Solen må svare for alt

be3njaminlunc3b8e_forsideForfatter: Benjamin Lunøe

Forlag: Forlaget Ostenfeld
ISBN 978-87-92690-05-0

Noveller, paperback, 208 sider.

* * *

Det kan hænde, at man takker ja til en opgave for meget i forhold til, hvad man umiddelbart kan overkomme. Når man har svært ved at kende forskel på indbakker og udbakker, for eksempel, sker det at bogstakkene ramler i en pærevælling af forskelligheder og efterlader en uoverskuelighed på gulvet. Men, Benjamin Lunøes debut, En dag uden sol, ville jeg aldrig driste mig til at luske udenom. Dertil er opgaven for interessant. Det farlige i situationen består i, at jeg kender Lunøe ganske vel i forvejen, og dermed allerede har et vist indblik i mandens forfatterskab og stil.

Når man kender en persons skrivemæssige historie så godt, som undertegnede føler han gør, bliver en hvilken som helst anmeldelse altid en kamp om, at holde sine fordomme tilbage. Her må det understreges, at fordomme ikke nødvendigvis er negative. Jeg erindrer mest Lunøes tekster fra de glade wild west-dage inde på den hedengangne skriveoase Digte.dk, hvor man som bruger havde en unik lejlighed til at kigge skrivende personager over skulderen og følge deres udvikling, med alt hvad det indebar af snagen i, og afsøgen af, både litterære og mere personlige rumsteringer. Dengang, og til dels nu, fandt jeg Lunøe som værende en stor tilhænger af klassiske motiver, et klassisk sprog, men ikke nødvendigvis en stivbenet klassisk form. Da det meste jeg har læst af hans materiale, indtil nu, har været lyrik, er det med en vis form for nervøs skælven, jeg bevæger mig ud i det mere prosaiske af hans univers.

Bogens omslag er nogenlunde så spartansk som muligt at forestille sig, hvilket automatisk driver forventningerne hen i retning af det kaloriefattige: En forside domineret af orange, en storcirklet sol indeholder titel som eget passende enkompasserer det centrale symbol i bogen. Hele tableauet understreges af krøllede stregtegninger af ensartede huse i en brunlig nuance – med én undtagelse: Det blankhvide telt der, in lieu af et hus, søger ud mod forgrunden af perspektivet. Den lille sag der skiller sig ud i mængden. Der foregår nærmest en kamp mellem den kæmpestore cirkelsol og teltet, hvad der muligvis er en grafikers fortolkning (Trine Eilersen), muligvis forfatterens hint om indholdet. Det største og det mindste indbyrdes sidestillet.

En kort skimmen gennem bogen afslører mere af det enkle i det opsætningsmæssige. Den er sat med store, behagelige (tør man skrive venlige?) typer og låner sig formentlig ganske glimrende ud til de fleste sæt øjne. Man får fornemmelsen af en bog, der ikke ønsker at være for genstridig i sit format, og som det skal vise sig, harmonerer det godt med materialets udvalg. Flere af novellerne starter med et lille citat af en undertitel, som sikkert skal fungere som en slags appetitvækker – subsidiært en tankevækker, hvis De vil tillade mig udtrykket. Alle mulige litterære personager fra John Keats til Shakespeare og Jorge Luis Borges får deres cameo, og tonen som forfatteren slår an i den forbindelse giver faktisk et udmærket indtryk af, hvad man kan forvente: Litteratur med en dramatisk sans for litteraturens indbyggede liturgi. Det er vældigt ambitiøst, og nogen ville måske mene det højpandet, men undertegnede anmelder synes egentlig, det passer fint ind i projektets linie. Desuden refererer citatet flere gange specifikt til novellen den introducerer, men måske er det bare forfatterens personlige juleleg.

Hvad skriver forfatteren så på de 208 ark? Der lader ikke til at være et alt for stramt overordnet koncept, man med vold og magt skal trækkes igennemk. Novellerne alluderer til nogle af de samme idéer og symboler, men det virker mere som om teksterne er løse venner end decideret i familie. De ti noveller der udgør En dag uden sol, starter ofte med en ensom protagonist, der virker rastløs og selvfilosoferende. Flere af disse hovedpersoner udviser en stærk trang for at isolere sig selv i noget der kan minde om et selvvalgt fængsel, men bliver påvirket af ydre omstændigheder til at movere sig. I åbningsnovellen har den mandlige hovedperson isoleret sig selv i et hus ved stranden, der i høj grad minder ligeså meget om et mentalt aflukke, som et fysisk ét af slagsen. Han tilværelse forandres, da han finder et afhugget hovede på stranden, som på en måde synes at repræsentere det faktum, at man ikke kan gemme sig for omverdenen. Han bliver nærmest hjemsøgt af virkeligheden. Specifikt bliver det ubehagligt, da manden modtager besøg fra nogle der tilsyneladende kender ham. Novellen kører, som flere andre i delvist surrealistisk spor, hvor man som læser kommer til at spekulere over, hvor stor en del af tingene udspiller sig i personernes hoveder, og om man overhovedet kan stole på deres udlægninger.

I novellen Schöneberg, min elskede flytter en studerende til Tyskland, nærmest for at flygte fra fastlåstheden, og hvilken bedre måde at gøre det på, end ved at bosætte sig et nyt og fremmed sted? Lidt som tidligere nævnte novelle, tvinges hovedpersonen hér under en strømafbrydelse til at kommunikere med sin nabo, og man får indtrykket af, at den dårlige kommunikation mellem nabopigen og ham, er noget man selv provokerer sig selv til, for at undgå at sidde fast. Nævnte novelle indeholder også en bifigur, der ved at tale sig ind i en historie udvikler sig til en ligestillet hovedperson, hvilket giver en fin spændingskurve.

Bogen oppebærer en hel del filosofiske passager (mange af dem temmeligt lange), og en del af karaktererne spenderer så megen tid med at vokse lyrisk om diverse idéer, at man som læser nok begynder at spørge sig selv om, hvor meget eller hvor lidt fiktion der er i bogens persongalleri. Det er meget oplagt at læse en solipsistisk forfatter ind i flere af karaktererne – det er måske ikke så betydningsfuldt i sig selv for bogen, så jeg vil lade det være op til læserne selv at drage deres egne konklusioner.

Når det gælder bogens sprog er det overraskende tilbagelænet og nedbarberet, som regel båret af en jeg-fortæller, men alligevel formuleret relativt sofistikeret – der distraherer ikke, så at sige. Det er ikke helt så klassisk orienteret som man kunne frygte, hvad der kunne få flere af novellerne til at fremstå lidt vel anakronistiske. Sproget er ganske passende for bogen med den noget løsrevne setting og, må jeg sige, delvise anonymitet. Ikke at personer og steder ikke fremstår som personer og steder, men ofte kan det godt virke som om, der er tale om skakbrikker anbragt strategisk forskellige steder på bogens bræt. Et sprogligt eksempel fra novellen Eksil:

“Det brændende sand trængte ind i mine sandaler, mens solen var på vej mod horisonten. I dette øjeblik kunne jeg ikke nyde den kølige brise fra kysten. En håndfuld huse klyngede sig til en klippehylde, der var det eneste sikre fundament på denne plet af sand og sump.”

Der er dog nok klassicist i Lunøe til at læseren tages med på et par kunstneriske ekskursioner, fx. Berlin-settingen flere steder,  Romerriget og mon ikke de afhuggede hoveder er et nik til en vis oldgræsk lyrespiller der på flere måder tabte hovedet. En stor del af sproget er dialogbåret, og det udmønter sig i flere passager, hvor personerne i udtømmende udvekslinger refererer til en masse historier og teksteksternt, hvor det godt kan blive faretruende tæt på at virke uengageret i læserens tarv. Det er dog et mindre problem, synes undertegnede.

Hvor lander vi så? Igen synes jeg der er tale om en bog, der kræver noget af læseren. Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at det decideret er den slags bog, der giver igen alt efter hvor meget læseren selv investerer. Jeg vil mere tillade mig at mene, at Lunøe afkræver læseren en indgangsbillet, hvor, hvis ikke du kan svare dén, vil du næppe føle dig velkommen i universet. Der er tale om et fint aftryk af, hvad jeg betragter som forfatterens eget hovede og følgelig heraf emnemæssige fascination, og har man mod på flytte sig så langt over mod ophavsmandens fantasi, vil man blive rigeligt belønnet. En dag uden sol er en uhyre præcist formuleret sag, ikke en letvægter til glæde for hele folket, men jeg fandt mig glimrende underholdt, og vil bestemt anbefale turen. Det bliver interessant at se, hvad mere der kommer fra Lunøes hænder fremover.

Anmeldt af Thurston Magnus

En tanke om "Solen må svare for alt"

  1. Jeg har som sædvanlig intet imod at lade mig rive med af denne anmelders anbefalinger – derfor vil jeg straks prøve at finde et eksemplar af Lunøe’s bog. I denne anmeldelses tilfælde bliver min nysgerrighed yderligere skærpet af, at jeg sidste år havde æren af at være redaktør på hans kones (Tine Lunøe) debut digtsamling SØVN; for nu at lægge mig i slipstrømmen af anmelderens selvrefleksive stil. Altså forfatterens kone, ikke anmelderens! Tak for en som altid udtømmende, selvrefleksiv og interesseret anmeldelse. Og så vil jeg blot glæde mig til Benjamins noveller.

Der er lukket for kommentarer.