Eventuel eventyrlighed

 

Forfatter:     Tina Henneberg

Titel: I paradis får man ikke bank

Forlag:         Selvudgivelse – ISBN 978-87-994455-0-9

Format:        Noveller/kortprosa, hardback, 89 sider.

* * *

Jeg prøver som regel at holde bedømmelser ude af en anmeldelse, inden bogen er læst og tygget grundigt på. Men med hensyn til til Tina Hennebergs bog I Paradis får man ikke bank, vidste jeg rent faktisk ikke, hvad det var for en fisk jeg ville få med posten, så af hensyn til anmeldermæssig sindsro, tillod jeg mig lidt clairvoyance, da den drattede ind ad brevsprækken. Ud fra kuvertens størrelse og dens tyngde, kunne jeg begyndende fornemme, hvad der var tale om som bog. For stor og tung til at være en digtsamling. Formatet mindede mig faktisk på forhånd om coffeetable-bøger, selvom den virkede temmeligt smal i sideantal bemærket udefra. Brevkniven måtte afgøre sagen. Snip!

Min gnist af hukommelse sagde mig noget om, at vi nok var ovre i det kortprosaiske og efter at have listet bogen ud af kuverten, synes formodningen nogenlunde bekræftet. Bogen viser sig dog at have et ret skægt format. Den er trykt i A4-landscape, noget der plejer at give anelser om børnebøger eller fotobøger, men ikke ret meget andet ved bogen sender tankerne i disse retninger. Forsiden er et slags gulligt, grumset foto af, hvad der kunne ligne en horisont, og man aner en art bevægelse af nogle mørke skygger, man må formode er dyr, drønende forbi. Man sidder med gulpende fornemmelse af, at man er på vej til at bevæge sig ind i noget dystert.

Bagsiden af bogens noget ambitiøse beskrivelse af indholdet giver til gengæld panderynken. Min intuition træder i kraft og minder mig om, at det ikke er nødvendigt at tale en god udgivelse op. Disse bagsidetekster minder for ofte om reklametaler, hvilket desværre kan være en konsekvens af selvudgivelser og ultrasmalle forlagssmåtterier; den manglende redaktion på tingene.

Noget man dog ikke savner ved I Paradis får man ikke bank, er den helstøbte fornemmelse af at sidde med en bog i hånden. Den er lækkert produceret, flot trykt og fremstår på alle punkter visuelt solid. Det er rart at beskæftige sig med en bog, man i princippet kunne slå en person ned med, uden at det var bogen, der gik i stykker. Det grafiske design af Tina Schembecker (og foto af Morten Højbjerg) virker forbilledligt godt, og når man blot bladrer lidt i bogen, finder man en høj kvalitet over hele udgivelsens linie, som er en fornøjelse at læse: En velvalgt font, brede margener og plads til teksternes egen respiration. Teksterne hviler på hver side med en flot opsætning.

Lidt som bagsiden af bogen antyder, er teksterne anbragt i et eventyrligt univers, og man bemærker en god snert af Brødrene Grimm, især i den del der kører over i surrealismen. I novellen Madame Mefusta skal pigen Annabel cykle ud til heksen som novelletitlen lægger op, på vegne af et samfund der mener Madame Mefusta skyldig i deres ulykke – det lader til, at pigen påtager sig opgaven halvt som frivillig, halvt som udpeget. Hvis man som læser bemærker mere end en snert af Den lille rødhætte, går man nok ikke helt galt i byen, især ikke da Madame Mefusta sluger den stakkels protagonist i novellen, som en slags pervers reversion af rollerne i nævnte klassiker. Uden at udlevere for meget krydres novellen også med en generøs dosis filtreret Hans og Grete, dog uden at virke plagieret på nogen måde. Den opdyrker sin egen lille verden, fordi forfatteren benytter en klassisk skabelon, og så vender den på hovedet, for at gøre den til sin egen. Lidt på samme måde formår novellen Det lille sennepsglas også at hejse et lusket banner for en berømt fynsk eventyrdigter, med sit stille nik til dennes kærlighed for ydmyge tingsligheder.

Man finder også tekster i bogen, der nærmest bærer et socialt ansporet præg, som i novellen Det lille blå barn, hvor en pige tynges af alverdens sorg i sin krop, og nærmest beskrives som følende sig skyldig i sin mors ulykkelighed. Fra novellen:

 

“Der er mange måder at græde på. Det lille barn havde hørt dem alle, og selvom hun aldrig selv græd en tåre, bar hun alle andres tårer i sig, som var det hendes skæbne.”

 

Barnet der er nødt til at døje med forældres dårligdom og mangelfulde evner til at forvalte egen lykke, er vel et emne, der kunne finde ligeså megen relevans i nutidens litteraturudlægning af samfundet som i et hvilket som helst folkeeventyr, hvilket kunne give trættende associationer til forfatterens eventuelle personlige dagsorden, men denne relativt korte novelle formår alligevel at holde emnet stramt nok på sporet til, at det stadigvæk ligger fasttømret sikkert i det eventyrlige univers. Man træder faktisk aldrig på noget tidspunkt ud af eventyret og ind i socialrealismen. Der er pointer i fortællingerne, man kunne hale ud og montere som små badges på nutiden, javel, men sjældent noget der bryder bogens strøm.

Skal man finde en sammenligning, så er den britiske forfatter Neil Gaiman oplagt. Lidt på samme måde som i hans bøger er man som læser anbragt i spændingsfeltet mellem eventyrets indbyggede stil og et mere opdateret moderne præg, hvorpå man kan fortælle historier; hvor man faktisk, når det er bedst, sender et signal om, at folks grundlæggende frygt og higen efter lykke ikke har ændret sig meget igennem tiden. Folkeeventyret som vores lurende angst og deraf moralske tankegang. Der er en behagelig tidløshed over I Paradis får man ikke bank, og på den måde tør jeg godt beskrive teksterne som en art vokseneventyr – med forbehold.

Næsten så selvsagt som forventeligt er sproget holdt i en lidt altmodisch stil, til tider fortællende på en udefra observerende måde, andre gange mere nærværende konstrueret omkring enkelte situationer – ofte krydret med en smule direkte tale. Som den slags går, bliver der lidt mange stablinger af beskrivelser og forklaringer, hvilket ikke generer mig, da det oftest passer i projektets helhed. Min største anke mod sproget er, at det godt kan gå hen og blive underligt kunstlet og unaturligt i stræk. Et par løsrevne sætninger som disse fra novellen Kvinden der ville være jomfru igen (s. 60/61):

 

“Mange smukke poetiske breve havde hun sendt ham”  

Og:

“Han havde inderligt og liderligt forsøgt at overbevise Lotte om at blive”

 

En omvendt ordstilling og et lidt letkøbt ordspil jeg kunne være foruden, lige netop i en tekst der mest nikker til en novelleform, hvor man behandler et ret moderne, ømtåleligt emne som kvinders tilsyneladende stræben efter perfektion – her kunne jeg godt tåle en udvidelse af den sproglige ramme, og en mere  direkte trang til det beskidte i skriften, når novellen selv åbner op for den side af eventyrets mørke.

Hvad der lykkes allerbedst i bogen, spørger man mig, er evnen til at skabe ti forskellige verdener, holde dem adskildt i deres egen fantasi, men samtidigt give indtrykket af, at bogen rummer en slags helhed. Helheden skal så primært findes i forfatterens egen stil, men man bemærker den. Måske er det lidt Tina Hennebergs ubesværet elegante måde at smide flere forskellige typer eventyrfortælling sammen på, alludere til klassiske eventyrforfattere uden på noget tidspunkt at gøre det plagieret, der er det endelige klister. Selvfølgelig er opdaterede versioner af eventyr set før, men i denne udgave lader det ikke til at forfatteren jagter en nymodens smartsprogsmåde at køre showet hjem på, og det skinner igennem. En fortællerglæde, der glæder læseren. Bogen vil godt kunne læses af nogle modne børn, og så ja, os andre der har den helt modsatte indgangsvinkel på den front – umodne voksne. Anbefales herfra til de lange, mørke måneder.

Anmeldt af Thurston Magnus

2 tanker om "Eventuel eventyrlighed"

  1. Så har jeg luget ud i det værste. Jeg er dog bange for, at jeg kom til at markere den som spam. Rundstykke, jeg håber ikke det har konsekvenser.

    – Mr. T

Der er lukket for kommentarer.