Else Skovborg: Indklædte i tang

181544.jpg
Else M Skovborg
Indklædte i Tang
BogForm, Randers  2008
Forside : Strandbillede akryl af Else Skovborg
ISBN 978-87-91699-16-9.

På indersiden af flappen er der et fotografi af Else Skovborg. Hun ser på læseren med et fast blik, der får mig til at tænke på Coleridge´ s The Ancient Mariner.  He holds him with his glittering eye – / The wedding guest stood still / And listens ….. The Marinere hath his will. ” Med andre ord – jeg  har noget væsentligt at fortælle dig,  tag dig tid til at lytte.

 

Hvis man følger opfordringen

kommer man ind i Else Skovborgs anden bog, Indklædte i tang.  Bogen består af en række tekster, der først og  fremmest  fortæller om  mennesker forfatteren har mødt i sit lange liv: Forældre, venner, mand og mange andre. Else Skovborg bruger især to  forskellige tilgange. Dels de levende og ligefremme beskrivelser [ af en søster,  præsten i barndomssognet ,  købmandsparret Wilhelm og Omunda ] som vi kender fra forgængeren Liv og gamle dage, men også en række tekster/digte hvor fuglene  i nutidens have på Frederiksberg associeres med mennesker fra fortiden.  Bogen spænder over en længere tidsperiode end forgængeren . Der er flere erindringer  fra midt i livet og nutiden er kommet tættere på .  En spændende udvikling der godt kan stille spørgsmålstegn ved klicheen om at mennesker lever mere  og mere i barndommen jo ældre de bliver.

*

Indklædte i tang er  mere spirituel, metafysisk end sin forgænger.  Den smukke tanke om at en afdød kan sende en hilsen til de nulevende  i skikkelse af en fugl har en vigtig plads. Om rødhalsen  og savnet af en elsket ægtefælle står der :

*

“Der sad en rødhals i min have
En lille sky fugl klædt i varme afdæmpede jordfarver.
Jeg lagde mærke til den ikke én, men mange gange.

*

…til sidst overgav jeg mig
og tog imod den lille fine oplevelse, som den gave den var.
En hilsen fra ham, som jeg byggede min rede sammen med.

*

Nu ved jeg, at det er et mirakel, fordi jeg tror.
Jeg er taknemmelig. ” [Rødhalsen]”

*

Der er ikke tale om tunge dogmatiske overvejelser , men en livserfaring omkring  savn og trøst.  
Om noget naturligt, noget der hører med.  Også med humoristisk islæt, som i erindringer om en afdød nabo:

*

“På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg ikke så hende mere.
Hun må alligevel være gået bort til det ukendte land.
Jeg savnede hende.

*

Frue , giv mig himlens nr. “

*

Else Skovbo gør opmærksom på  ting og fænomener, der bliver overset af de fleste.  I digtet  Englevagt hedder det  om indvandreren det tilbød hjælp med bagagen på banegården, men blev afvist af forfatteren :

*

“Med hjertet tynget af sorg, men også trøstet
ser jeg ham svæve henover menneskemængden;
langsomt flyver han, mens han kigger ned.

*

Han har to store vinger på ryggen.
Jeg tror, jeg er den eneste, som ser ham. “

*

Bogstaveligt og overført har Else Skovborg fået større mod til at udvide sin sanseverden ind i grænseområderne:   “Der er mere mellem himmel og jord, / og vi mennesker bliver nødt til at have antennerne ude, / hvis vi vil mærke, hvad der er. ” [ Fasanen]

*

” En kølig forårsdag i april vender en sommerfugl hjem til Danmark
efter vinteren sydpå.
Den skal til et sjælemøde.
Den finder stedet, og sammen svinger de sig op i den blå himmel. ” [ Under himlen blå. ]

*

Bogens titel skyldes et Kierkegaardcitat:  ” hvad sjælen har indspundet  i sit fineste væv – det viser sig nu for tanken; som hine gådefulde væsener i fortidens fortællinger stige op fra havsens bund indklædte i tang, således rejser det sig op af erindringens hav indflettet i minder.    Hos denne forfatter  bliver  citatet  udgangspunktet for stærke billeder af mennesker fra fortiden : ” Skikkelser dukker op, tangen bliver trukket væk, og jeg genkender ansigterne, de er fulde af længsel og håb. .. De mange ansigter fra min fortid. De fyldte mit liv. Vi fyldte hinandens liv .. .. Jeg lytter og hører deres sange.  [At begynde med]

*

Der er ro og afklarethed i teksterne.  Det skyldes måske at Else Skovborg  føler, at hun ikke skal overbevise nogen om rigtigheden af sine værdier – hverken sig selv eller andre.  Der er få superlativer i bogen. De er ikke nødvendige.  Denne anmelder lytter gerne.  Også til de enkle, smukt sansede fugle- og naturdigte i den sidste del af bogen.

*

Hejreflugt

Jeg kendte en havemand.
Han døde.
Vi samledes ved hans kiste.

Over mit vildnis af en have fløj
en fugl med et stort vingefang.
Jeg ville ikke vide af den.

Nogle dage senere spankulerede en fiskehejre på græsset,
for første gang nogensinde
et majestætisk stykke grafik,
hvor farver og den fine tegning
kastede et forsonende skær over min vildnissehave.

Ikke længe kunne jeg nyde synet.
Pludselig var den borte.
Jeg så ikke engang,
da den lettede.

Jeg har kendt en stor havemand.
Jeg savner ham.

*

Poul Høllund Jensen 2009.