Verden set gennem glas

Forfatter: Brian P. Ørnbøl

Forlag: Dark Lights

Titel: Himmelhotellerne, noveller

ISBN: 978-87-992700-8-8

Format: 95 sider

Det er en ældre sag, der denne gang er gået gennem mine øjne. Det handler om Brian P. Ørnbøls (BØ) novellesamling Himmelhotellerne (HH) fra 2009, og siden da har han udgivet to digtsamlinger. Men som alle ved kender litteratur ingen tid, så uden yderligere introduktion stryger jeg direkte videre til selve anmeldelsen.

Himmelhotellerne består af ni noveller, der alle er mellem fire og 10-11 sider. Hver novelle introduceres gennem en tegning, begået af Christian Juul Yssing, hvis streg er ganske atypisk og kantet. Genren kan mest betegnes som socialrealisme, skjult under et slør af fantastik. Eller måske er det slet ikke så skjult igen. I enkelte noveller tager BØ dog også læseren godt ved næsen, og drejer genrerne, så novellen bliver fantastik under et realistisk lag fernis.

BØ har sin litterære oprindelse i det lyriske, og det skinner meget igennem i hans noveller. Gang på gang fletter sproget sig sammen i uventede mønstre, der som regel glimrer ved deres fylde og kun sjældent føles prosaiske eller unødvendige. Et drømmeagtigt skær lægger sig nogle gange over historierne, i sekunder ved man ikke helt om dette er vores verden eller blot en der ligner. Man føler ofte, at man kender personerne, der er involveret, men så afslører de med et skæve, eller pludselige sider af sig selv. De bliver umenneskelige i deres menneskelighed.

Ligeledes har BØ en ting med højhuse og vand. Disse to genstande (eller er det begreber?) går igen. De har sågar fået hver deres novelle at boltre sig helt frit i. Højhuset kommer til sin ret i den fjerde novelle, Stendrømme, hvori en kvinde forsøger at komme ud af en enorm by, der simpelthen bare fortsætter med at fortsætte. Vandet er i frit fald i den sjette novelle, Vandflod, der bygger over syndflodsmyten og Guds straf af det syndige menneske.

På mig virker selve historierne i HH oftest sekundære. BØ forsøger igennem en kendt form at viderebringe læseren en stemning eller en fornemmelse, enten af genkendelighed eller surrealisme. I langt de fleste tilfælde fungerer det rigtig godt, og gør at man som læser trækker på skuldrene og ignorerer at mange slutninger er åbne. Et godt eksempel på netop dette er titelnovellen, der opbygger en sær stemning i en lille landsby, hvor en udefrakommende ganske langsomt forstår hvordan landsbyens indbyggeres virkelighed er opbygget, og derigennem tager sin egen forståelse af verden op til revision.

Men er det så noveller? Det er svært at sige. Den mærkat passer for mig ikke helt på samlingen. Historierne er for vævende, for skæve til helt at passe ind i den gængse forståelse af en novelle. Ordet fabel ligger mig langt tættere. Selv om BØ ikke anvender dyr i sine fortællinger, indeholder historierne nogle klare moraler, der til tider er både i et og to lag. Måske er det derfor, at novellen (nu kalder jeg det en novelle) Online ikke falder i min smag, da den i modsætning til resten af værket har et alt for forklarende sprog. BØ er bedst, når han lader ordene få frit spil og ikke ser sig tilbage.

Brian P. Ørnbøl er født i 1969, og har efterhånden en række selvstændige udgivelser bag sig. Samtidig har han optrådt i en håndfuld antologier. Digtsamlingen Sange fra Midgaard blev udgivet i 2010, og senere dette år (2011) udkommer hans nye digtsamling Syv på forlaget Valeta. Følg med på hans hjemmeside: http://www.bpo-forfatter.dk/

Anmeldt af A.Silvestri