En lille rose rejste

tilminfar_forside.jpg

Forfatter:        Naja Rosa Koppel

Forlag:            Turbine Forlaget – ISBN 978-87-92208-51-4

Format:           Fotobog med tekst. 

 

 

”Du spurgte mig tit, om jeg ikke ville / lave en bog med billeder og fortællinger / fra mine rejser / Her er der lidt / Kys og kærlighed / Naja.”

Ovenstående linier er hentet fra introduktionen til fotobogen Til min far – mine billeder og rejser, som er sat sammen af Naja Rosa Koppel, barn af Anisette og Thomas Koppel mest berømt fra orkesteret Savage Rose. Der er ikke tale om en elegi over Thomas Koppel som sådan, men mere et forsinket dokument til en faderskikkelse, hvis tyngde synes at række udover hans egen død. 

Første indtryk af Til min far, når man sidder med den i hånden og bladrer lidt, er at der er tale om en lækker og veludført bog. Store, generøse fotografier krydret med digte i Naja Koppels egen håndskrift, samt lidt længere tekster og anekdoter i en mere normal typografi. En legesyg bog gjort med herligt afslappet layout, hvor man får mulighed for at slippe sig selv løs i billederne og være med på Naja Koppels ture. Omslaget viser et klaver i solrige, gulnede farver, og viderebringer én et billede af lyset og musikkens betydning i denne bog. Bogen stråler praktisk talt i hænderne på én.      På trods af den flossede opsætning, går man konventionelt til værks med anmeldelsen, og studerer lineært bogen fra starten. Turen går via foto og tekst gennem Naja Koppels rejser fra Los Angeles over New York til Puerto Rico, med adskillige afstikkere på vejen. Meget sigende er det første reelle foto i bogen af Naja og Thomas Koppel i 1986, hvilket er en af de få datostempler man kan hæfte sig ved i bogen. Billederne er meget forskelligartede og stemningsskabende. Naja Koppel har boet og arbejdet i flere af bogens miljøer, og hun lader til at investere sig selv i de forskellige lokaliteter, ikke som en transient turist, men en person der bliver en del af lokalområdet, og dermed fungerer mere som rejsefører end rejsende i bogen. Endvidere har hun et godt øje for motiv, og det vrimler med foto af graffiti, skilte, skyer, sten, neon, planter, dyr samt alt muligt andet i én stor pærevælling, der tilsammen rammer et sted i nærheden af den melange, som man altid har fået indtrykket Koppel-familien bestod af. En blanding af det dybt raffinerede elegante og det stræbsomt naturlige. Kammerkoncert og sigøjnerballade i samme trøje. 

Mens billederne fungerer usædvanligt flot, er det så som så med teksterne. Her er især digtene ikke særligt vellykkede, idet Naja Koppel desværre ikke er så behændig som digter. Man kan argumentere for, at hendes digtning repræsenterer et oprigtigt og naivt udtryk, som ikke skal fungere som stor kunst, og ud fra den betragtning kan de måske godt ædes. Jeg vil lade læserne tage en smagsprøve: ”Lille fyr, på en øde ø / Træder blidt i det bløde sand / I en verden så kæmpe, med himmel af flammer / oplever du nu et eventyr.” Jeg havde nok ladet dem blive i skuffen. Derimod er en del af de længere anekdotiske tekster ret fine, især når de holder sig til at beskrive små, pudsige oplevelser der relaterer til billederne. Men, heller ikke hér, holder teksterne altid standard. En del af dem lægger sig over i næsten svulstig patos eller socialpolitisk moraliseren, hvilket ikke hører hjemme i en rejsebog som denne. Tag fx. et kig på denne hér tekst, der følger et ellers nydeligt vægmaleri af Moder Theresa: 

 

”Jeg tænker, hvorfor mon døden altid har været sådan et tabuemne i Danmark. Hvorfor har vi så svært ved at acceptere, at døden hænger sammen med livet. Hvorfor ikke tænke, at vi i hvert fald lever hos alle de mennesker, der kendte og elskede os, og som kan fejre og mindes os. Det synes jeg er smukt.”

Er der nogen der gider at samle telefonen op og ringe til Naja Koppel, for at fortælle hende, at ovenstående i bedste fald er en håbløst naiv beskrivelse af danskernes forhold til døden, i værste fald at det er noget fortærsket hippieævl? 

Bogen er på den måde et rent udtryk for ophavsdamens egen tankegang, hvor intet rigtigt synes luget ud. Revl og krat og køkkenvasken er kommet med i teksterne, hvorfor bogen også til tider snubler lidt over sine egne ben i processen. Jeg kunne godt have levet kun med billederne, omend jeg da for god ordens skyld gerne vil præsentere et par linier jeg synes godt om: ”Jeg hører lyden af din harmonika, jeg hører hendes stemme. Og fremmede trommer. Syv måneder gammel er jeg inde i min mors mave, mens vi kører hen af de hullede bjergveje i det sydlige Libanon. Her begynder min rejse til livet. Hvordan ser de ud, alle dem derude, hvordan ser verden ud, og hvad med alle de fremmede trommer? To måneder senere: skæve skorstene, skæve hytter og duften af jordbær. Her er jeg, midt mellem Lorterenden og Københavns høje tårne. Her kommer jeg til verden. I lille Frederikshøj.” 

 

Én af grundene til at jeg vil vurdere dette bogprojekt positivt, er dén at jeg synes godt om indgangsvinklen. På trods af at bogen er dedikeret til faderen, kammer den aldrig over og bliver et rørstrømsk gravskrift over Thomas Koppel, men virker præcist som det den prøver at være: En fotobog der dokumenterer rejser, præsenteret netop som hvis den var en scrapbog der skulle gives til faderen. Det bibringer den et smukt skær af noget ægte, et illusorisk skær måske, men ét der aldrig brydes noget sted i bogen. Bogen fraviger aldrig karakteren i sin rolle, og alene af den grund burde man give bogen en chance. Hvis altså ikke man bare samler bogen op for det fine billedmateriale. Billederne er hele indgangsbilletten værd i sig selv.  

Anmeldt af Thurston Magnus

31 tanker om "En lille rose rejste"

Der er lukket for kommentarer.