Tag-arkiv: Sune Reitz

Stævnemøder

Stævnemøder af Peter Bang SimonsenStævnemøder
af Peter Bang Simonsen

Digte (2015),
1. udgave, 1. oplag
Forlaget mellemgaard
Grafiker: Tine Wichmann
ISBN: 978-87-93270-53-4

Vi har her at gøre med en række digte, som alle kredser om emnet kærlighed. Dette har man set så mange gange før, og det er een af de evige inspirationskilder, når man har med digtgenren at gøre. Peter Bang Simonsen præsenterer med digtsamlingen Stævnemøder hele 28 tekster fordelt på værkets 58 sider.

På værkets bagside lyder det blandt andet således: “Den handler om kærligheden og menneskers møder med hinanden på godt og ondt – både når kærlighedens lykkes, og når den lykkes mindre godt.” Det er også på mange måder det indtryk, som man sidder tilbage med, når man har været igennem samlingens 28 tekster.

Når jeg skriver tekster i stedet for digte, ja så er det fordi de enkelte tekster langt hen af vejen mere minder mig om kortprosatekster end decideret digte, som blot er knækket og brudt op på poetiske linjer. Dette er nødvendigvis ikke nogen forbrydelse, ej heller forfærdeligt, men flere gange undervejs i mine gennemlæsninger af værket, er jeg blevet nødsaget til at stoppe op, se på bogens forside og forvisse mig om, at det var en digtsamling, som jeg sad med.

Peter Bang Simonsen bryder på mange måder formen for, hvad jeg betegner som digte. Metaforik er der næsten ingen af i værket, og sproget er udpræget hverdagsagtigt og sådan som man nu engang taler.

Men den første aften
de mødtes til det aftalte
møde på Café Blågård,
havde de kun skrevet
omkring fem gange
sammen på Elitedaters.dk,
og han blev ærligt talt
en smule skuffet;

Hun så ældre ud end på profilbilledet,
hun var også tykkere
og hun var heller ikke særlig
nem at snakke med i virkeligheden.

Uddrag fra Big love.

Digtene er hvad de er. De overrasker ikke, men det skal sådanne nogle måske heller ikke. Peter Bang Simonsen skriver lige fra hoften, og vandrer således direkte ind i læseren med træsko på fødderne. Dog sidder jeg tilbage med et ønske om, at flere af idéerne bag værket var blevet skrevet i novelleform. Dette ville virkelig have klædt flere af teksterne, og de ville nok kunne have vækket minder om en tidlig Jan Sonnergaard, fx dennes novellesamling Radiator fra 1997.

Samlingens digte svinger dog desværre til tider i kvalitet, men stærkest står Den forlegne fætter, som tangerer incestligende tendenser;

Kære lille kusine
du er naturligvis blot
som en søster for mig
som en elskelig lillesøster,
en usædvanligt charmerende
og meget smuk lillesøster ganske vist,
men læg nu ikke mere i det;

Men forleden aften
da du stod og stirrede ud mod havet,
og vinden som en
drillesyg sommerferieelsker
legede med dit hår,
lagde jeg mærke til,
at din løse sommerkjole
havde sat sig lidt fast i revnen
mellem dine baller som et gardin i en dørkarm,
og at kjolen ovenikøbet
indimellem bevægede sig en smule,

kjolen havde desuden
smøget sig lidt op ad dit lår
og afslørede den meget
ferske og gyldenbrune hud
på vej op mod dit mørke skridt …

Uddrag fra Den forlegne fætter.

Selvom jeg væmmes i foragt overfor fætterens sproglige tilnærmelser, så er der også noget smukt i fortællingen. Fætteren ved, at det er forkert. Men hun er bare den af mine kusiner, jeg holder allermest af. Peter Bang Simonsen er i min optik bedst, når han berører den forbudte kærlighed, den som er på grænsen og den som lige har bevæget sig over på den anden side.

Som tidligere nævnt ville jeg, i min egenskab som anmelder, langt hellere have set dette værks idéer og grundtanker udført i prosaen, som også sproget lægger sig meget op ad, da jeg mener, at Peter Bang Simonsen med sine sproglige kundskaber i langt højere grad ville gøre sig bedre indenfor denne genre. Men alt i alt møder man en digter og fortæller, som ikke lægger fingrene imellem; han siger det som det nu engang er.

Peter Bang Simonsen har tidligere udgivet digtsamlingen Blomster, sne og muld på Forlaget Gallo. Stævnemøder er hans første udgivelse på Forlaget mellemgaard. Bogen udkom d. 16. januar 2015.

ALT KAN SAM L E S IGEN

ALT KAN SAM L E S IGEN af Daniel BoysenALT KAN SAM L E S IGEN
af Daniel Boysen

Digte (2015),
1. udgave, 1. oplag
Privattryk fra skriveophold i Berlin.

Klokken er 20.17. Udenfor er det bælgravende mørkt, og jeg har netop læst Daniel Boysens Berlin-digte igennem for tredje gang. Daniel Boysen er for tiden, februar 2015, på skriveophold i netop Berlin, hvor han skriver på en ny roman. Dog er der også kommet en række digte ud gennem fingrene, som står til snarlig udgivelse i privattryk, dvs. uden forlag og i begrænset eksemplarer. Og jeg har været så heldig at få fingrene i et af disse blot 35 af slagsen.

ALT KAN SAM L E S IGEN er med rette betegnet som “Berlin-digte” – det er en rejsebeskrivelse, men selvom digtene er skrevet i og om de berlinske gader og monumenter, så er de langt begrænset til dem. Digtene er højtflyvende og filosofiske såvel som jordnære og hverdagsbetonet.

I samlingen følger vi jeg’et, som rejser fra kæresten, familien og venner for netop at tage på skriveophold i Berlin. Det er således en forholdvis selvbiografisk digtsamling, som jeg her har fået i hænderne. Og det klæder samlingen. Sproget er både poetisk, ironisk og alvorligt, alt på een gang. I et uddrag fra samlingens første digt lyder det eksempelvis således:

der falder en skæv regn
gennem paris og berlin –

fra ét tag til et andet
samler prikkerne sig

du står tilbage på perronen

toget laver bølger i jernet
der er en sang i rystelserne

|| se, hvor jeg danser
jeg er jo skind og ben ||

Efter min mening er de nederste to strofer, til trods for at det er samlingens første tekst, de stærkeste i værket. Daniel Boysen beskriver således sin udrejse fra Aarhus utroligt poetisk og rammende på een og samme tid. Digtene bærer præg af at være skrevet på uhyrlig kort tid, hvilket dog slet ikke skæmmer samlingen, tværtimod. Boysens digte er alle skrevet i samme sproglige tone, og det er gjort med sikker hånd.

At rejse til netop Berlin giver utrolig god mening, hvis man vil skrive og blive inspireret til at skrive. Berlin er nemlig een af de europæiske hovedstæder, som har haft splittelsen og melankolien helt inde på kroppen af de enkelte borgere i byen. Og uden at vi skal gå ind i en større historisk redegørelse for anden verdenskrig og den kolde krig, så skal man have netop denne splittelse in mente, når man sætter sig for at læse ALT KAN SAM L E S IGEN. I samlingen lyder det blandt andet:

Nogle æder et hul gennem verden
alt kan vendes på hovedet

alt kan samles
i et kollapset system

je suis un optimiste

Alt kan samles igen. Det er ikke bare titlen, det er digtsamlingens hovedtema. Idéen fortsætter Daniel Boysen i et senere digt, hvor han filosoferer over, at hvad nu hvis alt kan samles;

fra mellemøsten, til rusland, til
vesten; opløser grænser

i vindueskarmen

– –

fra det lette, til det tunge, til
nye systemer et sted i berlin

Trods digtenes ofte sparsomme ord, så findes der bag linjerne dybe og sågar eksistentielle overvejelser. Hvordan er det at være fremmed i en by, som ligeså godt kunne ha’ været Aarhus eller Tjæreborg? Dét at være fremmed er blot en midlertidig stilstand. Alt ændrer sig hele tiden, og samlingen konkluderer afsluttende, at det jo bare er livet, ikke en fantasi.

Daniel Boysen har tidligere udgivet Forudsat, at du har lyst til at fortætte (roman, 2013) og Efterhånden blot dages genklang (noveller, 2013). ALT KAN SAM L E S IGEN udkommer d. 1. marts 2015, og bliver, i første omgang, blot trykt i 35 eksemplarer.

Kærlighed er så kort som et vindpust i leg

Digte fra en blondekantDigte fra en blondekant
af Karen Zubari

Digte (2015),
1. oplag fra
Forlaget mellemgaard
ISBN: 978-87-93270-95-4

Okay, indrømmet. Digtene i Digte fra en blondekant er og bliver rimdigte, eller viser om man vil, og denne form for digtekunst er ikke noget, som jeg gør mig så meget i. Når jeg læser digte, så er det primært knækprosaen som fylder billedet. Den med de skæve og ikke-rimende versefødder. Javist, jeg har da læst mine rim, men siden gymnasietiden har jeg vist kun læst Tove Ditlevsens samlede digte, når det kommer til rimene.

Nå, men hvad er Digte fra en blondekant så for en størrelse? Kan de noget, digtene? På overfladen kan de virke ganske banale. Det er således AABB- og ABAB-rim. Flere af dem kan med rette placeres i kategorien viser, hvilket dog på ingen måde skæmmer værkets budskab. De vil noget, digtene. De vil fortælle historier langt fra storbyens infame larm. Her er det naturen og de mennesker, der begiver sig rundt i den, som er sat i centrum. En digtsamling med et hjerte for den rådne banan, udkantsdanmark.

Digtene balancerer mellem det Morten Korch’ske og det samfundskritiske, mellem ungpige-poesien og det helt virkelighedsnære. Digtene tager udgangspunkt i udkantsdanmark, nærmere bestemt Lolland. Og da jeg selv stammer fra Nakskov, takkede jeg straks ja til at anmelde nærværende digtsamling. Og jeg blev ikke skuffet.

Karen Zubari, som selv flyttede til Lolland i 2007, har på een gang formået at fange den lollandske ånd i sine digte, og på samme tid skrevet en samling digte, der ikke bare beskriver, men også kritiserer den virkelighed, som mange oplever dernede hvor kragerne allerede er vendt om.

Han er sikkert på vej, han har fri klokken fire
Hun tripper og går et par skridt
Og hånden den ryster og kopperne klirrer
Hun ved jo han kommer om lidt

Og mens solen går ned holder spurvene gilde
Med kage og hvid marcipan
Jo, vist kom der gæster, så mange hun ville
Til mors dag på hendes altan

Disse strofer stammer fra digtet Gæster til mors dag. Linjerne viser tydeligt hvad Zubari formår. Hun kan med ganske få virkemidler, samt fine rime, fremføre en, omend trist, stemning. En stemning som er så knugende, at man slet ikke er i tvivl om ægtheden heraf.

I det efterfølgende digt uddeles drøje hug til ældreplejen og sundhedsvæsnet, hvor vi møder pensionisten Kaj:

Her på hjemmet hvor jeg bor har jeg det haft det godt
Men nu har de fået en brusebadsrobot
Man bli’r pudset og poleret for en tier
Her i vores kommunale vaskehal
Men vi savner stadigvæk de søde piger
Nu er det hele bare skruer og metal
Før i tiden ku’ vi få en snak, nu trykker de på knappen
Så ta’r det kun et halvt minut, de synes det er så smart
Der er ind med dig og så er det ud af klappen
For et menneske er det ikke særligt rart”

Fra digtet Pudset og poleret for en tier. Igen viser Zubari, at hendes digte iført træsko kan vandre direkte ind i folks hjerter og sind. Og det gælder såmænd uanset om det handler om kritik eller kærlighed. På den anden side har vi de naturrige digte, såsom Agnethe og ravmanden og En bøg og en granvoksen fyr, som står noget svagere i sammenligning med de ovenstående digte og samlingens tematik iøvrigt. Jeg mener således, at Karen Zubaris stærkeste vers og tekster er de samfundskritiske, der hvor hun ikke går på kompromis. Der hvor hun slår et slag for de svageste, dem som samfundet (måske) har glemt. Og hendes beskrivelser af det forfaldne Lolland er på en gang smuk og grufuld, og helt igennem genkendelig for denne anmelder. Tak for (ned)turen.

Digte fra en blondekant udkom på Forlaget mellemgaard d. 16. januar 2015.

Alt forandres

Alt forandresAlt forandres
af Joan Bach Ludvigsen

Novellesamling (2014),
1. oplag fra
Skriveforlaget
ISBN: 978-87-93068-88-9

Det er ikke så tit, at jeg støder på novellesamlinger, men Joan Bach Ludvigsens Alt forandres var dog et kærkomment møde med genren, som jeg desværre, hvilket jeg kan se nu, har dyrket alt, alt for lidt.

Titlen, Alt forandres, er meget sigende for værket. Samlingens fokuspunkt er netop forandringerne, som også selve livet kredser om. Forandringer er nemlig en lige så stor del af livet, som kærlighed og ilt. De sker nemlig hele tiden, om man vil dem eller ej. De kan være store og små, det kan været mødet mellem mennesker eller regulære samfundsændringer. Alt mellem himmel og jord.

Joan Bach Ludvigsen har i dette værk nøgternt og minimalistisk søgt at skrive en række hverdagsnoveller om livets ustandselige omskiftelighed, hvilket til tider er lykkedes ganske eminent.

Værket består af 14 minimalistiske noveller fordelt på omtrendt 100 skrevne sider, så, ja, de er bestemt ikke af den længste slags, men til gengæld er de skrevet i et letlevende sprog, som er en fornøjelse at læse. Stærkest i erindringen står umiddelbart novellen Nye naboer, som i alt sin enkelthed – hvis man overhovedet kan formindske en plotlinje så groft, som jeg gør her – handler om en flytningelejrers ankomst til en mindre by i udkantdanmark. Selvsagt er modsætningerne store mellem de postive og negative stemte indbyggere i lokalsamfundet.

Joan Bach Ludvigsen formår med Alt forandres at beskrive et persongalleri, så man tror på dem. Dialogerne er fine og afstemte, og miljøbeskrivelserne holdes langt hen af vejen til et minimum, så fantasien kan spille frit.

Vi bliver således præsenteret for alverdens hovedpersoner. Joan Bach Ludvigsen skriver om børn såvel som voksne af begge køn. Vi støder på en pige, som er på efterårsferie med sin veninde og dennes forældre, som måske nok skal skilles inden alt længe, og en kvinde som tror, at svarene på hendes usikkerhed ligger gemt i selvhjælpsbøger. I en af de mere underfundige noveller, Housewarming, skildres en mand, som er yderst mistænkelig ved sit succesfulde vennepars finpudsede facade – noget må stikke under, men hvad?

De fleste af novellerne er vedkommende, og de tager en forandringstematik og -dilemma op, som de fleste af os bliver nødt til at forholde os til. Dog har novellesamlingen også sine mere banale tekster. De er ikke nødvendigvis dårlige, men de står dog sværere i sammenligning med de øvrige tekster. Her mener jeg specielt, at novellen om Fastelavnsbollen, som kun er på to sider, sagtens kunne have haft noget mere guf på historien. Den bliver aldrig 100 procent vedkommende, hvilket er synd, da tematikken heri iøvrigt er spændende – kan man overhovedet retfærdiggøre et tyveri begået mod en institutionsbeboer?

Joan Bach Ludvigsen har med Alt forandres skåret et tværsnit ned gennem forandringsdanmark, hvor hun har formået at beskrive store som små, unge som gamle, og det er gjort med sikker hånd. Nu hvor vi nærmer os julen med små skridt, så er det velsagtens også på sin plads med en ønskeliste, og på min står ønsket om, at Joan Bach Ludvigsen ville give sig i kast med at skrive en roman i samme minimalistiske stil, som disse noveller indeholder. Det vil glæde mit læsehjerte.

Novellesamlingen Alt forandres er Joan Bach Ludvigsens tredje udgivelse, og den udkommer i dag, d. 13. november 2014, på Skriveforlaget.

Øst og Vest – dobbeltdigtsamling

Øst og VestØst og Vest
af Sleiman Nazzal
og Lars Hougaard Clausen

Dobbeltdigtsamling (2013-14),
2. oplag fra
Poetklub Århus
ISBN: 978-87-996161-0-5

Denne dobbeltdigtsamling er, som mange nok allerede har gættet, to digtsamlinger under een af henholdvis Sleiman Nazzal med Uden sprog og Lars Hougaard Clausen med Vindfugl. Sammenlagt fylder dobbeltdigtsamlingen 80 sider fordelt på 66 digte.

For at starte med begyndelsen, så kaster vi os direkte ud i Sleiman Nazzals digte, som under den fælles titel Uden sprog fører os ud i et libanesisk sprog- og billedunivers, som dog ikke ligger så fjernt, at man ikke kan følge med. Nazzal skriver nemlig meget nøgternt, og samtidigt flyver metaforerne om ørerne på læseren.

Den blå himmel er ikke min / men jeg har et hjerte / og en særlig adresse / og et vindue af duft / inde i dets hukommelse
Fra digtet “Vinduerne af duft”

Nazzal skriver meget sansebetonet, og sproget er enkelt og ligetil, men under overfladen gemmer sig dybere meninger og betydninger. Tonen er hverken fordømmende eller påtvingende, men derimod halvtdrømmende, halvtsvævende, når han skriver om kærligheden, naturen eller erotiske fodboldkampe.

På den anden side har vi Lars Hougaard Clausens Vindfugl, som er en kaskade af sanseindtryk om specielt naturen og livet omkring det lyriske jeg.

Clausen skriver kortfattet om et jeg og et du, som bevæger sig i og omkring naturen. Jeg’et i samlingen er meget observant, og i teksterne kommer vi tit helt tæt på de sanseindtryk, som de fleste af os til daglig tager for givet.

I skumringen omkring os / tager du mig med ned / til havet. / Højt oppe på skrænten. / Herfra kan vi se lysene / fra et skib. / Det bevæger sig / trukket af den lille slæbebåd / i dit øje. / Højvande.
Fra digtet “Skumringsbillede”

Lars Hougaard Clausens pen er rolig. Den har ikke tralvt. Et digt tager den tid, et digt skal tage. Og det er en af Clausens forcer. Digtene er ikke mere end hvad de er. Det er observationer. Men nogle, som denne anmelder ikke ville have været foruden.

Samlet set mener denne anmelder ikke, at de enkeltstående digtsamlinger ville have stået lige så stærkt uden hinanden. Det er netop mødet mellem øst og vest, samspillet mellem det libanesiske og danske tankemønster, som gør denne dobbeltdigtsamling stærk. Det er forskellene samlingerne imellem, som gør dem interessante hverisær. Og man kan kun håbe, at Clausen og Nazzal vil overveje endnu et lignende samarbejde, hvor øst og vest atter kan smelte sammen.

Om formatet skal det nævnes, at det ikke ligefrem er en traditionel udgivelse. Værket er udgivet af foreningen Poetklub Århus, som ellers før kun har udgivet antologien Det, vi sagde gælder.

Værket er kvadratisk med spiralryg, og altså ikke noget man ser ved traditionelle udgivelser. Dog gør det intet dårligt for oplevelsen – tværtimod forøger det kun læseoplevelsen. Man har her fat i en udgivelse, som elsker den smalle litteratur ligeså højt, som denne anmelder gør. Et dobbeltværk, som alle digtinteresserede bør læse.

Dette er Sleiman Nazzal første udgivelse siden den anmelderroste Uden visum fra 2000, mens det er Lars Hougaard Clausens første bog.

Bogen udkom første gang i 2013, nærværende anmeldte udgave er 2. udgave fra 2014.

Fire i een – Noveller af Anja Duna

Elinors efterår Anja DunaElinors efterår (ISBN: 9788740450316)
Café Mødepunkt (ISBN: 9788740495317)
Knuste knogler (ISBN: 9788740446463)
Sverige (ISBN: 9788740474121)

Fire noveller af Anja Duna
udgivet via SAXO Publish, 2014

At skrive een ameldelse af fire forskellige noveller, som står som enkeltstående udgivelser, kan i sig selv være svært. Og når tematikken ikke er sammenhængende de fire udgivelser imellem, så må man, som anmelder, gribe sagen anderledes an.

Anja Duna har således begået fire ret forskellige noveller, som dog alle har det til fælles, at de spænder inden for den socialrealistiske genre. Hverisær tager novellerne en interessant tematik op, som sætter tankerne igang.

Elinors efterår, som er Anja Dunas første e-novelle, handler om den demente Elinor, skrevet ud fra dennes synsvinkel. Dette er og vil altid være en svær opgave, hvor man som forfatter skal skrive varsomt og eftertænksomt for ikke at falde i klichéer og ubehagelige faldgrupper. Det lykkedes til dels for Anja Duna, som skriver med en forholdsvis sikker hånd, samt med et velovervejet handlingsforløb, som twister flere gange undervejs. Man bliver således sat i den demente sted, og man kan få anelser fra Lisa Genova debutroman “Still Alice” fra 2007 – hvilket skal ses som et utroligt plus i denne anmelders bog.

I novellen Café Mødepunkt følger vi hele tre hovedpersoner; en forfatterinde, en kvinde og en mandlig pensionist. Vi følger dem således hverisær og i interaktionerne hinanden imellem på Café Mødepunkt, i seks mini afsnit. Blot dét, at Anja Duna i princippet har kapitler/afsnit i sin novelle, gør den interessant. Det er nemlig et brud på alle regler og normer indenfor genren. Samtidig benyttes du-skriveformen i del-fortællingen om forfatterinden, hvilket ligeledes er et brud på den traditionelle novellegenre, som dikterer en jeg-, han-, hun- eller den-form. At Anja Duna eksperimenterer med genren er yderst positivt, men man kunne have ønsket sig, at nærværende novelle havde været noget længere og haft mere kød på skelettet – selve tematikken er dog stadig spændende, og stilen vedkommende.

Knuste knogler, som er den absolut korteste novelle af de fire, er en regulær heksejagt. Vi følger den tilfangetaget Mary, som er anklaget for hekseri. Vi følger Mary i såvel nutiden (skrevet i datid) som i flashbacks (skrevet i nutid), hvilket Anja Duna mestrer til fulde. Afvekslingen mellem nutid og flashbacks er eminent, og beskrivelserne af den anklaget heks’ pinsler i såvel torturkamret som i cellen alene er skrevet med sikker hånd. Men ligesom med Café Mødepunkt kunne denne anmelder godt have ønsket sig et noget længere handlingsforløb, da man sagtens kunne tåle at komme langt mere ind under huden på Mary og hendes pinsler.

Den fjerde og sidste novelle, Sverige, bryder med de tre foregående ved at have en snert af magi over sig. Magisk realisme, som fx Haruki Murakami mestrer til fulde, er en ikke særligt anvendt genre i dansk litteratur. Anja Duna forsøger med Sverige at føre læseren ind i et (ved første øjekast) ganske almindeligt skovområde i den svenske vinter.  Vi følger således en dansk kvinde og en mystisk gruppe af danske rejsende, som har slået sig ned i Huset for en stund. Men alt er ikke umiddelbart, hvad det ser ud til at være. Selve handlingen vil denne anmelder ikke komme nærmere ind på – den skal opleves.

De fire noveller har samlet set deres gode og dårlige sider. Stærkest i erindringen står uomtvisteligt Elinors efterår og Sverige. Dog skal man ikke fornægte Anja Dunas eksperimenterende tilgang til novellegenren med Knuste kogler og i særdeleshed med Café Mødepunkt, hvor der fremvises stor kunnen og sikker stemmeføring. Når man ser tilbage på de fire meget forskellige noveller – inden for såvel tematik som fortællerstil – da kan man savne en mere fyldestgørende sammenhæng. Det kunne være ønskværdigt, hvis Anja Duna ville samle sine kræfter og forfatterevner, og arbejde hårdnakket på en novellesamling med en samlet fremstilling indenfor en given tematik. De sporadiske småhistorier ville komme mere til deres ret i en sammenhængende novellesamling.

Udgivelser kan alle købes via saxo.com i prislejet mellem 5-24 DKK.

Det korte af det lange

Det korte af det langeDet korte af det lange
af Søren Kristoffersen

Prosadigtsamling (2014) fra
Det Poetiske Bureaus forlag
Omslag: Mikkel Pape
ISBN: 978-87-92280-67-1

Søren Kristoffersens prosadigtsamling Det korte af det lange rummer 53 tekster fordelt på 70 sider.  Teksterne, som på een gang både er digte og kortprosastykker, er inddelt i tre dele, 1) DET KORTE, 2) DET LANGE og 3) DET KORTE AF DET LANGE.

Første afsnit indholder (i snit) de længste tekster, mens andet afsnit mest af alt er sporadiske sætninger, tredje og sidste afsnit er en konsensus af de to foregående elementer; mellemlange tekster. Kristoffersen leger elegant og til tider nærmest provokerende med tekstopbygningerne. Gennem hele værket er sætningskonstruktionerne umådelig korte, et eksempel kan tages fra teksten New Normal:

“[…] Vi havde hele verden og verden havde os. Én stor familie. Et meget lille hus. Flyvende tallerkener. Præriegræs og vind. Skamferede kvier, kvæg med åben bug. Kan man bare rejse væk og lade et knust hjerte være tilbage […] Vi ses jo nok igen. Solvognen skinner. Du er en vaskeægte flanør. Arbejder mens du sover. Ryger når du rejser. Boller mens du ler. Jeg savner når du græder, allermest.”

Emnerne for teksterne er mangfoldige. De spænder fra politisk satire til kærlighedens smerte, dertil kommer metapoetiske indslag, samt decideret trakasserier. Samlingen benytter sig i høj grad af kontrapunktik, hvor flere stemmer taler i munden på hinanden, hvilket til tider lykkes særdeles godt.

Det korte af det lange er en letlæst samling tekster, men det er ikke en bog, som man lige kommer væk fra. Søren Kristoffersen leger kækt med sætningsstrukturerne, og man kan således læse flere af teksterne på forskellige måder, alt efter hvordan man betoner de enkelte sætningsfragmenter. Kristoffersen overraskede nærværende læser/anmelder med de ordspil og tvetydigheder, som tvinger såvel smiletbåndet som panderykkerne frem. Man kan således genlæse Det korte af det lange flere gange, og hver gang fået noget nyt ind på radaren.

Omslaget er smukt grønt i flere nuancer, med symboler som mest af at minder om morsekoder, og ganske rigtigt. Hvis man dechifrerer nævnte kode -·· · – -·- — ·-· – · ·- ··-· -·· · – ·-·· ·- -· –· · så får man såmænd titlen: Det korte af det lange! Og denne kører, som man kan se, videre i en uendelig spiral på bogen for- og bagside. Det korte af det lange er mangesproget, og der er flere lag end man umiddelbart først ser.

Det korte af det lange er Søren Kristoffersens anden udgivelse på Det Poetiske Bureaus forlag, tredje i alt. Han har tidligere udgivet Royale kopier (2011) på samme forlag. Omslaget til Det korte af det lange er lavet af Mikkel Pape.

Det korte af det lange udkom d. 30. maj 2014.

Alice, katten og den meget hemmelige agent

Alice, katten og den meget hemmelige agentAlice, katten og den meget hemmelige agent
af René Aubertin

Kortroman fra Forlaget PrintXpress
Redaktion: Writers Aid v/Susanne Jespersen
Omslagsillustration: Tony Isaksen
Omslag: Brian Vegas Jørgensen
ISBN: 978-87-92895-29-5

Bag pseudonymet René Aubertin gemmer Erik Hansen sig, han er forfatter, og en ivrig oplæser ved de københavnske oplæsningsscener, hvor jeg selv flere gange har haft lejlighed til at lytte til hans skrivende ord og levende fortællerstil. Erik Hansen, som jeg vil kreditere som forfatteren gennem denne anmeldelse, har om nogen lysten til at lege med ordene. Og Alice, katten og den meget hemmelige agent er et glimrende eksempel herpå.

Alice, katten og den meget hemmelige agent, som blot fylder 80 A6-ligende sider, er fyldt op med humor, underfundigheder og ikke mindst sex. Bogens bagside mener, at vi skal forestille os ”en poetisk drukbums, en kvinde der dyrker svampe, en kat uden navn og en meget hemmelig agent, hvis libido er ligeså stor som hans hang til dry martinies – så har du nogle af ingredienserne til denne bog.” Og det har den fuldstændig ret i. Omslaget lover ikke mere end den kan holde. Især Erik Hansens sprogbrug er til tider så skarp, at man sidder og smågriner for sig selv.

Et scenarie midt i bogen lyder: “Jeg kan se, at skyggen omringer den lille brønd og skynder mig derhen. Nu skal der knaldes brikker! Med vanlig elegance kaster jeg mig i græsset og rammer det med en lyd som en sæk kartofler. Godt, tænker jeg og lukker øjnene; sekundet efter er jeg på vej ned i en meterhøj afgrund af søvn, og det føles godt, rigtig godt, indtil jeg mærker en hånd, der rusker blidt i mig. Ondt åbner jeg det ene øje på klem og ser et ungt kvindeansigt bøjet over mig. Det er omgivet af slangekrøller, og et par dybe brune øjne ser på mig med let bekymring. “Undskyld,” siger hun, “du har vel ikke set min kæreste?” “Nej,” vrisser jeg afvisende, “jeg har ikke set andet end indersiden af mine øjenlåg, og det jeg tænkt mig at blive ved med!” Jeg lukker øjene og ønsker hendes hen, hvor peberet gror, men det er tilsyneladende ikke langt nok, for øjeblikket efter mærker jeg igen hendes hånd ruske blidt i mit ærme.”

Man møder her, synes jeg, en forfatter, som har hang til det humoristiske, og som formår at skrive i en let og levende stil, som byder een med indenfor. Man bliver uden stop hevet fra første til sidste side, og man har slet ikke lyst til at lægge bogen fra sig.

Alice, katten og den meget hemmelige agent er som førnævnt i et velegnet pocket book-format, som man kan have med overalt. Første gang jeg læste bogen igennem var i påskevarmen i en park nær min bolig. Anden gang var på sofaen med Miles Davis på pladespilleren. Og bogen passer glimrende ind i begge tilfælde. Den er let, ligetil og så er den ikke mindst sjov.

Mest af alt, hvis vi absolut skal ud i en litterær sammenligning, så minder denne kortroman om den engelskefødte Carter Browns yderst produktive forfatterskab, specielt hans bøger om politiløjtnant Al Wheelers svinkeærinder. Allerede når man får øje på forsidegrafikken, så ved man at der er dømt knaldbangroman i bedste amerikanske pulp-stil. En vaskeægte roadmovie – i lommeformat! Mon vi får mere at se til den navneløse, mandelige jeg-person, Alice, eller den meget hemmelige agent? Og ikke mindst katten, vi må bestemt ikke glemme katten!

Alice, katten og den meget hemmelige agent udkom på Forlaget PrintXpress d. 11. september 2013