Vær smuk og kæft op

p1030743.JPGHvad: Udgivelsesreception for Quintologi.

Hvor og hvornår: Baghuset, Ballerup, 25. november, 2008.

Hvem: Deltagere i antologien Quintologi – lyrik og kortprosa fra 24 af Danmarks talentfulde kvindelige forfattere.

Quintologi, anmeldt i bogform tidligere på MetrOrd, førte udgivelsesreception for antologien ved et arrangement i Ballerup forleden. Før det kørte der en lang historie om et ambitiøst antologiprojekt, planlagt og udført primært af digterinden Jasmin S, et projekt der skulle samle nogle af de mest talentfulde kvindelige digtere og prosaister, man formentligt aldrig har hørt om i den brede offentlighed. Uha, for en skepsis der meldte sig i denne anmelders tungsind, da han første gang hørte om projektets grundlag. Mit spørgsmål da var ikke om, hvorvidt projektet ville skyde forbi, men mere om bolden ville gå ved siden af målet, over målet eller ganske enkelt punktere på vejen mod netmaskerne.Tillad mig at uddybe min skepsis. Den skal primært findes i min forundring over denne antologis præmisser. Hvorfor ekskludere mænd i et sådant projekt? Problemet kan opstilles ved at vende det om; stil dig selv spørgsmålet, ærede læser, hvad ville der ske hvis man en mandlig redaktør satte sig ned og lavede en digtantologi, der forbød kvinder deltagelse? Derudover, hvad ville det bindende element være i en sådan samling, udover at deltagerne i projektet delte køn? Et af spørgsmålene kan allerede nu besvares: Hvis man husker antologien Digte til drengene (redigeret af den allestednæsvise Lars Bukdahl), kunne man måske også anklage dén udgivelse for at være ekskluderende. Men, det er lige indtil det går op for én, at den digtantologi var rettet mod mænd der ikke primært brød sig om lyrik, og altså var et forsøg på at inkludere frem for at ekskludere. Dermed fremstår konceptet i dét måske mere mellemfolkeligt, med sit forsøg på at udvælge specifikke tekster, der kunne appellere til et bestemt publikum.Jeg vidste, det ville blive besværligt for mig at anmelde Quintologien i sig selv, uden at komme til at støde for meget til disse præmisser. Kort sagt, jeg tænkte pludseligt over, hvorfor man hylder kvinder for det, man skoser mænd for, nemlig eksklusivitet. Men, jo mere jeg tænkte over det, desto mere spekulerede jeg på, hvorfor mænd var så synlige i digtermiljøet. Jeg vil tro ni ud af ti livearrangementer på lyrikkens front mestendels er sammensat af mænd, de fleste forlag domineret af ditto. Mænd har en tendens til, med deres højtråbende, frembusende adfærd at dominere ting, og ikke altid på en hensigtsmæssig måde. Faktisk gik det op for mig, at jeg aldrig havde set en digtoplæsning, der fortrinsvis bestod af kvindelige oplæsere. Pludseligt synes jeg at kunne se en idé i Quintologiens projekt: Hvad hvis man stillede kvinder op i en antologi, senere præsenterede dem som oplæsere på en scene, hvor de ikke altid skulle vægtes mod mændenes kontrastfarve? Ville forskellene mellem de enkelte oplæsere blive tydeligere? Ville der vise sig større sprækker mellem disse forfatterinders individuelle forfatterskaber? Jeg synes, det var værd at finde ud af og satte kursen mod Baghuset og Ballerup. Tilbage til nutiden:

Til ingens store overraskelse: Den første jeg møder til arrangementet, viser sig også at være kvinde. Eva Kjeldsen, der deltager i både Quintologi og oplæsning, hilser venligt på mig. På det tidspunkt funderer jeg lidt over, om jeg er det eneste stykke hankøn til stede den aften. En traumastisk knæskade, før en volleyballturnering for herrer, landede mig i netop dén situation tilbage i folkeskolen. Traumatisk, mest fordi jeg var tvunget til at deltage i biologiundervisningen, som eneste fyr til stede. Nettoresultatet var, at jeg blev overraskende velvidende om den kvindelige mystik, mest den slags mystik der involverer hormoncyklusser og kropsvæsker. Heldigvis er denne aften relativt velbesøgt på herrefronten, adskillige ligner ikke engang sædvanlig medbragt familie, så der er næppe den store fare for, at blive ufrivilligt indlemmet i kvindernes frimurerloge (hvis læseren ellers vil tillade én sådan frygtsom betragtning). Godt er det også, at få sat ansigt på en del af personager, man mest kender fra internettets anonymitet, og i det hele taget er arrangementet jævnt velbesøgt.

Selve stedet ligner mest af alt en gammel pejsestue i et bondehus, og er ganske flot vedligeholdt med åbne stolper og spær. Belysningen er intim, tør jeg sige mørk, men stemningen lander et sted i en intim og hyggelig sfære. Der er en ret jovial stemning, og folk fylder fint på med både velkomstdrinks og sniksnak.

Det skal vise sig, at et overraskende repræsentativt udsnit af Quintologiens deltagere, læser op. Listen er hhv., Cindy Lynn Brown, Karen Stoltze, Dorte Flindt, Coral McDonnell, Sophie Klahn, Bianca Fløe, Emilie Ølgaard, og efter en pause, Nathalie Sheila Saltz, Wadum, Inge-Marie Ørner, Pia Valentin Lorentzen, Anna-Sophie Ellen Duvald, Eva Kjeldsen, Monica Bak Larsen og Jasmin S.

Værtinden Jasmin S. går på scenen for at at introducere aftenens oplæsere. Lyden går klart igennem, så der er kun få problemer med at høre Cindy Lynn Brown, da hun træder op på scenen. Et udmærket valg som førstedame, synes jeg. Hun virker godt inde i sit stof, og læser op med en klarhed og enkelhed, der er forbilledlig. Dorte Flindt debuterer som oplæser, som den slags går, med vanlige premiereudsving. Coral McDonnell pisker næsten-politiske manerismer frem i en dreven stil, temmeligt prægede af hendes over there-accent, men med god energi. Den unge Bianca Fløe giver den som dronningen af sex og død (og det meste imellem), og virker mere sikker i sine ting, end jeg husker hende fra tidligere, hvilket får materialet til at fremstå stærkere. Lige efter hende den endnu yngre Emilie Ølgaard, der blandt andet udformer sig i forskellige ordlege, i en, for mig at se, endnu ikke helt fasttømret stil.

Derefter en pause hvor der er lidt plads til at reflektere igen (nu da man ikke ryger og dermed i princippet kan blive siddende). Nuvel, det er noget af en omgang, at skulle holde koncentrationen igennem så mange forskellige oplæsere. Ikke nok med, at forskellen i stilarter er temmeligt stor (en fordel, hér), oplæsningstiden svinger også stærkt med de forskellige personer. Forskellen mellem de forskellige stilarter står rimeligt klart, men man bider mærke i, at der ikke er én oplæsning i uptempo, hvad der tvinger mig til et skærpet fokus på de enkelte detaljer. Krævende, og bestemt mere spændende end decideret underholdende. Jeg synes, man nogenlunde holder fokus igennem første runde, men studser over, om ens fokus vil vævre i anden.

Anden rundes første oplæserinde er Nathalie Sheila Saltz, der væver svævende elegancer med gentagelser og spinkle ord. Jeg ved ikke, om det er for opsøgt i sit virke, men det går igennem på en ordentlig måde, måske til dels fordi frk. Saltz virker inde i rollen på scenen. Næste oppe er Wadum, som læser filosoferende, nærmest eksistentielle tekster op, iklædt en lettere monoton stemmeføring. Dagens alderspræsident bliver Inge-Marie Ørner. Hendes oplæsning irriteres lidt af tilråb fra den trætte del af publikum, og det er synd, for jeg oplevede en udmærket, fortættet og hverdagspræget stemning i hendes tekster, omend de bliver oplæst med en noget bævrende stemme. Mere sikker stemmestyring er der over Pia Valentin Lorentzen og hendes afdæmpede, tilbagelænede stil, der sender nogenlunde samme signal, som når en person prøver at bære et fyldt glas vand gennem modvind. Aftenens mest intense oplæsning ser jeg som Anna-Sophie Ellen Duvalds, der med en blanding af finpoleret kontrol og ulmende nærvær, når ud over scenekanten. Eva Kjeldsens eksisterer i et helt andet univers, med et boblende flor i teksterne. Et sted mellem glædelig naivime og skizofren fantasi, noget der forekommer ganske unikt, men som næppe er alles smag. Monica Bak Larsen skifter endnu gang stilmæssigt gear, med tekster der emmer af centrallyrik, som til tider vokser vildt ud af papiret og ind i lytternes ører, til andre tider klamrer sig desperat til linierne. Ballet lukkes og slukkes af Jasmin S., som faktisk leverer den eneste verbale maskingeværssalve den aften, og lige da, synes jeg faktisk det var tiltrængt.

Det var aftenens femtende oplæsning, og det har været en glædelig oplevelse, omend mine ører føler sig en smule plyndrede. Når man kigger sig rundt i lokalet, har en del da faktisk også valgt at trække hjemad. Vi få håndfulde overlevende skyller oplæsningerne efter, og det er skægt, der faktisk er overskud blandt de resterende til at diskutere oplevelserne. Det er så hyggeligt, at der er overvejelser fremme, om vi skal fortrække til værtindens hjem, for at strække festen endnu længere. Trætheden er dog kommet først i mit tilfælde, og efter denne lange aften må jeg citere Jens Unmack, når han synger, ”der er et S-tog jeg satser på.”

 

Jeg ved ikke, om aftenen har gjort mig lidt mere istand til at se nuancerne i feminine digte, det tror jeg mest er et spørgsmål om fokus. Hvis man gider at lytte sig ordentligt ind på teksterne, vil man sikkert kunne hugge guldet ud de sten, der måtte være. Det har helt sikkert gavnet, at man gav kvinderne plads for en aften (og en bog), således at folk blev tvunget til at lytte sig til detaljerne. Det har helt sikkert vist, at der er glimrende spændvidde i disse feminine tekster og ligeledes disse forfatterinder, men jeg tænker lidt over, hvorfor der var så få, der valgte at skrue tempoet op. Det voldelige, det sprælske, det dorske og det åndssvage, var det til stede i aften? Er det bare sådan at forstå, at kvinder skriver kvindedigte, og mænd skriver mandedigte, fordi vi gør ting forskelligt som sådan, og måske vigtigst af alt – er dét en holdning, man kan leve med?

 Anmeldt af Thurston Magnus

13 tanker om "Vær smuk og kæft op"

  1. Jeg har sgu hellet ikke digital signatur, og jeg gider slet ikke deltage i pubertetsdebatterne derinde ! Bortset fra det, ja, dét her er god debat om kvinde- og mandelyrik.
    Corals forslag på frit forum om en evt. weekend (på Fyn ? Det ligger jo liiige i midten af det gabske land), hvor vi øver os i at få vores ord ud over rampen, er god, synes jeg ! Der skal blot findes et godt sted, og en underviser.
    For nu har vi fået blod på tanden, takket være arbejdshesten Jasmin !

    Kh Poula

  2. Ja, det der med en øver på Fyn er jeg med på! :) Så ka vi også gi hinanden kritik o.l – sig til og jeg vil dukke op uanset..

    Kh
    Lonni

    PS: Pyt med pubertetssnakkken – den er da kær nok 😉 Men jeg gider ikke Digte.dk af helt personlige grunde som kun 1 ved.

  3. jeg er bare ikke dér hvor alt skal være quindelyrik. Bøger skal være ekskluderende. Oplæsninger ekskluderende. At alt skal ose af kvindekøn går skisme ikke for mig. No offence, men ingen længe keder jeg mig i det jeg mangler af mandesved.

    Rart at I blomstede. Right. I det rum. No offence.

    Jeg elsker space. Forøvrigt har jeg nu hørt utallige digtoplæsninger med såvel kvinder som mænd – i samme rum. Seriøst. Mange.

    Anyway er det der I er, så good luck med det…;))) Aller helst vil jeg bare ha menneskepoesi, der fænger og sprænger.

Der er lukket for kommentarer.