Christian Munch-Hansen: Musical Dream Machine

Christian Munch-Hansen: Musical Dream MachineMusicalDreamMachine

2014 MONKedition/ILK , Kærhave Skovvej 1, st th, 4100 Ringsted
Omslag og illustrationer: Mark Solborg
Opsætning: Signe Marie Ohrt
www.monkedition.dk

Christian Munch-Hansen, journalist, musikskribent, underviser og bidragyder til værker om Jazz, har med bogen Musical Dream Machine udgivet sin første digtsamling. Indledt af Vincente Huidobros citat ” At frembringe et DIGT / som naturen frembringer et træ”, har forfatteren skrevet en række tekster, der som udgangspunkt er inspirerede af markante nutidsmusikere fra pladeselskabet ILK, Independent Label København. På bogens flap findes downloadkode til et stort udvalg af den musik der har inspireret kunstneren i dennes skriveproces.

Lad det være sagt med det samme: Teksterne i bogen er af høj kvalitet. Den slags digte, man bliver glad over at læse. Sprudlende, med stort sprogligt overskud. Nye billeder møder læseren i nærmest hver linje. Allerede det andet digt i bogen, Ankomst raketblomst [8], anslår en markedsagtige feststemning “med indianerfjer i hatten og lommerne fulde af / gryder og pinde” hvor “selv anus trutter en fanfare”. Uden at digtet løber amok, eller mister balancen mellem indhold og sprogligt udtryk.

Digtene bevæger sig ofte på forskellige niveauer, mellem forskellige lokaliteter, i fint kontrollerede associationsrækker. I Honningvin [13] fader pianistens toner over i fingre, der sender elektricitet ud i en kvindes krop og minder digteren om en cykeltur ad Langebrogade, hvor hendes øjne bliver til fisk omgivet at legende børn, der lunes af solen “som når en krydret honningvin breder sin varme i brystet”.

Overordnet balance (og humor) i et digt sikres ofte med diskrete midler. F.eks. i digtet Gry [ 18 ]: “Munken river gruset i morgentågen/Bagefter skal han ikke andet/ end glo på æbletræerne.”, hvor ordet “glo” gir et overraskende og velgørende twist.

Teksterne er gennemvævede af referencer til musik. “Radioens skratten af højskolesang og grov swing”, “en blåsort akkord / anslås hårdt / vibrerer længe i skoven” , “nylavede sange /rækkes ned til ivrigt hapsende delfiner ” “akkorderne opløses som sukker” ” Dette musikalske øjeblik/ bliver ikke overgået den aften”. I Lydblomst [36], et typisk Munch-Hansendigt, styrer “orkestrets tungt lastede luftskib”, “Basunernes hestebid/ i store æbler” og “andalusiske kastagnetter” mod slutlinjerne “Mon vi kan få alle lydene til at / smelte sammen / i en sang?” Det sidste spørgsmål går tæt på bogens erklærede projekt. “At beskrive musikkens væsen og betydning i tilværelsen”.
Svaret er JA. Udover musikkens eksplicitte nærvær og forbindende rolle er klangen og rytmen i sproget udtryk for en afledt musikalitet. Suppleret af Mark Solborgs illustrationer, hvis makroverden med instrument, truttende planeter og musical dream machine smelter sammen i det diskrete grundmønster der myldrer rundt som en forbindende mikroflora i dem alle. Det er vel sådan naturen frembringer et træ.

Efter at have etableret det som et faktum at jeg bliver glad i låget over teksterne i Musical Dream Machine, har jeg en enkelt bemærkning om teksternes idemæssige baggrund. Som nævnt er de opstået gennem en inspirationsproces, hvor digteren ud fra sine oplevelser med musikken fra ILK har skrevet sine tekster i interaktion med denne. Så langt så godt. Men måske kan bogen blive en kende insisterende omkring sine pointer i efterskrift og forklarende noter om kunstens legende former og forbindelseslinjer og musikkens væsen som grundimpuls. Regelen “show, don´t tell” blir allerede efterlevet forbilledligt i selve teksterne. [Naturligvis er noter og efterskrift velegnede, hvis bogen skulle bruges i undervisningssammenhæng.]

Jeg har læst Musical Dream Machine med fornøjelse. Fulgt filatelistens, munkens og Knud i Valbys skæve musikpåvirkede foretagsomhed. Svævet gennem rummet , så “rastløsheden har glemt sig selv .. hænger i gardinet som en forædt abe”. Nydt bonusdigtene om store jazzmusikere som her om Ben Webster:

"Mens solen synker i havet mod vest
	blafrer et lys i det gamle fyr.
Cigaretrøg buldrer bag ruden
	En grammofon spreder forsølvet
støv i verdensrummet.
	De, der lytter, letter."

Den æstetisk layoutede bog rummer et attraktivt musikpoetisk univers.
Musikdrømmemaskinen er oppe i gode poetiske omdrejninger.