Jeg ville gerne ha´ mødt hr. Bigandt

KarstenBjarnholtKarsten Bjarnholt:  Bad, fuld kost og mikrofon.
Forlaget Werkstatt 2014.
Omslag og sats: Ole Bundgaard.
ISBN 978-87-89575-04-9
Med støtte fra Veluxfonden

Karsten Bjarnholts seneste digtsamling , Bad, fuld kost og mikrofon, befinder sig i den tredjedel af jegets liv , hvor de basale livsfornødenheder så som mad og logi er en selvfølge , men hvor der heldigvis endnu ikke er slukket for mikrofonen. Samlingen består af ca. tres tekster og rummer en spændende balance mellem løvfaldstid og den dannelse digterens højt værdsatte  lærer, hr. Bigandt, leverede i skolen. Karakteristisk for førstnævnte element er slutningen på digtet Før jeg rejste: Jeg bor i et frit fald af længsel/ efter at skrive de breve, jeg skrev. Eller : Homo sapiens / kan vælge selvmord/ men ikke at blive født. [Unaturlig udvælgelse.] Egentligt ret modigt at se den slags i øjnene. Eller at udbryde: måtte kvindernes BH`er / altid være lidt for små. Åh / Gud, måtte det altid blive ved/ med at være sommer og regnvejr.

Ægte virker det i hvert fald og rigtig mange af digtene slår et lille forsonende slag
med halen i sidste linje. Og så er der jo som sagt hr. Bigandt.

Jeg ville rigtig gerne have mødt hr. Bigandt. Gang på gang bryder hans ord fra digterens skoletid ind i nutiden og minder læseren om væsentlige elementer i tilværelsen, så som klorofyl, katost, underkastelse og spermatozoer.
Gang på gang formulerer han gangbar klogskab i sit klasseværelse. Med imponerende pædagogisk sans sætter han ting på plads i elevernes bevidsthed:

Ordet er underkastelse, sagde hr. Bigandt,
husk det , underkastelse. Rejs jer op
når inspektøren, Johnsen, kommer ind
i vores klasse. Jeg står selv op imens,
sagde han. Der er ingen
der tager skade af at vise
lidt respekt. I kan bare
tænke på noget andet
imens, sagde hr. Bigandt,
det gøre jeg selv,
så kan I også. [Underkastelse ]

Jeg ville gerne have mødt hr. Bigandt når han råbte ud over eleverne:

Lad os for alt i verden aldrig
nogensinde blive stille som sne,
der smelter …. du lille
dér, rejs dig op, sæt dig ned igen.
Ordet er stilhed …. [Stilhed ]
Eller når han opfordrede eleverne til at springe gennem fremtidens glasplade ,
uden hensyn til sår og skrammer. Der er en provokerende enkelhed/ komplicitet i hr. Bigandts livssyn, [sikke nogle mennesker der kommer ud af det! ],  der også fungerer som en slags rygrad i digtsamlingen.

Digteren spænder sine tekster op på lærredet i en vekselvirkning mellem barndommens signifikante lærer og en nutidig statusopgørelse . Og til trods for at tiden ustoppelig gør som den plejer, ser man tydelige spor af hr. Bigandts menneskesyn i digterjegets holdning til tilværelsen.
“Når I er voksne, læg jer i græsset,
se på svalernes flugt, lyt til bierne,
pluk bare en katost. ”  [ Djævle ]

Og linjernes ekko i nutiden: ” Det er en fordel /at have en bænk/ i solen i en krog…
Det er /en fordel at sidde /på den bænk, /  når solen går ned …. ” [Det er en fordel ]
Selvfølgelig hedder samlingens sidste digt Hotel løvfald.
Selvfølgelig rummer det en solidaritetserklæring til livet.
Men når jeg rejser … / åbner de også vinduerne/ foran udsigten til havet / og tiden, der sitrer i lyset…  / det er derfor jeg bliver her.

Thor i en supernova

Skrymers-handske-af-Per-Holbo-185x300Forfatter: Per Holbo
Forlag: HolboHistorier
ISBN: 978-87-92899-05-7
Format: Hæftet, Roman, 218 sider

Det er et særsyn af format, når en science fiction-roman dumper ind ad ens brevsprække. Genren har det ikke så let i Danmark, og selv når den trives, er det for det meste i novelleform. Derfor var det med blandede følelser, at jeg gav mig i kast med Per Holbos (herefter PH) Skrymers Handske (herefter SH).

Bogen er udgivet på Per Holbos eget forlag HolboHistorier, og efter hvad jeg har kunnet finde ud af, er det hans første større udgivelse. Tidligere har han udgivet en række mindre historier, primært som e-bøger. Han har ligeledes, som e-bog, udgivet en e-bog om at udgive e-bøger.

Forlaget skriver:

Dansk Science Fiction til teenagere!

Der er krig i Mælkevejen. Alliancen mellem Aser og Vaner kæmper for at bremse Jætterne, som med en uhørt brutalitet besætter planeter overalt i galaksen og undertrykker hele solsystemer. Jætterne er i massivt overtal, så Alliancens eneste styrke er deres teknologiske overlegenhed.
For at bevare denne fordel, må Alliancen hele tiden udvikle ny teknologi og som en del af det er Fyrkat-ekspeditionen ledet af Thor blevet sendt til Jorden for at eksperimentere med Ormehulsteknologi. Da Jætterne angriber Fyrkat-ekspeditionen og bortfører menneskebørnene Tjalfe og Røskva, må Thor og hans kampfæller tage affære. Det bringer dem til Skrymers Handske, en klynge af sorte huller, hvor en sindssyg redningsaktion sættes i værk. Udfordringen bliver kun sværere af, at der er en forræder blandt dem og Thor må se i øjnene, at det kan være hans ven og soldaterkammerat Loke.

Kan Thor nå at redde Tjalfe og Røskva, inden Jætterne slår dem ihjel og hvem kan han i sidste ende regne med, når det gælder?

Når man læser teksten, kan man ikke lade være med at se visse træk fra Star Wars, såsom Alliancen, og inden for science fiction tilhører romanen også undergenren space opera, med visse forbehold . Der hvor PH virkelig forsøger sig med noget stort, er i anvendelsen af de nordiske guder. Han prøver at bygge en historie op, der trækker på de gamle fortællinger, men sætter dem ind i en ny kontekst. Som udgangspunkt har han valgt at anvende fortællingen om Skrymers handske, og krydre den med elementer fra mange af de andre historier. PH anvender mange udtryk, der hører til i science fiction – ord som ormehuller, æongeværer, gravitionsfelter og så videre – er kastet ind i bogen med lind hånd. Det er dog så langt fra, at han altid anvender dem korrekt. Men umiddelbart er mange af delene til en udmærket historie til stede. Desværre falder den meget hurtigt sammen i sin udførsel.

Sproget er meget forklarende og gentagende, hele vejen igennem bogen. Ligeledes sidder man ofte som læser og undrer sig over hvorfor PH ikke har valgt at beholde “gudernes” karaktertræk. F.eks. er Thor en videnskabsmand med speciale? i rum/tid? og slet ikke den aggressive og lidt dumme fyr vi alle kender fra historierne. Loke er ikke ondskabsfuld, Freja er ikke sexet, Balder er ikke mild og venlig og Odin er ikke konsekvent. Her synes jeg at PH har gjort i nælderne, da det netop ville være perfekt allerede at anvende de arketyper, legenderne har foræret ham. Undervejs er der også rigtig mange punkter, hvor man som læser trækker på brynene. F.eks. er der et rumskib, der skydes ned. I det rumskib er der masser af fed teknologi, men alligevel forlader to af “guderne” det bare – og det på trods af at de har sværget at holde deres teknologi hemmelig. Et andet eksempel er, at der findes en masse racer – Aserne, Vanerne og Jætterne – men de ligner alle sammen hinanden. Intet adskiller dem fra mennesker, andet end at “jætterne er større”. Denne mangel på diversitet gør at det hele virker meget ens.

Anvendelsen af billedsprog i SH er meget begrænset og når det anvendes, er det ofte med til at fjerne tanken om at man er på et eventyr langt ude i rummet. Inden for de fantastiske genrer, er en af de vigtigste ting at mestre, evnen til suspension of disbelief, eller på dansk: Evnen til at få læseren til at glemme at han/hun læser og i stedet får ham/hende til at acceptere den fantastiske verdens regler. Det lader sig meget sjældent gøre i SH. Kampene mellem Aser og Jætter (på landjorden) minder om noget fra middelalderen, forhørene er som taget ud af amerikanske serier og alle rumscenerne får en til at tænke på den slags rum-teknologi, vi har i dag – ikke en, en meget mere avanceret race ville have. Aserne bruger engelsk slang, Jætterne bruger faste udtryk. En af de helt store scener i bogen, hvor Aserne skal forsøge at komme ind i midten af Skrymers handske, virker som en tour de force gennem pseudo-videnskab. Der var ikke på noget tidspunkt at jeg virkelig følte mig hensat til en anden tid – og det synes jeg er rigtig ærgerligt. Når det kommer til opsætningen af bogen, er det et udmærket stykke arbejde. Til næste gang vil jeg dog råde PH til at lave en linjes afstand fra kapitlets titel til brødteksten og ikke lægge tryk på et ord ved at understrege det med en fed, sort streg. Det generer øjet.

Bogen er til teenagere, og de første ti sider er PH så venlig at give os fodnoter, der forklarer de vanskelige ting. Det fungerer godt, og er med til at etablere en stemning. Det holder han så fuldkommen op med, og det efterlader læseren i et mærkeligt limbo. Hvorfor skal vi f.eks. have forklaret, at man i vikingetiden delte hus med sine husdyr, men ikke få så meget som en rudimentær lektion i hvad et ormehul egentlig er? På den måde tror jeg at PH rammer forbi sin målgruppe, da de ganske enkelt ikke aner hvad han snakker om meget af tiden. Samtidig tror jeg også, at PH rammer forbi sin målgruppe i den anden retning. Bogen er lidt for langsom og når det kommer til sproget, der ikke er nuanceret og fascinerende nok til at fastholde opmærksomheden hos den gennemsnitlige teenager.

Opsummering: Jeg synes at PH virkelig rammer forbi målet med SH. De problemer jeg har nævnt er kun en brøkdel af hvad der er i bogen. Den bærer desuden præg af ikke at have været korrekturlæst ordentligt, hvilket er alfa og omega for selvudgivere, da det oftest er det, de bliver slået i hovedet med. Jeg har ikke læst PHs noveller, men jeg tror det vil være klogt for ham at forsøge sig noget mere med en kortere form, inden han går ombord i romanen igen. Jeg er desuden oprigtig øv over at jeg ikke har bedre at sige – Danmark har brug for science fiction!

Per Holbo er født i 1973 og bor i Rask Mølle. I øjeblikket arbejder han på opfølgeren til SH, der kommer til at hedde Legenden om Hjarnø. Følg med på hans blog.

Anmeldt af A.Silvestri
(Bogen er oprindeligt anmeldt i April på vores gamle side.)

Fire i een – Noveller af Anja Duna

Elinors efterår Anja DunaElinors efterår (ISBN: 9788740450316)
Café Mødepunkt (ISBN: 9788740495317)
Knuste knogler (ISBN: 9788740446463)
Sverige (ISBN: 9788740474121)

Fire noveller af Anja Duna
udgivet via SAXO Publish, 2014

At skrive een ameldelse af fire forskellige noveller, som står som enkeltstående udgivelser, kan i sig selv være svært. Og når tematikken ikke er sammenhængende de fire udgivelser imellem, så må man, som anmelder, gribe sagen anderledes an.

Anja Duna har således begået fire ret forskellige noveller, som dog alle har det til fælles, at de spænder inden for den socialrealistiske genre. Hverisær tager novellerne en interessant tematik op, som sætter tankerne igang.

Elinors efterår, som er Anja Dunas første e-novelle, handler om den demente Elinor, skrevet ud fra dennes synsvinkel. Dette er og vil altid være en svær opgave, hvor man som forfatter skal skrive varsomt og eftertænksomt for ikke at falde i klichéer og ubehagelige faldgrupper. Det lykkedes til dels for Anja Duna, som skriver med en forholdsvis sikker hånd, samt med et velovervejet handlingsforløb, som twister flere gange undervejs. Man bliver således sat i den demente sted, og man kan få anelser fra Lisa Genova debutroman “Still Alice” fra 2007 – hvilket skal ses som et utroligt plus i denne anmelders bog.

I novellen Café Mødepunkt følger vi hele tre hovedpersoner; en forfatterinde, en kvinde og en mandlig pensionist. Vi følger dem således hverisær og i interaktionerne hinanden imellem på Café Mødepunkt, i seks mini afsnit. Blot dét, at Anja Duna i princippet har kapitler/afsnit i sin novelle, gør den interessant. Det er nemlig et brud på alle regler og normer indenfor genren. Samtidig benyttes du-skriveformen i del-fortællingen om forfatterinden, hvilket ligeledes er et brud på den traditionelle novellegenre, som dikterer en jeg-, han-, hun- eller den-form. At Anja Duna eksperimenterer med genren er yderst positivt, men man kunne have ønsket sig, at nærværende novelle havde været noget længere og haft mere kød på skelettet – selve tematikken er dog stadig spændende, og stilen vedkommende.

Knuste knogler, som er den absolut korteste novelle af de fire, er en regulær heksejagt. Vi følger den tilfangetaget Mary, som er anklaget for hekseri. Vi følger Mary i såvel nutiden (skrevet i datid) som i flashbacks (skrevet i nutid), hvilket Anja Duna mestrer til fulde. Afvekslingen mellem nutid og flashbacks er eminent, og beskrivelserne af den anklaget heks’ pinsler i såvel torturkamret som i cellen alene er skrevet med sikker hånd. Men ligesom med Café Mødepunkt kunne denne anmelder godt have ønsket sig et noget længere handlingsforløb, da man sagtens kunne tåle at komme langt mere ind under huden på Mary og hendes pinsler.

Den fjerde og sidste novelle, Sverige, bryder med de tre foregående ved at have en snert af magi over sig. Magisk realisme, som fx Haruki Murakami mestrer til fulde, er en ikke særligt anvendt genre i dansk litteratur. Anja Duna forsøger med Sverige at føre læseren ind i et (ved første øjekast) ganske almindeligt skovområde i den svenske vinter.  Vi følger således en dansk kvinde og en mystisk gruppe af danske rejsende, som har slået sig ned i Huset for en stund. Men alt er ikke umiddelbart, hvad det ser ud til at være. Selve handlingen vil denne anmelder ikke komme nærmere ind på – den skal opleves.

De fire noveller har samlet set deres gode og dårlige sider. Stærkest i erindringen står uomtvisteligt Elinors efterår og Sverige. Dog skal man ikke fornægte Anja Dunas eksperimenterende tilgang til novellegenren med Knuste kogler og i særdeleshed med Café Mødepunkt, hvor der fremvises stor kunnen og sikker stemmeføring. Når man ser tilbage på de fire meget forskellige noveller – inden for såvel tematik som fortællerstil – da kan man savne en mere fyldestgørende sammenhæng. Det kunne være ønskværdigt, hvis Anja Duna ville samle sine kræfter og forfatterevner, og arbejde hårdnakket på en novellesamling med en samlet fremstilling indenfor en given tematik. De sporadiske småhistorier ville komme mere til deres ret i en sammenhængende novellesamling.

Udgivelser kan alle købes via saxo.com i prislejet mellem 5-24 DKK.

Rundkørslen som metafor for velfærdssamfundet

IMG_4914Jakob Rosendal: Individ møder samfund og adfærdsregulering opstår
Digte
Jorinde og Joringel 2014
Grafisk tilrettelæggelse: Lise Haurum
ISBN 978-87-7322-321-5

Jakob Rosendals samling af digte og kortprosa er en del af Jorinde og Joringels digtserie 2014. I en tid, hvor de store forlag svigter deres forpligtigelse overfor digtgenren, har J og J gjort en vigtig indsats for at en bredere kreds af digtere, debutanter og mere kendte, kan komme til orde.

Bogen rummer omkring 30 digte og (især) kortprosatekster, der fra forskellige vinkler kaster lys og satire over borgerens forhold til autoriteterne i samfundet. Butikstorve, rundkørsler, jobcentre. Politikere, arbejdsløse , ombudsmænd og departementschefer. Hele det landskab som vi efterhånden er så vante til, at vi næppe bemærker det, bliver taget under behandling, så man klør sig i nakken og siger aha.

Det gik pludselig op for denne læser, at han dagligt kører i (som hovedregel ) socialdemokratiske rundkørsler, tilplastrede med uæstetiske skulpturer og landartprojekter og at disse “kunstværker” er eminente symboler på velfærdsstaten. Kunsten til folket. Konkurrencen med nabokommunen. Velmenende og kulturfremmede borgmestres forsøg på at sætte sig varige spor. Uden at sprænge budgettet. Det stod klart , hvor meget man egentligt har savnet J.P.Jacs oplæsninger uden dagsordner, men med friske bemærkninger til rødmende kvinder på første række; ligesom bistandsklientens identitetstab og den håbløst syges exit med den raffinerede postmortem hævn, flytter disse fra nummerlisten til individfortegnelsen.

Individ møder samfund og adfærdsregulering opstår handler om dobbeltspil og manipulation , men er ikke den sædvanlige sociale indignation. Det sørger ironien og surrealismen for. Det er ret morsomt, når systemets mand under et borgermøde, hvor han med fejlfri taktik nedgør de klagende, dør midt i en sætning. At der findes engle i folketinget der “kan være arbejdsløse i dage og uger, men er konstant klare til at forhindre den panik, der vil opstå, hvis en original, politisk ide ufiltreret og uudvandet fik lov til at ramme mikrofoner og pander.”

Enkelte tekster , f.eks MBA-perspektiv , kan være en anelse gumpetunge med deres “efteruddannelsespro- grammernes segment-sexethed” og lidt anstrengte opfindsomhed omkring alternative forkortelser såsom “Mæsllinge Befamlende Agurk” og “Moderat Beske Alarmcentral” ; men som helhed glider sproget let og elegant nedover siderne.

Jeg kan i høj grad anbefale at man læser denne, ikke på nogen måde selvhøjtidelige eller selvretfærdige, tour de velfærdsstat anno 2014.

Min yndlingstekst må blive den sidste i bogen, Værdig afsked, en terminalpatients selvmordsbrev, der ganske usentimentalt og ikke uden en besk humor laver en cost-benefit over livsforlængende behandling i sundhedssystemet og slutter med følgende linjer:

“I vil iøvrigt hurtigt konstatere, at luften herinde er dårlig samt at mit sengetøj ikke er rent. Årsagen er, at jeg har fjernet min stomipose. Det fik jeg lyst tll at prøve.   S”

Sprækker af Hanna Brabrand Henriksen

IMG_4908Hanna Brabrand Henriksen 2014:
Sprækker

Digte Mellemgaard
Redaktør Jens Eichler Lorenzen
Grafiker Camilla Rubini Nielsen og Tine Wichmann

ISBN 978-87-93204-14-0

Sprækker er Hanna Brabrand Henriksens anden digtsamling. Bogen består af 41 digte , der på omslaget beskrives som “Øjebliksbilleder der dukker op fra det ubevidste som en slags forløsning. Billeder af erkendelser og erindringer lagret i sindets forskellige tilstande og stemninger. “Der er altså tale om digte,der repræsenterer punktnedslag i tilstande og stemninger, hvor digteren udtrykker sig spontant ud fra øjeblikkets inspiration og teksterne kan siges at fungerer som en form for terapi for jeg´et .

Digtene rummer er række nedslag i parforhold og personlige kriser. Ofte med udgangspunkt i naturen. “Måger/vingesus/hvide skrig” ; ” bag lågen rejser skoven sig/ mindes lyset i april “. Mere symbolske tilgange finder man i den hyppige brug af dørmetaforer. “Lukker døren op/ til mørket”; “Lader døren lukke/ automatisk / for lugten” ; “Porten/ krakeleret blå/ ville aldrig lukke helt i “; eller som et ekko af titlen: ” når du klæber dig fast/ i det alt for trange hus/ gennem angsten/ i mine mørke sprækker.. ” Der er tale om oprigtige, personlige digte:

“Skoven bliver mørk nu
musvågen har forladt sin rede
vi spiser majs
med salt og økologisk smør
der er blod
på din serviet
det betyder ingenting
i dag
er jeg ikke længere ansvarlig”

Andre steder er det sproglige udtryk mere jævnt ” .. en ømhed/ der vil spejles / i rådyrmoderens øjne” ; “engang var du min / nu ved jeg / du for længst har forlad mig “; ” som en dør der lukker op for lyset/ og pludselig ved vi / at alting har din tid ” ; ligesom i mange tilfælde kombinationen adjektiv – substantiv : “sprudlende latter …sommerblide kærtegn …slumrende begær ..skumringsblå dag… slumrende samvittighed”

Et problem med digte, der dukker op fra det ubevidste, kan være deres abstraktionsniveau. At tekster kan miste jordforbindelse . Hanna Brabrand Henriksens tekster svinger fra fint visualiserede digte til passager hvor ufokuserede billeder og abstraktioner tar over. De første er repræsenteret af digtet side 31..

“Der er noget med de hvide lys i stager
en utilnærmelig renhed

med de røde er det anderledes

de sorte
tør jeg ikke tænke på”

Hvorimod:

“jeg slynges ud i det bløde mørke/ hvirvlende mellem klaprende døre/ afklædes af din nøgne stemme/ som sand der drysser/ gennem en lukket hånd/ kastes over rælingen/ i en tyngdeløs bevægelse/ hvor jeg møder dig / bag tidens flygtige grænse ”

fremstår som en sammenstilling af billeder og adjektiver, der konkurrerer så meget om opmærksomhed, at overblikket går tabt.

Hanna Brabrand Henriksen har skrevet en digtsamling, der trods sit jævne sproglige niveau, giver læseren et tankevækkende indblik et jegs skrøbelig eksistens .

Og en gang i mellem lyner det !

“det er dig på billedet
med spørgsmål på læben

nu holder du potteplanterne i live”

Billeder fra Bagerste Række

“Billeder fra bagerste række”1175703_1429746413937349_1301551561_n
Skrevet af Søren Skogstad Nielsen
Udgivet af Forfatterforlaget Attika i 2014
ISBN: 978-87-7528-831-1

Søren Skogstad Nielsen (SSN) har med Billeder fra Bagerste Række begået en ganske hæderlig digtsamling, der har en række mangler men til gengæld lykkes med et par andre ting.

Til at starte med må jeg hellere bekende kulør: Jeg har det rigtig skidt med den æstetik der inviteres ind med på forsiden. Det virker på mig klichéfyld og den slags forfaldsromantik blev jeg stopfodret med allerede da StumbleUpon kom frem for nogle år siden.
Det andet problem jeg har, er også selve mediet. Indholdspapiret er bestrøget og relativt kraftigt for papir til tekst. Det ville være acceptabelt hvis der var mange farvebilleder i bogen, men det er der ikke – der er tre sort/hvide billeder samlingen igennem.

Nå, men til substansen!
Billeder fra Bagerste Række er delt i 3: Begyndelser, Fortsættelser og Afslutninger uden jeg dog umiddelbart kan gennemskue hvorfor – det lader ikke til at digtene indholdsmæssigt er væsentligt forskellige fra hinanden og formen er hverken fast samlingen igennem eller fast for hvert afsnit.
Det er generelt for hele samlingen at formen er inkonsistent, forfatteren gør sig en del forsøg med række former, nogle mere vellykkede end andre.

SSN forsøger bogen igennem at give sig af med underfundigheder fra naturen, dyreriget og menneskelivet. Dette lykkes pletvist, men af og til forfalder han til en ret umoden forfaldsromantik. Det er ikke fordi der ikke ligger gode idéer bag ved disse digte, men digtene bliver aldrig helt fuldbragt og kunne nok godt have tålt en gennemskrivning mere. Et eksempel på dette er ”Dynen Snakker” (s. 27 – uddrag):

“Jeg snakker videre om mit behov
for at pisse –
for at ta’ bad –
for at imponere mine kolleger på arbejdet –
fir at udrette de allerstørste ting.”

Andre steder er det mere som at blive sandblæst med en mellemmenneskelig kliché, som SSN dog alligevel formår at nuancere som i ”Maling” (s. 32). Dette er dog sjældent nok, og disse digte hæver sig derfor ikke over det middelmådige.

Enkelte af digtene benytter sig af omvendt ordstilling for at få enderim til at passe, og dette klæder sjældent digte – hvorfor de også i dette tilfælde falder til jorden. Skal man give sig af med enderim skal man simpelthen være bedre til at rime og få ordstillinger til at gå op end SSN er ellers ender vi, som her, med dødt billedsprog og unødvendigt arkaisk sprogbrug.

Der hvor billedsproget for alvor virker er derimod når SSN skærer ind til samlingens egentlige tematik og bruger dyr, natur og mennesker og disses interne relationer som udgangspunkt for de idéer der i høj grad bærer digtene. Nogle gange leveres de idéer i så rå form at det mere virker som en transkription af en samtale end et egentligt digt. SSN lykkes drypvist med at skrive hans idéer om til fuldente tekster – lidt oftere i tredje del end de to første. Det bedste af de korte er det andensidste digt ”Bladene” (s. 82), hvor han endeligt formår at få rytme og idé til at spille sammen, hvilket ellers er en af de ting samlingen mangler:

“Dagene er bløde,
og bladene de falder.

Bladene de falder,
falder, falder, falder.

Vi falder sagte med dem
mod vort mørke hjem.”

Oftest er det ellers de lange tekster der virker bedst som ”Hjemkomst” (s. 68-70) det virker godt. Her udfolder hans idéer sig som underfundige betragtninger af verdenen og selvet. Alt for ofte er rytmen bare ikke med. Det skæmmer dog ikke de enkelte digte voldsomt, men ville hjælpe til at SSN’s digte kunne rejse sig over det middelmådige. Her er et uddrag fra starten:

“Jeg rejser, ja, jeg rejser
længere end til i går.

Jeg rejser uden for alle
ting.

Jeg rejser alene.”

SSN formår nemlig fint både at skrive tekster med originale betragtninger og at skrive rytmiske digte. Jeg kunne dog godt ønske mig at han fremover arbejdede med at koble disse evner sammen i hans digte – det ville gøre ham rigtig interessant at læse fremover for både erfarne læsere og de der kun lige er begyndt at prikke til poesien.

Personligt kunne jeg også godt ønske mig større konsistens i digtenes form, og en mere logisk afsnitsinddeling. Jeg skal dog ikke udelukke at logikken bare er undviget min gennemlæsning.

Billeder fra Bagerste Række udkom i Marts 2014.

Det korte af det lange

Det korte af det langeDet korte af det lange
af Søren Kristoffersen

Prosadigtsamling (2014) fra
Det Poetiske Bureaus forlag
Omslag: Mikkel Pape
ISBN: 978-87-92280-67-1

Søren Kristoffersens prosadigtsamling Det korte af det lange rummer 53 tekster fordelt på 70 sider.  Teksterne, som på een gang både er digte og kortprosastykker, er inddelt i tre dele, 1) DET KORTE, 2) DET LANGE og 3) DET KORTE AF DET LANGE.

Første afsnit indholder (i snit) de længste tekster, mens andet afsnit mest af alt er sporadiske sætninger, tredje og sidste afsnit er en konsensus af de to foregående elementer; mellemlange tekster. Kristoffersen leger elegant og til tider nærmest provokerende med tekstopbygningerne. Gennem hele værket er sætningskonstruktionerne umådelig korte, et eksempel kan tages fra teksten New Normal:

“[…] Vi havde hele verden og verden havde os. Én stor familie. Et meget lille hus. Flyvende tallerkener. Præriegræs og vind. Skamferede kvier, kvæg med åben bug. Kan man bare rejse væk og lade et knust hjerte være tilbage […] Vi ses jo nok igen. Solvognen skinner. Du er en vaskeægte flanør. Arbejder mens du sover. Ryger når du rejser. Boller mens du ler. Jeg savner når du græder, allermest.”

Emnerne for teksterne er mangfoldige. De spænder fra politisk satire til kærlighedens smerte, dertil kommer metapoetiske indslag, samt decideret trakasserier. Samlingen benytter sig i høj grad af kontrapunktik, hvor flere stemmer taler i munden på hinanden, hvilket til tider lykkes særdeles godt.

Det korte af det lange er en letlæst samling tekster, men det er ikke en bog, som man lige kommer væk fra. Søren Kristoffersen leger kækt med sætningsstrukturerne, og man kan således læse flere af teksterne på forskellige måder, alt efter hvordan man betoner de enkelte sætningsfragmenter. Kristoffersen overraskede nærværende læser/anmelder med de ordspil og tvetydigheder, som tvinger såvel smiletbåndet som panderykkerne frem. Man kan således genlæse Det korte af det lange flere gange, og hver gang fået noget nyt ind på radaren.

Omslaget er smukt grønt i flere nuancer, med symboler som mest af at minder om morsekoder, og ganske rigtigt. Hvis man dechifrerer nævnte kode -·· · – -·- — ·-· – · ·- ··-· -·· · – ·-·· ·- -· –· · så får man såmænd titlen: Det korte af det lange! Og denne kører, som man kan se, videre i en uendelig spiral på bogen for- og bagside. Det korte af det lange er mangesproget, og der er flere lag end man umiddelbart først ser.

Det korte af det lange er Søren Kristoffersens anden udgivelse på Det Poetiske Bureaus forlag, tredje i alt. Han har tidligere udgivet Royale kopier (2011) på samme forlag. Omslaget til Det korte af det lange er lavet af Mikkel Pape.

Det korte af det lange udkom d. 30. maj 2014.

At mærke markerne stige til vejrs

Poul Lynggaard DamgaardDisk habitat
DISK HABITAT
Forlaget PrintXpress
2014
ISBN: 978-87-92895-44-8

Poul Lynggaard Damgaards digtsamling “Disk Habitat” består af 80 digte, der er relativt homogene i både længde og form, men alligevel peger i mange forskellige retninger.

De strækker sig fra enormt avancerede tankerækker med opløftende wow-oplevelser til mere klichéprægede ordsammensætninger med lidt for mange og tunge adjektiver og genitiver.

Som et eksempel på det første kunne jeg nævne digtet “Spændingsløse fugle”, der i sin helhed og fine enkelhed lyder: “I bagruden af butikken skimtes ørkenland, når/tårnene ligner øjne. Han holder billederne, det/gør hun. Det er faktisk lidt poetisk at putte penge/i munden på drengen i tiden som et alter for oaser”.

Som et eksempel på det andet kunne jeg citere digtet “Motivets indblik”, der lyder: “Timens lange arm samler de opløste spiraler,/der forløses mod kanterne. Evindeligt fanges/punkter i en strøm gennem net. Felters dybde/stråler i bygningens perspektiv forladt af tidens/årsager”.

Til bogens forsvar skal jeg huske at sige, at min læseoplevelse byder på langt mere af det første end det andet, men når jeg nævner begge dele og stiller dem op imod hinanden, skyldes det, at min læseoplevelse er præget af denne konstante balance. Som læser løftes jeg op og trækkes lidt ned igen og løftes op igen og så videre hele vejen igennem.

“Disk habitat” er letlæst og hurtigt læst, og alligevel er det ikke en digtsamling, man sådan lige kommer igennem. Linjerne er nemlig fyldt med så mange overraskelser, ordspil, tvetydigheder og kokette drillerier, at man kan læse den igen og igen og konstant få øje på noget nyt at blive overrasket over eller læse på en ny måde.

Emnerne for digtene er også mangfoldige. Digtene bevæger sig umærkeligt fra byen til naturen og tilbage igen og afsøger et utal af kroge i både menneskers sind og menneskers omgivelser. Denne konstante bevægelse ind og ud af byen og sindet mærkes og beskrives rammende i digtet “Viljens veje gennem kornet”: “Vandet driver blankt i flodernes blå sind./Byens fulde blod, et vækstlag for en ny tid/om naturen vil. At forlade skovbrynet for/at mærke markerne stige til vejrs”.

Poul Lynggaard Damgaard er en digter, der er vokset op af byens vækstlag. Med “Disk habitat” forlader han skovbrynet, og vi mærker markerne stige til vejrs.

“Disk habitat” er udgivet via forlaget PrintXPress, og digteren har tidligere udgivet samlingen “Boks sepia” på samme forlag. Omslaget til “Disk habitat” er lavet af Brian Vegas Jørgensen.

Christian Munch-Hansen: Musical Dream Machine

Christian Munch-Hansen: Musical Dream MachineMusicalDreamMachine

2014 MONKedition/ILK , Kærhave Skovvej 1, st th, 4100 Ringsted
Omslag og illustrationer: Mark Solborg
Opsætning: Signe Marie Ohrt
www.monkedition.dk

Christian Munch-Hansen, journalist, musikskribent, underviser og bidragyder til værker om Jazz, har med bogen Musical Dream Machine udgivet sin første digtsamling. Indledt af Vincente Huidobros citat ” At frembringe et DIGT / som naturen frembringer et træ”, har forfatteren skrevet en række tekster, der som udgangspunkt er inspirerede af markante nutidsmusikere fra pladeselskabet ILK, Independent Label København. På bogens flap findes downloadkode til et stort udvalg af den musik der har inspireret kunstneren i dennes skriveproces.

Lad det være sagt med det samme: Teksterne i bogen er af høj kvalitet. Den slags digte, man bliver glad over at læse. Sprudlende, med stort sprogligt overskud. Nye billeder møder læseren i nærmest hver linje. Allerede det andet digt i bogen, Ankomst raketblomst [8], anslår en markedsagtige feststemning “med indianerfjer i hatten og lommerne fulde af / gryder og pinde” hvor “selv anus trutter en fanfare”. Uden at digtet løber amok, eller mister balancen mellem indhold og sprogligt udtryk.

Digtene bevæger sig ofte på forskellige niveauer, mellem forskellige lokaliteter, i fint kontrollerede associationsrækker. I Honningvin [13] fader pianistens toner over i fingre, der sender elektricitet ud i en kvindes krop og minder digteren om en cykeltur ad Langebrogade, hvor hendes øjne bliver til fisk omgivet at legende børn, der lunes af solen “som når en krydret honningvin breder sin varme i brystet”.

Overordnet balance (og humor) i et digt sikres ofte med diskrete midler. F.eks. i digtet Gry [ 18 ]: “Munken river gruset i morgentågen/Bagefter skal han ikke andet/ end glo på æbletræerne.”, hvor ordet “glo” gir et overraskende og velgørende twist.

Teksterne er gennemvævede af referencer til musik. “Radioens skratten af højskolesang og grov swing”, “en blåsort akkord / anslås hårdt / vibrerer længe i skoven” , “nylavede sange /rækkes ned til ivrigt hapsende delfiner ” “akkorderne opløses som sukker” ” Dette musikalske øjeblik/ bliver ikke overgået den aften”. I Lydblomst [36], et typisk Munch-Hansendigt, styrer “orkestrets tungt lastede luftskib”, “Basunernes hestebid/ i store æbler” og “andalusiske kastagnetter” mod slutlinjerne “Mon vi kan få alle lydene til at / smelte sammen / i en sang?” Det sidste spørgsmål går tæt på bogens erklærede projekt. “At beskrive musikkens væsen og betydning i tilværelsen”.
Svaret er JA. Udover musikkens eksplicitte nærvær og forbindende rolle er klangen og rytmen i sproget udtryk for en afledt musikalitet. Suppleret af Mark Solborgs illustrationer, hvis makroverden med instrument, truttende planeter og musical dream machine smelter sammen i det diskrete grundmønster der myldrer rundt som en forbindende mikroflora i dem alle. Det er vel sådan naturen frembringer et træ.

Efter at have etableret det som et faktum at jeg bliver glad i låget over teksterne i Musical Dream Machine, har jeg en enkelt bemærkning om teksternes idemæssige baggrund. Som nævnt er de opstået gennem en inspirationsproces, hvor digteren ud fra sine oplevelser med musikken fra ILK har skrevet sine tekster i interaktion med denne. Så langt så godt. Men måske kan bogen blive en kende insisterende omkring sine pointer i efterskrift og forklarende noter om kunstens legende former og forbindelseslinjer og musikkens væsen som grundimpuls. Regelen “show, don´t tell” blir allerede efterlevet forbilledligt i selve teksterne. [Naturligvis er noter og efterskrift velegnede, hvis bogen skulle bruges i undervisningssammenhæng.]

Jeg har læst Musical Dream Machine med fornøjelse. Fulgt filatelistens, munkens og Knud i Valbys skæve musikpåvirkede foretagsomhed. Svævet gennem rummet , så “rastløsheden har glemt sig selv .. hænger i gardinet som en forædt abe”. Nydt bonusdigtene om store jazzmusikere som her om Ben Webster:

"Mens solen synker i havet mod vest
	blafrer et lys i det gamle fyr.
Cigaretrøg buldrer bag ruden
	En grammofon spreder forsølvet
støv i verdensrummet.
	De, der lytter, letter."

Den æstetisk layoutede bog rummer et attraktivt musikpoetisk univers.
Musikdrømmemaskinen er oppe i gode poetiske omdrejninger.

Alice, katten og den meget hemmelige agent

Alice, katten og den meget hemmelige agentAlice, katten og den meget hemmelige agent
af René Aubertin

Kortroman fra Forlaget PrintXpress
Redaktion: Writers Aid v/Susanne Jespersen
Omslagsillustration: Tony Isaksen
Omslag: Brian Vegas Jørgensen
ISBN: 978-87-92895-29-5

Bag pseudonymet René Aubertin gemmer Erik Hansen sig, han er forfatter, og en ivrig oplæser ved de københavnske oplæsningsscener, hvor jeg selv flere gange har haft lejlighed til at lytte til hans skrivende ord og levende fortællerstil. Erik Hansen, som jeg vil kreditere som forfatteren gennem denne anmeldelse, har om nogen lysten til at lege med ordene. Og Alice, katten og den meget hemmelige agent er et glimrende eksempel herpå.

Alice, katten og den meget hemmelige agent, som blot fylder 80 A6-ligende sider, er fyldt op med humor, underfundigheder og ikke mindst sex. Bogens bagside mener, at vi skal forestille os ”en poetisk drukbums, en kvinde der dyrker svampe, en kat uden navn og en meget hemmelig agent, hvis libido er ligeså stor som hans hang til dry martinies – så har du nogle af ingredienserne til denne bog.” Og det har den fuldstændig ret i. Omslaget lover ikke mere end den kan holde. Især Erik Hansens sprogbrug er til tider så skarp, at man sidder og smågriner for sig selv.

Et scenarie midt i bogen lyder: “Jeg kan se, at skyggen omringer den lille brønd og skynder mig derhen. Nu skal der knaldes brikker! Med vanlig elegance kaster jeg mig i græsset og rammer det med en lyd som en sæk kartofler. Godt, tænker jeg og lukker øjnene; sekundet efter er jeg på vej ned i en meterhøj afgrund af søvn, og det føles godt, rigtig godt, indtil jeg mærker en hånd, der rusker blidt i mig. Ondt åbner jeg det ene øje på klem og ser et ungt kvindeansigt bøjet over mig. Det er omgivet af slangekrøller, og et par dybe brune øjne ser på mig med let bekymring. “Undskyld,” siger hun, “du har vel ikke set min kæreste?” “Nej,” vrisser jeg afvisende, “jeg har ikke set andet end indersiden af mine øjenlåg, og det jeg tænkt mig at blive ved med!” Jeg lukker øjene og ønsker hendes hen, hvor peberet gror, men det er tilsyneladende ikke langt nok, for øjeblikket efter mærker jeg igen hendes hånd ruske blidt i mit ærme.”

Man møder her, synes jeg, en forfatter, som har hang til det humoristiske, og som formår at skrive i en let og levende stil, som byder een med indenfor. Man bliver uden stop hevet fra første til sidste side, og man har slet ikke lyst til at lægge bogen fra sig.

Alice, katten og den meget hemmelige agent er som førnævnt i et velegnet pocket book-format, som man kan have med overalt. Første gang jeg læste bogen igennem var i påskevarmen i en park nær min bolig. Anden gang var på sofaen med Miles Davis på pladespilleren. Og bogen passer glimrende ind i begge tilfælde. Den er let, ligetil og så er den ikke mindst sjov.

Mest af alt, hvis vi absolut skal ud i en litterær sammenligning, så minder denne kortroman om den engelskefødte Carter Browns yderst produktive forfatterskab, specielt hans bøger om politiløjtnant Al Wheelers svinkeærinder. Allerede når man får øje på forsidegrafikken, så ved man at der er dømt knaldbangroman i bedste amerikanske pulp-stil. En vaskeægte roadmovie – i lommeformat! Mon vi får mere at se til den navneløse, mandelige jeg-person, Alice, eller den meget hemmelige agent? Og ikke mindst katten, vi må bestemt ikke glemme katten!

Alice, katten og den meget hemmelige agent udkom på Forlaget PrintXpress d. 11. september 2013