Sprækker af Hanna Brabrand Henriksen

IMG_4908Hanna Brabrand Henriksen 2014:
Sprækker

Digte Mellemgaard
Redaktør Jens Eichler Lorenzen
Grafiker Camilla Rubini Nielsen og Tine Wichmann

ISBN 978-87-93204-14-0

Sprækker er Hanna Brabrand Henriksens anden digtsamling. Bogen består af 41 digte , der på omslaget beskrives som “Øjebliksbilleder der dukker op fra det ubevidste som en slags forløsning. Billeder af erkendelser og erindringer lagret i sindets forskellige tilstande og stemninger. “Der er altså tale om digte,der repræsenterer punktnedslag i tilstande og stemninger, hvor digteren udtrykker sig spontant ud fra øjeblikkets inspiration og teksterne kan siges at fungerer som en form for terapi for jeg´et .

Digtene rummer er række nedslag i parforhold og personlige kriser. Ofte med udgangspunkt i naturen. “Måger/vingesus/hvide skrig” ; ” bag lågen rejser skoven sig/ mindes lyset i april “. Mere symbolske tilgange finder man i den hyppige brug af dørmetaforer. “Lukker døren op/ til mørket”; “Lader døren lukke/ automatisk / for lugten” ; “Porten/ krakeleret blå/ ville aldrig lukke helt i “; eller som et ekko af titlen: ” når du klæber dig fast/ i det alt for trange hus/ gennem angsten/ i mine mørke sprækker.. ” Der er tale om oprigtige, personlige digte:

“Skoven bliver mørk nu
musvågen har forladt sin rede
vi spiser majs
med salt og økologisk smør
der er blod
på din serviet
det betyder ingenting
i dag
er jeg ikke længere ansvarlig”

Andre steder er det sproglige udtryk mere jævnt ” .. en ømhed/ der vil spejles / i rådyrmoderens øjne” ; “engang var du min / nu ved jeg / du for længst har forlad mig “; ” som en dør der lukker op for lyset/ og pludselig ved vi / at alting har din tid ” ; ligesom i mange tilfælde kombinationen adjektiv – substantiv : “sprudlende latter …sommerblide kærtegn …slumrende begær ..skumringsblå dag… slumrende samvittighed”

Et problem med digte, der dukker op fra det ubevidste, kan være deres abstraktionsniveau. At tekster kan miste jordforbindelse . Hanna Brabrand Henriksens tekster svinger fra fint visualiserede digte til passager hvor ufokuserede billeder og abstraktioner tar over. De første er repræsenteret af digtet side 31..

“Der er noget med de hvide lys i stager
en utilnærmelig renhed

med de røde er det anderledes

de sorte
tør jeg ikke tænke på”

Hvorimod:

“jeg slynges ud i det bløde mørke/ hvirvlende mellem klaprende døre/ afklædes af din nøgne stemme/ som sand der drysser/ gennem en lukket hånd/ kastes over rælingen/ i en tyngdeløs bevægelse/ hvor jeg møder dig / bag tidens flygtige grænse ”

fremstår som en sammenstilling af billeder og adjektiver, der konkurrerer så meget om opmærksomhed, at overblikket går tabt.

Hanna Brabrand Henriksen har skrevet en digtsamling, der trods sit jævne sproglige niveau, giver læseren et tankevækkende indblik et jegs skrøbelig eksistens .

Og en gang i mellem lyner det !

“det er dig på billedet
med spørgsmål på læben

nu holder du potteplanterne i live”