“Det er altsammen af papir”

en-mane-af-papir_forside

 

Forfatter:     Erik Kock

Forlag:         Forlaget Armé – ISBN 978-87-991532-9-9

Format: Samling af noveller/kortprosa, paperback, 104 sider.

* * *

 

Sangen Paper Moon er lidt af en evergreen, endog af en sådan kaliber at selveste Dan Turèll valgte at smide en noget sarkastisk dansk version af sangen ud på CD sammen med musikeren Halfdan E. Man tør derfor godt formode, at Erik Kock har fundet inspiration til sin debut i den gammelkendte sang om hvordan kærligheden kan transformere det overfladiske til noget essentielt.

Til trods for at En måne af papir er Erik Kocks officielle debut som forfatter, har han skam haft sin gang i det skrevne igennem et pænt stykke tid, men mere ovre i det dramatiske. For at det ikke skal være løgn, var jeg selv med til at redigere en antologi sidste år, hvor Erik Kock også deltog med en (sprudlende) tekst. Derudover fungerer han også som essayist og foredragsholder. Rodpointen man vil kunne uddrage af Erik Kocks persona, som udøvende kunstner, er nok, at vi ikke har med en helt normal herre at gøre. Født, som han er, i 1954 er han en relativt sen debutant på det hvide ark, men den slags borger som regel for overraskelser, hvad denne her sag da også indeholder.

Igen har Forlaget Armé sendt en skruebold efter os, men selve bogens fysik er ikke vanvittigt opsigtsvækkende, omend velsammensat. Omslaget er en illustrering af manden i månen lavet af en dame ved navn Carol Meyer, og efter at have rumineret lidt over den og nynnet et par takter af du gamle måne, overbeviser jeg mig selv om, at forsidens lettere gakkede motiv af en nidstirrende måne faktisk er nydeligt udført og ret godt i tråd med, hvad jeg foreløbigt har kendt til forfatterens skriverier: Spraglet. Bogen er glimrende sat med ITC Baskerville Std. 11 og er ganske behagelig at læse med en god sans for plads.

Forfatteren underbetitler selv bogen 12 fortællinger, selvom det vi nok mest har at gøre med, er overlap mellem noveller og kortprosa. Det kan vi passende bruge som et afsæt til lidt at diskutere, hvad vi egentlig har med at gøre. De fleste af teksterne kører med få personer, som regel et jeg eller et han. Ofte virker de øvrige karakterer mest som en reflektion af protagonisten, og flere gange kan man godt bemærke et han, der virker som et konverteret jeg. Alt i alt en ret solipsistisk og kunstlet affære; kortprosa en excelsis, om man vil. De første af teksterne er mest små kortprosaiske billeder, vignetter, der uden for megen staffage i sproget hæftes sammen af få gentagelser. De fungerer nok mest som et slags præludium, synes jeg, for de er voldsomt forskellige fra den første længere tekst, som kræver en nærmere beskrivelse.

Teksten Mail (s. 15) er udformet som en lang email, hvor starten af den ovenikøbet indeholder afsender og modtager, hvem den er CC’et til (en departementschef på TV2, tilsyneladende), samt hvornår den skulle være sendt. Mailen vælter ud af båsen med bevidste fejl og allehånde sproglige eksplosioner krydret op med citater fra afsenderens dagbog, eller hvad det nu ærligt talt skal forestille. Det er overvældende og vidunderligt forvirrende. Citat fra side 17:

 

“Jeg ser “Flygtningen” med Harrison Ford. Lortefilm? Det er ligemeget, jeg græder hver gang han siger “He took everything from me” – “You find this man!” Men jeg har fundet ham. Jeg ved hvor du bor. Du sak mærke mi”

 

Opfulgt afsnittet efter af:

 

“De bløde violiner på filmen er det silke jeg lægger på. Violinerne. Jeg vil være din film. Jeg vil have huden i de film og lægge den om dig. Så du ikke smutter fra”

 

Kock formår at få teksten til at lyde som en slags desperat fuldemandsmail til en ekskæreste, men man får aldrig rigtigt demaskeret de involverede parter, hvor afsenderen mest fremstår som en barok parodi på en skuffet, og/eller vred, person. De involverede personer forbliver mystiske karakterer, således at læseren selv må danne sig sit eget indtryk af, hvad der er på spil. Der er nok mest tale om, at teksten skal opridse en desperat lapsus i hovedet på en person, hvor selve ordene så er monteret på en slags metaform – mailformen, i dette tilfælde. Jeg tror de fleste læsere, ville kunne grave en sådan mail eller SMS frem af gemmerne, og ud fra den betragtning, rammer forfatteren overraskende rent på kornet, med en ellers temmeligt famlende tekst.

Titelnovellen rummer nok den mest velindrammede kombination af novelle og kortprosa-elementer i bogen, hvor fortælling, dialog og små indskudte næstenlyriske greb (bla. citater fra sangen Paper moon) koges sammen i en velkomponeret bolognese serveret i fem seperat nummererede omgange. Den opsummerer derfor bedre end alle andre tekster i bogen, det jeg betragter som Erik Kocks skrivestil; en afart af surrealisme, blot holdt fast i hånden af en meget kyndig sproglig sans. Hvis det fremstår, som om der er fejl i sproget, er de bevidste fejl i henhold til tekstens retning. Det er ikke kun ren stream-of-consciousness.

Teksterne virker velgennemtænkte i deres egen formulering og begrebsverden, fungerer ganske udmærket, stilrene som de leveres. Et sikkert stiltræk er de spøjse undertitler og fodnoters dominans hist og her. Hvad er det, der gør, forfatteren smider alle disse mindre fodnoter ind, som fx. denne i slutningen af novellen Spanien:

 

“NOTE: Pan er spansk for brød, oblea for oblat.

Carajillo er spansk for en café solo med en skarp i – i dette tilfælde brandy.”

 

Fodnoten, som litterært begreb, kan måske betragtes som lidt af et krukket krydderi at bringe til torvs, når man prøver at fremføre en reel fortælling, men det bliver faktisk, i dette tilfælde, en udmærket del af teksternes liv. Fodnoterne og undertitlernes betydning giver sin egen charme til teksterne, noget der mere end antyder et glimt i forfatterens øje – det understøtter også min formodning om, at der ikke her er tale om helt reelle fortællinger, som skal tages hundrede procent for gode varer, men noget der ligger og lurer i metarandzonen.

Mere udpræget bliver den effekt også, da forfatteren vælger at citere et uddrag af et radioforedrag af Niels Bohr efterfølgende novellen Det hele menneske som drøm. Hér vælger forfatteren faktisk at smide en solid tekstblok ind i forklædning af at være en note, og på en lidt overrasket måde sidder man og studser over, om Niels Bohr virkeligt har fremført den tekst (som er citeret via Berlingske Tidende), eller om forfatteren driver gæk med én og i virkeligheden selv har produceret notens indhold. Nej, ikke ret meget tyder på, at Niels Bohr ikke selv skulle have begået teksten, men undertegnede anmelder tager det som et tydeligt udtryk for, at forfatteren godt kan lide at fifle med læserens opfattelse af form. Teksterne er udarbejdet som en slags fortællinger, omend de lader til ikke at være ren og skær underholdning, men gerne vil forklare læseren et og andet, og måske mere end som så, i deres regivirksomhed. På den måde er der lidt Jorge Luis Borges over deres eftertænksomhed.

Skal jeg beskrive bogen tydeligst muligt, lander vi nærmest ovre i drømmenes landskab et sted. Det virker som om Erik Kock godt kan lide de psykedeliske manøvrer i litteraturen, og flere steder får jeg da også den flippede fornemmelse af David Lynch, når narrativet i prosaen flyder mest ud. Denne bog er, som flere andre udgivet på Forlaget Armé, et udtryk for en forfatter der ikke spærrer sig selv inde i sit hovede, men lader tingene spilde over på arket, så vi andre kan få et indblik i, hvad end der nu foregår derinde. Bogen bliver aldrig reelt usammenhængede at læse, for sproget, og måske især styringen af sproget, holder tingene nydeligt indenfor rælingen.

En måne af papir kan godt være lidt svær at følge i sin retning, hvilket ofte er noget, man ser frembragt af bøger der ligger meget tæt op af forfatterens eget hovede og egen vilje. Bogen er stærkt forskudt i retning af forfatterens indbyggede hjernevindinger, som altid gør, at læseren skal svede lidt mere end ellers. Det er så igen-igen et spørgsmål om, hvor langt man som læser er villig til at flytte sig. Personligt fandt jeg ikke bogen særligt svær at læse, på overfladen, selvom jeg hele tiden sad med den nagende fornemmelse af, at jeg ikke fangede al indholdet. Det vil jeg tolke som et udtryk for, at  den type litteratur som Erik Kock leverer, kommer med så megen marv, at man nok bliver nødt til at gnave det overfladiske kød af, og brække teksterne før man får det fulde udbytte af materialet. Bogen er udarbejdet i så kort et format, at man ikke frygter at vende tilbage til den for en ekstra gennemlæsnings skyld, og indholdet så komprimeret at de fleste nok vil mene dens levetid på hylden er af den blivende slags.

 Anmeldt af Thurston Magnus

En tanke om "“Det er altsammen af papir”"

  1. Så vidt jeg kan se, har jeg lige passeret halvhundredemærket for anmeldelser med de 51 sataner. Jeg vil naturligvis højtideligt skåle i den mest forudsigeligt smagende rødvin jeg kan finde. Til alle der har hængt med so far (både anmeldere og læsere): I er gjort af godt stof (kulstof, mestendels, men alligevel).

    – Mr. T

Der er lukket for kommentarer.