Overdrive & ordstrøm

Titel: Manifold versus Heine Lorenzen – Metallisk finkultur møder lyrisk neorindalisme
Forfatter: Heine Lorenzen
Musik: Manifold
Forlag: Egenproduktion
Format: CD
Mix & omslag: Ole Bundgaard

MUSIK-LINK

Ideen om at sætte musik til digte – eller omvendt – er ikke ny. Det er dog første gang jeg personligt med denne CD, bliver præsenteret for blandingen af metal og lyrik. I tidligere tider, lyttede jeg en del til speed- og døds-metal, growlende grupper, og det var derfor med spænding jeg satte CDen i afspilleren.

Manifold vs. Heine er et spændende eksperiment, der langt hen af vejen, er værd at lytte til – og det skal siges at den vinder ved flere gennemlytninger. Musik og tekster er udmærket sat sammen, så man får en klar fornemmelse af vers og omkvæd, der til tider bliver helt sangbart – fx i den indledende tekst, hvor sætningen ”Once where white pages” gentages som et mantra, eller i stykket ’Jyderap’, hvor omkvædet, der understøttes af rå, beskidt guitar lyder:

Men jeg er født på Ribe egnen
vokset op ved havet
Jeg syns dit tomme plader
virker ubegavet
Du er manisk, ikke cool, du har ingen ro
Du er bare endnu en fucking byforvirret øbo

…Et stykke der i øvrigt har den helt rigtige, vrede og galskabelige metalklang i sidste tredjedel!

Tekstmæssigt er der små perler imellem de mange sætninger – især når det med hjemmegjorte ord som skrattenynnende, kuglepensrullede, livsovermættet og orddispenser, lykkes at skabe indre billeder af disse ikke-eksisterende ting i lytterens hoved. På den anden side synes jeg at teksterne generelt, virker en lille smule ”flade”. Med det mener jeg, at de ikke når særligt dybt. På en måde virker det for nemt. Et eksempel her fra teksten ’Off Beat’:

Du sidder der og spiller så satans smart
Med din direktørstilling eller mag art
Men du er snylter, lad mig gøre det klart

At det er os uden porcher, der får landet til at køre
Er den fucking sandhed du prøver på at sløre
Uden ansatte havde Maersk ikke tjent en øre

For mig er dette en reminiscens fra langhårede barfodshippiers tid, med alt hvad dertil hører af konspirationsteorier og kapitalist-svin ideer. Det er muligvis sandt, men altså ikke specielt begavet beskrevet…’Off Beat’ er stærkere i sit andet budskab – nemlig at det, at være off beat fx er at vælge at være familiefar, at vælge drikke kaffe i familiens skød, at fravælge stoffer, at leve i hverdagen osv. Musikken i ’Off Beat’ er dystopisk og dunkel. Det klæder teksten…

’Kaput II’ er tredje skæring på CDen – et syrealistisk stykke prosa med et tema, der handler om at være navlebeskuende. Eller måske nærmere om at se ind i den rodede hjerne på fortælleren. Igen synes jeg ikke helt at teksten formår at få læseren med på dette trip. Måske teksten kunne beskæres hist og pist, for der er rigtig gode sekvenser imellem – fx: ”En engel går gennem rummet, jeg spænder ben for hende og scorer et pænt bifald”, eller: ”Et øjeblik tror jeg at jeg har parapsykologiske evner, og materialiserer en flaske vodka”.

Oplæsningen på numrene er vred – ordene nærmest spyttes ud med en vrissende, vrængende tone, som passer udmærket til dele af teksterne. Samlet set bliver tonen dog for ensformig, og man kunne ønske sig, at der kom mere variation i læsningen. Man kan sagtens sige vrede ord med hviskende stemme – råbe højt, tale blidt, gnække videre. Kort sagt frasere som en anden musiker.

Alt i alt er Manifold versus Heine Lorenzen udmærket at lægge øre til, men jeg mener dog der med fordel kunne arbejdes med teksterne.

Spørgsmål:
Hvad er der med det der ”Armitage Shanks”? Stødte netop på det i bogen ’Selvmordsaktionen’ af Clausbecknielsen.net, og ser det nu igen i teksten ’Kensington rd.’ Nogen der kan svare mig på det?

4 tanker om "Overdrive & ordstrøm"

  1. Armitage Shanks … Er en velestimeret engelsk producent af vådrumsporcelæn – i hvertfald toiletkummer og håndvaske.
    Jeg har pisset på deres produkter i, snart sagt, alle egne af det
    engelske “kontinent”

    Tak for anmeldelsen!

    /Heine

  2. Jeps – prøv at glo ordentligt på diverse kummer og håndvaske, ved næste pissoirlejlighed. Navnet har det med at stå der.

    Desuden har gode, gamle Green Day også udspyet et nummer med den titel

  3. Tak for kommentarerne.

    Jeg ved godt at Armitage Shanks laver toiletkummer og vaske. Jeg undrer mig blot over pludesligt at støde på navnet ved flere lejligheder – jeg mener – hvorfor nævnes mærket?

    Det er dog et rigtig fedt navn, sådan i poetisk sammenhæng, der nærmest bringer tankerne hen på våben, tanks – et eller andet krigs-noget. Så jeg Kan godt forstå, at det bruges :-)

Der er lukket for kommentarer.