I disse hellige haller

p1000711.JPG 

Hvad: Debutantaften for lyrikere.

Hvor og hvornår: Dansk forfatterforening, 11/4-08.

Hvem: Diverse lyrikere der fik debut i det forgangne år. 

Hvad foretager man sig i Strandgade, Kbh. på en forårsfredag, kunne man spørge sig selv om. Wonderful Copenhagen ville sikkert anbefale en øl langs havnekajen, alt imens man betragter små både drive forbi i et tempo, der ellers lyver om købstadens pulserende tempo. Det er så ikke for denne anmelder, på denne fredag, for han tager istedet læserne med på op i den anden ende af Strandgade, til Dansk Forfatterforenings hellige haller med henblik på at overvære deres debutantaften for lyrikere.    

Efterhånden kommer det vel ikke bag på MetrOrds faste læsere, at anmelderen hér ankommer lidt vel tidligt til arrangementet. Det er faktisk en god idé, hvis man aldrig har taget Dansk Forfatterforenings lokaler ind, som bestemt er værd at spendere noget tid med at opleve. Betagende gammeldags, udført i en lettere opulent faux-barok stil, med høje paneler, enorme vægmalerier og en vældigt ornamenteret stukkatering der med sine ørne og kranse næsten leder tankerne hen på Albert Speer. Men, jeg har set hele affæren før, så jeg ryster blot nævver med de sædvanlige, observerer så småt de usædvanlige og sætter mig endelig ned med en sandwich og en bryg, som en venlig bekendt i forfatterforeningen har reservet til mig.  Baggrunden for oplæsningsarrangementet skal findes i Dansk Forfatterforenings årligt udstrakte invitation til de nyudklækkede digtere i riget. Man inviterer simpelthen digterne til at læse op ved dette arrangement, hvad der virker som en ganske konstruktiv idé. Programsætningen består af oplæsninger fra Louise Rosengreen, Christoffer Gertz Bech, Palle Sigsgaard, Janni Helle, Katinka My Jones, Michael Dyst og Mikkel Fossmo. Jeg tygger af munden og finder min plads i den store sal, hvorfra jeg regner med at have fint udsyn til oplæsningen. Jeg skal vise mig at tage fejl. Lidt underligt har man valgt at anbringe de oplæsende henne i hjørnet foran hovedindgangen, et sted med dårlig belysning og med ringe udsyn til personerne. Det er imponerende kompliceret at tage billeder af oplæserne, uden at direkte forulempe dem, for slet ikke at tale om det jævnt talrige publikum. Det kan undre med de store lækre lokaler, og ellers velorganiserede arrangement, at man har valgt at lægge så lidt vægt på den, for mig at se, vigtigste del af oplæsningen: Muligheden for overblik. En lille talerstol, en mindre piedestal eller i den dur kunne have gjort underværker. Jeg forlanger ikke et pulpitur.

Nuvel, Louise Rosengreen starter ud med at læse op af den digtsamling, som vandt hende en del roser i pressen sidste år (Lydstykker). Hun læser op med en stille og ubemærkelig stemmeføring, bevæger sig i et spinkelt og ganske enkelt univers; et univers der roterer om en slags hverdag, hvor to personer kredser om hinanden i et fælles rum, nærmest som hinandens drabanter. Hendes oplæsning virker klarere end jeg husker hende, men samtidigt også mere matter-of-fact. Som om noget af hendes charmerende kejtethed i oplæsningen er blevet slebet til af rendyrket professionalisme. Et par enkelte nye tekster peger i retning af en interessant udvikling, der åbner op for mere topiske digte. Hun efterfølges af Christoffer Gertz Bech, der hurtigt melder sig ind som aftenens mest underholdende digter. Let underspillet i sin teknik formår han effent at væve det klassiske materiale fra sin digtsamling Grøn For Bouzuki Og Klarinet sammen med en dreven sans for humor, der behændigt undgår at gøre stoffet for tørt. Han benytter i digtene sig ofte af skarpe, overvældende billeder og det flyder med objekter i retning af operaer, kalashnikover og søjlerækker udhugget i alle mentale farver mellem absinth og blodplasma. 

Det er sjældent at en frisure er mere distraherende end en serie digte, men både anmelderen og Palle Sigsgaard selv, synes at have problemer med dennes frisure under oplæsningen, hvilket i sidstnævntes tilfælde kan skyldes nervøsitet. Den unge herres store nummer er snildt aftenens længste tekst, hvis omdrejningspunkt skal findes i erklæringer i stil med hun tvivler på A, hun tvivler på B, hun tvivler på om B og A får hende til at virke C og så fremdeles. For mig at se fungerer det glimrende og tempoet er ganske rytmisk velfungerende på en afdæmpet måde. Det er først efter omtrent ti minutter af disse gentagelser, at man begynder at fokusere mere på herrens frisure end på hans ord. En lidt mere afvekslende oplæsning kunne nemt have landet ham pladsen som aftenens bedste oplæser i denne anmelders bog.

Så en pause, hvor der bliver tid til at snuse lidt mere rundt i lokalerne, som bla. også rummer et mindre bibliotek. Jeg indsamler lidt propoganda fra de forskellige repræsentanter fra Dansk Forfatterforening, og man kan åbenbart komme rundt på en masse forskellige kurser og skrivesteder, skulle man finde lyst til at underskrive en beskeden giroblanket, på et beløb der overstiger hvad de fleste digtere formentligt tjener på deres udgivelser årligt (ahem!). 

Efter pausen læser Janni Helle (ja, hende!), bla. med tekster bygget over Thomas-evangeliet. Det står tydeligt fra starten, at hun er den mindst trænede oplæser, og jeg irriteres en del af at hun afbryder sig selv, for at forklare dette og hint. Personligt finder jeg stort besvær i at interessere mig synderligt for oplæsningen, og driver en lille smule ud af fokus. Janni Helle formår desværre ikke særligt effent at overlevere sit stof, hvilket kunne være bedre end det fremstår denne aften.

Videre til aftenens suverænt mest dressy dame, Katinka My Jones, der læser op af sin digtsamling Havet Er Sort, Kysten Er Hvid. Tidligere har jeg hældt til, at hendes enkelhed i udtryk på en scene formår at gøre hendes materiale både nærværende og fraværende i samme åndedrag. Denne aften fremstår det dog udelukkende fraværende, og altså anbragt langt over i de kolde klangfarver. Ikke så intenst og glødende som jeg har set hende før, men den unge dames materiale fejler intet. Det er meget fedtfattigt og ind til det berømte ben. Michael Dyst, der denne aften bliver optaget på video af Benny Pedersen, angriber i vanlig stil i sin frontalt gakkede modus. Tekster og optræden, som går godt i spænd, eksisterer i randzonen mellem pyroteknisk gøglerkabaret, afgrundsdyb gotik og lallende dadaisme. Det bundløse mørke fremstår ganske sorthumoristisk i hans univers, men det er dog som der har indsat sig en nyere tendens, et lidt mere alvorligt bid i visse af hans tekster. Ellers leverer han som vanligt et fandenivoldsk show, og det er ikke fordi det overrasker denne anmelder, at det spænder ganske udmærket af.

Aftenens sidste debutant skulle være Mikkel Fossmo, men da han er bosat i Venezuela, bliver hans debut Vækslaget læst op af førnævnte Benny Pedersen. Selvsagt formår han ikke helt at yde materialet fuld retfærdighed, men her og der får man da indtrykket af teksterne humoristiske vid. Stilen er meget blandet, og man sidder lidt med idéen om en digter, der har givet sig selv meget plads på siderne, hvad der fungerer ganske nogenlunde okay, som jeg hører det. Men, det viser sig at oplæsningen ikke er helt slut endnu. Ind fra højre kommer aftenens overraskelse Eske K. Mathiesen, der bestemt ikke kan betegnes som debutant. Med sikker stil og afslappet humor dalrer den rutinerede digter igennem en veritabel suppedas af digte og tekster i mange forskellige stilarter. På afvæbnende vis piller han nogle af sine egne digte ned, og tilskriver dem ungdommens prætentiøse overmod, hvad han ret beset ikke behøver. Publikum labber det hele i sig.

Således slutter oplæsningen med Eske K. Mathiesen også, og vi er nogle stykker der bliver og hænger ud det sidste kvarter, mens der slæbes ud og ryddes op. Der synes at være en generel konsensus om at arrangementet har været godt, oplæserne holdt et pænt niveau og hele oplevelsen af omgivelserne har givet  det sidste pift. Der er stadig en anke fra min side omkring overskueligheden, men det er småting. Selve idéen med at præsentere nye lyriske skud på stammen virker god, og er både med til at give et vist rygklap til de nye digtere, og samtidigt fungerer det nydeligt som introduktion af digterne til eventuelt interesserede lyttere.

Anmeldt af Thurston Magnus

7 tanker om "I disse hellige haller"

  1. Ja, sorry, det er måske ikke så behændigt, men jeg tror folk kan overskue det alligevel. Problemet er lidt, at når jeg først beslutter mig for at publicere, så skal det publiceres (med tanke på al besværet jeg har med redigering).

    Anyway. inde på min Urbane Blog, kan man finde flere billeder fra arrangementet hér:

    http://thurstonmagnus.urbanblog.dk/

    Cheers,

    – Mr. T

  2. Der kigger jeg ind. Kaffen virker endelig på denne kedelige mandag! Og ingen sorry – det er da fedt!

    Lonni Kantinen

  3. Og gid disse lokaler kunne blive taget i brug noget mere af oplæsere høj og lav indviede og udvortede.
    Fine iagtalelser af miljøet.

    Lonni

  4. “man kan åbenbart komme rundt på en masse forskellige kurser og skrivesteder, skulle man finde lyst til at underskrive en beskeden giroblanket, på et beløb der overstiger hvad de fleste digtere formentligt tjener på deres udgivelser årligt (ahem!)”

    lamme se lamme se… 1600 kr. årligt plus 2% af bibliotekspengene. Et weekendkursus på Hald hovedgård ved Viborg med gratis indkvartering og forplejning koster en udenforstående 2600 kr.

    I løbet af et år afholdes omkring 30 korte og lange kurser i Dansk Forfatterforening, og de fleste er åbne for alle medlemmer – enlelte kan være så fagspecifikke, at de vurderes meningsløse for folk uden for den pågældende grupppe.

    Hvor kan en romanforfatter og digter og illustrator og og oversætter og fagforfatter ellers i dette land gå hen og tage kurser i sit eget fag, fri for påtrængende spørgsmål om indtjening og skriveformåen, og blive klogere og møde kolleger og se noget gyldig natur og mærke at man ikke er alene og få den sidste sladder om branchen og de seneste fif og dagsaktuel info om nye politisk/okonomiske tiltag af betydning for enhver – herunder den fattige digter uden mange bøger på bibliotekets hylder eller hos boghandleren?

    Der er ingen andre steder. Heller ikke i den anden forening.

    Er det dyrt – 130-150kr om måneden for en debutant for juridisk hjælp, kurser, info, lobbyvirksomhed for faget og kulturen og alt muligt andet? Er det sådan, at digtere SKAL være alene og klare alting selv? Hvor mange smøger/bajere indtager du for de penge? Enste problem med at proppe pengene ind på DFFs konto er, at du efterfølgende selv skal sørge for at få noget for pengene. Sig, hvad du behøver. Alt bliver taget til efterretning.

    Det er en forening for medlemmerne.

    kenneth (krabat)

  5. Kenneth, det var såmænd en mild ironisering, ikke en så konkret kritik.

    T’såmænd skulle medlemskabet nok vise sig at være givtigt, skulle man finde lyst til kursivering i den retning. Og som nævnt: Et fint arrangement i Strandgade.

    Og rundt generelt: Tak for respons.

    Cheers,

    – Mr. T

Der er lukket for kommentarer.