Når redaktøren er i vejen

Herude ellers intet at bemærkeHerude ellers intet at bemærke
af Lars Flemming

Novellesamling udgivet 2014
Forlag: Mellemgaard
ISBN: 978-87-93068-88-9

Ifølge bagsideteksten ønsker Lars Flemming at tage fat på vores samfundsdiskurs om udkantsdanmark med 14 socialrealistiske noveller. Et ædelt formål, men også et der nemt kan ende i katastrofe. Lars Flemming formår ikke helt at undgå faldgruberne i emnet, men bogens største udfordring er faktisk rent redaktionelt.

Lad os starte med det sidste. Flemming forsøger i bogen mange gange at anvende almindelige udtryk, faste vendinger o.l.  af den slags almindelige mennesker fra provinsen bruger. Det er der i sig selv ikke noget i vejen med. At ingen hos Mellemgaard har reageret på den rodede sprogbrug der er flere steder i bogen, kommet med rettelser hvor der manglede klart sprogbrug eller direkte forkerte eller forvrøvlede udgaver af faste udtryk forstår jeg ikke. Her følger en kort liste med “sprogblomster” fra en af novellerne i bogen:

  • Den gældende kommune (menes der den pågældende kommune (her siger konteksten nej), den siddende kommunalbestyrrelse, den herskende borgmester…?)
  • Allerede adskillige lærere…
  • De uanende individer (når de individer er netop dem der kommer med en overraskelse til hovedpersonen)
  • Byrådet er flerstemmigt blevet enige om….

En ekstra kritisk gennemlæsning havde absolut ikke været skidt for bogen og manglen på den forstyrrer visse steder læsningen.

Med det af banen, hvad kan man så sige om indholdet af bogen? I store træk synes jeg at projektet er sympatisk: Lad os stoppe med at skrive om hvor forfærdeligt der er “derude på landet” og lad os i stedet snakke om hvordan det er at bo derude i provinsen.

Det gør Lars Flemming bare ikke særligt overbevisende igennem det meste af bogen. Om det så er betjente som i åbnings- og titelnovellen der er nedladende (og landboeren reagerer så med vold…), hestepigen der alligevel får lov at beholde hesten eller plejehjemsboeren der kan dø trygt efter at have set (og hold nu fast her) et royalt bryllup på TV.

Menneskerne virker ynkelige og handlingslammede. De er alle ofre for situationen, som det bliver udlagt af tredjepersonfortælleren. Ikke bare portrætteres de sådan, men det virker endda som om at de tænker sådan. Det liv der er derude kommer vi aldrig ind til. Det hele er ved at forgå eller også skal det flyttes til storbyerne. Det billede rykker Lars Flemming ikke ved. Han understreger det.

I den sidste halvdel af bogen lader det dog til at forfatteren lader sig begrænse knapt så meget af bagsideteksten. Et par af novellerne er i stedet små episoder, og her lykkes det faktisk Lars Flemming at skrive nogle rigtigt gode noveller. Jeg ville ikke kalde dem socialrealistiske, men de virker. Den pointe der er med hver historie går tydeligt igennem og sproget flyder generelt lettere. Eksemplarisk er i sær Verdensmanden, den sidste historie i bogen.

Lars Flemming kan helt sikkert skrive. Men han mangler støtte fra forlagets redaktion til at vælge og vrage tekster samt rette og kæmme sproget. Mellemgaard lader til at have svigtet deres opgave i bogen her, på trods af at potentialet er der.