Stævnemøder

Stævnemøder af Peter Bang SimonsenStævnemøder
af Peter Bang Simonsen

Digte (2015),
1. udgave, 1. oplag
Forlaget mellemgaard
Grafiker: Tine Wichmann
ISBN: 978-87-93270-53-4

Vi har her at gøre med en række digte, som alle kredser om emnet kærlighed. Dette har man set så mange gange før, og det er een af de evige inspirationskilder, når man har med digtgenren at gøre. Peter Bang Simonsen præsenterer med digtsamlingen Stævnemøder hele 28 tekster fordelt på værkets 58 sider.

På værkets bagside lyder det blandt andet således: “Den handler om kærligheden og menneskers møder med hinanden på godt og ondt – både når kærlighedens lykkes, og når den lykkes mindre godt.” Det er også på mange måder det indtryk, som man sidder tilbage med, når man har været igennem samlingens 28 tekster.

Når jeg skriver tekster i stedet for digte, ja så er det fordi de enkelte tekster langt hen af vejen mere minder mig om kortprosatekster end decideret digte, som blot er knækket og brudt op på poetiske linjer. Dette er nødvendigvis ikke nogen forbrydelse, ej heller forfærdeligt, men flere gange undervejs i mine gennemlæsninger af værket, er jeg blevet nødsaget til at stoppe op, se på bogens forside og forvisse mig om, at det var en digtsamling, som jeg sad med.

Peter Bang Simonsen bryder på mange måder formen for, hvad jeg betegner som digte. Metaforik er der næsten ingen af i værket, og sproget er udpræget hverdagsagtigt og sådan som man nu engang taler.

Men den første aften
de mødtes til det aftalte
møde på Café Blågård,
havde de kun skrevet
omkring fem gange
sammen på Elitedaters.dk,
og han blev ærligt talt
en smule skuffet;

Hun så ældre ud end på profilbilledet,
hun var også tykkere
og hun var heller ikke særlig
nem at snakke med i virkeligheden.

Uddrag fra Big love.

Digtene er hvad de er. De overrasker ikke, men det skal sådanne nogle måske heller ikke. Peter Bang Simonsen skriver lige fra hoften, og vandrer således direkte ind i læseren med træsko på fødderne. Dog sidder jeg tilbage med et ønske om, at flere af idéerne bag værket var blevet skrevet i novelleform. Dette ville virkelig have klædt flere af teksterne, og de ville nok kunne have vækket minder om en tidlig Jan Sonnergaard, fx dennes novellesamling Radiator fra 1997.

Samlingens digte svinger dog desværre til tider i kvalitet, men stærkest står Den forlegne fætter, som tangerer incestligende tendenser;

Kære lille kusine
du er naturligvis blot
som en søster for mig
som en elskelig lillesøster,
en usædvanligt charmerende
og meget smuk lillesøster ganske vist,
men læg nu ikke mere i det;

Men forleden aften
da du stod og stirrede ud mod havet,
og vinden som en
drillesyg sommerferieelsker
legede med dit hår,
lagde jeg mærke til,
at din løse sommerkjole
havde sat sig lidt fast i revnen
mellem dine baller som et gardin i en dørkarm,
og at kjolen ovenikøbet
indimellem bevægede sig en smule,

kjolen havde desuden
smøget sig lidt op ad dit lår
og afslørede den meget
ferske og gyldenbrune hud
på vej op mod dit mørke skridt …

Uddrag fra Den forlegne fætter.

Selvom jeg væmmes i foragt overfor fætterens sproglige tilnærmelser, så er der også noget smukt i fortællingen. Fætteren ved, at det er forkert. Men hun er bare den af mine kusiner, jeg holder allermest af. Peter Bang Simonsen er i min optik bedst, når han berører den forbudte kærlighed, den som er på grænsen og den som lige har bevæget sig over på den anden side.

Som tidligere nævnt ville jeg, i min egenskab som anmelder, langt hellere have set dette værks idéer og grundtanker udført i prosaen, som også sproget lægger sig meget op ad, da jeg mener, at Peter Bang Simonsen med sine sproglige kundskaber i langt højere grad ville gøre sig bedre indenfor denne genre. Men alt i alt møder man en digter og fortæller, som ikke lægger fingrene imellem; han siger det som det nu engang er.

Peter Bang Simonsen har tidligere udgivet digtsamlingen Blomster, sne og muld på Forlaget Gallo. Stævnemøder er hans første udgivelse på Forlaget mellemgaard. Bogen udkom d. 16. januar 2015.

ALT KAN SAM L E S IGEN

ALT KAN SAM L E S IGEN af Daniel BoysenALT KAN SAM L E S IGEN
af Daniel Boysen

Digte (2015),
1. udgave, 1. oplag
Privattryk fra skriveophold i Berlin.

Klokken er 20.17. Udenfor er det bælgravende mørkt, og jeg har netop læst Daniel Boysens Berlin-digte igennem for tredje gang. Daniel Boysen er for tiden, februar 2015, på skriveophold i netop Berlin, hvor han skriver på en ny roman. Dog er der også kommet en række digte ud gennem fingrene, som står til snarlig udgivelse i privattryk, dvs. uden forlag og i begrænset eksemplarer. Og jeg har været så heldig at få fingrene i et af disse blot 35 af slagsen.

ALT KAN SAM L E S IGEN er med rette betegnet som “Berlin-digte” – det er en rejsebeskrivelse, men selvom digtene er skrevet i og om de berlinske gader og monumenter, så er de langt begrænset til dem. Digtene er højtflyvende og filosofiske såvel som jordnære og hverdagsbetonet.

I samlingen følger vi jeg’et, som rejser fra kæresten, familien og venner for netop at tage på skriveophold i Berlin. Det er således en forholdvis selvbiografisk digtsamling, som jeg her har fået i hænderne. Og det klæder samlingen. Sproget er både poetisk, ironisk og alvorligt, alt på een gang. I et uddrag fra samlingens første digt lyder det eksempelvis således:

der falder en skæv regn
gennem paris og berlin –

fra ét tag til et andet
samler prikkerne sig

du står tilbage på perronen

toget laver bølger i jernet
der er en sang i rystelserne

|| se, hvor jeg danser
jeg er jo skind og ben ||

Efter min mening er de nederste to strofer, til trods for at det er samlingens første tekst, de stærkeste i værket. Daniel Boysen beskriver således sin udrejse fra Aarhus utroligt poetisk og rammende på een og samme tid. Digtene bærer præg af at være skrevet på uhyrlig kort tid, hvilket dog slet ikke skæmmer samlingen, tværtimod. Boysens digte er alle skrevet i samme sproglige tone, og det er gjort med sikker hånd.

At rejse til netop Berlin giver utrolig god mening, hvis man vil skrive og blive inspireret til at skrive. Berlin er nemlig een af de europæiske hovedstæder, som har haft splittelsen og melankolien helt inde på kroppen af de enkelte borgere i byen. Og uden at vi skal gå ind i en større historisk redegørelse for anden verdenskrig og den kolde krig, så skal man have netop denne splittelse in mente, når man sætter sig for at læse ALT KAN SAM L E S IGEN. I samlingen lyder det blandt andet:

Nogle æder et hul gennem verden
alt kan vendes på hovedet

alt kan samles
i et kollapset system

je suis un optimiste

Alt kan samles igen. Det er ikke bare titlen, det er digtsamlingens hovedtema. Idéen fortsætter Daniel Boysen i et senere digt, hvor han filosoferer over, at hvad nu hvis alt kan samles;

fra mellemøsten, til rusland, til
vesten; opløser grænser

i vindueskarmen

– –

fra det lette, til det tunge, til
nye systemer et sted i berlin

Trods digtenes ofte sparsomme ord, så findes der bag linjerne dybe og sågar eksistentielle overvejelser. Hvordan er det at være fremmed i en by, som ligeså godt kunne ha’ været Aarhus eller Tjæreborg? Dét at være fremmed er blot en midlertidig stilstand. Alt ændrer sig hele tiden, og samlingen konkluderer afsluttende, at det jo bare er livet, ikke en fantasi.

Daniel Boysen har tidligere udgivet Forudsat, at du har lyst til at fortætte (roman, 2013) og Efterhånden blot dages genklang (noveller, 2013). ALT KAN SAM L E S IGEN udkommer d. 1. marts 2015, og bliver, i første omgang, blot trykt i 35 eksemplarer.

Kærlighed er så kort som et vindpust i leg

Digte fra en blondekantDigte fra en blondekant
af Karen Zubari

Digte (2015),
1. oplag fra
Forlaget mellemgaard
ISBN: 978-87-93270-95-4

Okay, indrømmet. Digtene i Digte fra en blondekant er og bliver rimdigte, eller viser om man vil, og denne form for digtekunst er ikke noget, som jeg gør mig så meget i. Når jeg læser digte, så er det primært knækprosaen som fylder billedet. Den med de skæve og ikke-rimende versefødder. Javist, jeg har da læst mine rim, men siden gymnasietiden har jeg vist kun læst Tove Ditlevsens samlede digte, når det kommer til rimene.

Nå, men hvad er Digte fra en blondekant så for en størrelse? Kan de noget, digtene? På overfladen kan de virke ganske banale. Det er således AABB- og ABAB-rim. Flere af dem kan med rette placeres i kategorien viser, hvilket dog på ingen måde skæmmer værkets budskab. De vil noget, digtene. De vil fortælle historier langt fra storbyens infame larm. Her er det naturen og de mennesker, der begiver sig rundt i den, som er sat i centrum. En digtsamling med et hjerte for den rådne banan, udkantsdanmark.

Digtene balancerer mellem det Morten Korch’ske og det samfundskritiske, mellem ungpige-poesien og det helt virkelighedsnære. Digtene tager udgangspunkt i udkantsdanmark, nærmere bestemt Lolland. Og da jeg selv stammer fra Nakskov, takkede jeg straks ja til at anmelde nærværende digtsamling. Og jeg blev ikke skuffet.

Karen Zubari, som selv flyttede til Lolland i 2007, har på een gang formået at fange den lollandske ånd i sine digte, og på samme tid skrevet en samling digte, der ikke bare beskriver, men også kritiserer den virkelighed, som mange oplever dernede hvor kragerne allerede er vendt om.

Han er sikkert på vej, han har fri klokken fire
Hun tripper og går et par skridt
Og hånden den ryster og kopperne klirrer
Hun ved jo han kommer om lidt

Og mens solen går ned holder spurvene gilde
Med kage og hvid marcipan
Jo, vist kom der gæster, så mange hun ville
Til mors dag på hendes altan

Disse strofer stammer fra digtet Gæster til mors dag. Linjerne viser tydeligt hvad Zubari formår. Hun kan med ganske få virkemidler, samt fine rime, fremføre en, omend trist, stemning. En stemning som er så knugende, at man slet ikke er i tvivl om ægtheden heraf.

I det efterfølgende digt uddeles drøje hug til ældreplejen og sundhedsvæsnet, hvor vi møder pensionisten Kaj:

Her på hjemmet hvor jeg bor har jeg det haft det godt
Men nu har de fået en brusebadsrobot
Man bli’r pudset og poleret for en tier
Her i vores kommunale vaskehal
Men vi savner stadigvæk de søde piger
Nu er det hele bare skruer og metal
Før i tiden ku’ vi få en snak, nu trykker de på knappen
Så ta’r det kun et halvt minut, de synes det er så smart
Der er ind med dig og så er det ud af klappen
For et menneske er det ikke særligt rart”

Fra digtet Pudset og poleret for en tier. Igen viser Zubari, at hendes digte iført træsko kan vandre direkte ind i folks hjerter og sind. Og det gælder såmænd uanset om det handler om kritik eller kærlighed. På den anden side har vi de naturrige digte, såsom Agnethe og ravmanden og En bøg og en granvoksen fyr, som står noget svagere i sammenligning med de ovenstående digte og samlingens tematik iøvrigt. Jeg mener således, at Karen Zubaris stærkeste vers og tekster er de samfundskritiske, der hvor hun ikke går på kompromis. Der hvor hun slår et slag for de svageste, dem som samfundet (måske) har glemt. Og hendes beskrivelser af det forfaldne Lolland er på en gang smuk og grufuld, og helt igennem genkendelig for denne anmelder. Tak for (ned)turen.

Digte fra en blondekant udkom på Forlaget mellemgaard d. 16. januar 2015.

Shades of body and soul

TilSammenLouise Juhl Dalsgaard: Til Sammen
En punktroman fra forlaget Nulpunkt
Layout og forside : Kristian S K Bang
Illustrationer : Pernille Larsen
Udgivet 2014
ISBN 978-87-93023-02-4
www.forlagetnulpunkt.dk

Punktromanen til sammen er Louise Juhl Dalsgaards tredje udgivelse.

Gennem 56 punktnedslag følges udviklingen i et parforhold. Fra “tilsammen” til “til sammen“. En ganske lille forskel i udtrykket kunne man sige, men gennem læsningen finder man ud af at de to skriveformer rummer afgørende forskelle i parforholdets status. For denne læser dækker ordet “tilsammen” over et samvær uden dybere fælles forståelse, mens den toleddede størrelse “til sammen ” viser, at parterne har fået eksistens – er blevet til , og dermed har fået mulighed for at være sammen på en meningsfuld måde.

Allerede her er vi ved kernen i Louise Juhl Dalsgaards udtryksform. Det omhyggeligt overvejede sproglige udtryk, ofte med fin dobbelttydighed og/eller overraskende brug af sproget, der gang på gang får læseren til at standse op og undre sig . ( Stod der virkelig sådan ? ) Her et lille udvalg af eksempler: “De har kun hinandens munde at synke i, men finder hinandens at mætte” . “Han trænger og trænger sig på”; “De forholder sig ihjel”; “Han styrter sig sammen”. “De standser da de rammer det halvtomme og glas”. I øvrigt understøttet af gennemtænkt kommatering.

Et kapitel for sig er den intense beskrivelse af parrets indbyrdes forhold, når grænsen mellem det fysiske og det psykiske bliver flydende og plastisk som f.eks. : ” … ånde ham ud og ind. Mest ud.”; “Hun føler sig tilrette i ham”. ” Så kommer hun, uden varsel, mørk og mærkelig, rytmisk som et digt..” “Han bladrer i hende”. “Han lægger sig over og omkring hende…som mørtel.” En hensynsløs indtrængen på private enemærker, parret med kommunikationsnedbrud og afstand. “Det er [jo] svært at spille squash i et rum uden vægge.”

Punktromanens udfordring ligger bl.a. i at kunne skitsere et forløb med en brøkdel af det volumen, der er til rådighed i en traditionel roman. Her bruges et effektivt billedsprog , der ofte leder tanken hen på prosadigtet. F.eks .i husmetaforen : “… du bebor mit murværk, rum som vinkler i kryds, du bor mig, et hus, og jeg holder dig tæt og tør.” [16], eller “De rækker ud som blodfattige kroppe efter en igle. De vil have noget tilbage.” Meget imponerende er de mange steder der anvender glas , brudflader, spidse genstande i billedsproget:

“Hun folder et krus på midten og kaster det ud fra et
førstesalsvindue, hvorfra det knuses mod jorden.
Hun lægger skårene ud på et stykke avispapir til en mosaik,
der ingenting samler. [25]”

“Hun kaster med porcelæn mod væggen, for at blive den del, der
går i stykker. ” [51]

til sammen er en række overbevisende punktnedslag i udviklingen af et parforhold
i al dets paradoksalitet, intensitet og ømhed, verbale og ikke-verbale kommunikation.
Tavshed, vrede og kærlighed formidlet i et præcist og mangetydigt sprog.

Isprængt formuleringer som :
“Det giver ingen mening, men det giver så meget andet” .

“At du ikke forstår dig selv, er ikke det samme som, at du ikke
ved, hvorfor du gør, som du gør”.

Og sidst men ikke mindst spiller bogens sarte sort-hvide tegninger og dens omslag fint sammen med indholdets shades of body and soul.

Hvordan det føles at være et spøgelse?

Christian de Groot-PoulsenHvordandetfoles
Hvordan det føles at være et spøgelse?
Digte 2014
Omslag af Linn Larsen
Selvudgivet i Danmark 2014
ISBN 987-87-993501-2-4

Christian de Groot-Poulsen præsenterer her sin sjette digtsamling. I 54 digte beskrives en udvikling fra depression og opgivelse frem mod en spirende optimisme og livskraft. Udgangspunktets Hades-agtige verden beskrives i en række digte og billeder som f.eks . : “Som altid går verden forbi ude på vejen/ med Medusahår…….nu handler det om at… lade de andre mennesker være/ pixelerede, selvom de kunne være detaljeskarpe. ” Meningsløsheden er bl.a. symboliseret af TV-skærmen , “ja, de siger at kun skemaerne/ og fjernsynene findes , at gråd er ligegyldig”, af kvinden der “har cement i stedet for blod”. I det videre forløb opstår der større og større sprækker i spøgelsesverdenen: “tænk, hvis andre også blev indianere på marken/ eller i det mindste dansede inde i sig selv, // når skærmene slukkes.” Fokus skifter fra ensomhed, der som “en kæmpemæssig yoyo / ruller tilbage ind i mit liv”, til det der i sidste ende overskygger alt: Forholdet til faren, hvor digteren genoplever/ genopliver sin barnerolle: “båndene vil jeg altid kunne spole tilbage, / men ikke dit liv.”

For år tilbage færdedes jeg i et miljø, hvor en af standardbemærkningerne lød “Jeg bytter gerne fem af Mozarts symfonier med en ballade af Chopin. ” Noget lignende tænkte jeg efter læsningen af Hvordan føles det at være et spøgelse? Det er i de to lange og vægtige tekster om forholdet til faren [Når søvnen stammer fra knoglerne og Tak] plus i en håndfuld af de andre digte hen imod slutningen af bogen
[Glimt, Lille digt, Efterårets monolog], at jeg bliver fanget ind og holdt fast. Det er her digteren for alvor finder vejen ud af den triste ligegyldighed, der er beskrevet i det foregående. Det er i forholdet til faren at digteren udstiller sin sårbarhed. Det er her læseren forstår, hvordan det har været at leve som spøgelse. Hér og i bogens fremragende forsidetegning, hvor det røde, magre spøgelse med de runde, tomme øjne har udsondret den omkringliggende verden og nu kun har den på slæb som en lang skygge, der når som helst kan rive sig ud af håndens greb.

Sproget er mange steder energisk og kreativt. “En leopard springer ud/ af en lynlås i mørket / på mit værelse” ; “Hun er en dagdrømmer/ med munden fuld af stikkende hvepse” ; ” Jeg kaster brødsmuler, / men springer selv i vandet/ for at æde dem. Det er langt ude. /Gud er langt ude.” En bestemt slags udtryk er karakteristiske. De der konkret forbinder et du (oftest en kvinde) med digteren gennem en slags metamorfose. “Byg mig om til en stol, / og slå røven i sædet “; ” hey, kunne jeg male mig på som make-up”; “Hey, kunne jeg røre ved dig som håndjern”. [Et opdateret “Oh at være en høne” .]
– og sine steder mere forventeligt som i fex. Depression I til IV. En anelse generaliserende kunne det siges, at den sproglige og indholdsmæssige intensitet og kvalitet er stigende, i takt med at spøgelset nærmer sig den konkrete verden. Med andre ord, at et spøgelse bedre kan definere sin skyggetilværelse når befrielsen vinker forude.

Hvordan føles det så at være et spøgelse? Hvad er et spøgelse for en størrelse?
I bogens kontekst er det et depressivt og udflydende menneske. Men for denne læser bliver det ikke selve beskrivelsen af tilstanden spøgelse, der står tilbage efter bekendtskabet med Christian de Groot-Poulsens digtsamling, men derimod de passager, der viser vejen ud af sindets mørke og til sidst bl.a. kulminerer i henvendelsen til en (døende?) far hvor digteren modigt udstiller sine følelser i barnesprog. En henvendelse der kunne være endt i privat føleri, men som efter min mening rammer en enkel og ligefrem tone,
der huskes meget længere, end spøgelset der jages på flugt.

“men far, hvis du holder dig vågen,
kan vi spise aftensmad og tale
om fuglene og vejret og landskaberne,
jorden har også plads til dig i morgen,
så hvis du venter lidt med at falde i søvn,
kan vi gense vores minder på bånd
med sofaen som udkigstårn

hvis du holder dig vågen,
kan vi forlænge natten på ubestemt tid,
tale om alt det vi næsten ikke tør sige,
sproget rummer sætninger nok,
men snart kan lungerne ikke puste dem ud,
så hvis du venter lidt mere med at falde i søvn,
kan vi snakke om alt det, der mangler at siges
om samfundet, vejret og livet efter døden”

[Når søvnen stammer fra knoglerne]

Mens vi bliver til

Jens Mens_Vi_Bliver_TilRugård Jensen:
“Mens vi bliver til”
Digte med illustrationer af Lars Kramhøft
Forlag: Calibat
ISBN: 978-87-996065-8-0

 

 

 

 

Jeg fik Jens Rugård Jensens digtsamling tilsendt i juleferien, og jeg vil ikke nægte, at det var helt rart for en gangs skyld at anmelde en papirudgave (jeg plejer at anmelde Pdf-filer pga. af forsendelsesomkostninger til Italien). Især denne bog fortjente det, fordi der er gjort så meget ud af den hårde indbinding og illustrationerne.

Digtsamlingen består af 16 lange digte, hvilket jo ikke er mange, men sammen med en stor mængde illustrationer af Lars Kramhøft bliver der alligevel en hel bog ud af det og ikke et hæfte.
Illustrationerne er udtryksfulde, om end ikke særlig originale, og nogle steder forstyrrer de faktisk læsningen af teksterne, som jeg egentlig ville ønske stod alene. Tag for eksempel digtet “Drømme om udhæng”, som begynder med den gode og foruroligende sætning “Jeg drømmer om dværge der gemmer sig under udhæng…”. Det forstyrrer mig vildt meget, at der ved siden af er en ret så banal og larmende tegning af en plante, der vokser op fra en kiste. Jeg vil ikke have, at tegningerne begynder at fortolke digtet for mig, inden jeg har læst det færdigt.

Den bedste illustration er den betuttede tiger, som ledsager digtet “Fastelavn”, som også er et af mine favoritdigte i bogen: “Fastelavn er masker / Hvor indersiden lugter af plastic og automatkaffe / Og øjnene forgæves kæmper efter at finde hullerne / Der må være der et sted / En formstøbt ansigtsskal /Et fast greb om uvirkeligheden / Tiger/løve/tomhed…”.
Jeg ved ikke, om man kan sige “kæmper efter”, og der er også andre steder i bogen, hvor jeg finder en vis grammatisk usikkerhed (det hedder f.eks. “Og nogen må have lagt mig fra sig” og ikke “Og nogen må have lagt mig fra dem”, som der står i bogens første digt). Men når det er sagt, så er “Fastelavn” et godt digt med stærke billeder.

De bedste digte i bogen er “Han tager ting” I, II og III, og det er også her, illustrationerne er bedst, fungerer bedst og supplerer teksterne frem for at forstyrre eller forklare. Jeg kan godt lide sammenstillingen af hverdagsagtige beskrivelser af forsøget på at bemægtige sig livet og det, der kommer til at stå mellem linjerne her: “Han tager ting / Et søvnigt kys i tusmørket / En kop mælk i kaffen / En hånd i hans under månen / Brevene i postkassen / Fodspor i strandsandet langs de sorte bølger / En bog der listes ned fra hylden / Pulsslagene i maven og / Sveddråberne i hånden fortæller ham at // Han tager ting / Og sætter dem på plads / Igen og igen”

På bagsiden står der: 16 lyriske historier om at blive til og forblive levende. Der spørges: “Hvad er det, der skaber os? En maske, et krus, en rose, en printer? Mørket i os selv? Hvis vi ikke ved hvem vi er, er vi så overhovedet nogen” Første del af spørgsmålet er spændstigt og poetisk og burde slutte efter “en printer? Anden del er unødvendig, for det er de spørgsmål, læseren helst selv skal stille. Eller læse mellem linjerne
Heldigvis undgår de fleste af digtene at forklare sig selv på denne måde og lader billederne stå enkle i udtrykket, fint stemningsskabende.
En bog med meget på hjerte, der vil appellere til mange.

Når redaktøren er i vejen

Herude ellers intet at bemærkeHerude ellers intet at bemærke
af Lars Flemming

Novellesamling udgivet 2014
Forlag: Mellemgaard
ISBN: 978-87-93068-88-9

Ifølge bagsideteksten ønsker Lars Flemming at tage fat på vores samfundsdiskurs om udkantsdanmark med 14 socialrealistiske noveller. Et ædelt formål, men også et der nemt kan ende i katastrofe. Lars Flemming formår ikke helt at undgå faldgruberne i emnet, men bogens største udfordring er faktisk rent redaktionelt.

Lad os starte med det sidste. Flemming forsøger i bogen mange gange at anvende almindelige udtryk, faste vendinger o.l.  af den slags almindelige mennesker fra provinsen bruger. Det er der i sig selv ikke noget i vejen med. At ingen hos Mellemgaard har reageret på den rodede sprogbrug der er flere steder i bogen, kommet med rettelser hvor der manglede klart sprogbrug eller direkte forkerte eller forvrøvlede udgaver af faste udtryk forstår jeg ikke. Her følger en kort liste med “sprogblomster” fra en af novellerne i bogen:

  • Den gældende kommune (menes der den pågældende kommune (her siger konteksten nej), den siddende kommunalbestyrrelse, den herskende borgmester…?)
  • Allerede adskillige lærere…
  • De uanende individer (når de individer er netop dem der kommer med en overraskelse til hovedpersonen)
  • Byrådet er flerstemmigt blevet enige om….

En ekstra kritisk gennemlæsning havde absolut ikke været skidt for bogen og manglen på den forstyrrer visse steder læsningen.

Med det af banen, hvad kan man så sige om indholdet af bogen? I store træk synes jeg at projektet er sympatisk: Lad os stoppe med at skrive om hvor forfærdeligt der er “derude på landet” og lad os i stedet snakke om hvordan det er at bo derude i provinsen.

Det gør Lars Flemming bare ikke særligt overbevisende igennem det meste af bogen. Om det så er betjente som i åbnings- og titelnovellen der er nedladende (og landboeren reagerer så med vold…), hestepigen der alligevel får lov at beholde hesten eller plejehjemsboeren der kan dø trygt efter at have set (og hold nu fast her) et royalt bryllup på TV.

Menneskerne virker ynkelige og handlingslammede. De er alle ofre for situationen, som det bliver udlagt af tredjepersonfortælleren. Ikke bare portrætteres de sådan, men det virker endda som om at de tænker sådan. Det liv der er derude kommer vi aldrig ind til. Det hele er ved at forgå eller også skal det flyttes til storbyerne. Det billede rykker Lars Flemming ikke ved. Han understreger det.

I den sidste halvdel af bogen lader det dog til at forfatteren lader sig begrænse knapt så meget af bagsideteksten. Et par af novellerne er i stedet små episoder, og her lykkes det faktisk Lars Flemming at skrive nogle rigtigt gode noveller. Jeg ville ikke kalde dem socialrealistiske, men de virker. Den pointe der er med hver historie går tydeligt igennem og sproget flyder generelt lettere. Eksemplarisk er i sær Verdensmanden, den sidste historie i bogen.

Lars Flemming kan helt sikkert skrive. Men han mangler støtte fra forlagets redaktion til at vælge og vrage tekster samt rette og kæmme sproget. Mellemgaard lader til at have svigtet deres opgave i bogen her, på trods af at potentialet er der.

Alt forandres

Alt forandresAlt forandres
af Joan Bach Ludvigsen

Novellesamling (2014),
1. oplag fra
Skriveforlaget
ISBN: 978-87-93068-88-9

Det er ikke så tit, at jeg støder på novellesamlinger, men Joan Bach Ludvigsens Alt forandres var dog et kærkomment møde med genren, som jeg desværre, hvilket jeg kan se nu, har dyrket alt, alt for lidt.

Titlen, Alt forandres, er meget sigende for værket. Samlingens fokuspunkt er netop forandringerne, som også selve livet kredser om. Forandringer er nemlig en lige så stor del af livet, som kærlighed og ilt. De sker nemlig hele tiden, om man vil dem eller ej. De kan være store og små, det kan været mødet mellem mennesker eller regulære samfundsændringer. Alt mellem himmel og jord.

Joan Bach Ludvigsen har i dette værk nøgternt og minimalistisk søgt at skrive en række hverdagsnoveller om livets ustandselige omskiftelighed, hvilket til tider er lykkedes ganske eminent.

Værket består af 14 minimalistiske noveller fordelt på omtrendt 100 skrevne sider, så, ja, de er bestemt ikke af den længste slags, men til gengæld er de skrevet i et letlevende sprog, som er en fornøjelse at læse. Stærkest i erindringen står umiddelbart novellen Nye naboer, som i alt sin enkelthed – hvis man overhovedet kan formindske en plotlinje så groft, som jeg gør her – handler om en flytningelejrers ankomst til en mindre by i udkantdanmark. Selvsagt er modsætningerne store mellem de postive og negative stemte indbyggere i lokalsamfundet.

Joan Bach Ludvigsen formår med Alt forandres at beskrive et persongalleri, så man tror på dem. Dialogerne er fine og afstemte, og miljøbeskrivelserne holdes langt hen af vejen til et minimum, så fantasien kan spille frit.

Vi bliver således præsenteret for alverdens hovedpersoner. Joan Bach Ludvigsen skriver om børn såvel som voksne af begge køn. Vi støder på en pige, som er på efterårsferie med sin veninde og dennes forældre, som måske nok skal skilles inden alt længe, og en kvinde som tror, at svarene på hendes usikkerhed ligger gemt i selvhjælpsbøger. I en af de mere underfundige noveller, Housewarming, skildres en mand, som er yderst mistænkelig ved sit succesfulde vennepars finpudsede facade – noget må stikke under, men hvad?

De fleste af novellerne er vedkommende, og de tager en forandringstematik og -dilemma op, som de fleste af os bliver nødt til at forholde os til. Dog har novellesamlingen også sine mere banale tekster. De er ikke nødvendigvis dårlige, men de står dog sværere i sammenligning med de øvrige tekster. Her mener jeg specielt, at novellen om Fastelavnsbollen, som kun er på to sider, sagtens kunne have haft noget mere guf på historien. Den bliver aldrig 100 procent vedkommende, hvilket er synd, da tematikken heri iøvrigt er spændende – kan man overhovedet retfærdiggøre et tyveri begået mod en institutionsbeboer?

Joan Bach Ludvigsen har med Alt forandres skåret et tværsnit ned gennem forandringsdanmark, hvor hun har formået at beskrive store som små, unge som gamle, og det er gjort med sikker hånd. Nu hvor vi nærmer os julen med små skridt, så er det velsagtens også på sin plads med en ønskeliste, og på min står ønsket om, at Joan Bach Ludvigsen ville give sig i kast med at skrive en roman i samme minimalistiske stil, som disse noveller indeholder. Det vil glæde mit læsehjerte.

Novellesamlingen Alt forandres er Joan Bach Ludvigsens tredje udgivelse, og den udkommer i dag, d. 13. november 2014, på Skriveforlaget.

Øst og Vest – dobbeltdigtsamling

Øst og VestØst og Vest
af Sleiman Nazzal
og Lars Hougaard Clausen

Dobbeltdigtsamling (2013-14),
2. oplag fra
Poetklub Århus
ISBN: 978-87-996161-0-5

Denne dobbeltdigtsamling er, som mange nok allerede har gættet, to digtsamlinger under een af henholdvis Sleiman Nazzal med Uden sprog og Lars Hougaard Clausen med Vindfugl. Sammenlagt fylder dobbeltdigtsamlingen 80 sider fordelt på 66 digte.

For at starte med begyndelsen, så kaster vi os direkte ud i Sleiman Nazzals digte, som under den fælles titel Uden sprog fører os ud i et libanesisk sprog- og billedunivers, som dog ikke ligger så fjernt, at man ikke kan følge med. Nazzal skriver nemlig meget nøgternt, og samtidigt flyver metaforerne om ørerne på læseren.

Den blå himmel er ikke min / men jeg har et hjerte / og en særlig adresse / og et vindue af duft / inde i dets hukommelse
Fra digtet “Vinduerne af duft”

Nazzal skriver meget sansebetonet, og sproget er enkelt og ligetil, men under overfladen gemmer sig dybere meninger og betydninger. Tonen er hverken fordømmende eller påtvingende, men derimod halvtdrømmende, halvtsvævende, når han skriver om kærligheden, naturen eller erotiske fodboldkampe.

På den anden side har vi Lars Hougaard Clausens Vindfugl, som er en kaskade af sanseindtryk om specielt naturen og livet omkring det lyriske jeg.

Clausen skriver kortfattet om et jeg og et du, som bevæger sig i og omkring naturen. Jeg’et i samlingen er meget observant, og i teksterne kommer vi tit helt tæt på de sanseindtryk, som de fleste af os til daglig tager for givet.

I skumringen omkring os / tager du mig med ned / til havet. / Højt oppe på skrænten. / Herfra kan vi se lysene / fra et skib. / Det bevæger sig / trukket af den lille slæbebåd / i dit øje. / Højvande.
Fra digtet “Skumringsbillede”

Lars Hougaard Clausens pen er rolig. Den har ikke tralvt. Et digt tager den tid, et digt skal tage. Og det er en af Clausens forcer. Digtene er ikke mere end hvad de er. Det er observationer. Men nogle, som denne anmelder ikke ville have været foruden.

Samlet set mener denne anmelder ikke, at de enkeltstående digtsamlinger ville have stået lige så stærkt uden hinanden. Det er netop mødet mellem øst og vest, samspillet mellem det libanesiske og danske tankemønster, som gør denne dobbeltdigtsamling stærk. Det er forskellene samlingerne imellem, som gør dem interessante hverisær. Og man kan kun håbe, at Clausen og Nazzal vil overveje endnu et lignende samarbejde, hvor øst og vest atter kan smelte sammen.

Om formatet skal det nævnes, at det ikke ligefrem er en traditionel udgivelse. Værket er udgivet af foreningen Poetklub Århus, som ellers før kun har udgivet antologien Det, vi sagde gælder.

Værket er kvadratisk med spiralryg, og altså ikke noget man ser ved traditionelle udgivelser. Dog gør det intet dårligt for oplevelsen – tværtimod forøger det kun læseoplevelsen. Man har her fat i en udgivelse, som elsker den smalle litteratur ligeså højt, som denne anmelder gør. Et dobbeltværk, som alle digtinteresserede bør læse.

Dette er Sleiman Nazzal første udgivelse siden den anmelderroste Uden visum fra 2000, mens det er Lars Hougaard Clausens første bog.

Bogen udkom første gang i 2013, nærværende anmeldte udgave er 2. udgave fra 2014.

En halv fantasy

9788793204553Forfatter: C.J. Plougfelt

Forlag: Mellemgaard

ISBN: 978-87-93204-55-3

Format: Hæftet, Roman, 375 sider

Lige siden starten af halvfemserne, har fantasygenren været ekstremt populær, ikke mindst blandt børn og unge. Af de fantastiske genrer (fantasy, horror, science fiction) er det også klart den af de tre, der både udkommer mest af og som generelt bliver modtaget bedst. Dette kan være et tveægget sværd. Positivt fordi læseren ikke skal bruge lang tid på at sætte sig ind i tanken om  en eventyrlig og fantastisk verden. Negativt fordi det er meget svært at genopfinde eller revolutionere genren,  da der er så meget at sammenligne med.

Søstrene fra Ravdos (herefter SR) er forfatteren C.J. Plougfelts (herefter CJ) debut, og den er udkommet på forlaget Mellemgaard.

Fra bagsiden:

“Kan en lejemorder, der elsker at dræbe, være god? Eller er hun blot et monster?

Kan en ridder gå imod alt, hvad hun tror på? Og stadig sige, at hun gør det, der er bedst for landet?

Så mange ting er halve i Erikas og Dinas liv, de er halvelvere, halvsæstre. De har helt forskellige mål i livet, og det fører dem i vidt forskellige retninger. I håb om at finde deres rette plads glider de fra hinanden. Men i et land som Ravdos, der er styret af racisme og grådighed, er der ikke plads til to slumrotter. Så med deres ledsagere, piraten Cassi og magikeren Tobias, slår de sig sammen for at skabe et nyt og bedre Ravdos, hvor der er plads til dem alle.”

Noget af det første man lægger mærke til, når man læser SR er, at forfatteren helt sikkert selv har læst en masse fantasy. Den middelalderlige stemning, komplet med det lagdelte samfund, bliver lynhurtigt introduceret og så sætter selve historien ellers i gang. I store træk handler historien om de to halvelversøstre Erika og Dina, der starter helt nede på samfundets bund, hvor de ernærer sig ved smårapserier og undervejs skilles deres veje, da den ene ønsker et mere retskaffent liv, og den anden er mere optændt af tanken om aldrig at være fattig igen. Så langt, så godt. Der er dog smidt en ekstra krølle på historien ind, da halvelvere hverken er vellidte af mennesker eller elvere.  Historien er krydret med pirater, lidt sex og magi, alt sammen ting, der bliver vigtige for handlingen.

CJ lægger godt ud og viser også, især i de første kapitler, at hun har et udmærket sprog og nogle finurlige metaforer. Især er hendes figurtegninger gode, og der er ingen problemer med at forestille sig, hvordan romanens hovedpersoner ser ud. Ligeledes forstår hun at tilføje historien nogle humoristiske elementer, der er med til at holde læseren til ilden. Desværre glider meget af det spændende sprog ud efterhånden som plottets fremdrift taget førerposition, og det optræder kun med lange mellemrum. Det er dog godt, når det er der. Ligeledes er det let, som læser, at se CJs egen entusiasme omkring historien. Tempoet er hæsblæsende og man må hellere surre sig fast for at følge med.

Hvor CJ er god til de vigtige personer, har hun desværre meget store problemer med sin verdensbygning.  I indledningen snakkes der om tre racer – mennesker, dværge og elvere. Allerede fra første færd får man som læser at vide, at både mennesker og elvere hader halvelvere … men det gør de bare ikke rigtig. Der bliver sagt “forbandede halvelver” et par gange af mennesker, men det er også alt. Elverne findes nærmest ikke i CJs verden som andet end lidt kulisse, og de få elvere man møder (blandt andet hovedpersonernes mor) opfører sig fuldkommen som mennesker.  Først i den sidste tredjedel af bogen bliver dværge introduceret … og den ene person opfører sig også fuldkommen som et menneske. Det føles desværre lidt fattigt, som læser, ikke at kunne mærke forskel. Derimod er der en race ved navn løvkatta, der er et stort kattefolk. De er slet ikke nævnt i indledningen, og dukker op ud af det blå, hvilket også er underligt. Til gengæld er de en smule anderledes end mennesker, men stadig ikke meget. Undervejs er der beskrivelser af både magikertræning og ridderoplæring, og disse skoler virker meget nødtørftigt skruet sammen. Hvor jeg ingen problemer havde med at se CJs figurer for mig, var det meget sværere med de steder, hvor romanen udspillede sig.

CJ vil rigtig meget på de 375 sider, og selv om bogen er sat i størrelse 10 (11?), føles handlingen meget forceret og hurtig. Der springes konstant fra sted til sted, fra tid til tid. Inden for et enkelt kapitel kan der i romantid gå op til et halvt år. Inden for et kapitel hører man det første om en figurs sygdom, og otte sider senere er figuren død. Der er simpelthen alt for meget handling til en enkelt bog.  Fra bogen starter til den slutter er der gået syv år. På trods af den enorme handling, kører romanen også en del skæv på formidlingen af denne. Som læser får du oftest endelige sandheder at vide om figurerne, såsom “X er sådan og sådan”, “Y havde vundet deres tillid” og lignende.  Det ville have været bedre om CJ i stedet for havde ladet læseren opleve selv og danne sin egen mening.  Denne anke falder ind under “Show, don’t tell”-skolen, et godt værktøj til enhver forfatter.

Både i romanens forord og på CJ’s side hos Mellemgaard, bliver vi præsenteret for det faktum, at CJ er ordblind. Dette bærer teksten dog ikke præg af overhovedet. Det gør den dog af andre tekniske problemer. Først og fremmest er tegnsætningen til tider decideret forvirrende. Der bruges kommaer i ekstremt mål, og ofte i stedet for punktummer.  Eks.: “Jeg vil gerne vide, hvor langt du er nået med din skrivning, så skriv et standardbrev, hvor du anmoder om forstærkning til en opgave, du er på, hvilken opgave er ligegyldig.” (side 71). Sætninger som eksemplet findes overalt. Et andet sprogligt element, der optræder hyppigt, er danglish. Altså engelske udtryk direkte oversat til dansk. Eks.: “Det er det.” = “That’s it.” og “De giver dig en hård tid.”. Disse elementer er med til at sænke læsbarheden og irriterer øjet.

Men er det så en dårlig bog? Nej, det er det ikke. Det er en udmærket fantasy-roman for unge, der dog også bærer præg af forfatterens alder. Dog var jeg lidt ærgerlig, da jeg havde læst SR til ende. For det var er roman, der kunne have været rigtig god, hvis den havde været i en redaktørs (og korrekturlæsers) kyndige hænder. Mange af CJs ideer er gode, som allerede nævnt er sproget udmærket og hovedpersonerne sidder lige i skabet og derfor er det så meget mere ærgerligt, at slutproduktet er skæmmet af ting, der kunne være undgået.

C.J. Plougfelt er født i 1988 og bor på Sydsjælland. Læs mere på hendes profil på fyldepennen.dk.

Anmeldt af A.Silvestri.