Manual for sjælen – dit indre kompas

cover_mfs_10Titel: Manual for sjælen
Forfatter: Steen Kofoed
Redaktør: Tove Kofoed
Layout & design: Søren Bie
Forlag: Healerskolens forlag
Udgivelsesår: 2010
ISBN: 978-87-9860-522-5

Spørgsmål: ‘Manual for sjælen‘. Hvordan skal jeg gribe bogen an?

Svar: Sandheden kan kun opleves fra dit hjerte…

Se, nu er jeg en anelse på den. Det kræver sin anmelder, at flå sit hjerte ud af brysthulen, og gøre det på en måde, så læseren ikke besvimer af enten den ene, eller den anden grund.

Spørgsmål: Kan bogen overhovedet anmeldes?

Svar: Spørg dit indre lys...

Der er jeg nu. I mit indre lys. Men det betyder altså ikke, at læseren ser lyset ved nærmere granskning af anmeldelsen.

*
POP – JA OG NEJ – IT DEPENDS…

Jeg fik åbnet ‘MANUAL FOR SJÆLEN‘, og intet er længere sort eller hvidt. Jeg ved ganske godt at der er mange måder at finde svar på, her i livet. Nogle går til astrolog, andre går til coach eller Santiago de Compostela. Og jeg skal heller ikke pådutte læsere nogen som helst form for eviggyldig Sandhed. Men hvad nu hvis.. man kunne finde sine svar i en sjælemanual – sådan én ven, som kunne tages frem og lægges væk på alle tider af døgnet? Hvad nu hvis Steen Kofoeds ‘Manual for sjælen‘ i virkeligheden er din ven, kære læser?

Med fare for at lyde meget følsom (som jeg jo er), bliver jeg nødt til at sige, at bogen har åbnet en kanal ind til mit hjerte. En kanal, der kan åbnes og lukkes som jeg har lyst til. Men, uden førnævnte følsomhed ville jeg nok ha takket nej til at anmelde bogen. Og selvfølgelig kræver sætningen i kursiv en forklaring.

Jeg haft det sådan lidt ‘Både og‘ – ja og nej mht bogen. Og hvorfor?

Jo, fordi det umiddelbart virker poppet, når bevidstheden skøjter let hen over konceptet og kun læser om det i denne anmeldelse. Nej, fordi det føles helt naturligt, når bevidstheden lander og synker ind i bogen, som jeg står med i hånden. Med andre ord: BRUG ‘Manual for sjælen og spring denne anmeldelse over!

På grund af dette ‘Både og‘, er min respekt for bogen blevet så meget større. I al den tid, den har ligget urørt på mit skrivebord, har jeg ladet mine tanker og forestillinger om indholdet komme frit frem, – lige fra fordomme, tvivl og mistro til respekt, tillid og kærlighed. Men en ting har været sikker hele tiden: Jeg ville åbne ‘Manual for sjælen‘ en dag, hvor der var højt til loftet og lys i de grønne træer.

Den dag er i dag.

MED BOGEN FULGTE EN SEDDEL…

Jeg vil anbefale dig, inden du åbner bogen, at følge de 4  enkle punkter, som står herunder, så du på den måde lærer bogen at kende på dens præmis.

1. Stil et spørgsmål vedrørende dit liv inde i dig selv
2. Tag en beslutning om det er højre eller venstre side, du vil læse dit svar på og lad så dine fingre glide langs bogens blade, imens du tænker på dit spørgsmål.
3. Der hvor dine fingre åbner “Manual for sjælen”, læser du på den side, som du besluttede dig for (højre eller venstre).
4. Her står dit svar …

Jeg gør som jeg får fortalt og følger anvisningerne. Hvis det virkelig drejer sig om at lære bogen at kende på dens præmis, så skal det også gå rigtigt til.

Men det er mærkværdigt, at stille spørgsmål til en bog for derefter at finde svar på en side, jeg helt tilfældigt slår op på. For det tilfældige virker jo ikke tilfældigt når alt kom til alt. Faktisk er det en meget personlig oplevelse, det her. Det er lige meget hvad jeg spørger bogen om. Det korte i det lange er, at jeg får svar, måske ikke dem jeg regner med, men svar der kan bruges på en sådan måde, at mine spørgsmål bliver set i et andet lys.

BETROELSER

Det er ingen hemmelighed, at jeg har været bange for at lyde hånlig eller blødsød når jeg skulle omtale bogen. ‘Manual for sjælen‘ er nemlig ikke en almindelig bog, der starter med ‘Der var engang..’ og slutter med ‘de levede lykkeligt til deres dages ende..’ ‘Manual for sjælen‘ er en bog der begynder igen og igen i en uendelighed, lige så meget du orker, kære læser. Den er et evighedskompendium, skrevet af healer og forfatter, Steen Kofoed, og lad mig sige det med det samme: Bogen er svær at anmelde, for ved at anmelde bogen, anmelder jeg mig selv, fordi tilkendegivelser og kritik kommer indefra min egen sjæl og ikke fra dig, der sidder og læser hvad jeg skriver, lige nu.

Da bogen er så bevægelig, som den er – selvom den er blevet til en “rigtig” bog med sider af papir, efter at have opholdt sig i Steen Kofoeds bevidsthed, – må du, kære læser, huske på, at bogens oprindelighed er af spirituel art. Omtalen vil derfor få det liv/spirit jeg putter i den, og det liv/spirit er farvet efter mit for-godt/dårligt-befindende. Betragt denne anmeldelse som ligegyldig og fuldstændig på glat-is. Den er blot en flygtig omtale af ‘Manual for sjælen’ men ikke desto mindre en omtale, der betyder noget for mig at give videre.

DER HVILER EN MAJESTÆT OVER BOGEN

..som fylder hele rummet med sin indigo farve, et stænk inkarnat-lyserød og ordene “MANUAL FOR SJÆLEN”. Omslaget virker indbydende enkelt, uden dikkedarer af nogen art. Når bogen åbnes, er siderne mønstret på sådan en måde, at det ikke forvirrer. De næsten transperante slørmalerier giver en god optisk ro.

Signalværdien er ganske tydelig: Det her er en ganske særlig bog med et ganske særligt budskab. Hvordan du behandler budskabet, er op til dig.

Steen Kofoed indleder bogen med indholdfortegnelse, takketale og ‘Begyndelsen’, – sidstnævnte afsnit, fortæller historien om bogens oprindelse og tilblivelse. Det er en grundig indføring i den rejse forfatteren gennemgik, da han lavede “research” til bogen. Trods det svære emne, er dette afsnit håndgribeligt og let at forstå. Steen Kofoed er en glimrende fortæller, der kan skabe billeder med ord. Han bevæger sig ubesværet mellem bogens sider, som om den er det fysiske landskab, han går og står i. At det ikke har været lige nemt hele tiden, får vi også en forsmag på:

Jeg følte, at jeg var i gang med en imaginær boksekamp med en ikke-fysisk eksisterende manual… (eller) … Jeg ville væk fra den, væk fra denne “uvirkelighed”… (eller) … Gamle minder fra min barndom, hvor jeg søgte mine omgivelsers accept, flød igennem mig som billeder, der gerne ville ses og opleves, sådan rigtigt..

Men han forenede sig med opgaven fordi bogen netop gav ham svaret “GIV for at glæde”.

VEJRTRÆKNING OG MEDITATION…

..er et lille, men væsentligt afsnit i bogen, som er nødvendig at nævne, da disse emner er en god måde, at komme tæt på sig selv og evt spørgsmål, som man vil give manualen. Men afsnittet går ikke i dybden, så vil man vide mere om meditation, anbefaler jeg, at man finder fora om emnet (se længere nede).

Steen Kofoed har skrevet en fin lille bog, som er et godt stykke håndværk. Han har en evne til at sætte det op for læseren, sådan, at det ikke “mudrer”. Det er klar tale og nemt at gå til. For dét, har han min uforbeholdne respekt. At bogen nok vil “mystificere” mange mennesker, kommer slet ikke bag på mig. Jeg har været der. Selv på en god dag, kan jeg stene lidt over konceptet. Men det ender som regel godt, fordi bogen er god stil med positive vibes og gode budskaber. Med Hensyn til tvivl med mere, har forfatteren (som nævnt tidligere) også haft sine kvaler med manualen. I bogens efterskrift siger han at bogen indimellem har gjort ham både tosset og ked af det. Men at den altid haft ret og aktiveret hans indre lys.

Spørgsmålet, om hvorfor det netop blev Steen Kofoed, der “fandt” ‘Manual for sjælen’ – og hvem der egentlig gav den til ham, så han kunne give den videre til mig og dig, kære læser, blev besvaret således:

Sandheden kan kun opleves fra dit hjerte”.

Så mine damer og herrer: Højre eller venstre – hvilken vej skal I gå?

Eller, lad mig stille ‘Manual for sjælen’ dette spørgsmål:

Spørgsmål: Hvilken vej skal jeg gå?

Svar: Det eneste, der er vigtigt, er, at DU er DIG og din kærlighed…

 

Steen Kofoeds hjemmeside

Tove Kofoeds hjemmeside

Anmeldt af Lonni Krause

2 tanker om "Manual for sjælen – dit indre kompas"

Der er lukket for kommentarer.