Tripel Dyst

9788789929453_fs.jpg

[Anmeldelse af bog, CD og Dyst live]

Forfatter: Michael Dyst

Forlag: Ravnerock, 2007

Format: Digtsamling, 117 sider.

Elin.

Sådan starter Michael Dysts debutudgivelse Elinering. Efter at have læst første digt Jeg har hæklet et reb, ser jeg mig næsten i stand til at anmelde resten af samlingen, uden at have læst den færdig. For jeg kender universet, har hørt Michael Dyst læse op live så mange gange, at jeg forstår hvor han vil hen med sine ting. Der er en art snarligt trafikuheld over det, som at sidde på bagsædet af en vildfarende bil, med en gal mand bag rattet, en mand der ønsker at køre galt og gør det – forvirret? Så er du måske på rette spor.

Før jeg agerer turistguide rundt i dette særegne univers, skal der lige falde et par ord om det fysiske. Digtsamlingen er i det klassiske A5-format, med den finte at den er trykt i landscape fremfor portrait. Det giver en skæg tegneserie-fornemmelse at sidde med den i hånden. De store venlige printtyper og det spøjse layout virker lidt naivistisk på mig, hvilket bidrager på oplevelsen på sin vis. Omslagskunsten er lædersort med runeskrift som baggrund, samt røde gotiske bogstaver der låner sig ud til forfatternavn, titel og forlagsangivelse. Man får indtrykket, at man bliver sluset ind i noget mørkt og koldt, nærmest som om udgiverne ønsker at presse modtageren gennem en forståelsesmæssig tragt: Altså, “hvis ikke du har fattet at dette er ondt og voldsomt bare ved coveret, har du misforstået konceptet.” Nuvel, jeg synes mindre kunne gøre det, men ingen stor anklage herfra.

Min notits af coveret bliver så meget desto mere interessant, når man bladrer gennem digtene, for det mørke univers er bestemt ikke det eneste, der eksisterer derinde. Jeg vil nærmest sige, at de fleste af digtene residerer i et spændingsfelt mellem næsten lige dele gotisk mørke, nordisk mytologi, cirkusfreaket gøglershow, grotesk dandykabaret filtreret gennem tidlig 1900-tals absinthkunstneri og den store udligningsmekanisme i form af den allestedsnærværende dada-humor. Phew, en masse ord at sætte på noget som formentligt er mindre gennemtænkt end som så.

Man fatter hurtigt det altomfattende koncept, en pige ved navn Elin og dennes relation til forfatteren. Men på trods af den direkte navneangivelse, synes der ikke rigtigt tale om en virkelig person, nærmest et symbol på en uopnåelig ung dame. Den forelskedes idé om, at når hun bliver hans, vil alting blive godt, og fanden tage ved ens liv indtil da. Fint. Men under den lange vej ind og ud af helvede, skal vi igennem en masse sideveje som i virkeligheden udgør hovedvejen.

Allerede i første digt risikerer folk at miste vejgrebet:

“et billede trykt i tusind eksemplarer på min indre fabrik/hovedpersonen der ikke optræder i serien af samme navn/jeg flyder forvirret rundt som en rusten færge uden havn.”

Den unge dame er hér klart en reflektion af forfatterens egne tanker Ingen tvivl om at fortvivlelsen i forelskelsen er selvdreven og decideret opsøgt. Det mørke og det kolde en æstetik i sig selv. Bemærk også i digtet de lynhurtige tankeskift mellem fabrik, tv-serie og den rustne færge, samt det indskudte dadaistiske riff med “hovedpersonen der ikke optræder i serien af samme navn.”. Dyst viser hér sin, i mine øjne, klareste force, nemlig hans evne til at blande noget humoristisk og gakket ind i noget dybt alvorstungt. Samtidigt er der ingen tegn på, at det er studeret eller tillært. Forfatterens eget kosmos virker opstået helt af sig selv og i ham selv.Andre steder i samlingen finder man eksempler på Dysts nervøst rytmiske sans, og i det hele taget drives samlingen i høj grad af forfatterens letstaccatto af en hikkende rytme:

“og sådan er det også/og I skal alle sammen være velkomne/jeg har rigeligt med absinth og fortvivlede sætninger/ – snoet omkring genert opkast i smukt blødende fletninger/herinde går toget til tiden i alle retninger/den samme vej rundt i en kronisk cirkel mod uret/mod fortiden og fremtiden/og dig og mig, og hér og dér/så hop ombord, og dø og vær glad/og til de første treenige passagerer/serveres der en leverpostejmad//med karse.”

I en del passager indgår der de “de blødende fletninger” forfatteren refererer til, nemlig meget ungdommelige formuleringer af et rodet følelsesladet hovede, og der synes jeg ikke altid tingene fungerer optimalt. Forfatteren er ikke bange for at smide sit hjerte på bordet, og hjælper gerne til med dissektionen, men til tider kan det virke næsten følelsespornografisk og lettere selvudleverende vulgært. Det er fiktion, ja, men til tider virker det som om forfatteren gerne vil udlevere småbidder af virkeligheden for at legitimere sætningerne, og den går altså ikke, spørger man mig. Et skidt eksempel følger:

“…mener ikke at der findes tillægsord/til at beskrive hvor smuk du er/og jeg ville ønske jeg kunne sige det til dig på dit eget sprog/så du kunne forstå det.”

Der findes dog også heldigere passager af den slags, hvor tingene fungerer bedre, fordi de er lige ind til benet og nærmest lidt underspillede:

“…i en verden der er tørlagt/står jeg lige hér/og prøver at få det sagt.”

Guldkornene skal dog ikke findes i hele digte, som aldrig på noget sted i samlingen opnår helhed til at fungere som rendyrkede stykker, men i små brokker hist og hér. Når forfatteren klaprer et par sætninger ned som “kronisk smuk/som den evige solnedgang” eller “jeg er dum som mørket/der opdager lyset”, tænker man på om det er et tilfælde eller usandsynligt godt gennemtænkt. Mit personlige gæt er at der er tilfældig alkymi med i spillet, men at forfatteren generelt godt kan skelne mellem skidt og guld, omend han lader til at have en pervers fornøjelse i at lade en del af skidtet sidde i krogene. Når man fortsætter med læsningen, er det også i høj grad fordi forfatteren undgår at blive en parodi på sig selv og sin figur, ved hele tiden at skifte ståsted, og kombinere indgangsvinkler med overraskende effekt. Samlingen er en litterær pendant til “den lille kemiker”, hvor forfatteren har en masse standardiserede begreber og ord som han så sætter sammen i laboratoriet i forskellige forsøg. Her er det værd at bemærke, at han bruger en masse af de samme ord og begreber igen og igen, nærmest som om han udvikler sine egne klichéer, hvilket er svært at afgøre som noget klart positivt eller negativt, og det er nok afhængigt af hvor hurtigt man føler klichéerne slidt op.Til syvende og sidst skuer man ud over denne samlings 117 sider og sidder ikke tilbage med et lille elegant værk, men en stor omgang flagrende ord. Lange fabulerende sætninger, der synes hugget tilfældigt af og penslet op på siderne. Sætninger skrevet uden skam og uden al for megen rettelak. Et kæmpe ordnivers lukket om sig selv. Her er nemlig samlingens største fordel og ulempe som værk: Michael Dysts kosmos af ord er så stort, forvirrende og selvdrevent, at det for udenforstående godt kan virke uigennemtrængeligt. Hvad skal ord som “karse” i seriøse digte om menneskelige følelser, hvor finder man hoved-hale i hvert digt og det alment menneskelige spørgsmål: Hvad betyder det, og hvor vil du hen med det?

Michael Dyst vil helt ud i skoven, ned i dybet, ind i mørket, ud af virkeligheden og en hulens masse andre steder, han sikkert ikke selv er klar over, og i den proces sniger han sig så også ind på værket. Han ønsker næppe at skrive et stort helstøbt digterværk, med alle de finesser man kunne klemme ned i det, men at skrive efter sin egen metode, med alle de bump og vorter der måtte ligge i vejen. Det er besværligt, når man får serveret et univers som Elinering på et sølvfad, og selv skal hitte rundt i det uden landkort, og man bestemmer dermed selv i høj grad, hvad man får ud af samlingen. Jeg har med anmeldelsen lagt vægt på at gå ind i det på universets betingelser, men en mere krakilsk anmelder ville måske vælge at hæfte sig ved alt det negative der stikker ud: Svært forståelig rytme, manglende fokus, skæv stil og ubrugeligt formsprog. Sikkert, man kan utvivlsomt hæfte en masse af den slags på hans debutsamling, som ikke vinder Nordisk Råds Litteraturpris. Det er den alt for interessant til. Jeg ved ikke om jeg kan anbefale den skæve gang gennem forfatterens hovede, og foretrækker man stilren elegance og floromvundne sætninger, er det ikke hér man skal dykke ned. Alle andre burde ihvertfald lige dyppe tæerne i dybet; det er ikke så koldt som det virker.

Anmeldelse af den medfølgende CD:

Som en glimrende idé har forlaget valgt at supplere samlingen med en CD. Her læser Michael Dyst alle digtene fra samlingen op, og man får dermed et indtryk af den vaklende rytme, de fleste af digtene er underlagt. Det fungerer på mange måder fremragende, omend her ikke er tale om et lytte/læse-produkt for voksne. De to enheder er separate, og skal efter anmelderens mening forstås som individuelle produkter, der har hver deres styrker og svagheder. Der følger, til min ærgrelse, ikke ret megen information med CD’en, men jeg har forstået at V.E.O.J. Ommelsted har ageret lydtekniker og producer på skiven. Lyden er ganske upåklagelig, og måske sammenholdt med Dysts oplæsning, lidt for pæn til at repræsentere alt det beskidte, forfejlede og skævvredne i teksterne. Der er også indlagt sporadiske effekter som ekko, trommer, ambiente lyde, musik og noget der lyder som komprimering af stemmen. Jeg synes de fleste af disse tager for meget opmærksomhed fra oplæsningen, selvom andre formentligt ville mene noget andet. Det er klart meningen, at de skal understøtte indholdet, og det kan da godt være at en hel times oplæsning uden baggrundsfarver og halløj vil kede nogle folk. Dermed er effekterne ikke nødvendigvis noget negativt, blot et spørgsmål om smag og behag – jeg er så ikke meget for dem.

Med Michael Dysts digtoplæsninger i baghovedet, virker han til tider underligt tam hér. Som om præcisionen i diktionen frarøver ham lidt kulør. Hvor CD’en giver et godt indtryk af hans stemme, rytmesans og stilbrud, bemærker jeg også et vist fravær i oplæsningen. Jeg mener ikke man får det klare billede af Dyst, som man gør når han optræder live, omend det sikkert er tilfældet for de fleste der fungerer godt live. Ikke uden fortjeneste har Michael Dyst opnået fine resultater i Poetry Slam rundt omkring, med en 2. plads i DK-mesterskabet i 2006 som foreløbigt højdepunkt. Det er også i en livesetting, at jeg stadig mener han gør det bedst.

Den medfølgende CD er en udvidelse af universet på skrift, og jeg må sige at Ravnerock har valgt rigtigt i at satse på at supplere med en CD hér. Ikke alle forfattere ville slippe heldigt fra det koncept, men jeg kan kun kippe i anmelderflaget.

Liverapport fra udgivelsen på Gøglerskolen 4/10-07:

 

dsc00496.JPG

Kigkurren 1-3, København S – Københavns Skodhavn, informerer en fyr i metroen mig. Jeg checker ud af metroen, ned af stationen og vandrer via Artillerivej op til Gøglerskolen. En afkrog af hovedstaden, nedslidt på den uromantiske måde. Herude har man anbragt de kreative unge, som man ikke fra kommunens side har truet i arbejde, da man sikkert mistænker dem for at have mere talent end ligefrem arbejdsevne, og så kan man jo ligeså godt have dem samlet ét sted – i en kreativitetskaserne herude hvor normaliseringen endnu ikke er nået frem.Lige udenfor gøglernes eget akademi, render jeg ind i Ommelsted, lydteknikeren på CD’en der medfølger den digtsamling, vi er her for at fejre udgivelsen af. Hilser høfligt. goddag den herre, for derefter at finde ind i bygningen, gennem en dør der ser for fugthærget ud til at passe i rammen. Hvis man ønsker det, er det et passende symbol; intet passer perfekt heromkring, alt vokser sig viltert i forkerte retninger.

Lokalet som udgivelsen finder sted i, er et lille, mørkt teater med siddepladser stablet som stilladser. Der er kun få til stede, og al champagenen og alle de tomme plastikglas stillet op til lejligheden, virker skægt overdimensionerede i forhold til mængden af opmærksomhed omkring udgivelsen. Som om der er lagt op til en verdensrevolution, ingen gider deltage i. Vi skåler i champagne, sniksnakker om altogingenting, har du hørt hvad hun sagde/han sagde om hans/hendes bog, og hvad der nu ellers kører fint i tomgang. Et ad hoc CD-anlæg afspiller skummel musik i baggrunden, men stemningen er løftet og positiv. Ingen begravelse endnu.

Helt i ånden skal der næsten opfordring til før dagens hædersmand, Michael Dyst, læser op af sin nyudgivne digtsamling Elinering. Det foregår ved en blanding af live-oplæsning og afspilning af numre fra CD’en, hvor jeg personligt synes det måske skulle være blevet ved kun oplæsningen, da de mærkelige skift giver lidt af en ventesalsstemning. Selve oplæsningen bliver gjort lidt med venstrehånd og champagne i blodet, og der er ingen grund til at gøre mere ud af det, folk er glade, og hyggelytter sig igennem omtrent et kvarters seance med oplæsning. Stemningen er fin, intim og med konstante kommentarer og sidestikpiller. Da champagnen løber ud, ryster de fleste hænder af og fortrækker til mere frisk luft. Nogle få bliver og sludrer lidt videre, jeg møder ham der har stået for omslagskunsten til udgivelsen og da et par ekstra flasker champagne dukker op fra et af universets alkohuller, giver vi os til at improvisere over digtsamlingen, og opføre småoplæsninger hvor alle deltager og ingen ser på. Jeg har ladet mig fortælle at der cirkulerer mobiloptagelser af showet, men som så meget andet eksisterer denne form for magi kun i nuet, og vil aldrig nyde bred anseelse, thi ellers ville der jo ikke være tale om magi.

Men også ånden løber ud, så der pakkes sammen, stilles tilbage og vi vader ud på gaden igen. Mørket er faldet på og det regner, metrostationen glimter gennen aftenen, som et sikkert bavnebål for rejsen tilbage til normaliseringen. For en enkelt eftermiddag eksisterede der måske et lille unikt univers, der med metroens sammensmækkende døre lukker sig, krøller op og tilbage i sig selv igen. Hverdag, passér gaden, proceed as usual, act normal.

Billeder fra udgivelsen findes hér:

http://thurstonmagnus.urbanblog.dk/2007/10/11/foto-6/

Anmeldt af Thurston Magnus

5 tanker om "Tripel Dyst"

  1. ja, jeg vil nok give dig ret i at det er en rodet og delvis uigennemtænkt samling dommedagsgøgl, et skriftligt trafikuheld ned i sorte alkohuller (det ord burde du tage patent på) en slags kemisk katharsis kastet op og ned på papiret…
    jeg betragter nok som en forestilling af meget svingende kvalitet i CODAFT (Circus Of Death And Funny Things)…

    jeg giver den karakteren 3 ud af 7 flasker absinth.

  2. Hej Dyst,

    jeg kan godt lide den, men jeg tænker på hvordan den ville blive anmeldt i en “seriøs” avis (heromkring er vi jo ikke seriøse, nejnej). Jeg er ikke sikker på, at alle lige kan gennemskue charmen i teksterne, du nærmest har gjort til en egenartet genre, og en Leonora Christina Skov eller lignende, ville muligvis vaske hænder efter at have læst den. Måske man skulle skrive en Lars Bukdahl parodi-anmeldelse på din samling?

    Anyway, held og lykke med at få den pushet to the man.

    @poul: Tak for de pæne ord, det er en fornøjelse at skrive de her ting.

    Mvh,

    – Thurston

  3. Hey Thurs

    En meget MEGET grundig gennemgang af Elinering – som endda munder ud i Gøglerskoleoptræden! Flot job – det her!

    Og skægt nok..Inden jeg gik igang med din anmeldelse, tænkte jeg – hvad ville JEG komme efter i Dysts ny samling?

    Jeg var tæt på at tænke: Giv mig tilfældig alkymi. Giv mig gotisk mørke, nordisk mytologi, cirkusfreaket gøglershow, grotesk dandykabaret filtreret gennem tidlig 1900-tals absinthkunstneri . Giv mig noget humoristisk og gakket sans ind i det evt. alvorstunge – og gerne en karsemad! Giv mig Dyst i første omgang – og til helvede Nordisk Råds Litteraturpris.

    😉

    Det med karsen er virkelig helt ok :))

    Skidegodt!

Der er lukket for kommentarer.