at lægge fingre imellem.

Bogen er smukt sort med rød skrift og et forsidebillede, der måske er et sløret portræt af forfatteren, men indholdet er ikke entydigt dystert, selv om der er drøje hug til lidt af hvert fra “Pretty boys og støvlebesatte kællinger” til “Windows’ venteikon”. Der bliver også plads til “kys som fortsætter op til din nakke/lidenskabelige/inderlige/og uforglemmelige” og “Jeg venter på ar du gør dig klar/jeg venter gerne/på dig/på os/og livet”.

Jeg skrev tidligere, at det lange digt “SYVOGTYVE ÅR” også var samlingens sidste, men det passer ikke helt. Allersidst er der nemlig et lillebitte sidste digt, der nærmest har karakter af et skjult nummer sidst på et musikalbum fra 1990’erne. “Undskyld/jeg ved det godt”, står der bare, før samlingen endegyldigt klinger af.

Og Sune Reitz ved det godt, og det er hans og hans digtes styrke. De bilder sig ikke ind at være noget, de ikke er. Og når man lukker samlingen efter at have læst den igennem fra ende til anden, har man været på en rejse. Ikke nogen actionpacked rygsækrejse til skjulte templer og uopdagede landsbyer, ej heller nogen daseferie på en bulgarsk eller spansk turiststrand, men en uprætentiøs, fandenivoldsk og righoldig moderne storbyferie med morgenmad inkluderet, et par koncerter, lidt shopping, gadevandringer, cafébesøg, neonreklamer og møder med nye og gamle venner og flammer. Jeg ville ikke have været rejsen foruden.

Samlingen hedder “Lakonisk Forvirret”, og det er lige præcis, hvad den er, og hvordan den efterlader sin læser. Ikke bare almindeligt forvirret, men lakonisk forvirret. Lakonien er et andet ord for den græske bystat Sparta, og da spartanerne var kendt for at udtrykke sig sådan, betyder ordet på nudansk “kort og præcist”. Titlen rummer således ganske godt den konstante dobbelthed i digtene, der både er spraglede og enkle, både dannede og ungdommeligt skæve.

Og Sune Reitz er da også kun 22 år gammel, og selv om det kan mærkes i “Lakonisk Forvirret”, glæder jeg mig til at se mere fra hans hånd i årene, der kommer.

Samlingen er på gaden 18. november 2010.