Tilværelsens ulidelige lede

gothengert_forside

Forfatter:     Ricky Goldby

Forlag:         Forlaget Livslede – ISBN 87-994253-0-0

Format:        Novellesamling, paperback, 163 sider.

* * *

Helt ovre i en anden boldgade for novellesamlinger, end den jeg senest har anmeldt, finder vi Ricky Goldbys udgivelse Gothen Gert.  Jeg tror næsten ikke, man kan komme længere væk fra Sverre Kaels’ intellektualiserede og sprogligt polerede skrivelser end Goldbys tretten eksplosive udladninger om ungersvenden Gert og dennes prøvelser ud i at blive virkelig Goth. Goth bliver man nemlig ikke af sig selv, men kun gennem skarp træning, og Goldby fører os ind i universet med et glimt i øjet.

Det er altid interessant at få lov at kaste sig ind i en bog, hvor man stærkt har på fornemmelsen, at forfatteren er smeltet sammen med sit eget materiale. Med fare for at smide ophavsmanden til Gothen Gert, Ricky Goldby, ind i en meget veldefineret kategori af mennesker, vil jeg tro han enten deler et karaktertræk eller to med sin egen udgivelses protagonist, eller bare har observeret typen rundt omkring i miljøet. I alle tilfælde skal man ikke lægge mange sider bag sig som læser, før man får et helt klart billede af det menneske Gert skal opridse.

Jeg har aldrig hørt om Forlaget Livslede før, hvilket sikkert er relateret til, at forlaget næppe har udgivet andet end denne novellesag, jeg sidder og grubler over. Dermed kunne forlaget godt ligne forfatterens egen forlængede arm, men sædvanligvis er det noget, vi godt kan lide at anmelde hér på siden. Det rendyrkede, personlige udtryk i højsædet. Alt ved bogen bærer da også præg af en selvstændig tankevirksomhed, man næppe turde tillade på mange andre forlag.

Omslaget er lavet af Pernille Hinnerup Jensen og fremstår i sit vælde som en tegning i hvidt på sort baggrund, meget i bogens ånd. En illustration af en dødsengel eller djævel der pisser på en kiste med forfatterens navn på. Man får lidt indtrykket af tegneseriekunst, hvilket faktisk ligger temmeligt tæt op ad bogens indhold og derfor virker passende. Bogens omslag danner en forventning hos læseren, om det der vil udspille sig på siderne, og fra det synspunkt lover bogen ikke mere end den kan holde. Det er lidt synd, at bogen er trykt på næsten glitrende hvidt papir, som fremstår lidt primitivt, og jeg kunne også indvende noget mod de store typer og linieafstandens Marianergrav på siderne, men alt i alt er det såmænd i nogenlunde ordenlig tråd med, hvad jeg opfatter som bogens generelle linie.

Bogens suveræne hovedperson er den unge knægt Gert, der som en slags repræsentant for Udkantsdanmark er bosat hos sin mor i en art modsætning til det urbane miljø, hvor alt det coole foregår. Alt hvad Gert synes at interessere sig for, er at blive (mere) goth, selvom det godt kan se ud som om, han enten er for ung eller uformående til at kunne opnå denne subkulturelle status. Novellerne kredser derfor også mest om Gerts fortvivlede forsøg på at komme ud over kanten, ved enten at mænge sig med de rigtige eller at efterligne deres personlige stil. Uden at spoile for meget af plottet, så bliver Satan himself på et tidspunkt Gerts papfar, hvilket desværre ikke hjælper vores antihelts avancement mere end som så. Gerts hovedproblem består mestendels i, at han har en meget specifik ambition, men bliver fanget mellem neglene af forskellige utilpassede grupperinger eller simpelthen bare afvist af samme.

Novellerne hænger sammen i en fortløbende fortælling, og er egentlig ikke noveller i min optik, men afsluttede kapitler, der kører et lukket forløb –  hver novelle afrundes med sit eget lille bon mot,  i form af et lille ordspil over betegnelsen goth, fx. “Goth gået, Gert” eller lignende.

Selve prosaen kører relativt velstrømmende og består mest af korte sætninger, der opstiller ret letlæste stykker, og bogen er absolut en fornøjelse, når det gælder læsevenligheden. Der er ikke ret meget at gå fejl af, og bogen er en decideret page-turner. Når det så er sagt, kan den godt virke lettere enkel i sin formulering. Sproget som sådan, er der ikke meget galt med – faktisk virker det som om, forfatteren har et ret godt tag i sit sprog. Det lader bare til at narrativets måde at udspille sig selv på, bliver noget klodset, næsten lidt for vittigt kommenterende for sit eget bedste. Der kan ikke være tvivl om, at Goldby kører en art satire, som næsten krænger over i rendyrket sarkasme. Generelt sét, synes jeg bogens sprog lægger sig for tæt op ad en simpel tone, som nærmest fremstår vrængende, når det gælder indholdet. Jeg synes ikke helt forfatteren formår at få fastlagt, hvornår det kun er sjaw, og hvornår sproget skal tages for eksakt gode varer. Følgende sætning kører en næsten barnlig tone, og man klør sig selv i nakken over, om det fra forfatterens side er bevidst og i såfald, hvor bevidst (s. 143):

 

“Det hele havde lydt så kedeligt, at han var kommet til at falde i søvn, og det er ikke særligt pænt at falde i søvn, når der er nogen, som taler til dig, men engang imellem kan man godt gøre det alligevel. Især hvis man har tømmermænd og sidder i møde med en studievejleder.”

 

Der hvor jeg synes bogen virker mest usikker, er i det metakommenterende, hvor forfatteren bruger sig selv som figur i handlingen. Godt nok elsker jeg den slags metalege, men jeg synes det er risikabelt, at smøre endnu et lag på dét der i forvejen er et speget spil fra forfatterens side. Ikke bare fordi det virker unødvendigt, men også fordi netop de passager, på mig, fremstår som dem, hvor forfatteren er tættest på at miste grebet om selve fortællingen.

Ikke desto mindre er bogen gedigent underholdende. Man tager sig selv i skraldgrine ondskabsfuldt, især over den stakkels Gerts futile forsøg og kranke vej gennem sin udvikling. Den formår hele tiden at holde sin egen satiriske tone, som leger med de subkulturelle referencer, den selv er med til at udstikke for læseren. Ét par citater, der opsummerer tonen fint, tager sig således ud:

 

“Der gik præcis 666 sekunder (cirka 11 minutter), før indvandrerbanden og knallertbanden tørnede sammen i en blodig fejde … .”

 

“Og du kan tro, at Gert blev glad, for det viste sig, at Gothes spilledåse var hendes fisse. Hun havde nemlig så mange piercinger i den, at den klirrede, når hun gik.”

 

Ikke for at blive for konspiratorisk, men jeg tror der er tale om et inside-job. Mit gæt er, at bogen er skrevet på baggrund af insiderviden om gothmiljøet, hvilket støttes af Goldbys egen beskrivelse af, at bogen er opstået som følge af en blog han kørte på websiden Blackmarket.dk, som er en større hjemstavn for det gothiske miljø herhjemme, der igen er et miljø der synes at være endt i en pærevælling af postpunkromantisk æstetik, 80’er nostalgi, okkultisme og hvadharvi – det er efterhånden bare en undskyldning for at være smågnaven på verden. Derfor kunne man godt tænke, at Goldby har skrevet Gothen Gert for at stikke lidt til kulturen omkring goth, og der ligger måske endda en vis selvironi i bogen. Det er altid interessant, når folk fra en specifikt subkultur blæser lidt i fløjten omkring tingenes virkelige tilstand.

Til syvende og sidst: Bogen fungerer fint efter forskrifterne, som jeg læser den. Den er sjov, den er let at komme igennem og materialet rejser faktisk adskillige udmærkede pointer omkring det lidt latterlige, teenageængstelige der altid opstår, når man desperat klamrer sig til sin egen subkultur, for at være noget. Var jeg Søren Ulrik Thomsen, ville jeg holde en længere monolog om, hvordan vi mennesker definerer os selv ud fra, hvad vi ser os selv i modsætning til (se Kritik af den negative opbyggelighed), men heldigvis sætter jeg mit lys under en så tilpas stor skæppe, at jeg ikke behøver at løbe det ærinde (Goth be praised).

Gothen Gert er et udmærket bekendtskab, på trods af forskellige småskavanker og kunne snildt egne sig som klassesæt, da det er den slags materiale, der er tilpas topisk i sin vinkel og samtidigt er læsevenligt og underholdende. Jeg vil opfordre en progressiv dansklærer, til at få anskaffet et sæt, og smide det forbi eleverne, omend jeg ikke kan se, hvor sådan en lærer skulle få pengene fra, da det lader til, at det mytologiske skolevæsen er ved at blive solgt til Stanglakrids A/S. Hvorom alting er, kan jeg godt anbefale at tage en hurtig svingom med Gothen Gert, hvis man kan lide stilen.

Anmeldt af Thurston Magnus