Det skal se ud som om jeg dør, men jeg vil ikke dø!

I de dage hvor jeg læste “Skrig & fred –

– om selvmordsforsøg blandt unge”, “fik jeg øje” på et par hændelser, der i “sjov” grad lagde sig som vammel lagkage-lort på toppen af bogens interviews med teenagers, der skar i sig selv (fænomenet ‘cutting’), åd panodiler så de fik indre blødninger og deres organer var ved at give op. Teenagers, der nægtede at indtage mad fordi de ville veje 0 kilo – “når man er død kan man ikke blive fed..” (sentens fra bogen)..osv .

Om det – for mig – var ren og skær selektiv perception der gjorde sig gældende i de dage hvor jeg nærlæste “Skrig & Fred”, om det var tilfældigheder, eller uhyggelige sammenfald  – det er fuldstændigt ligegyldigt. Det var i hvert fald noget, der gjorde mig vred – og inderst inde – afsindig ked af det:

I min ydre kreds: En teenager – Abraham Biggs begår selvmord for åben skærm på internettet – måske havde han ikke regnet med, at han ville dø af de piller han slugte, men han døde sgu og han døde sgu mens andre kunne sidde og se at han døde og de kontaktede først politi da Showet var ovre. Forældrene til den afdøde teenager begynder at kritisere hjemmesiden på nettet, som drengen brugte i sin allersidste dokumentar-film om dét at dø for egen hånd .

I min nære kreds: En en mor er langt ude fordi hendes datter er mobbe-offer på en skole. Hun stopper et par elever og nærmest trænger dem op i en krog og fortæller disse piger om ubehagelige hændelser dengang moren selv var barn, fortæller dem endvidere, at når man er så ked af det som hendes datter er lige nu, kan det ende med at datteren begår selvmord. Og moren holder dem endnu mere fast og fortæller og fortæller, selv om pigerne viser alle mulige tegn på, at de egentlig meget hellere vil væk fra hende og hjem fra skole.

Abraham Biggs

At forældrene kritiserer en hjemmeside som har dannet rammen om sønnens selvmord, kan jeg jo egentlig godt forstå. Men hvor har de selv været henne? Selvfølgelig skræmmer det mig også at folk lod det ske – disse “Watchers” på nettet, der så på, mens drengen udførte sin gerning. Hvis det skete for et barn i Danmark siger lovgivningen at vi har pligt til at hjælpe. Godt nok er det ikke strafbart, at tage sit eget liv, men det er strafbart at undlade at hjælpe en person i nød.

Moren i skolegården.

Og hvad ville moren med sin svada – hun opnår kun at vække panik i pigerne. Principielt er der jo intet galt i at snakke med teenagers om (andre) unge mennesker, der kan finde på at begå selvmord – og hvorfor de kan finde på det – og hvordan man evt. kunne hjælpe disse ulykkelige mennesker – men det skal ske i et forum, der er ment som et oplysende forum, et sted hvor der kan stilles spørgsmål til fattede og voksne mennesker. Hér forstod pigerne intet og blev rædselsslagne over denne halv-ukendte kvindes attack, denne OVERSKRIDELSE af deres grænser, som hun var i færd med at praktisere i al sin panik og frustration.

Selvfølgelig stikker det dybt i én, når unge mennesker forsøger/begår selvmord. Men lader vi os trække rundt af panik kan det få den konsekvens, at vi foretager panikagtige beslutninger (som moren her) og måske ville den frustrerede mor have haft det bedre hvis hun søgte professionel hjælp så hun kunne hælde alt sit indre sorte ud over en voksen i stedet for at gribe fat i to elever, der allerhelst ville være fri for at høre på hende men som desværre ikke kunne trænge igennem hendes desperate enetale.

Forældre af i dag..

Er vi ved at miste grebet om os selv som forældre, fordi vi har så travlt på arbejdsmarkedet – så vi pådutter skoler, andre mennesker, internet sider osv. skylden for vore børns elendighed. Går vi fraværende rundt i familien – og vågner vi så pludselig op til rædsler og skræk-scenarier, når vore unger gør noget ekstremt?

Hvad med om vi griber i egen forbannede barm og ser om VI evt. kunne være lidt mere nærværende men samtidig lidt mindre kontrollerende når det kom til familiens ve og vel. Hvad med om vi TURDE tage de konflikter op med ungerne når de opstår i teenageårene på en mere “coach-agtig” måde, end at tro “Vi bare skal lade de unge passe sig selv”? Hvad med at give de unge VÆRKTØJ til at løse problemer i stedet for at slå vore omgivelser oven i knolden? Hvad med om vi tog ansvar for helvede? Tag ansvar ansvar ansvar!

Spar på panikken

Panikken er i øvrigt et våben i sig selv. Falder vi først for den, mister vi dét overblik der i sidste ende er HAMRENDE nødvendigt for dem vi skal hjælpe.


*

BOGEN:

*

itemimage.jpg

*

Skrig & fred – om selvmordsforsøg blandt unge

Forfatter: Per Straarup Søndergaard

Grafisk design: Søren Kirkemann

Foto: Claus Haagensen, Chili foto & arkiv

Forlag: Turbine

udgivet: november 2008

Målgruppe: 15 år

ISBN-13: 9788792208965

Bogen er udgivet med støtte fra Foreningen Østifterne

Forfatteren har desuden modtaget støtte fra Dansk Forfatterforenings Autorkonto

*

OMSLAG DESIGN INDHOLD:

*

Look..

Bogens look – indbinding: Hæftet. Der er et sommerligt billede på frontsiden af omslaget, hvor en ung pige på ca. 15 år sidder ved en søbred og kigger på vandet der ligger stille og duver uden krusninger eller grumsede farver. Umiddelbart en anelse poppet, efter min mening – og mht valg af billeder, fortsætter poppetheden igennem hele bogen – men måske har forfatteren tænkt, at dette layout er et godt layout når målgruppen er 15 år og når emnet er så råt som det er?

På flappen der kommer til syne, når jeg åbner bogen står sentenser fra nogle af de medvirkende, der interviewes i bogen:

*

Sentenser..

“Det letter at snakke om tingene, men det gør også selvmordsforsøget mere alvorligt. Det er ikke altid, de helt unge på 13-14 år er klar over alvoren af det, de har gjort” – Bente Hjort Madsen, psykolog.

“Min kæreste droppede mig om tirsdagen, og så tog jeg alle pillerne næste aften. Men det var ikke kun på grund af hende. Det var, som om der kom en masse ting bagfra og indhentede mig … et dårligt efterskoleophold, det gik dårligt på gymnasiet, og der var også en masse andre ting… Jeppe, 18 år.

*

“En ung, der laver et selvmordsforsøg, kan kalkulere med… Det skal se ud, som om jeg dør, men jeg vil ikke dø. Men de tanker er ikke synlige for den unges forældre..” – Elene Fleischer, forsker.

*

Grundig indholdsfortegnelse..

En grundig indholdsfortegnelse på ca. 3 sider følger, og så lukker forfatteren Per Straarup Søndergaard mig ind i bogen med et forord, der blandt andet oplyser mig om, at FULDBYRDEDE selvmord  – siden 1990 har ligget på omkring 20 årlige tilfælde. Derimod er antallet af selvmordsforsøg blandt 15 – 19-årige piger steget eksplosivt – faktisk med 322 procent, i perioden 1990 – 2003. Når det gælder de unge mænd, er tallet gået op og ned i samme periode – men kort og godt: En fin indføring ud i bogens landskab.

Hovedmotiver for at begå selvmord ifølge bogen..

I bogen kan jeg læse interviews med ni unge mennesker, der har haft gang i selvmordsforsøg – og derimellem er “kun” én dreng. Der er interviews med unge, der lider af spiseforstyrrelser, misbrug og selvskadende adfærd (cutting). Og hvad er det der får dem derud? Psykolog Bente Hjort Madsen, der deltager i interviews i bogen siger:

Der er to hovedmotiver, når unge forsøger at tage deres eget liv. Det ene er flugten væk fra noget, der er uudholdeligt. De unge, der er drevet af det motiv, orker ikke mere; de drømmer om at få fred, og det kan resultere i meget alvorlige selvmordsforsøg. Det andet hovedmotiv er kommunikativt og rettet mod andre. Det kan fx være et råb om hjælp; et ønske om hævn over for en kæreste, der har slået op, eller det kan være en måde at fortælle sine forældre, at nu har jeg fået nok af Jeres ævl og kævl.”

I bogen er de interviewede unge mennesker anonyme og navnene er derfor opdigtede. Fx: er der Tilde 16 år der får nr. 1: Mille 17 år nr. 2: Jeppe, 18 år nr. 3.

1.”Jeg er vokset op med min mor og storebror. Han har Aspergers syndrom, og det har taget meget af min mors tid. Så hun har nok glemt mig lidt..”

2. “Min kæreste sagde, at han aldrig kunne tilgive, at jeg havde flirtet med hans ven, og så fór jeg ud på badeværelset og tømte et glas Panodil … Det var meget impulsivt, og jeg ved ikke hvad jeg ville opnå … men det var i hvert fald ikke at dø,”

3. “Jeg begyndte at sidde ude på toilettet og ridse i huden med mine negle. Det gav mig noget andet at fokusere på og blev sådan en slags syg hobby. Jeg lavede nogle store sår på armene og også nogle gange på bryst og lår. Hvis det skulle gøre rigtigt ondt, sprayede jeg deodorant i såret..”

*

Bogen er overskuelig og rundhåndet med hjælpsomme links og adresser…

… og opdelt i kapitler med sigende overskrifter og hjælpsomme underskrifter. Der er faktuelle tekster efter hvert eneste følelsesladede interview, hvor begreber som SELVMORDSFORSØG, SELVMORDSTANKER, SELVMORDSADFÆRD o.l defineres i grafiske grå “kasser”. Der er faktuel viden om farlig håndkøbsmedicin, mobning, spiseforstyrrelser, og hjælpsomme links hvor den unge kan henvende sig hvis han/hun har brug for hjælp. Noget om skam, seksuelle krænkelser af børn og unge og hvor disse kan henvende sig for at få hjælp. Depressionen og dens væsen – og lidt om dansk lovgivning – forebyggelsescentre, vold blandt unge og NEFOS – netværket der er til for de efterladte og pårørende – når selvmordet er en realitet.

Bogen går ikke i dybden men den animerer sin læser til at gøre det..

De følelsesfulde interviews, der desuden holdes i et ungt og slang-præget sprog, placeres imellem interviews med overlæger, sygeplejersker, psykologer, mødre hvis døtre har forsøgt selvmord, socialrådgivere og psykiatere. Jeg får fornemmelsen af, at hér er intet problem (i bogen) for tykt til at kunne løses.

Målgrupperne..

Bogen kan simpelthen bruges af både fagfolk, der arbejder med unge, eller uddannelsesinstitutioner. Når man underviser unge i skolen – i fx anatomi eller sundhedsfag, kan den også rykke. Det er nemlig en stor misforståelse, at

– “sådan noget taler vi ikke om, for hvad nu hvis den unge får dårlige ideer”? –

Der kan sagtens være unge, der sidder i en klasse og har tænkt tankerne..

– ”Hvis jeg nu dør, så slipper jeg for alt det lort der omgiver mig”. –

Og efter bogens udsagn, er de unge lettet over, at få bragt emnet på bane med en voksen i stedet for at traske rundt med de sorte tanker alene.

Bogen er altså god som en art baggrundsviden når man evt. taler med de unge om mistrivsel. Forældre kan også have stor hjælp af at læse bogen – og det gælder ikke kun forældre, der har været i berøring med en selvmords-truet teenager.

Sara fortæller..

Forfatteren Per Straarup Søndergaard afslutter sit forord med en lille mini-case hvor Sara fortæller:

…”I 9. klasse fik vi en ny matematiklærer. En dag havde en af pigerne problemer. Hun snakkede med sine veninder om det, men han blandede sig og sagde: DET ER IKKE ALTID NOK AT FÅ HJÆLP AF EN VENINDE. NOGLE GANGE SKAL DER MERE TIL. Det gjorde mig rasende. Jeg skældte ham ud, og pludselig væltede det hele ud af mig, og så fik han alt at vide om mit liv … Hvis det ikke havde været for ham og hans familie, tror jeg, at jeg havde været død…”

*

Tro det eller ej, men bogen er en utrolig livsbekræftigelse i sig selv og jeg kunne kysse det afsnit hvor en mor siger: JEG SKAL VÆRE DER FOR MIN DATTER! for uanset hvordan du vender og drejer dit familieliv, og uanset hvor selvstændig din unge er – eller hvor ansvarlig, dygtig og faglig velfungerende i skolen, hun er – så er hun et menneske der lever og udvikler sig hurtigt i en hurtig tid – et menneske, som skal forholde sig til sig selv, sin identitet – og den verden, der omgiver hende på sin – mere eller mindre ekstreme facon.

*

Bøger af samme forfatter:

*

‘Seje tøser – stakkels piger’ (2003)

‘I den grå zone’ (2004)

‘Unge røvere’ (2004)

‘Ud af mørket’ (2005)

‘Vold fra alle sider’ (2006)

‘Unge på spil’ (2006)

‘Bravo Charlie’ (2006)

‘Fadi’ (2006)

‘Når livet gør ondt’ (2008)

‘Er du vild i varmen’ (2008)

‘Har du lyst’ (2008)

*

Man kan også kontakte forfatteren på straarup@webspeed.dk

hvis man har en god idé til en debatbog eller ungdomsroman.

Anmeldt af Lonni Krause