En anmeldelse mellem døden og livet – at leve er at øve sig i at give slip – at give slip er at leve

Forfattere: Tove og Steen Kofoed

Forlag: documentas

Titel: Mellem døden og livet

ISBN: 978-87-7063-059-7

Omslagslayout: Simon Lilholt/Imperiet

Udgivelsesår: August 2009

Sider: 172

***n97804487592_14901

Er der virkelig en åndelig verden og hvis – hænger den så virkelig deroppe over gadelygterne? Er den sådan en verden, der er ligeså selvfølgelig som The Klint lampen i vores dagligstue – som vi tænder og slukker ved et tryk på en knap? Hvis den ikke er der, hvorfor skriver vi så om den. Hvorfor bliver mennesket så ved med at få oplevelser omkring det “unævnelige”? Det er jo lidt flovt, hvis man mener, at der er mere mellem himmel og jord – at der er spøgelser og andet causeri fra hinsidan – og denne anmelder, som har valgt at omtale Tove og Steen Kofoeds nye bog: Mellem døden og livet – Rejser i den åndelige verden, – har da også måtte nive sig selv i armen under læsningen op til rigtigt mange gange, for at fatte, at jeg stadig lever i den fysiske verden selvom jeg for en stund – læsningens stund – mente at jeg både kunne mærke min afdøde mormors kindklap og den irriterende afdøde alkoholiker-underbo fra Tycho Brahes Allé i min krop, når jeg sad ved et bord med en masse grønne flasker og sagde ‘Nej, ikke mere til mig’, og at han alligevel blev ved med at lokke mig til at række ud efter likøren. Til skeptikeren: Denne bog er ikke en folkeforfører, men den gik altså alligevel i hjertet på denne læser, som er mig – og fik det røde dikkeværk til hoppe og danse i lyst: Og jeg må tilføje, at indenfor kategorien: Åndelige bøger/Livsstilsbøger/New Age – så er det én af de smukkeste bøger jeg længe har læst. Der er næsten lidt blød Science Fiction over den. Og så fik jeg det på plads.

***

Bogens oprindelige bog.

Egentlig er ‘Mellem døden og livet’ en omskrevet og revideret udgave af ‘Livet i døden’, som Tove og Steen Kofoed skrev i 2003. Tankerne i sidstævnte bog var vigtig at bringe videre til interesserede læsere, fordi forfatterne ville give folk et billede af hvad de mener der sker, når mennesket forlader sin fysiske verden/krop og rejser til den åndelige verden med sit Selv. Denne bog, ‘Mellem døden og livet’, som det altså drejer sig om på metrord-bloggen i dag, byder derfor på meget mere læsestof og udvilking af foregående bogs hovedtemaer, på grund af healerparrets viden, der i dag kan baseres på mere end 40 års erfaringer indenfor området – den åndelige verden.

Bogens hovedformål er at afmystificere døden…

– altså at vise læseren, at der kun er ét evigt liv – og ikke en slutning, efter sidste fysiske suk i sengen, – og at vi virkelig kan forberede os på at “dø” ved at lære at give slip på små og større “ting” i hverdagen. – Det er lidt ligesom når vi afleverer ungen i vuggestuen for første gang. I starten KAN vi virkelig ikke gå fra barnet der går fra koncepterne og græder store salte tårer når vi forsøger, at liste ud af vuggestuen – bemærk, at barnet dér også skal give slip på os som er den verden det kender allermest til.
Med tiden lærer barnet (og den voksne) at vi ses da igen – og i grunden er det bare fedt, at være sig selv i hver sin verden – barnet med skovl og spand i sandkassen – og forældrene på kontoret, eller i øvelokalet hvor trommesættet aktiveres til ‘Smoke on the water’. Vi er jo ikke adskilt for evigt. We’ll meet again. Og tro mig, som den gamle pædagog jeg er, har jeg observeret dette fænomen “træk og slip” hver evig eneste dag på mit job. Heldigvis må man sige at øvelse gør mester. Barnet gider til sidst dårlig nok at vinke farvel til mor eller far, når afskedsstunden er nær. Og det er ikke løgn, at det er forældrene – dem der kom FØR barnet, som i virkeligheden er dem, der har sværest ved at give slip. Sådan er det også når et menneske skal fødes ind i den åndelige verden. De efterladte er dem, der ofte hiver i den syge eller gamle når dennes tid er kommet.
Og sådan er der så mange små “slip” i vores liv, som vi i løbet af minutter, timer, dage og år – hele vejen igennem kommer til at døje med. Og vi kan vel ligeså godt lære at give slip NU.

Martinus kosmologi..

Med bogen i hånden befinder vi os indenfor området – New Age – og der er mange måder at tro/ikke tro på. Spiritualitet er så mange ting. Tænk på alle de forskellige mennesker, der går rundt med forskellige hatte, spiser forskellige fisk og læser forskellige vejskilte. Personligt, er jeg gammel inkarneret *Rudolf Steiner fan og derfor er der steder i bogen, hvor jeg ikke helt swinger med Tove og Steen Kofoeds udlægninger af den åndelige verden og måden vi inkarnerer på osv .. Og jeg kan læse ud af bogen, at parret er Martinus orienteret – også dét, at de faktisk henviser til Matinus Thomsens ‘Det tredje Testamente – Borgen, 1981, viser mig, at der er noget om snakken. Men jeg tager hatten af for forfatterne, – at de hele vejen igennem bogen holder linjen “ikke blive for kryptisk og mærkelig” – så hellere henvise til fx *Martinus Thomsen både forrest og bagerst i bogen, hvis der er læsere, der ønsker at gå i dybden med noget. Det giver nemlig bogen en troværdighed – den kender sine grænser. Den har et mål at nå og vil videre hen til dette og det bruger den sine kræfter på.

Martinus eller ej, så er der visse sammenfald mellem *Rudolf Steiner og *Martinus Thomsen og jeg kan sagtens se en mening med at læse videre i ‘Mellem døden og livet‘ – måske netop derfor!

Omslaget på bogen..

… forestiller en sol der – på trods af skyer formår at trænge igennem og lyse varmt ned i et kobber-farvet hav der blikstille fryder horisonten. Bøger om åndelige verdener, bærer ofte sådanne billeder med sig. Men nu skulle omslaget ikke være hvidt eller blåt. Nu skulle det bære et billede, og jeg må indrømme, at skulle jeg vælge imellem “kobber-havet” og en manipuleret ånd der river sig ud af kroppen og svæver ind i Lyset – så er jeg klart til “kobber-havet”. På Bagsiden findes en kort forklaring om bogens mission, samt et foto af bogens forældre – Tove og Steen Kofoed.

Lette kapitler om halv-svære ting ..

Bogens opbygning er pædagogisk korrekt med et godt forord, om at blive født påny fra den åndelige verden og ind i den fysiske. Vi læser om menneskets opbygning; her med spot på Sjælen, som det ældste og mest erfarne “organ” i mennesket. Det fysiske menneske bliver også bearbejdet af forfatterne, så man kan sige, at bogen ikke “glemmer” den  jordiske sfære til fordel for den åndelige. For en gang skyld fokuseres der på det hele menneske/verden. Vi guides igennem rodcenteret, haracenteret, miltcenteret, solar-plexuscenteret, hjertecenteret, halscenteret, pandecenteret og kronecenteret – alt sammen nødvendigt for at komme videre i bogen. Bogen er stramt bygget op – intet uvæsentligt synes at være nævnt. Der er skåret ind til benet så vi får dét med, der virkelig betyder noget for forståelsen af bogens emne. Til gengæld er sproget ikke koldt eller krystalinsk. Tove og Steen Kofoed har den evne, at de kan male med ord. De billeder de bruger i bogen til at gøre abstrakte emner håndgribelige er eminente. Det gør bogen smuk og samtidig befriende uhøjtidelig. Bøger skrevet om den åndelige verden kan nemlig (desværrre) ofte have den der “frelste” tone der næsten tvinger læseren ind i et spirituelt kosmos, som læseren slet ikke føler sig hjemme i. Jeg snakkede engang med en kær ven om denne problematik. Han ytrede sig med stor ærgelighed over, at han havde fået skyldfølelse af at læse “Den eneste Sandhed der overhovedet findes om Gud og Verdens Skabelse” (det var ikke lige titlen – men ordlyden var nogenlunde sådan). Det er efter min mening ikke meningen med en “selvhjælpsbog” at læseren nærmest skal føle at et overgreb finder sted under fredelig læsning. Ofte er der også dette indforståede sprog – ” Du ved godt hvad jeg mener når jeg skriver om ‘bevidsthedslegemet’ og ‘tankelegemet’ ikke sandt, så vi iler videre til karma …” – allerede dér taber forfatteren sin læser. Med mindre, at læseren er velbevandret i den åndelige verden i forvejen eller har en kandidatgrad i reinkarnation. Tove og Steen Kofoed skriver ikke i et indforstået sprog de taler heller ikke ned til læseren. Og så giver de gode eksempler som man om læser kan forholde sig til – uanset om man er nybegynder indenfor emnet eller ej.

Livshistorier fra jord til ånd – set med Jens, Mary og Charlottes øjne..

Hvis jeg satte pris på den mere åndsvidenskabelige del af bogen så må jeg sige, at jeg sætter endnu mere pris på historierne hvor læseren kan følge den gamle lungesyge Marys vej fra sygeseng til åndelig verden – hvordan hun drages af det smukke lys der vil lede hende ud af den syge gamle krop så hun kan leve videre – blot på et andet plan end det jordiske. Eller hvordan alkoholiker-Jens bliver temmelig fortørnet over at se sig selv ligge på hospitalet med tyk mave – mens han selv står lige ved siden af sengen. Han synes godt nok ikke han nogensinde har været SÅ hallucinteret af druk før .. osv. (underholdende historie). Eller kapitlet om barnet der bliver kørt over af en tung lastbil. Klumpen i halsen var irriterende ved læsning af det kapitel. Men ikke desto mindre blev jeg rørt.

Vi får både den teoretiske baggrund at læse som er bag disse menneskers dødsproces, plus den åndelige indfaldsvinkel. Så vi får forståelsen både fra den ene og den anden verden.

SummaSummarum..

Bogen kan anbefales med åben pande og hjertechakraet indstillet på rette frekvens. Den er meditativ, nærværende, objektiv, klar. Den er morsom, blomstrende i sit sprog – gode billeder, når det hele bliver for abstrakt. Som læser mærker jeg også en god energi/synergi mellem forfatterne Tove og Steen Kofoed. Det er rart, at bogen ikke er delt op i Steen-afsnit eller Tove-passager – men at forfatterparret lader deres sprog flette ind og ud af hinanden; det giver sproget et godt flow.

Sidst men ikke mindst: Tak til Tove og Steen Kofoed, fordi de ikke har hældt en masse kulørte illustrationer i bogen af mediterende væsner eller store røde blomster i orientalske vandkar. I ‘Mellem døden og livet‘  er det slet ikke nødvendigt med fotos eller andet visuelt, da min billeddannelse foldede sig fint nok ud under læsningen pga. parrets fint udviklede evne til at male med sproget.

På jorden igen …

Trods al det rejseri frem og tilbage fra jord til ånd, siger forfatterne på en af de sidste sider i bogen:

” .. Det vigtigste liv er der, hvor man er. Det ligger ikke i år 1745 eller i den åndelige verden. Det vigtigste NU er der, hvor du er sammen med det redskab, du har til rådighed lige nu. Så hvis du har en krop, er det her på jorden, du skal være…”

***

Steen Kofoeds hjemmeside: Steen Kofoed

Tove Kofoeds hjemmeside: Tove Kofoed – Velkommen

Rudolf Steiner – læs mere her: Hvem var Rudolf Steiner?

Martinus Thomsen – læs mere her:Martinus Kosmologi

Anmeldt af Lonni Krause

2 tanker om "En anmeldelse mellem døden og livet – at leve er at øve sig i at give slip – at give slip er at leve"

Der er lukket for kommentarer.