Rummet puster sig selv op

getfilephp.jpg

Forfatter: Schweppenhäuser/Thomsen + Morten Søndergaard

Forlag: Geiger Records

Format: CD, 50 minutter, 32 sekunder

Skiven i anlægget har snurret i mere end fem minutter, men endnu er ingen ord dukket op i lydsuppen. Det første nummer er langt og episk, og lyder som om det bygger op mod introen til en film. Min første tanke er “rumrejse”, og det skal vise sig, at blive den klareste beskrivelse af værket, jeg vil kunne finde frem. Hjertets abe sparker sig fri, udgivet på Geiger Records, forventer ikke bare at man lytter, men tiltvinger sig adgang til ens ører.Crossover-projekter mellem musikere og digtere kan være noget besværligt noget. Mest fordi ingen af lejrene ønsker at afgive fodfæste til den anden, og derfor ender i en art kompliceret tvekamp på opmærksomhed. Problemet er lidt at opnå balancen mellem de forskellige metoder, og som regel ender det også bare med, at musikerne kører deres eget dovne jazz-trip som backing til digterens egenrytmer. Her er det så, at den erfarne digter Morten Søndergaard og den elektroficerede duo Schweppenhäuser/Thomsen træder op på scenen, med noget der kunne minde om en løsningsmodel.

(flor fra en anden muligheds bagkant flagrer fra en villig ventrikel / og en umulig juli / folder sig ud i / skyggen i / sprækken i / marts kvaser tiden / sit kvartsur og ametyst / blomstrer i kødknejs mens svampe blitzer / i skovbunden).

Omslaget efterlader én i tvivl om projektets mål. Er det mest det ene eller det andet? Det er klart et CD-omslag, en klassisktriptych i pap, og kunne i princippet være det nye popalbum fra [indsæt generisk navn]. Et meget smukt omslag, må man bemærke, med et krøllet logo af Johan Grann og ellers flotte fotonærstudier og omslagskunst af d’herrer Schweppenhäuser & Thomsen selv. Man bider mærke i, at det ikke ser billigt eller simpelt ud (som digtsamlingers omslag ellers gør flest), og små detaljer som sølvfolietryk giver prikken over den velkendte vokal. En stor detalje er inklusionen af en booklet med teksterne i, hvilket er en lille digtsamling i sig selv.Musikalsk er vi ovre i den avantgardiste elektroniske musik. Skulle man bruge benytte den forkætrede genre IDM, skulle man nok gøre det hér. På en bund af mørk ambient filmscore-lyd, planter duoen knitrende rytmer à la Aphex Twin og Gridlock og søvnige salmer for døde synths som Boards of Canada. Der er klare nik i retningen af akavede genrer som drill’n’bass og glitch, som i høj grad udmærker sig ved deres kaotiske, uforudsigelige kvantespringsrytmer. Her er det også musikken i projektet overrasker, for dette album er ikke bare hyggebacking til ordene, men simpelthen et flot og spændende album i sin egen ret. Schweppenhäuser/Thomsen tør afsøge nye rum med deres musik, og alene for det, burde man anskaffe sig albummet.

(er der nogen spørgsmål jeg står i det fri og sammenskridende dynger af billeder sprøjtes ind i hjernen med skiftende styrke og vi må være suveræne hvert ord er ord et afsnit der gir adgang til verden og stjernerne er små dråber af sved der lyser på nattens hud)

Med denne komplicerede musik som grundlag, kunne man med rette spørge sig selv, hvordan det fungerer med ord til. Her er det så, at Morten Søndergaards tekster og diktion låner sig usædvanligt godt ud til disse skæve hymner. Teksterne er skrevet specifikt til projektet og glimrer ved deres kantede minimalisme. Mestendels er teksterne små brokker, udsagn taget ud af kontekst, der smyger sig om musikkens vandren. I små glimt fanger man guldkorn, men meningen er nok, at man ikke skal sidde for meget fast i individuelle tekststykker, men lade sig rive videre gennem det buldrende kaos. Således fungerer kun få af teksterne som egentlige digte. Morten Søndergaards stemme bliver en del af lydbilledet, på en hel anden måde end sædvanligt for den slags, for udover effekterne som hans stemme bliver filtreret igennem, har den også med sine distinkte kejtethed og præcise føring, en særskildt rytmefunktion, der fungerer glimrende som instrument.Teksternes kvalitet kan diskuteres. Hvis man bare sidder og læser dem, vil mange nok stå af. Udover at vi er ovre i afdelingen for den abstrakte og metaforisk komplicerede lyrik, så falder mange nok også af i svinget grundet den manglende helhed og struktur i linierne. Hvor den manglende helhed passer fantastisk godt på musikken, så er det måske svært at finde hoved og hale i det på tryk. Her ville jeg mene, at man er nødt til at tænke lyrik på en anden måde. Istedet for at mene lyrik som værende et afgrænset rum, med et vist antal linier og plads, må man tillade den en vis ufuldendthed. Det kræver largesse, at gøre netop dét: At tillade kunsten som eksisterende i et rum der puster sig selv op efter behov, og stole nok på kunstneren til at acceptere præmisserne. Alt for mange definitioner fastholder emnerne for tæt på kroppen, og af samme grund vil jeg ikke går mere ind i teksterne – de fungerer ikke på en sådan måde, at anmelderen bare kan hive dem ud af lydbilledet, og stemple nye ord på dem. De flyder frem og tilbage i brændingen, og er bedst egnede til at høre gennem et par solide hovedtelefoner, mens man ligger ned i et mørkt lokale. Dér kommer de til deres fulde ret.

(hjertets abe sparker sig fri / af kødet og videre inde i / campingvognen hoster den gamle blod / udenfor cykler min familie hujende forbi / cikadernes keramiske klinger / arbejder i tusmørket et spøgelsestog rasler / forbi og skyerne skubber / deres indkøbsvogne gennem lejligheden en / tankerække løber fra os og ud)

Med Hjertets abe sparker sig fri har Schweppenhäuser/Thomsen + Morten Søndergaard begået en lille genistreg. Når noget er så godt gennemtænkt, er det svært at anføre som anmelder, præcist hvad der skulle være gjort annorlunda. Nåh ja, jeg kan da på falderebet overtales til et caveat emptor: Musikken er af en beskaffenhed, der ikke er alles kop the, og er ens hang til musik på ingen måder elektronisk, så vil musikken formentligt være mere generende end ligefrem gavnlig for oplevelsen. Derudover er Morten Søndergaards lyrik heller ikke for alle, da den residerer i et område der til tider irriterer og kradser én i hjernebarken, og dét ikke nødvendigvis på en behagelig vis. Kort sagt, søger man den sædvanlige omgang cocktail-jazz og beat-animeret oplæsning, så skal man nok ikke søge ind lige hér. Alle andre, der er med på en udfordring og har en lille indestængt abe i hjertet, kan jo bare komme an.

Anmeldt af Thurston Magnus

2 tanker om "Rummet puster sig selv op"

  1. Jeg har ikke lyttet til så mange Crossoverting mel. musikere og digtere – men jeg bider alligevel mærke i dine ord om, den kamp, der kan udspille sig mellem sådanne to lejre. Alligevel – også selv om jeg har et kikset forhold bag mig med techno – så er jeg ret så nysgerrig mht det svære mix hér. Hvis jeg tar springet og lytter CD’en af – skriver jeg det bag ørerne – at jeg ikke skal forvente lyrikken som et afgrænset rum med et vist antal linjer osv..simpelthen blot være åben for de skæve? det ufuldendte? rumskibet og rejsen.
    Flot anmeldelse!

    Hilsner
    Lonni

  2. Hvis man starter med blot at betragte stemme og ord som et instrument, så hjælper det på forståelsen hér, synes jeg. At lade ordene flyde ud og ind af ens bevidsthed. Jeg synes teksterne i dette projekt er svære at fatte i en helhed, hvilket utvivlsomt er en del af pointen.

    Det er gået op for mig, at nogle mennesker gerne vil have lyrik afgrænset i et rum (fordi et rum kan forstås i dets begrænsede størrelse). Haiku er så populært som det er, fordi det er en lille rebus der skal løses. Du skal sætte ord ind hist og hér, og det bliver aldrig mere kompliceret end som så. Man kan måske sammenligne det med, at en film skal vare et sted mellem 1 og 3 timer. Mere kan vi ikke koncentrere os om ad gangen. Men hvad nu hvis det ikke var sådan? Hvad nu hvis filmen bare fortsatte, uden at tage hensyn til publikum? Det er lidt den oplevelse jeg har ud af teksterne på denne CD.

    Musikken på skiven er også temmeligt kompliceret – det er den slags, som jeg ikke tror alle kan vænne sig til. Hvis man (som jeg), betragter ukrainsk strubesang & dark ambient moskusokserock som banalt, så er musikken ikke så svær at have med at gøre.

    I alle tilfælde: Jeg kunne li’ det, og så kan man jo ikke gøre meget andet, end at anbefale det.

    Cheers,

    – Mr. T

Der er lukket for kommentarer.