Digteren er en brølende kronhjort ved solnedgang

Solsorten er en skrigende lort ved daggryHvad: Udgivelse af Claus Høxbroes digtsamling.

Titel: Solsorten er en skrigende lort ved daggry

Hvor og hvornår: Det Frie Pakhus, Nordre Toldbod, 9/5-08.

Hvem: Claus Høxbroe og band.

 

Mærsks hovedsæde, huset med de blå øjne, blinker velvilligt til mig i den lave aftensol. Solen er allernådigst fremme denne spirende sommeraften, alle folk kommer ud af deres myretuer og medbringer et humør så godt, at man skulle tro nationen havde kvalificeret sig til en slutrunde i en boldsport af en art. På et fremspring ude ved Nordre Toldbod i København strækker en betonflade sig ud mod den anden side af vandet, og netop ude på den betonflade er det meningen at anmelderen skal finde Det Frie Pakhus, hvor udgivelsesreceptionen for Claus Høxbroes seneste digtsamling skal finde sted. Alle bygningerne herude på kajen ligner hinanden. Næsten. Der er nemlig kun et pakhus, der har rullet en rød løber ud.  

Indenfor er der så småt ankommet et mindre publikum, som livligt sidder og snakker hinanden op omkring bordene. Der er kølig fadøl i rørene og krusene, samt en generel sommerstemning i det store pakhus. Et døsigt aftenlys strømmer ind af de vældige vinduer der optager det meste af endevæggen, og gennem dem præsenteres man også for en prægtig udsigt over vandet. Den ene ende af pakhuset er tilegnet det elektroniske udstyr, mikrofoner og højttalere som er anbragt oven på gamle, måske endda ægte, tæpper, der er med til at udgøre en scene. Netop i den afdeling står to musikere og knokler med maskinparken, og man får det klare indtryk, at Claus Høxbroes oplæsning vil blive akkompagneret af elektromusiske foreteelser. Inden vi kommer så langt som til en oplæsning fra hovedpersonen selv, er der åbenbart lige en halvanden time der skal brændes af. Mens den passerer i læserens bevidsthed, kan jeg jo passende fortælle læsere om emnet for denne aften. Hovedemnet er den bemærkelsesværdigt betitlede digtsamling Solsorten er en skrigende lort ved daggry, som udgives af digteren Claus Høxbroe, og den repræsenterer den aldeles produktive digters anden officielle digtsamling, og er som den første udgivet på det lille forlag Ravnerock. Claus Høxbroe har optrådt utallige gange de sidste par år, og må betegnes som én af de mest aktive digtere på livescenen, siden karrieren i Fakta blev ham for trang en krybbe. Han plejer at være garant for et forrygende liveshow, og optræder ofte i samspil med forskellige musikere, bla. det roterende rockband Støj! og det jazzede kammerensemble 1. Th. Skæbnen vil desværre have det sådan, at denne anmelder ikke fanger navnet på den elektroniske duo indeværende aften, og bare for god ordens skyld skyder anmelderen lige skylden på pakhusets afghanske lydkvalitet, omend man kunne forestille sig, at hvis pakhusets lydkvalitet havde haft mulighed for det, ville den sikkert skyde skylden tilbage på anmelderens anden fadøl og svingende opmærksomhedsevne. I alle tilfælde forbliver navnet i de retorisk udformede tåger.

Uret når at runde ni, så først et godt stykke inde i døgnets tiende time går Claus Høxbroe på scenen i en tusmørkeforestilling. Der samler sig en gruppe af lyttere oppe foran den improviserede scene, der ikke består af meget andet af et retningsangivende mikrofonstativ og førnævnte tæpper. Høxbroe byder velkommen og introducerer digtsamlingen, fyrer et par jokes af om den for god ordens skyld, for så at dykke ned i den med den elektromusiske pyroteknik i baggrunden. Mit første indtryk af teksterne er, at de minder meget om dem fra Høxbroes debut. Emnerne der bliver taget op, kører meget over samme temaer som før: Gaden, folket, kvinderne, hverdagen, manglen på penge, stedet henne om hjørnet, de udtrådte bumsers tilsyneladende logik samt det at være beat i alle afskygninger. Nogle af digtene virker mere politiske end før, og man må også bemærke sig en lidt mere bitter tone i materialet.

 

Selvom Høxbroes stemme ligger lavt i mixet, går showet fint over og Høxbroe gør det som altid godt. Han leverer varen på scenen meget effektivt, selvom man må sige, at det er en vare der er set før fra ham. Det er lidt svært at sige hvad der mangler, og det slår mig, at det i sig selv måske er hovedproblemet. Høxbroe er så god til at være Høxbroe på en scene, at han er faretruende tæt på at være sin egen parodi. Som om Høxbroe har forladt scenen og er blevet erstattet af sin egen stuntman, der effent tager sig af alle de halsbrækkende lyriske akrobatismer, mens den virkelige Høxbroe tager en smøg ude backstage. Der mangler intet i hans show, for at det er et Høxbroe-show. Jeg tænker lidt på et sofastykke af en brølende kronhjort, hvor jeg heller ikke kan gennemskue hvad billedet nødvendigvis mangler. En teknisk fejlfri kliché, kunne være anklagen.

 

Mens jeg tænker den tanke til ende, vælter Høxbroe ud med en historie, der virker improviseret til lejligheden. Den handler om hvordan han har været ude at rejse, med kun sin taske i hånden og hvordan politiet på Hovedbanegården tror han er terrorist. Under hele den underholdende anekdote, tænker man på om den virkelig er sand. Her viser Høxbroe sin virkelige forte, nemlig at han er istand til at træde ud af sin professionelle optræden på en scene, og omplante sit show, så det ikke virker som noget, man har hørt alt for mange gange før. I samspillet med de glimrende musikere opløser han langsomt den sagnomspunde barriere mellem virkelighed og fiktion, i en fortælling man bare gerne vil tro på skete, som han opruller den for én.

 

Settet kører i livligt tempo omtrent en time, før der takkes af og stikket trækkes grundigt ud. Høxbroe opfordrer folk til at købe en udgave af digtsamlingen, så han ikke er nødt til at genoptage karrieren i Fakta, og personligt synes jeg også efter denne optræden, at Høxbroes talenter er bedre brugt bag en skrivemaskine eller på en scene end ved et kasseapparat. Således slutter koncerten, men ikke festen. Selve festen er, som man kan forestille sig, kun lige begyndt, for man må gå ud fra at natten føler sig ung og at publikken føler sig noget tilsvarende, ellers går klichéerne jo ikke op. En trættekær anmelder som denne tøffer så småt tilbage til det civile København med hjernekisten fuld af nye indtryk, samt kameraet fuld af billeder. Faktisk, det eneste billede der mangler i kassen, er billedet af en brølende kronhjort ved vandet, men man må gå ud fra, at Høxbroe skræmte dem væk under oplæsningen.

Anmeldt af Thurston Magnus

3 tanker om "Digteren er en brølende kronhjort ved solnedgang"

Der er lukket for kommentarer.