Et interview bør gå to veje

ordtilallesider

 

Forfatter:     Lonni Krause

Forlag:         Det Andersenske forlag – ISBN 978-87-92240-07-1

Format:        Interviewbog,hardback, 152 sider.

 * * *

 

For efterhånden et par måneder siden overværede jeg den fine udgivelsesreception for bogen Ord til alle sider i Thiemers Magasin og forpligtede mig til at anmelde bogværket. Mere end fem benspænd senere har jeg så omsider fundet tiden til at gennemgå den grundigt, og man må starte med at skyde sig ind på: Hvad er denne interviewbog så for en størrelse?

Den altid aktive Lonni Krause har i lang tid i det stille begået en masse interview med forskellige forfattere og ordekvilibrister af varierende snit, hvoraf en del har fundet vej til hendes blogsfære. En del af de interview er blevet udvalgt, pudset op og lakeret til bogen Ord til alle sider. Bogen har, som jeg har fattet det, været noget af en hård fødsel, men er nu endt ude på Det Andersenske Forlag, hvor forlægger Lene Andersen har været med til at overhale materialet. Resultatet er ikke bare denne bog, men også websitet OrdTilAlleSider.dk, som fortsætter hvor selve bogen slipper op – jeg genkender et par gamle interview derinde, men der er også nye imellem. Altså er vi ovre i afdelingen for bøger i fortfarende dialog med sig selv.

Bogen, som sådan, er en kompakt A5-sag med megen vægt for størrelsen, hardbacket som den ér. Omslagets design går igen på websitet, og forsiden prydes af små ikonportrætter med de interviewede forfatteres ansigtstræk, og det er så grafisk venligt lagt an, at man fristes til at klikke på portrætterne med fingrene. Spøjst nok er flere af rammerne mellem portrætterne nærmest “udeladt”, hvilket kunne give én det indtryk, at læseren skal forstå, der kommer flere til, og at bogen dermed er et stadigt igangværende projekt. En fin idé. Selve designets æstetik er, efter min mening, ikke det store at råbe hurra for, men sådan er der så meget med fagorienterede bøger og deres omslag.

Første interview er med Katrine Buchhave som for et par år siden debuterede med EVA – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden, og allerede hér begynder man at fatte stilen: Forfatteren starter med at hæfte et par ord på sig selv, før Lonni Krause smider spørgsmål efter dem. Spørgsmålene kan groft sagt deles op i to: Dem der spørger ind til det fagtekniske, og dem der er lidt mere personlige. De første er nogle man kunne have uddelt på sedler og bare noteret svarene på i bogen, mens sidstnævnte til tider afstedkommer en slags kaskadereaktion af (til tider improviserede) kontraspørgsmål, hvor der tilsyneladende bliver taget hul på noget interessant. Det er når forfatterne begynder at skulle tænke lidt sidelæns, at de begynder at slippe ud af deres gennemarbejdede forfatterham.

Efter et par interview i bogen, begynder man at genkende en del af spørgsmålene, og lige da ændrede min læsning af bogen sig. Jeg begyndte at blive interesseret i, hvordan forskellige forfattere havde svaret på de samme spørgsmål – ikke bare hvad de havde svaret, men hvordan. Det er ikke så meget, fordi jeg var vanvittigt interesseret i deres arbejdsmetoder (andre læsere ville sikkert være), men fordi psykologien i deres svarmetoder viste sig journalistisk interessant. Der er et mægtigt spring fra Leo Nielsens (ja, ham!) jovialt glade amatørholdning, over fx. Cecilie Lolk Hjorts køligt afklarede defensiv (grænsende til en intellektuelt dragende ligegyldighed), Thomas Harders professionelle analyseren til Suzanne Brøggers højstemt svungne sangsvar. Psykologien bag forfatterne kommer frem i deres forskellige former for behandling af rutinespørgsmålene, hvor man måske skulle tro de mere personlige sagde noget om forfatterhjernen – det er spændende, at en bog der i dén grad forsøger at undgå privatlivsskildringer, alligevel formår at hive så meget af folks basalpsykologi frem i lyset. Der synes at opstå skismer mellem folks egen beskrivelse af deres metoder og værktøjer, og det som læseren vil kunne observere mellem linierne i forfatterenes øjne, så at sige.

Interviewene er stort set foretaget pr. mail, og det afslører lidt om formatet. Forfatterne har haft tid til at overveje deres svar, og det giver bogen et meget nøjeregnende snit, som måske ikke vil hue alle læsere, men som får den til at fremstå temmeligt seriøs i sin ambition, hvad som regel gavner fagbøger. Lonni Krauses største kvaliteter som interviewer skal nok findes i, at hun ikke er specielt journalistisk orienteret, men derimod mere afvæbnende i sin teknik. De færreste af forfatterne tvinges ud i de store selvransagelser eller moralske dilemmaer, men bliver nogenlunde bokset ind i en sandkasse af spørgsmål, som de kan tumle med over nogle sider. Ingen af forfatterne synes specielt overraskede over spørgsmålene, der oftest også er skræddersyede til, at forfatterne selv kan vokse lyrisk udover et prædefineret lærred. Bogen kan på den måde også til tider virke lidt forudsigelig, og selvom ophavskvinden har sat sig fint ind i forfatternes skrivningstendenser (og iøvrigt er godt inde i skrivefagets nuancer), så kunne man måske godt til tider savne en kende mere fleksibilitet i udvekslingerne. Man har som læser hele tiden på fornemmelsen, at der er en interviewer, og én der bliver interviewet, hvilket godt kan være en kende stivbenet til tider, især dér hvor man ønsker intervieweren presser på og hvirvler en storm op – noget hvor man bliver i tvivl om rollefordelingen mellem de to parter; mere af en udveksling.

Ord til alle siders største fordel ligger i forskellene mellem forfatterne. Det er ordgøglere fra mange forskellige flanker. At tage typer som Per Vers, Leo Nielsen og Sebastian Dorset ind er meget modigt, og selvom interviewet med Dorset efter min mening næsten tipper ladet mht. fokus, så giver det dog et friskt pust, der ender med at betale sin egen investering af. Hvis man har blikket for det, kommer man overraskende tæt på noget centralt i forfatterenes tankegang, og det er i høj grad Lonni Krauses fortjeneste, at kniven skæres så tæt på benet, som det ofte lykkes i bogen. På en eller anden måde er det en akavet udgivelse, hvor man godt kan blive i tvivl om det eksakte formål, men hvad end man vælger at tage bogen som et indblik i forfatteremnernes metodik, eller blot et gemytlig portræt udklædt som en journalistisk udveksling, så synes jeg bogen er værd at samle op. Jeg har på fornemmelsen, at bogen giver et andet og mere intenst indblik i forfatterne hér, end man ellers ville kunne finde i mange andre sammenhænge. Skulle man ikke være villig til at punge ud, kan man ellers også bare vælge at kigge Lonni Krause over skulderen inde på websitet, og lure lidt med på, hvad der dukker op af ting og sager.

Bogen indeholder i øvrigt interview med så forskellige forfattere som Katrine Buchhave Andersen, Christoffer Gertz Bech, Suzanne Brøgger, Robert Zola Christensen, Sebastian Dorset, Charlotte Inuk Hoff Hansen, Thomas Harder, Cecilie Lolk Hjort, Claus Høxbroe, Svend Åge Madsen, Leo Nielsen, Kenneth Thordal, Milos Vendettas, Per Vers og Kim Fupz Aakeson.

Anmeldt af Thurston Magnus

4 tanker om "Et interview bør gå to veje"

  1. Hej Cecilie,

    for det første: Jeg er udmærket klar over, at de to ord kan opfattes negativt, men de er såmænd ikke ment sådan. Ligegyldigheden finder jeg bla. i svarene til spørgsmålene “hvordan har du det med at læse op for et publikum” og “en påstand: ingen gider læse digte i dag” – mht. det “defensive” (et ord brugt i samme ånd som udtrykket “defensiv medicin”) observerer jeg det mest i svaret til sidstnævnte spørgsmål, hvor jeg prøver at cirkle mig ind på, hvordan du svarer. Du skriver: “Digtgenren som sådan er forfærdelig kedelig” – BANG. Hvis du nu havde skrevet noget mere “offensivt” som “digte i dag er røvkedelige, fordi digtere i dag er crap og pisseelendige, og det er fordi de interesserer sig mere for deres navle end noget interessant” ville jeg betragte det som mere offensivt. Altså, “defensivt” er ikke noget negativt hér, men mere et forsøg på at beskrive, det som jeg betragter som din svarmetodik. Måske jeg kunne have formuleret det som en “intellektuel distance”, men jeg afskyr klichéer i dén kaliber.

    Jeg håber ikke, du tager det ilde op, men jeg er nødt til at kalde dem, som jeg ser dem, og som altid citerer jeg Thom Yorke i den forbindelse: I might be wrong.

    Cheers,

    – Thurston

  2. Som altid en redelig TM-anmdelse. Med blik for det væsentlige. Tak. Og tillykke til Lonni Krause for endelig at få en anmeldelse, der tager projektet seriøst. (En anmeldelse overhovedet i det stereotype anmelderlandskab!) Selvfølgelig er den at finde på metrord.

  3. @Thurston

    Næh, jeg opfattede nu ikke ordene som negative og blev heller ikke fornærmet over dem – bare nysgerrig efter en uddybning, fordi jeg selv oplevede præcis det modsatte da jeg genlæste interviewet. Jeg synes det strømmer over af lidenskab, i en sådan grad at de fleste nok ville efterlyse et gran ligegyldighed for at afbalancere det lidt – men det kan jo godt være fordi jeg husker de følelser jeg lagde bag ordene, og at de ikke skinner igennem til en udenforstående. Det ligger måske i den kølige retorik at signalere ligegyldighed, selv når den retorik netop skal udtrykke hvor brændende seriøst den skrivende tager det hun skriver?

    kh C.

    PS. Jeg skal jo også lige huske at fortælle at jeg synes din anmeldelse er god og interessant. :) Bogen fortjener den grundighed du bruger på den, synes jeg.

Der er lukket for kommentarer.