Tag-arkiv: Kirsten Nørgaard

Mens vi bliver til

Jens Mens_Vi_Bliver_TilRugård Jensen:
“Mens vi bliver til”
Digte med illustrationer af Lars Kramhøft
Forlag: Calibat
ISBN: 978-87-996065-8-0

 

 

 

 

Jeg fik Jens Rugård Jensens digtsamling tilsendt i juleferien, og jeg vil ikke nægte, at det var helt rart for en gangs skyld at anmelde en papirudgave (jeg plejer at anmelde Pdf-filer pga. af forsendelsesomkostninger til Italien). Især denne bog fortjente det, fordi der er gjort så meget ud af den hårde indbinding og illustrationerne.

Digtsamlingen består af 16 lange digte, hvilket jo ikke er mange, men sammen med en stor mængde illustrationer af Lars Kramhøft bliver der alligevel en hel bog ud af det og ikke et hæfte.
Illustrationerne er udtryksfulde, om end ikke særlig originale, og nogle steder forstyrrer de faktisk læsningen af teksterne, som jeg egentlig ville ønske stod alene. Tag for eksempel digtet “Drømme om udhæng”, som begynder med den gode og foruroligende sætning “Jeg drømmer om dværge der gemmer sig under udhæng…”. Det forstyrrer mig vildt meget, at der ved siden af er en ret så banal og larmende tegning af en plante, der vokser op fra en kiste. Jeg vil ikke have, at tegningerne begynder at fortolke digtet for mig, inden jeg har læst det færdigt.

Den bedste illustration er den betuttede tiger, som ledsager digtet “Fastelavn”, som også er et af mine favoritdigte i bogen: “Fastelavn er masker / Hvor indersiden lugter af plastic og automatkaffe / Og øjnene forgæves kæmper efter at finde hullerne / Der må være der et sted / En formstøbt ansigtsskal /Et fast greb om uvirkeligheden / Tiger/løve/tomhed…”.
Jeg ved ikke, om man kan sige “kæmper efter”, og der er også andre steder i bogen, hvor jeg finder en vis grammatisk usikkerhed (det hedder f.eks. “Og nogen må have lagt mig fra sig” og ikke “Og nogen må have lagt mig fra dem”, som der står i bogens første digt). Men når det er sagt, så er “Fastelavn” et godt digt med stærke billeder.

De bedste digte i bogen er “Han tager ting” I, II og III, og det er også her, illustrationerne er bedst, fungerer bedst og supplerer teksterne frem for at forstyrre eller forklare. Jeg kan godt lide sammenstillingen af hverdagsagtige beskrivelser af forsøget på at bemægtige sig livet og det, der kommer til at stå mellem linjerne her: “Han tager ting / Et søvnigt kys i tusmørket / En kop mælk i kaffen / En hånd i hans under månen / Brevene i postkassen / Fodspor i strandsandet langs de sorte bølger / En bog der listes ned fra hylden / Pulsslagene i maven og / Sveddråberne i hånden fortæller ham at // Han tager ting / Og sætter dem på plads / Igen og igen”

På bagsiden står der: 16 lyriske historier om at blive til og forblive levende. Der spørges: “Hvad er det, der skaber os? En maske, et krus, en rose, en printer? Mørket i os selv? Hvis vi ikke ved hvem vi er, er vi så overhovedet nogen” Første del af spørgsmålet er spændstigt og poetisk og burde slutte efter “en printer? Anden del er unødvendig, for det er de spørgsmål, læseren helst selv skal stille. Eller læse mellem linjerne
Heldigvis undgår de fleste af digtene at forklare sig selv på denne måde og lader billederne stå enkle i udtrykket, fint stemningsskabende.
En bog med meget på hjerte, der vil appellere til mange.