Oh vandringsmand, buen Camino!

Har du nogensinde tænkt over..

..at man kan få ondt mellem ballerne af at gå? Det har jeg ikke. Men Ole Petersen, er beviset på, at sådan en tilstand findes. Har man tilbagelagt unævnelige mange kilometer til fods – fx ved at gå ad helvede til, sker der nemlig ofte dét, at friktionen mellem ballerne slider huden tynd – og til sidst er den faktisk væk! Ole Petersen fandt ud af, at det lindrede en smule, når han pressede buksebagen ind mellem ballerne. Og selv om det kun lindrede indtil bukserne var ”gået på plads igen”, var det et godt initiativ. Senere fik han mere held med at vikle et lille håndklæde sammen til en pølse, han derefter trak op mellem ballerne – kald det bare sumo!

978-87-92032-77-5

Titel: GRÆD VAGABOND, når din sol går bag sky.

Forfatter: Ole Petersen

Omslag: Marlene Johansen og Ole Petersen

Sider: 206

Forlag: Underskoven

Udgivelsesår: 2007

ISBN: 9788792032775

Denne anmeldelse er en mindre smøre..

..om Ole Petersens (født 1958 i Løserup på Tusenæs) vilde vej ud i Caminoerne. Han har gået tre af slagsen: “Camino Francés”, “Viva de La Plata” og “Camino del Norte” (Camino betyder i øvrigt ’vej’ på spansk). Han har vandret 3.500 km incl. det løse. Om begrebet fortæller forfatteren selv:

– ”Tallene siger, at omkring 1ooo.ooo årligt valfarter til “Santiago de Compostela”..Der findes flere Caminoer: ”Camino del norte”, Den Nordlige Camino, på små 900 km..Der er ”Camino portugúes”, Den Portugisiske Camino, som er en lille størrelse på et par hundrede kilometer, sikkert god som en lille smagsprøve. Der er “Camino Inglés,”Camino Primitivo”,“Camino de Fisterra-Muxía,” “Camino de Madrid”, “Viva de la Plata” og sikkert flere. Det fine ved Caminoen er, at man kan starte, lige hvor man har lyst, bare endestationen er Santiago de Compostela”.

At Ole Petersen senere skulle tage turen fra Danmark og videre mod Madrid, for at gå den mest krævende Camino af dem alle, nemlig De Tusind Ensomme Kilometer” – det tænkte han nok ikke på i første del af bogen. I sin begyndelse, som pilgrimsrejsende var hans mål at gennemføre “Camino Francés” og nå – “Cabo Finisterre”– Verdens ende. Jeg fristes til at spørge – kan din Verden ende så længe du lever?

*
Anmeldelsen udpensler ikke hvordan..

..forfatteren smadrer sin fødder på sin lange pilgrimsfærd – driver kroppen til det yderste og alligevel gerne tager små 800 km mere – hvordan han af et par omgange må tilbage til Spanien igen, for at få sluttet sin egen cirkel – dét må læseren læse sig til. Men min oplevelse af bogen, skulle gerne være tydelig fordi jeg var begejstret. Læste stort set bogen på én dag og det er ikke så ofte jeg mestrer den kunst!

På bogens første side starter Ole Petersen med at fortælle i et et super-levende sprog, der heldigvis fortsætter gennem hele bogen. Og ikke nok med at han er humoristisk og underholdende, men facts og historie går hånd i hånd og jeg får en fornemmelse af, at forfatteren virkelig har gjort sit research meget grundig fra hat til fod.

Hele vejen igennem læsningen guides jeg gennem gamle byer, mudrede huller, solhede steder, der næsten giver solstik, at læse om. For HAR forfatteren virkelig overlevet de slidsomme ture, der gav betændelser i ankelernes led, udslet, kulderystelser og vabler på føddernes trædepuder? Men det har han – og det er en fryd at læse hvordan han popper ud af tristessen selv når den største krise brænder under sålerne.

*

Bogen er kløvet op..

..i dele – 1. 2. og 3. del. Den bliver krydret med små afsnit og dertilhørende overskrifter der fortæller hvor Ole Petersen befinder sig til lands og hvornår han gør det og hvor mange km han går – disse oplysninger gør det let, at forestille sig km for km helt ind i egne benmuskler – og det er smart med disse opdelinger, for ellers kunne jeg fx godt fare lidt vild i alle de udfordringer, jeg er ikke den store stifinder, myself. Opdelingerne betyder også mere end det ovennævnte – de er milepæle i hans udvikling, som pilgrimsrejsende. Læs selv efter!

Coveret er et glossy ét, med Ole Petersen i kulørte farver, iført hat med skygge, rygsæk og vandrestav. Rammen omkring ham er en stenet, tør, nærmest gruset vej, hvor horisonten med æggeblomme-solopgang og meget grønne arealer kontrastfuldt giver mig en fornemmelse af, at Caminoen rummer både Himmel som Helvede.

Titlen ‘GRÆD VAGABOND’ når din sol går bag sky‘ er genialt plukket fra en sang ved navn ‘Båltale‘. Københavnerfænomenet ‘Vildnis‘ er ophavsmænd (var der nogen der hørte dem i Sønderho engang for længe siden?).

I det hele taget oplever jeg, at vi har med en musikalsk vandringsmand, at gøre – han kommer ofte ind på den musik, der løfter ham under turene – især Moody Blues er hans melodiske vandrestav.

I bogen er der tilpas med kulørte fotos – måske ikke superskarpe – men helt velkomne for øjet når man får lyst til at få visuelle indput under forfatterens fortællinger.

Der er et updaterende efterord i slutningen af bogen, en oplysende litteraturliste og en takkeside. På én af de sidste sider i bogen kan man se et kort over Spaniens land – og de ruter Ole Petersen har gået. Og det bedste er billedet på allersidste side, hvor forfatterens gamle vadestøvler står i flammer – behøver jeg at udpensle hvorfor?

En anke er der dog..

..og den kan jeg ikke komme udenom. De mange korrekturfejl rundt omkring i bogen irriterer mig. Da jeg i første omgang stødte på en sætning med et ord for meget i – så sætningen fremstod knudret og mærkelig “lod jeg som ingenting” – men da det gentog sig synes jeg det var godt gammeldags træls. Steder hvor der ligefrem manglede ord i en sætning, eller steder, hvor fx ordet ‘jeg’ blev proppet ind to gange – selvvfølgelig ikke for at pynte – ærgede mig i den grad. Og med alt respekt for Ole Petersens korrekturdame – så må jeg sige, at hun er kommet lidt vel hurtigt igennem.

*

‘GRÆD VAGABOND’..

..er Ole Petersens første bog. Og selv om jeg fristes til at se på bogen, som en rejseguide – hvad angår steder, ruter, vandrehjem – hvor meget han ikke rigtig brød sig om vandrehjem, at han var mere til ene-gang end gruppe-walk, at glubske hunde egentlig var køtere, ikke vovser “der findes kun køtere i Spanien”, mener forfatteren. Og hvad med vandrehjemspas og alle deres stempler, hvad med Cafe Latte på spansk som hedder en Cafe con Leche? Og så er der øllerne – bestil altid STOR øl – en Cerveza Grande, ellers får du din øl i et cognac-glas – osv..

..eller når han fortæller om de små byers historier, om den vandrestav af asketræ, der skulle blive en støtte for ham, hvis tyngdekraften trak lidt for hårdt i ham, mens han skulle nedad bakket teræn med løse klippestykker (dvs: HUSK ALTID DIN VANDRESTAV!) – eller når han remser op hvad der blev båret rundt på i rygsækken:

– ” 1 langærmet undertrøje, 2 T-shirts, 6 par underbukser, hvoraf 1 par var lange, 2 par lange zip-off-bukser, 1 tynd jakke, 3 par tykke sokker, 3 par tynde, 1 sovepose, 2 hurtigtørrende håndklæder, 1 regnslag, 1 hat , solbriller, dagbog, parlør, guidebog, foldekniv, digitalkamera,iPod, mobil, plaster, neglesaks, læbepomade, vitaminpiller, 125 gram bog osv.” –

efterfulgt af oplysningen om, at næsehårssaksen var vigtig for ham – han måtte indrømme, at dér var forfængeligheden forfærdelig fængende!

Når han fortæller, hvordan han splittede sine mål op i delmål, så rejsen virkede mere overkommelig – fyrre km er trods alt lettere at fordøje i småbidder. – Og hvad med den her:

– ” Tidligere på ruten ved Pente la Reina havde jeg passeret Santa Maria Eunate, en berømt oktogonal (ottekantet) kirke bygget af Tempelridder-ordenen, som specielt grundet ”Da Vinci-mysteriet” var meget oppe i tiden. Torres del Rio er måske en meget lille by, men den har en tilsvarende stor skat, sin egen specielle oktogonale kirke, Santa Sepulcro. Det er en kristen kirke i islamisk byggestil – ta’ den!”

(Så er der en smule rejseguide over ham)?

Eller den hér:

– ”Paulo Coelhos er i dag en af verdens mest solgte forfattere, hans bøger er solgt i over 80 millioner eksemplarer. Hans første bog fra 1987, The Pilgrimage, havde gjort virkelig mange opmærksom på Caminoen. De fleste pilgrimme, som jeg havde mødt, angav The Pilgrimage som den vigtigste årsag til, at netop de kom væk fra deres hjemlige andedam og ud på Caminoen.”

(Sidstnævnte ting kommer Ole Petersen ind på fordi han sover på samme vandrehjem og værelse, som Paulo Coelhos engang gjorde).

Men. Med fokus på de tanker der opstår i forfatteren og som han deler rundhåndet ud af – tanker, der gør bogen til en meget personlig oplevelse, at læse – for mig, – da vil jeg mene, at bogen er mere end en rejseguide.

*

Pilgrimsrejsende bliver ofte opfattet..

..som dybt religiøse – og derfor kom det nok heller ikke bag på Ole Petersen, at omgangskredsen spurgte hvordan han mon gik rundt og havde det? Hm..

Han siger selv:

– “For mig blev religionen en del af min danske kulturbagrund og ikke andet. Jeg var dog af den overbevisning, at jesus kristus og hans tro disciple havde gået rundt iblandt os og prædiket et sæt leveregler.”

Som jeg ser forfatterens Camino – er den meget fysisk. Selvfølgelig er der psykiske/mentale reaktioner – rørstrømskhed og tårer osv..da han når sit mål efter at ha “ædt” (én af hans egne udtryk) uoverskueligt mange km. Men der er ikke nogen Jesus på vej ud af himlen og ned til Ole Petersen:

– “Jeg spekulerede på andres oplevelser hernede, personlige bøger om Caminoen, som jeg havde læst. Nogle havde oplevelser, som havde de været her før i et tidligere liv, andre havde mange religiøse åbenbaringer undervejs..Jeg kunne slet ikke være med i det kapløb. Sammenlignet med disse oplevelser kunne jeg lige så godt have gået en tur i Dyrehaven…”

*

Jeg tror, at jeg – selv om jeg ikke har prøvet, at gå den pilgrimsrute, som Ole Petersen gik – sagtens kan fatte den der rørstrømskhed, der i slutningen af hans tur overvælder ham til stadighed, de følelser, der gang på gang vælder op i ham i form af tårer. Jeg er ikke sporty – med fødder og ben – men selv jeg har pilgrimsture – fx den, der går fra Amager Centret forbi Frankrigshusene og ender på Lyongades Postkontor – i rudekuvertens navn: HOLD DA OP mand! Den tur vil udløse selv det sløveste endorfin-apotek i et menneske!

Men jo, selv jeg usporty mig, bliver i perioder presset til det yderste – og hvilket KICK – både på den ene og den anden måde er det ikke, når man alligevel overlever med et godt resultat! Og da Ole Petersen endelig når sin Verdens ende i bogen med et godt resultat så får jeg også en klump i halsen. Jeg kan lige se ham kyle sin vandrestav ud i havet, som det er skik og brug ved sådanne lejligheder. Men lur mig, om han nogensinde får nok af at vandre?

*

Anmeldt af Lonni Krause

7 tanker om "Oh vandringsmand, buen Camino!"

  1. Hej Lonni

    Har straks anbefalet til familien der har cyklet hele caminoen med tre børn og gået de to tredjedele sommeren efter fordi ungerne forlangte at komme derned igen.

    Spændende appetitvækkende anmeldelse.

    kh

    Poul Hl.

  2. Kære Poul!

    Jeg tror jeg vil begynde, at træne til en Camino (den letteste på et par km) 😉
    Og jo, bogen er virkelig underholdende og oplysende.

    Kh
    Lonni

    Hej Susanne!

    Jeps! ‘Jerichos Roser’ anmelder jeg ultimo maj om flyvemaskinen bærer mig forsigtigt frem fra Østrig til DK.

    Kh
    Lonni

  3. Heys igen,

    en udmærket anmeldelse der forholder sig til personen, såvel som til historien (hvilket måske er overlappende størrelser hér).

    Cheers,

    – Mr. T

  4. Hej Thurston!

    Mange tak for tilkendegivelsen, jeg er pt på vej ned i Jerichos Roser af samme forfatter.

    Lonni

Der er lukket for kommentarer.