Hvordan det føles at være et spøgelse?

Christian de Groot-PoulsenHvordandetfoles
Hvordan det føles at være et spøgelse?
Digte 2014
Omslag af Linn Larsen
Selvudgivet i Danmark 2014
ISBN 987-87-993501-2-4

Christian de Groot-Poulsen præsenterer her sin sjette digtsamling. I 54 digte beskrives en udvikling fra depression og opgivelse frem mod en spirende optimisme og livskraft. Udgangspunktets Hades-agtige verden beskrives i en række digte og billeder som f.eks . : “Som altid går verden forbi ude på vejen/ med Medusahår…….nu handler det om at… lade de andre mennesker være/ pixelerede, selvom de kunne være detaljeskarpe. ” Meningsløsheden er bl.a. symboliseret af TV-skærmen , “ja, de siger at kun skemaerne/ og fjernsynene findes , at gråd er ligegyldig”, af kvinden der “har cement i stedet for blod”. I det videre forløb opstår der større og større sprækker i spøgelsesverdenen: “tænk, hvis andre også blev indianere på marken/ eller i det mindste dansede inde i sig selv, // når skærmene slukkes.” Fokus skifter fra ensomhed, der som “en kæmpemæssig yoyo / ruller tilbage ind i mit liv”, til det der i sidste ende overskygger alt: Forholdet til faren, hvor digteren genoplever/ genopliver sin barnerolle: “båndene vil jeg altid kunne spole tilbage, / men ikke dit liv.”

For år tilbage færdedes jeg i et miljø, hvor en af standardbemærkningerne lød “Jeg bytter gerne fem af Mozarts symfonier med en ballade af Chopin. ” Noget lignende tænkte jeg efter læsningen af Hvordan føles det at være et spøgelse? Det er i de to lange og vægtige tekster om forholdet til faren [Når søvnen stammer fra knoglerne og Tak] plus i en håndfuld af de andre digte hen imod slutningen af bogen
[Glimt, Lille digt, Efterårets monolog], at jeg bliver fanget ind og holdt fast. Det er her digteren for alvor finder vejen ud af den triste ligegyldighed, der er beskrevet i det foregående. Det er i forholdet til faren at digteren udstiller sin sårbarhed. Det er her læseren forstår, hvordan det har været at leve som spøgelse. Hér og i bogens fremragende forsidetegning, hvor det røde, magre spøgelse med de runde, tomme øjne har udsondret den omkringliggende verden og nu kun har den på slæb som en lang skygge, der når som helst kan rive sig ud af håndens greb.

Sproget er mange steder energisk og kreativt. “En leopard springer ud/ af en lynlås i mørket / på mit værelse” ; “Hun er en dagdrømmer/ med munden fuld af stikkende hvepse” ; ” Jeg kaster brødsmuler, / men springer selv i vandet/ for at æde dem. Det er langt ude. /Gud er langt ude.” En bestemt slags udtryk er karakteristiske. De der konkret forbinder et du (oftest en kvinde) med digteren gennem en slags metamorfose. “Byg mig om til en stol, / og slå røven i sædet “; ” hey, kunne jeg male mig på som make-up”; “Hey, kunne jeg røre ved dig som håndjern”. [Et opdateret “Oh at være en høne” .]
– og sine steder mere forventeligt som i fex. Depression I til IV. En anelse generaliserende kunne det siges, at den sproglige og indholdsmæssige intensitet og kvalitet er stigende, i takt med at spøgelset nærmer sig den konkrete verden. Med andre ord, at et spøgelse bedre kan definere sin skyggetilværelse når befrielsen vinker forude.

Hvordan føles det så at være et spøgelse? Hvad er et spøgelse for en størrelse?
I bogens kontekst er det et depressivt og udflydende menneske. Men for denne læser bliver det ikke selve beskrivelsen af tilstanden spøgelse, der står tilbage efter bekendtskabet med Christian de Groot-Poulsens digtsamling, men derimod de passager, der viser vejen ud af sindets mørke og til sidst bl.a. kulminerer i henvendelsen til en (døende?) far hvor digteren modigt udstiller sine følelser i barnesprog. En henvendelse der kunne være endt i privat føleri, men som efter min mening rammer en enkel og ligefrem tone,
der huskes meget længere, end spøgelset der jages på flugt.

“men far, hvis du holder dig vågen,
kan vi spise aftensmad og tale
om fuglene og vejret og landskaberne,
jorden har også plads til dig i morgen,
så hvis du venter lidt med at falde i søvn,
kan vi gense vores minder på bånd
med sofaen som udkigstårn

hvis du holder dig vågen,
kan vi forlænge natten på ubestemt tid,
tale om alt det vi næsten ikke tør sige,
sproget rummer sætninger nok,
men snart kan lungerne ikke puste dem ud,
så hvis du venter lidt mere med at falde i søvn,
kan vi snakke om alt det, der mangler at siges
om samfundet, vejret og livet efter døden”

[Når søvnen stammer fra knoglerne]